Sten-Alderen
Det er ikke blot i Natur-Videnskaberne, at der gjøres forunderlige Opdagelser i denne Jernbanernes og Telegrafernes Tid – det samme spørges ogsaa fra de Videnskaber, som have os selv eller Menneskeheden til Gjenstand, de historiske Videnskaber f. Ex. Der skulde flittige Tunger til at fortælle og vidt aabnede Øren til at opfange Alt, og naar jeg nu i denne Time skal fortælle om Sten-Alderens Opdagelse, saa tør jeg (havde jeg nær sagt) næsten ikke tænke paa selve Sagen, man maa uafladelig være betænkt paa, hvorledes jeg skal fatte mig i Korthed – saa vidtløftig er allerede den Nyhed bleven.
Den allerførste Begyndelse er dog egentlig gammel, og den har man den saakaldte simple Mands opmærksomme Øie at takke for.
Bonde-Almuen i Danmark, i det sydlige Sverige og ellers i flere Lande har i Aarhundreder gjort sig sine Betænkninger over nogle synderlige Stene, som nu og da kom frem ved Pløining og Gravning i Jorden. Det første Blik saa, at de vare ikke simpelthen Smaa-Stykker af større Stene, men at de vare tildannede. De vare saa pas store og saaledes dannede, at de faldt godt i Haanden og syntes som skabte til at slaa og kaste med. De vare for det meste af Flint eller anden haard Art og gav Ild for Staalet. Jeg mener, at den sidste Egenskab har hjulpet til at sætte Tanken paa Vei, og Tanken gav sig til Ro med dette, at det maatte være Tordenstene, som Tordenen slog og kastede efter Troldene med. Nogle af Stenene vare som Kiler, skikkede til at kløve Træ med, og naar Tordenen nu og da traf et Træ og kløvede det lige til Roden, saa var jo det et godt Bevis paa, hvad disse Stene vare brugte til og hvor de vare komne fra.
Naar Præsten kom ud paa Marken og fik se en slig Sten, som Folkene netop havde fundet, saa havde han ingen Indvending at gjøre mod denne Forklaring; thi i de Tider var der Ingen, som rigtig skjønnede, hvad Torden var.
Kanske Præsten tog den underlige Ting med ind og gjemte den i Skabet, og saa kunde han siden vise den frem for Herremanden eller for den lærde Doktor fra Hovedstaden.
Kort sagt, det kom dertil, at baade Læg og Lærd vidste om disse Tordenstene. Bonden brugte tildels at have en saadan Sten gjemt i Fæhuset for at skræmme Troldene bort, eller han lagde den i Drikken til den syge Ko, som han troede var forgjort.
Endelig skjønnede man, at det dog ikke kunde have sig saaledes med disse Stenes Oprindelse. Men noget hemmelighedsfuldt og gaadefuldt kom man fremdeles til at tænke sig ved dem, idet Forklaringen blev saa, at det var Offerknive, Levninger fra det mørke Hedenskab, dannede af Menneskehaand ved Tilslagning og Slibning af naturlig Sten og bestemte til at bruges ved Offerdyrenes Slagtning, istedetfor Hverdags-Øxen. – Man kunde grue sig ved at tage en saadan Sten i Haanden tænk, om der havde været Menneske-Offringer i de Dage!
Foruden hist og her paa Marken fandt man ofte saadanne tildannede Stene i Gravhauge fra Hedenold. Der kunde man da se, at de paa en Maade havde været agtede for hellige, eller at de havde staaet i en eller anden Sammenhæng med Hedningernes Tro og Dyrkelse!
Denne Forklaring gjaldt i lange Tider.
Saa var der en Mand i Kjøbenhavn ved Navn Thomsen – en Handels-Kontorist, men ellers en underlig Fyr og en stor Gjæk efter gamle Mynter og saadant Skrab. Disse Stene vare just for ham, og han fik noget at gjøre med en nylig paabegyndt offentlig Samling af Offerknive og andre Oldsager – han blev ansat som Medhjælper for Forstanderen for det Første.
Han gik og saa og saa paa disse Stensager, snuede og vendte paa dem, stillede dem op i Rader og Rækker, satte dem sammen, som vare mest ensdannede, de lange og smale for sig, de korte og brede for sig, og han kunde blive saa fornøiet, naar Nogen kom og skjænkede til Samlingen en ny en. Han gik i Aarevis med dette og tænkte paa Offerknive om Dagen og drømte vel om dem om Natten.
