Sus/17
Det var fuldt paa hyblen, da Herman Ek traadte ind — han kom lidt sent, saa han maatte sno sig og stige vart mellem dem, som sad i lampeskærmenes dæmpede halvmørke Den unge digter, Helene Hartung’s fætter, som sang paa assessorens veranda om prinsessen dybt inde i skove, sad med et manuskript i fanget og læste.
— Herman Ek hadde lært i disse dage, at det var stemning, som holdt sindet sammen og spøgelset væk, den stemning, som flytted, som skifted. Han tog op sindenes leg fra verandaen — hans fars blod skulde leve! Han gik turerne med Helene som før og hvilte i viljeløs døs — han fløi ligeglad som en sommerfugl over hendes smaa meningers endeløse pjat. Han passed op Tordis, heded i brunst fra klemmende klap, la sit kød i det bløde haandtryk. Det var paa veien fra den ene til den anden, at stemningen var stærkest og sindet helest.
Han trodde, han hadde lært metoden. Men en dag kendte han igen den gamle angst langt bag i sindet under stemningens flimrende lette skær: spøgelset var noget, som ikke kunde kysses og stryges væk; det hadde ret til at være til ligesom han selv, det var kanske det som hadde mest ret, naar alt kom til alt. Og i dette hadde han vel sammenhæng med tiden: det var de fine bevidstheder, de som kunde kløve sig og vride sig, slik at de saa paa sig selv — kulturlivets bevidstheder.
Det kasted sig om inde i ham; han blev en skræmt maase, som søgte indover land paa usikre vinger. Han længted efter Anton Sørbærg og de andre, efter nye mennesker, som leved med bævrende varmt, blødende kød; han længted efter selskab med sind, hvor sevjen flød for sol og alle vinde.
Han sa til Tordis, at han længted efter venner, som lærte at radikal udvikling ikke var udvikling. Og idag hadde hun hat bud fra Anton Sørbærg, om han vilde komme hen efter aften. —
— Det var som han traadte ind under høie tempelbuer, endda hyblen var lav og trang. Det dufted moskus, stille og underlig opgit; han stirred fremfor sig, han saa uimodstaaelig levende en lampeosende morgen hjemme paa Fossum, han og søskend blev kaldt ind til moren, som laa syg, for at si farvel; minnet grøssed gennem ham i vellyst, som han ikke forstod.
«Aah!» stønned det lettet i ham, da han satte sig; — her var hvil og fred! Det var livsenergiens opløsning i stemning han søgte, i stor bred stemning, som gik stærk gennem menneskers sind som lummer blomsterduft ved nattetid over de avsvedne skrænter! — —
Den unge forfatter hadde udgit et lidet bind digte. Anton Sørbærg hadde lat hensynet til det almene nivellement fare og i avisen tat sig sammen til flommende ros: — dette var det nye, som skulde komme i digtning og liv! De gamle digtere hadde nok set enkelte store ytre linjer, men de saa ikke intimt; og derfor kunde nok deres stemninger bli anskuelige og store, fordi de var lettere at tegne. Men denne nye digter saa smaat, det vil si, han saa skarpt og langt ind, lige til de uklareste skælvinger i sindet; derfor hadde ogsaa hans stemninger saa let for at falde fra hverandre — der skulde større kunst til for at samle alle de fine nuancer, som han fik med. — —
Og nu inde paa hyblen listed en ung russ sig paa taa fra lampeskærm til lampeskærm i andagtsfuld spænding for den literatur, som skulde komme.
— Det var om ridderborge det digt han nu læste, — i høst og storm, og om gamle alléer og gulnet løv, som rasled. — Der var ikke handling; — og Herman Ek hørte ikke ord. Det var ligesom ordene ikke betydde noget. Men han kom i lang hvilende vug; det suged som gul aftenhimmel, naar solen er gaat ned, der var eventyrets spørgende fjernhed over hver linje, det grænseløst skuende i hver form.
