Sus/16
Det var eftermiddag. De stod og sa farvel ved gittergrinden udpaa Drammensveien — det lyste stille rødt mellem havens grene deroppe fra assessorens arbeidsværelse. De kom fra Kirkeveien som saa titt høst og vinter udover.
Alle hegn var revet. Han fortalte om sin mor og om sine søskend, han fortalte om alt; og hun lukked ham til gengæld indenfor assessor-stuerne, helt ind i sit eget kammer, der hvor hun hadde siddet i triste minners ensomhed; saa han fik se dette hjems sorg og nøgne vægge. Og for hver ny klage gled de tættere sammen i glæde.
Bare idag hadde han været stille paa turen, hun blev staaende med hans haand i sin og spurgte med lette klem: — han hadde ikke fortalt om noget saart minne, han hadde ligesom ikke tilhørt hende.
Hun saa angst op: «Vilde du bedt mig gaa tur idag, hvis jeg ikke var kommet opom dig?» — det tindred over øie og bryn som dugg ind i en solfyldt ungbirk.
Det varte før han svarte. «Jeg ved ikke,» sa han. —
Han stod og saa paa hende fra siden: — hun var en anden, eller han var en anden; det var ikke de samme ialfald, som hadde spaseret turen før! Og dette var gaat for sig idag saa rivende fort, at han sansed sig ikke — han stod her nu forundret igen og saa efter sig selv ligesom ude paa en bar vidde.
… Det var underligt med fugle-unger, som var faldt ud av redet — det nytted ikke for fremmede hænder at lægge dem opi igen, hvor vare end hænderne var. — —
«Jeg har dig med mig bestandig Herman, — bærer dig inde i mig,» napped hun; — «paa koncerter, i teatret, der op i stuerne — overalt har jeg dig hos mig.»
«Hm — har du det?» gled han sky unna.
«Ja hvor jeg staar og gaar, du.»
«Hm —.»
«Jeg synes stuerne deroppe er blit fremmede for mig, siden jeg fik dig. Du?» Hun trak ham ind grinden under et træ, hang sig om ham og kyssed ham: «Du, hører du ikke!»
Han kyssed igen. Det blinked gennem frosttaagen; det var ruterne i vinduet paa anden side gaden. Han talte: — tre i høide to i bredde, tre gange to … sex i hvert vindu; tyve vinduer paa rad, sex gange tyve … hundrede og tyve ruter i hver rad …
«Du—u?»
Han kyssed. Saa begyndte han paa igen, glemte tallet; — begyndte paa igen. Han talte, saa tunge og tanke plafred lamme, hjærnen sved som før, da alle de utænkte spørsmaal flaxed uvorrent.
— — Det var det onde igen, lunets frost! Det øged. Det kløved jo skyggen ud av hans sind, saa den tog form mer klart end sidst! — —
«Hvad er det du ser?» bad hun.
«Aa det er søster og mor og Fossum-stuerne!» gled han unna, han skotted stjaalent paa hende for at se, om hun trodde. Hun trak ham tvilende med sig ud av haven, fulgte ham forbi hjørne efter hjørne. Han saa vindusruternes kolde rad — de hang som et skærende febersyn for hans sind, med febersyners klare skarpe linjer.
— — Hvorfor kunde hun ikke la ham være! For hvert hjørne skrek det lydløst inde i ham, steg i smerte: — hvorfor kunde hun ikke la ham være! — —
«Du, — er du glad i mig?» sa hun.
«Ja—a;» det la sig saa tungt for brystet, at pusten stansed.
«Du—u?» bad det — hun hørte nød i den tonløse stemme. Hun greb ham om haandleddet, øged angsten for det ny, som skabtes, pinte ham til blegt smil gennem mørket.
«Det er forbi, naar én kan tænke over og svare ja paa det.»
«Men det gaar ikke saa fort?»
Han turde ikke svare, for stemmen hadde ikke evne til at gemme for hende al denne angst.