Det var underligt at bruge slige butte Sten-Knive til at slagte et Offerdyr med, naar man havde en almindelig Øx ved Haanden? Og saa det, at der var saa ubegribelig mange af disse Offer-Redskaber, i Hundredevis og Tusindvis – Noget, som kom for en Dag, eftersom man begyndte at samle paa dem? Og se den Sten-Kniv der – den maa aabenbar have været meget brugt, for den er jo tydelig slidt i Eggen? Ja, denne her har ikke alene været slidt, men den er jo øiensynlig bleven opslibt igjen? Er det troligt, at en Offerkniv af haard Flint kunde have været udsat for saa megen Slid?
Kort at fortælle, Thomsens tro Forsker-Sind opdagede endelig den rette Sammenhæng: der var en Tid, da Landets Beboere hjalp sig med, hvad man kan kalde Knive, Øxer, Kiler, Meisler, fremdeles med Spyd- og Pile-Spidser – af Sten, fordi de endnu ikke kjendte eller havde noget Slags Metal; saa kom en Tid, da man kunde undvære disse ubekvemme Redskaber, fordi man forstod at skaffe sig Kobber og Bronce (d. e. Kobber med nogen Tilsætning af Tin) og deraf danne sig allehaande Redskaber og Vaaben; endelig kom en tredie Tidsalder, da man havde naaet frem til at smede Jern og Staal.
For at give Tingen et Navn, har man vedtaget at kalde disse Tidsaldere for Sten-Alderen, Bronce-Alderen og Jern-Alderen. Denne sidste er jo vor egen Tid; men dens Begyndelse i Danmark og ellers her i Europa ligger langt, langt op i Hedenskabets Mørke, og saa maa vi endnu springe over en hel mellemliggende Tids-Alder for at naa op til Sten-Alderens i Aartusinder forglemte, men nu med Et opdagede Folkefærd.
Da man omkring i Danmark forstod, at der kunde gjøres saadan Brug af disse underlige Stene, eller at de kunde tjene til saadanne overraskende Oplysninger, saa kappedes man om at sende til Thomsens Samling alt, hvad man havde og fremdeles fandt af det Slag, og eftersom Samlingen voxede, saa voxede ogsaa den nye Anskuelse i Vished og Klarhed.
Det var i 1816, at Thomsen som sagt fik noget med Samlingen at gjøre; det var i 1831, han først i trykt Skrift begyndte at ymte om den nye Forklaring, og da jeg i 1862 under nogle Dages Ophold i Kjøbenhavn besøgte Samlingen, saa var det fremdeles Konferentsraad Thomsen, som med Ungdommens Varme og med Handels-Kontoristens Ufortrødenhed førte den Fremmede omkring og forklarede Stykke for Stykke.
Jeg kom (man vil kanske finde Sammenligningen noget simpel, men det traf sig saa) til at tænke paa Schmelcks og Schreiners Kramboder, engang jeg traadte ind i Sten-Alderens Sal; thi som hist sees Dusin paa Dusin af blankpudsede Hugjern og Høveljern og alle Slags Jern-Redskaber, saaledes stod disse Sten-Alderens Knive og Øxer, Hulmeisler og Smalmeisler, Spyd-Spidser og Pil-Odder opstillede i Glas-Skabe Væggene rundt, i Dusin- og i Hundredevis.
Hvilken lykkelig Mand, denne Thomsen! og hvor vakkert han selv taler om sin Lykke! Ikke alene, at han var Førstemand for en betydningsfuld Opdagelse, men at han fik opleve at se en saadan Blomstring Videnskabens Udvikling formedelst Rigdommen af hin Samling og formedelst fælles Arbeide af en hel Kreds af Mænd, som have sluttet sig om den gamle Mester og ved sine yderligere Forskninger holde paa at udbrede hans Opdagelses Ry over Europa.