Han sad og lytted ind i det; og saa paa et lyst hode i hjørnesofaen — det var Sigvart Stenshoug, et blegt ansigt med et brystsygt blik, som stirred ud i værelset. Hodet vred sig, han sad og saa det i nakken — det var samme bløde hud som hos hans far hjemme; og haarlokken laa paa samme vis krum og blid i furen mellem de to sener: det var dette han likte bedst paa Sigvart — det var ligesom der følelsen sad, det blide.
En dame sad ved siden. Hun tog ham stille i haanden, holdt ham, pegte, risted den; hun hvisked om et stort nyt billede, som stod paa gulvet. Det var Tordis Hval — hun ligned en ridderjomfru, med det brune haar vegt og glat faldende til begge sider.
Der var en gammel mand paa det billede, i underlig hvidt, sørgmodig-sidt gevandt, som hvilte paa hvidklædt løibænk; han laa lysvaagen og stirred fremfor sig — liggustent ansigt; brede sorte, sælsomt linjede konturer mod gul baggrund. Og paa den hvide mands bryst sad en kulsort kat med sort stikkende blik, satte ryg og stirred hid.
Det stemmed sig for pusten, Herman Ek mintes aftenen, han stod udaset og fast midt ude paa skogvandets sneflate og stirred raadløs — hver linje var tvilraadig og hjælpeløs som elgens sorte spor i sneslapset. Han risted sig — det var saadant kvælende alvor! Sigvart Stenshoug voxed vist heller ikke som bonnetampen længer end aarring troværdig udenpaa aarring! Han ledte sig unna, ind i digtets rytmer igen, han sank og sank, uden mening, uden maal. Det var som han sad og drømte — det var som han ikke var ræd for døden længer! — —
Digtet var langt.
Herman Ek hørte Anton Sørbærg hviske. Han skotted bort — han sad og hærmed saa smaat og saa over til Tordis, naar de ord kom, som stevned saa endeløst langt; hun smilte sørgmodig med læber røde som blod. Det rykked i ham stille som vinternatten, den graa skygge for over hans pande med den blege tanke; han greb efter det, som skedde, efter en tone, som skalv og sprængte under formen. Men det stod underlig stille, gled langsomt, gled unna som kviklere, suged og slugte ud imod vigende hav: — det var ikke sit eget land han sang om! Her var intet — intet! al levende sang var han uden! Det var det, som suged saa endeløst langt ud! — —
Han sad lam og gal av rædsel, en navnløs havrædsel; han kendte sig igen som en liden gut som red udfor fossestryket paa glat tømmerstok. Men han sad stille, lod det ta sig, — naar han kom langt nok ud, blev det vel fred! — —
«Dette er det nye, fan pine mig det nye!» for den unge russ op og vilde slaa i bordet. «Dette er nemlig stort!» hvisked han hvislende og skalv langs læben — han hadde en rød flæk under hvert kindben. Han gled frem og tilbage rig og lykkelig over sin egen stemning — han aanded ind sommerlys som en nysprungen blomst. Anton Sørbærg pegte paa ham og smilte over til Tordis.
«De var helere og større og stærkere de gamle digtere,» svarte den unge forfatter forlegen.
— Ja, sa én, tiden var redigere den gang.
«Naar jeg læser de gamle,» stak Tordis’s stærke triste pande sig frem, «er det som at stirre ud i dalende snefloker.»
«Det var høist merkværdigt!» snerred Knockelmann og smilte til hende gennem grisne tænder.
«Stirre ud i dalende snefloker — hvordan det?» spurgte den unge digter.
«Jo, der er saadan stille længsel idet; de er saa underlig langt væk, — og saa er de saa nær ogsaa, — aldeles som snefloker, naar de daler i sværm. Jeg sidder og længes saa efter noget, jeg ikke kan faa!»
«Og hvad synes saa De, Ek?» spurgte digteren igen.
Det sprang tilbage inde i ham og retted sig stærkt og mygt som et ungskud; han kendte, at det prøved snerte sviende alle rundt om.