Det gav et sæt i ham; — det var et nyt væsen, som randt stilt op ved siden mellem ham og murvæggen, gliste skadefro og goldt lige indpaa ham. Det var det onde stik i øiet hjemme i speilet, som var voxet til et helt ansigt, et blegt ansigt, hans ansigt — øinene grubled saa isende koldt. Han tænkte paa sin mors skinsyge vilje, naar den rykked ilter i kind og skalv bleg om mund; han tænkte paa det, som hadde stanset glæden for ham opover, saa arven fra far og mor ikke fik mænge sig; han tænkte paa alt det døde inde i sig.
Han forvitred!
«Men det gaar da ikke saa fort, du—u?»
«Jo det gaar saa fort,» sa han stiv av rædsel. Det blev stilt en stund. «For mig gaar det saa fort. Det er det, som er det fattige!»
Han stirred sint ind i ansigtet, vilde stirre det væk; men det suged hans øie koldt og tomt. — Hvad var det som gav det slik magt over ham! var det de braa tab av glæden i hjemmet! hvad var det som kløved! — var det tidens tænkning og strid, som øved forvitringens stygge værk? hvad var det! — —
Han slap hende, tog sig om hodet med begge hænder: — han var to — han var to! — — Hans sind var tørket, smuldred, laa i meningsløst virvar! Karakter! karakter! — hvad var karakter! — —
Hun saa paa ham.
«Jeg fryser paa ørene!» sa han.
Han blev ved at se paa hende isende ondt.
«Jeg ser altid noget, naar jeg ser dig,» sa han.
«Hvad er det du ser, naar du ser mig?»
«Jeg ser et hvidt livløst gardin, som falder med spids gavl nedmod toilette-bordet.»
Øinene borred — han kunde ikke styre deres stik; de borred sig langt indover — de hadde greb i noget dybt i hende, som de saa skælvende gerne vilde naa med en rift; se smærte! ligegyldigt hvor! Han vilde se hjærterødder slitne! — —
Hun greb haardt hans haand:
«Jeg skønner dig ikke nu!»
Han smilte fremmed som før; det var med samme blege smil, som spøgelset hadde mellem ham og murvæggen.
«Det rammer ind dit blodløse billed i speilet, kysk og hvidt.»
«Jeg skønner dig endda ikke!»
«Over alle dine tanker og over hele dit sind ligger assessor-hjemmets fine flaue flor — du skønner i grunden ikke det liv du ser, de toner du hører, hvad du end siger.»
«Jeg skønner dig endnu ikke, Herman!»
« Det er det jeg mener!» for han op. «Du skønner ikke mig, skønner ikke det som er yngst! Du skønner ikke ormen som sikler om lynge-busk! Dit blod er for gammelt! dit blod er for blegt!»
Hun slap ham, saa paa ham:
«Jeg trodde, det var saa godt mellem os nu, Herman,» kom det forsagt.
«Det er dette jeg ser!» sa det fast imod hende.
«Det er bare saa godt at ha den troen paa pappa og paa mamma og paa alle, som jeg har,» brød hun ud; — «den troen jeg har igen, — for du ved jo, det er mange ting jeg ikke synes er, som de skal være. Skønner du ikke det! det er jo derfor! … Jeg ved nok ellers, at det er saa galt alt, som det kan være; — men det er saa godt at ha denne troen alligevel, Saa godt — saa godt! … Skønner du ikke det!» risted hun ham og graat. «Du—u?»
«Jo. Jo det gør jeg nok,» svarte han kort.
Hun strøg ham nedover frakkeopslaget og spurgte med øinene: «Jaja? … Det blir jo ikke noget igen av livet heller, ellers!»
Han vented ikke til hun var færdig, skifted stemme: «Saa træffes vi imorgen da, som ellers!»
Hun trak ham gennem grinden indunder træet igen, hang sig om ham og hvisked «du-u?» Han kyssed hende gang paa gang, skotted til side og talte vindusruternes dunkle rad.