Her er imidlertid Exempel paa et Træf, som (det er yderst interessant at lægge Mærke til det) ikke er saa sjeldent endda, nemlig at der kan være to Førstemænd for en og samme Tanke. Den, som Thomsen deler sin Opdagelses Ære med, er ogsaa en nordisk Mand, Svensken Nilsson, forhen Professor i Lund, nu en bedaget og høit hædret Pensionist i Stockholm. I Værker af første Rang har han beskrevet Skandinaviens Pattedyr, Fugle og Fiske (endnu taler Gubben med Interesse om Reiser, han i den Anledning gjorde her i Norge, og han blev ikke alene kjendt med Dyrene i Landet, men tog et venligt Minde med af Folket); i Flugten af sine Forskninger kom han til at tænke paa, hvorledes vel Jagten og Fiskeriet fra først af var drevet her i disse nordiske Lande, og nu gik det op for ham, at hine Offerknive ikke kunde være andet end almindelige Jagtredskaber o. s. v. fra en Sten-Alder. – Den ene af disse to Mænd vidste ikke om den andens Tanke. Thomsen kom til at fremsætte sin Anskuelse lidt tidligere, men i Begyndelsen mindre bestemt og klart, Nilssons første Skrift om disse Ting var et Par Aar yngre, men udtalte en fyldigere og mere afgjort Overbevisning. Og saa meget mere maa Nilssons Navn nævnes ved Siden af Thomsens her, som han ogsaa har havt den Lykke at kunne fortsætte indtil nu med Granskninger (tildels under vidtløftige Udenlands-Reiser) over det samme Emne. Hans Skrift om det Skandinaviske Nordens Ur-Indvaanere vil altid blive et Hovedværk i denne Gren af Videnskaben.
Altsaa, i vor Tid, formedelst samtidig Opdagelse af to endnu levende Mænd her i vort Norden, er den saakaldte Sten-Alder stillet frem for vor Tanke. Jeg skal gaa videre og fortælle om to Fund, som ere gjorte senere og i høi Grad have beriget vore Forestillinger om den Alders Kaar, nemlig Fundet af Kjøkken-Møddingerne i Danmark og af Pæle-Bygningerne i Sveits.
I Danmark havde man længe vidst om nogle Banker eller smaa Bakker af Østers-Skal og deslige, men som laa paa det Tørre nær Kysten, og man havde gjort sig den Mening, at de paa naturlig Maade havde dannet sig paa Havbunden, og at de nu laa som Vidner om, at Landet i Tidens Løb havde hævet sig op – Noget, som man med Vished veed er skeet paa sine Steder. Men ved et Tilfælde blev man opmærksom og tog sig for at undersøge disse Banker nøiere. Fra Kjøbenhavn blev der sendt ud en formelig Kommission, hvis Medlemmer jeg vil anføre ved Navn for med det samme at faa nævne endnu nogle Mænd, som have bidraget til at vedligeholde Nordens Anseelse i Verden, nemlig Geologen[1] Forchhammer, Zoologen[1] Steenstrup og Oldforskeren Worsaae. Det var i 1848 til 1850, og de Banker, som de tog for sig, laa ved Issefjorden og andre af Kattegattets Fjorde i Sjæland og Jylland.
Det viste sig at Bankerne vare hverken mere eller mindre end uhyre Kjøkkenmøddinger, dannede ved Affald fra et Jæger- og Fisker-Folks Maaltider.
Største Mængden var Skal af Østers og andre spiselige Skjældyr, Snegle-Huse o. s. v. Men Skallene hang ikke sammen to og to, de laa ikke paa Fladsiden, eller i ordnede Lag, saaledes som det jo maa være i en naturlig Banke paa Havbunden; men de laa hulter til bulter, ganske saaledes som naar tomme Skal kastes paa Dungen efter et Maaltid. Og inde imellem Skallene laa smaa Lag af Aske og Kul og hist og her Stene, som skjønnedes at have været i Ilden, ganske som om der havde været Ildsted. Ja, man fandt Potte-Skaar, og paa et Sted laa der flere ganske nær sammen, saa det saa ud til, at en Jyde-Potte (den har ialfald lignet det Slags) var gaaet itu paa selve Stedet, og man fandt Ben af alskens jagtbare Pattedyr og Fugle, og disse Ben saaes tydelig at have været i Menneskehaand, thi de vare næsten uden Undtagelse knuste eller kløvede og det netop saaledes, som vi maa tænke os det under et Jægerfolks Maaltider, hvor hvert Ben, som ikke er altfor lidet eller mavert, aabnes for Marvens Skyld. Det var altsaa mest bare Bensplinter, man fandt; men søgte man ud de kjendelige Stykker og lagde flere af samme Slags ved Siden af hinanden, saa opdagede man tydelige Tegn til, at de vare kløvede paa ens Maade, med en Færdighed, som vidste, paa hvilket Sted ethvert Slags Ben vilde rammes for at aabne sig bedst; det er naturligvis en af et Jægerfolks Færdigheder. Og fremdeles fandt man ganske ligesom i vore Kjøkkenmøddinger nu for Tiden, en hel Del itubrudte eller endog hele Redskaber, som vare kastede bort eller tabte af Vanvare. Men disse Redskaber laa der som Vidner om, hvad det var for Folk, som havde været paa Færde her; det var nemlig lutter Sten-Redskaber, det var altsaa Sten-Alderens Folk, som havde haandteret dem.