«De har aldrig hørt en norsk mo suse,» sa han.
«En norsk mo suse?» gentog Anton Sørbærg langt, han smilte til Tordis og snused, som han lugted en fremmed duft.
«Høist fornøieligt!» snerred Knockelmann og slog asken av cigaretten; han tog op en studie av brystlommen, glatted bladene.
«De følger ikke med Deres tid!» ropte russen hæs.
Herman Ek svarte ikke; — ogsaa her vilde de tvang! … rovdyr som mased sønder og sammen! han klemte læberne fast om sit eget stridsind, men tanken skød gnister: — det var dunhakens første vage brunst, som yngled disse pager og jomfruer! Det nye var noget andet end gule blade og suk gennem gamle ridderborge! Det kunde være hvad fanden det var! men det var liv! var rørelse! — det skulde være det her i landet — liv fra dette land! Det nye skulde binde sindet og sindets tanke! — —
Han bladed skælvende i de franske digtere — de laa paa etagèren og stod i hylden, i gule og matblaa hefte-omslag og pusted tryghed fra det store uglade Europa, hvor de gamle idéer gisped og laa i dødstrækninger — der var ingen grund til ikke at gøre det samme her nord! — Han stansed ved et lidet digt:
«— blessent mon coeur
d’ une langueur
monotone,»
— det var høstens hulk, stod det, som saared … Han bladed videre, fra det ene hefte til det andet. «Dere følger nok med! dere følger nok med!» trøsted det godlidende fra hvert hefte. Med ét var det, som han sad i en dukkestue blandt smaabarn; det grøssed underlig gennem ham, som naar han mødte barne-troskyld — alt det smaa og uklare gjorde, at han grøssed. —
Knockelmann læste. Han lytted. Denne mand han læste om, sad fast i parkbænker og stønned og skrev i dagbog; han var uden skarplinjet ansigt, blev væk i træg skodde. Han hadde ikke evne til at røre sig, sad og saa paa sig selv den hele dag. Energiløs kvælende lummerhed, dagbogstemningers døde sump — der glimted ingen viljes egg
« … langueur monotone. …»
Det var hans timer fra Dronningparkens bænk dette! — de vilde tvinge ham ind i bagevjen igen, som drev i ring med viljer, med intelligens, med alt! det var dette han selv var færdig med! Han haded denne mand i Knockelmann’s studie! —
Hans blik blev ondt av had; stridsindet hakked ud farens stille øie, han ledte og lurte koldt rundt fra ansigt til ansigt paa disse, som vilde tvang og vold. Han saa med et, at Knockelmann hadde en stygg fladklemt skalle paa den magre lille krop og et grin ved hver næseving, som han engang hadde lugtet noget saa forfærdelig vondt, at grinet satte sig for levetiden.
«Gud forsyne mig for et kedeligt menneske den helten!» hvisked det; det var Anton Sørbærg, som snakked lavt og lo. — — De trængte varme; — og saa sad de og klorte rifter i sit eget bævrende kød for at slikke blodet! — —
Sørbærg hælded sig hidover, laa i Tordis’s blik; luften var lummer mellem dem, sjæl oste brunstig mod sjæl … den dybe forstaaelse! — det var dette sidste fnug drift, som laa igen umættet og skalv i luften og ikke blev til handling, som var det fine i sindenes lek. — —
Knockelmann saa op og smilte:
«Han kræker ganske godt — hva?»
De smilte. Det var bare Sigvart Stenshoug, som sad trist, luted og lytted i redelig tro paa høstens hulk.
Knockelmann læste videre.
Herman Ek kendte i en blink viftet fra det, som laa bagenfor hyblens stemningssvangre lummerhed, bagenfor sindenes klisne forstaaelse; der strøg noget langs hans sind, noget, som logred som et bidsk dyr og lurte lumsk paa sit snit.