Han skyndte sig udover Drammensveien. Det bar langs Kirkeveien igen, indpaa de stille jorder; — han vilde se dette fremmede væsen til bunds! — — Han skønte mer og mer: — om hjemmet kom aldrig saalangt væk i hans sind, skipperblodet randt i hans aarer! idag var det far og mor som skilte sig klart i ham, det grænseløst vilde og det grænseløst forsagte. Denne frost i hans blod var det gamle skippersinne, som gik igen mod hver stille glæde, det var kraften, som haante og nægted de syge hensyn hver hvil.
Spøgelset gled grisk ved siden og klukked stilt av ond latter; det var skipperkraften, som haante hans evneløshed — det var rovfuglens lyst til at hakke ud farens stille øie!
Men han var ikke ræd, han vilde være alene med det. — — Ha-ha! det blev ikke ordentlig trold, før én fik flere hoder! — Han turde se det i øiet, endda det var saa snørende stærkt og stort herude i mørke og stilhed, endda det var en eneste forfærdelig, evnerig vilje! — —
Men det hang i de hvide birkestammer, det stod i sneplogsporets kant, det trængte sig ind mellem ham og bænkene — det blev saa mylrende trangt! — —
«Hvad er det du vil!» skrek han; men angsten strubte hver lyd — han kendte bare læberne gik.
Det slog ned i ham: — han var gal! Det tog ham som en stormvind og kasted ham indover til byen igen. —
— Han gik lige paa Tordis Hval — hun kom fra tegneskolen —; hilste, vidste ikke, hvad han vilde.
«Aah!» stønned han bare.
«Naa?» sa hun og tog ham i armen. De hadde ikke ses siden aftenen paa verandaen; hun kom ikke mer til Hartung’s — hun skønte hun var i veien, sa hun. «Hvor har De saa gjort af Deres blege frøken?»
Han svarte ikke, holdt hende fast i armen; han trak hende bort i en sidegade, trykked sig indtil hendes stærke hofter: — nei han var ikke gal! kendte han i fryd.
«Her skal jeg ind,» sa hun, hun stansed udenfor en linsømbutik.
«Faar jeg lov at være med dig ind?»
«Nei det faar du slettes ikke!» — hun svarte du skælmsk, med slik kælende hake.
«Hvorfor det?»
«For det som skal købes sin skyld, vel!» ærted hun med haken igen. «Adjø da! bæh!» gæped hun i døren.
«Adjø da!» lo han efter hende.
Og stilled sig udenfor glasruten, stirred ind. Ansigtet derinde under gasblusset var som i gamle dage — den trange mund, fregnen paa næseryggen; det var det samme stærke legem, som rørte sig ledig og smækkert under løse folder. Han længted, det var en evighed at staa her! Han hilste igen, da hun kom ud — hun lo med smilehuller og lo med hvide tænder. Han tog hende om armen, trak avsted med hende ind i slotsparken, klemte hende indtil sig under de mørke trær, kyssed og kyssed. Og hun kyssed igen; hun stod rank av vellyst under dryss av bløde ord. Hun kyssed ham hed og kyssed ham hel.
Til hun med et rev sig løs: «Nei nu maa jeg gaa! jeg skal træffe Anton Sørbærg iaften.»
Han vilde ikke slippe hende, greb efter hende igen. Hendes haand var æggende hed, han tog hende én gang til i den, — det var som at stryge gennem bævrende varmt, blødende kød — Anton Sørbærg forstod sin kunst. Han kyssed hende ikke, bare stod og strøg sin haand stille gennem hendes gang paa gang.
«Jeg længes saa efter rigtig stille glæde!» sa han.
«Du maa se at træffe ham!» ropte hun og sprang. «Der er flere av os, som kommer sammen.»
— Han stod igen i sneen ægget av kys og hed i haanden; han stod igen med vide næsebor og stirred efter hende, det var som at aande ind spiræans lumre duft under skyggende trær: det var den skælvende lyst, før det blev til handling, som hadde skønhed og værd! Anton Sørbærg forstod sin kunst. — —
Han tænkte paa sin far — det kom igen saa underlig over ham: — hans blod randt saa mange mange veie! det skifted, det randt mod de mange kvinder!
Det kom saa underlig klart over ham, at nu var det først farens vege blod randt frit. — —