Disse Lag af Skal m. m. ere indtil 4½ Alen dybe, og jeg veed ikke hvor mange Alen vide og brede. I Tidens Løb har der dannet sig et Lag af Muld og Græstorv ovenpaa, og der staa nu ældgamle Egetræer, eller Plov og Harv gaa henover. Men nu og da graver man sig ind i Bakken, for at tage Veifyld eller for at bruge Skallene som anden Skjæl-Mergel. Og det er derved, at Mærkværdigheden er kommen for en Dag.
Det er, som om vi pludselig vare komne frem i Skov-Kanten og fik Øie paa den skind-klædte Horde, som den sad der ved Stranden og kogte og aad. Der er flere Familier sammen (ellers kunde Affaldsdungerne ikke blevet saa store); Jagtens og Fiskeriets Redskaber ligge rundt om, og her er idel Virksomhed; thi vistnok er det et tarveligt og nøisomt Liv, men netop fordi Redskaberne vare saa ufuldkomne, saa maatte det kræve uafbrudt Anstrængelse og Opfindsomhed at friste Livet saavidt. Og efter hvad man hidtil har fundet, eller efter hvad jeg hidtil har truffet til at læse om disse Opdagelser, saa er det ialfald meget uvist om disse Folk have forstaaet at dyrke Jorden, eller om de have havt andre Husdyr end det ene, som der er fundet Levninger af, nemlig Hunden.
Det ser ellers ud til, at det har været fastboende Folk; thi man finder Levninger af Trækfugle, ligesaa af Hjortekalve og af voxne Hjorte med Hornene fældte eller fastsiddende paa Pandebenet, og da man nu veed, paa hvad Tider af Aaret det er, at Trækfuglen holder til her, at Hjorten faar Kalv, fælder Horn o. s. v., saa har man faaet ud, at Maaltiderne her ved Dungerne have været holdte omtrent Aaret rundt.
Jeg har sagt, at man finder Stenredskaber i nogle af Hedenoldets Grave. Dette er da Stenalderens Begravelser; de ere byggede paa en egen Maade, anderledes end de følgende Alderes, og udmærke sig ved den uhyre Størrelse af de Stene, som danner Gravkammeret. At bygge en saadan Grav har ikke været en enkelt Mands Sag, men en hel Stammes Arbeide. De have ikke (som vore Odin-dyrkende Forfædre) brugt at brænde Ligene, men lagt dem ind hele. Og der findes Benene den Dag idag, ligesom Mumierne i de beundrede Ægyptiske Grave.
Hine Grave er Mindes-Mærker fra Urfolkets Høitids-Stemning, Affalds-Dungerne give os en Forestilling om deres Hverdagsliv.
Der er naturligvis meget endnu, som man kunde ønske at faa oplyst, og der er ikke Tvivl om, at Fremtiden skal lære os mere og mere. Forskningen er ialfald fremdeles fyrig i Danmark; et af Tegnene derpaa er den videnskabelige Strid, som i denne Tid føres mellem Worsaae og Steenstrup netop angaaende Kjøkkenmnøddingernes Sten-Redskaber: disse ere mindre fuldkomment arbeidede end de, som findes i Gravkammerne, og dette forklarer Steenstrup saaledes, at man valgte de bedste og fineste Sager for at give de Døde med til den anden Verden, medens det var Hverdags-Sager, man lagde efter sig blandt Kjøkken-Affaldet, hvorimod Worsaae mener, at de Folk, efter hvis Maaltider der findes slige Levninger, stode paa et saa yderligt lavt Trin af Kultur eller havde saa liden Skjønsomhed og Evne, at de havde ikke bedre Redskaber, men at Sten-Alderens Tidsrum var langt, og at der foregik en saadan Udvikling i Velmagt og Kunstfærdighed, at der omsider kunde bygges anseelige Gravkammere og forfærdiges saadanne smukke Sten-Redskaber, som der findes i dem.