Hyblen var intet tempel; en ormegaard var den, med høi mur over ham og kolde myge snog om ham! her var ædende gift fra dragestore øgler, her var gift fra smale vevre orme, som stak de bitte smaa dræbende bid!
— — Den kolde tanke, den hærmende latter, — det var livsenergiens opløsning i stemning dette, den store brede stemning, som gik gennem sindene som lummer blomsterduft — ha-ha!
— — De hadde sit spøgelse disse ogsaa! ja her først var det mylrende tæt! her var ikke rum, her var ikke fred! «Det er det flydende og det skælvende som lever» — ha-ha! — —
«Hold op med det der!» skrek han og reiste sig, han slængte den franske digter lige i Knockelmanns’s manuskript; heftet gik tvers gennem det. «Smaapuslinger! smaapuslinger!»
Knockelmann saa op; de gamle øienlaak med de tunge folder glatted sig.
«Der suser ingen norsk mo — hvad?» sa Sørbærg.
Herman Ek saa paa Tordis Hval; det var som den stærke pande vaagned. Der gled noget gennemsigtigt mellem deres blik, vende som vaarluftens sol over mark og eng. Hun reiste sig i rus:
«Jeg længes efter de gamle digteres tro!» sa hun.
«Skal De ikke sidde ned frøken,» lo Sørbærg tørt og flytted en stol.
Herman Ek ledte sig ud mellem de mange stole; det var som øgler bed og orme stak.
«De følger ikke med Deres tid!» skrek russen efter ham.
Den unge forfatter fulgte ham stammende og skummende ud i gangen:
«Vi vil ikke ha mer med livet at gøre vi unge!» sa han. «De — De — De! — livet er et dødt bassin for tæmmede dyr!»
«De har aldrig hat noget med livet at gøre!» hvæste det til svar.
«Høist fornøieligt!» snerred det indenfra lampeskærmenes dæmpede lys.
De samled sig efter ham udi gangen. Russen stod og nitramped og skrek «fan!»
Han stansed i døren, stirred strid mod sinnet, som skalv derinde.
«Haa-haa-haa!» skoglo han; — der stod de alle paa rad i sanseløs rus over en redig lidenskab — de stod i rus over sin egen rus!
Det varte et sekund; det gik som med natsværmeren, naar den tørned mod kupler og lys: i næste nu laa den brændt og knækket! — —
«Haa-haa-haa!» lo han igen i skingrende trods. «Smaapuslinger! smaapuslinger!»
De skøv ham ud av døren. —
— Det var en, som ledte sig nedover trapperne efter, i nervøst jag — det var, som det trilled. Det famled efter ham i den mørke port.
«Pattebarn!» gneldred det lige ind i ansigtet — det var russens stemme.
Han gik nedover gaden, med rytmen fra borgruinen og skønjomfruens kvide; foran øiet stod blikket fra den sorte kat. Han skønte det ikke: dette var alligevel noget mer end blomsterduft fra avsvedne skrænter; det satte sig for brystet alt som lugt fra raaddent løv, som spiresvangert mørke.
Det knepred og krased koldt under hvert skridt mod iskravet fortog; — men der laa ynglende ventende vaar i luften alligevel.
— — Følge med sin tid! følge med sin tid! hvad brydde han sig om det! «Jeg vil leve! jeg vil leve!» hvisked han. Men saa blev han trist: — fra sind til sind! fra retning til retning! slik gled han. Han saa for sig elgens triste spor igen, som svinged paa slump, styret av ukendt lune. Han retted sig: — ja heller det! han taalte ikke tvang! Det var hans natur, — og de fik finde sig i det, de som hadde en anden! Livet var et bundløst dyb av rare viljer, av de rareste viljer. —
— Der klapred tætte skridt efter ham i fortog-isen, han hadde hørt, det skrek i porten op i gaden. Det var Sigvart Stenshoug. De stansed, saa paa hverandre en lang stund; der var ligesom skedd saameget, siden de sidst saa hverandre ind i øiet.
