Sus/15
Hvad var det, som gjorde, at livet aldrig fik en form, saa du kunde fatte om det, som du sa?» spurgte Helene Hartung — hun og Herman Ek spaserte en eftermiddag paa Kirkeveiens granitkantede fortog.
«Det var min mor,» sa han; det blev slik høi himmel over ham, i det samme han sa det. «Mødre snavser til!»
«Aanei, det mener du ikke, Herman.»
Blodet suste gennem ham — han hørte, at hun bad i stemmen for sig og sin mor! — han vilde sanke rynker paa hendes pande og sætte striber paa hendes kind! — —
«Mødre er brutale! — grimme fugle med hvasse klør, som klorer, hvergang de rører sig!»
«Ja jeg husker, du er opsat paa mødre,» lo hun let. «Den fornøielige skandalen med fiskermadamen i sommer!»
«Min mor kan ikke røre sig uden at klore.»
«Vi tog mamma med i alt, vi barna, da hun leved,» svarte det stilt. «Hun var saa forstaaende!»
«Det stinker hverdag av en mor!» trodsed han og stirred paa hende efter svar.
Hun stod og skøv vekt fra sig med haanden som den aften under selskabskaaben. «Mamma er jo død!» bad hun sagte.
Der blev lang stilhed, hvor der laa tanker i hver pust, og stridsindet voxed.
«Din bror løitnantens levnet hviler paa hende,» kom det, med var stans efter hvert ord. « … det ustyrlige, hvergang husjomfruen ler. Jeg kender det ligesom.»
«Min mor er død, menneske!» Men saa angred hun det i det samme, tog hans haand.
«Min mor snavsed til min og begge mine søskends glæde, efterhvert som den grydde.»
Det blev stilt; saa saa hun med ét op paa ham og stønned:
«Ja du, saan var mamma ogsaa, et par gange!»
Han saa paa hende; — hun rendte en guldring ned paa hans finger, da hun sa de ord, — der var jo nøgne vægge i de gode hjem ogsaa! — —
«Nu blinked det taterknive i øiet dit, som Tordis sa.»
«Men sin egen drift holder de høit og i ære!» stormed han videre. «De kalder den morskærlighed … livets luneste stasfjær.»
«Det der er mig et mysterium,» stansed hun.
«De nævner bare storken til os,» blev han ved.
«Jeg blir saa angst!» bad hun. «Det snører sig om mig saa trangt!»
Hun stansed; de stod paa en vei indunder en rad av rognetrær.
«Du!» sa hun brændende og søgte at riste det av sig. «Den visen din er ligesom uden bund; jeg finder nye toner for hver dag.»
Han nikked: — der var jo hjemme-minner her ogsaa, som gemte sig væk i moens sus!
«Nu netop skønte jeg ormen som sikled om lynge-busk og nok turde stikke,» sa hun.
Han klemte om hendes arm i sanseløs glæde; men han turde ikke kysse.
«Ser du de gule blade!» sa han — han vidste ingenting at si. «Saa de lyser blindende som sol!»
«Ja,» svarte hun og saa paa rognebladenes fingre, som laa i det brune græs.
Han holdt hende i armen som før, bad hende skælvende se udover mod fjorden:
«Der kommer det ude fra havet med stille sigende regntaage, — graa, tæt, vaad. Ser du! — ind i hvert træ, op til alle bærg, ned mellem hvert raaddent græsstraa!»
Hun stod henrykt og saa paa høsten, paa de tunge draaber, som hang alt i rognegren. Hun stod henrykt og kendte hans fingre om sin arm.
« … Undrende vent i alt!» sa han og klemte let som han vilde hende mer; «— Vil se hvad høsten vil; det er som det er høst for første gang. Kender du det, Helene ?»
«Ja du!»
Rædde blade rasled.
«Kendte du det, Herman?»
De sank sammen, indimod hverandre; det var en usynlig tyvefinger, som pilled dem rastløst og stilt stykke for stykke, rapsed dem sans for sans, naturtrangens snedige finger.
Og lufttrækkets strøm øged — det seg ikke længer; og skodden samled sig i draaber, som smaldt klask i klask mod rognebladenes gule fingre.
Han skotted paa hende; og hun skotted paa ham: — der var liv, der seiled løfte om glad vaar under de faldende blade; der spired evner i opløsnings-stundens gærende varme. Det var en rus at staa her og se paa høsten voxe. — —
Han klemte let om armen, saa paa hende:
«Ja det hvisker og det lover under løv, som er færdigt.»
«Det er altid det yngste, som lever,» stammed hun ustø og lavt frem for sig, uden tanke.
«Er du angst længer nu?» hvisked det indtil det skoddevaade slør.
«Nei nu er jeg ikke angst længer. Dette var saa godt — saa godt!» pjutred det og graat sig indover ham.
De stod længe slik optil hverandre. Han mod og saa over den vaade kufte langs jordet, hvor de gule blade lyste. Med ét var det som blodet frøs, tanken blev ensom, tog saadan underlig rasende fart langt bort; han stjal sig til at se paa hendes ansigt.
Han hadde set fryd og graat blandet før en gang, kendt solflækker og taarer, men paa en anden vis. Tanken ledte det frem ustyrlig stærkt, det steg som en skygge: — det var Tordis Hval’s ansigt i lysthuset! … smaa fregner langs næseryggen! …
Han skotted igen paa de lyse blade og skotted paa hendes ansigt: — det var friskere det andet ansigt, det eied blod! — Det var som smaa klingende perler trilled væk, glædens syngende perler; hurtig; trin i trin.
Hun skotted op. «Staar du og ser?» sa hun forundret.
«Ja,» svarte han.
«Jeg lukker altid øinene igen, naar jeg er glad,» sa hun stilt.
«Din sentimentale tøs!» hvisked det dødsstille inde i ham. Han skifted ansigt; armen løsned, saa hun saa op igen.
«Aah; hvad var det?»
«Aa—aa, det var mor igen!» smilte han saa rolig han kunde; — aa denne tankens trang til at tænke forbi sig selv — det var unævnelig sorg som en sindssygs første vanvids-syn! — —
Hun klemte sig om ham, kyssed ham varm, kyssed og kyssed, til han blev hel, til lunets frost tinte:
«Aah, svartøien min!»
«Aah, blaaøien min!»
Han tog udover landet igen, da han hadde fulgt hende hjem, stormed langs Kirkeveien, satte sig paa vaade bænker, flytted og satte sig. Langt borte paa jordet blev han staaende, under den gamle allé, stirred ind i sagte skodde-regn. Det var saa fortryllende stille i hans sind; han stod der længe og lytted.
… Vaadt. Høie trær, og mørkt. Ingen lyd. En enslig velociped-lygte gled tyst forbi, gummiringens klisne slik i sølen — saa var det igen stille …
Hele verden laa rundt om og lugted vaad kufte!