«Hvad betyr den brede sørgebord i syg linje paa dit billede?» sa Herman Ek tilsidst vegt.
«Jeg ved ikke, penslen min har gjort den!» svarte det hidsig. «Jeg vil leve jeg ogsaa! jeg vil leve!»
«Den sorte kat paa ligklædet, som stirrer ondt paa os ud av billedet?»
Sigvart stirred stille ind i frosten:
«Det er far i den snehvide gade, vinternatten han første gang blev gal av drik.»
«Er katten din far?»
«Katten er tanken paa far, da han vassed om i gaderne … Du!» kom det som et indfald, — «du var med at rive troen unna min fars meninger!»
Herman Ek svarte ikke. Det blev stille en stund.
«Tanken paa din far, siger du?»
«Eller — eller —». Sigvart sank sammen, famled: «Jeg ved ikke, — katten er ligesom tanken paa mig selv, da jeg led for far; — den angsten for far hadde pint mig saa dagene før, at der ikke var mer i mig, som kunde lide, da dette endelig kom — jeg hadde bare en kold bevidsthed igen, bevidstheden om mig selv, som stirred syg ud av ødelæggelsen og ikke magted at lide mer. Det var vist det, som blev til den sorte kat.»
Det skrek i porten én gang til, — begyndte de at pille av deroppe? … Det kom nedover gaden. Det var Tordis Hval. Hun gled forbi i mørket uden at se op. Sigvart Stenshoug kendte hende.
«Ja jeg ved ikke jeg,» sa han — det var som en stor sjø suged ham tilbage med lange støn. «Hvem fan bryr sig om dette!» skrek han med ét — en bleg vilje fænged i et tæret legem, han blev væk i mørket efter hende.
Herman Ek stod og lytted efter de krasende trin; dette var forfærdeligt! nogen grubled over det de følte, nogen hærmed. Forvitringen var i fuld gang overalt; der var intet samlende sanseløst til i verden, hverken sorg eller glæde! — —
Han skyndte sig nedover gaden; — nu var han fri endda engang! kulturlivets fine bevidstheder var ingenting mod at være fri! Det sang i hans blod, det brandt i hans kød; de regnvaade ord fra i høst vendte tilbage med samme stemme og samme tro, men de betydde ligesom saa forunderlig meget nu; de kom som et forjættelsens syn:
«Ja det hvisker og det lover under løv, som er færdigt!»
— — Hvad var det tilsidst, som bandt sindet og sindets tanke? Hvor var meningen under elgsporets raadløse lune?
Naar en norsk mo suste? …
Kulden hadde været haard, og smaafolk og spurv hadde frosset; dag efter dag drev sagte sno udover Kristiania-fjorden med brunmæt røg fra fabrikernes piber og med jernbane-tomters og skibskaiers hvide damp. Uge efter uge gled det den vei; — og indi det tætte træge lag hang rødbeisede ræer og stunded efter klar sol.
Men en dag viste termometret varmegrader allerede om morgenen. Februar-ugernes kulde tøt hvidrimet ud av hver stenbygning. Det lyste op længst tilfjords, sky løste sig paa sky og fløi indover himlen, søndenvinden flækked op isen i hvide kanter indmod land, suste indover kram sne, fyldte gaderne med sjøtræk; sne-ras fra tage drønned om blanke flosser, heste sprang ud, stænger stængte fortog, jernskofler klirred, konstabler stevned gaardeiere for at faa orden i uføret. — Røgen steg vilter og trodsig tilveirs fra fabrikpiberne, hev sig ubændig til alle kanter, maatte alligevel nordover med, seiled i varm sjøluft op i landet sammen med jernbanetomters og skibskaiers stille hvide damp, — did hvor gaasunger duned sig, kvist bruned sig, blaaveis keg blas under raaddent græs.
Og den blaarakede løitnant hørte indom hos hofskrædderen, om sæsonens stoffer var ankommet.
Vaar var det! det var vaar!