Det gjælder vel om at finde Tegn og Mærker, hvoraf det med Vished kan sluttes, om Sten-Alderens Folk her i Danmark enten fra Begyndelsen af kjendte eller dog i Tidens Løb kom efter Jordbrugets Haandteringer og Kunster og da lidt efter lidt sluttede med det raaere Jagtliv og mere og mere gik over til at være et Folk af Hyrder og Agerdyrkere.
Nu til Sveits!
For netop 10 Aar siden, i Vinteren mellem 1853 og og 1854, traf der til at være en usædvanlig lav Vandstand i Elve og Indsøer i Sveits, og Indbyggerne i en liden By ved Züricher-Søen tog sig for at benytte den gode Leilighed til at fylde paa et lavt Jordsmon ved Hjælp af Dynd, som de muddrede op af det grunde Vand tæt ved. Men under dette Muddrings-Arbeide stødte de paa Stubberne af nogle Pæle, som stode nedrammede i Bunden, først en, saa atter en, saa en hel Mængde, og mellem dem fandt de Potte-Skaar, forkullede Stokker og Kløvninger, Kjødben og – Sten-Redskaber, saadanne, som vi nu kjende dem fra Danmark, nemlig tilhugne og slebne Øxer og Kiler o. s. v.
Der blev naturligvis en Forundring og en Gjætning; men det varede ikke længe, før man fandt ud (de Videnskabsmænd, som toge i med her, vare eller bleve bekjendte med de danske og svenske Opdagelser, og dette har vistnok hjulpet dem paa Vei), fandt ud, siger jeg, at hvad man havde for sig, var hverken mere eller mindre end Levninger af Sten-Alderens Boliger.
Som vi nu ikke kunne være sikkre paa, at der kan komme Krig i Landet en Gang i hver Menneske-Alder, saa vare Stammerne og Familierne i hine endnu mere barbariske Tider ikke nogen Nat sikkre for Overfald – og derfor byggede de sig sine Huse saaledes et Stykke ud i Vandet, paa Pæler. Der var sagtens en Bro til Land; men denne var vel til at tage væk for Natten, og saa kunde de da lægge sig til at sove ialfald noget tryggere.
Efter dette første Fund søgte og forskede man videre, og snart fandt man Levninger af Pælebygninger i alle de større Indsøer i Landet og i mange af de smaa. Og paa nogle af disse gamle Tomter har der været som hele Smaa-Byer. Paa et Sted har man gjættet paa, at Antallet af Pæler gaar op til en 40,000, og paa flere Steder er det antaget, at der har staaet en 300 Træ-Hytter sammen, med 1000 Indbyggere.
Slige Ting som Kjødben, Potteskaar, itubrudte Redskaber, have Beboberne tydeligvis kastet fra sig i Vandet under Huset, og i Tidens Løb kunde der blive en stor Hob af saadant Affald. Og lykkedes det Fienderne nu og da at faa sat Ild paa Husene (og det meget forkullede Træ tyder paa, at det nok har hændt tidt), saa kan man vide, at Beboerne ikke altid fik redde med sig sine Sager; men derved skede det, at mange fint forarbeidede Sten-Øxer o. s. v. sank til Bunds og forsvandt mellem det andet Affald, tabtes for Eierne, men bevaredes for os.
Hytterne maa have været klinte med Ler indvendig. Ved Ildebranden blev det til brændt Ler, og Stykker af det have holdt sig i Vandet indtil denne Dag. Nogle af disse Stykker ere krumme, og deraf har man troet at kunne slutte sig til, at der hist og her i Hus-Klyngen har været runde Huse, med krumme Vægge. Dette er erindret paa den vedføiede Tegning, som viser os en Pælebolig i fuld Stand, – at sige saaledes, som en af de Forfattere, der have studeret Sagen bedst, har forestillet sig det.
Paa et Sted har man fundet ikke alene færdigt tilslagne Redskaber af Flint, men ogsaa en stor Mængde af de smaa Splinter, som fremkommer under Slagene. Her har altsaa boet en Fabrikant. Men Nutidens Geologer oplyse, at den raa Flint ikke kan være funden i Landet selv, men sandsynligvis maa være hentet fra det sydlige Frankrig. Der har altsaa været Handel i hine fjerne Tider.
En Sveitser-Professor har taget for sig Benene fra
flere af disse Tomter og undersøgt, af hvad Dyr de have
været. Han regner op, hvad han har fundet: 9 Arter af
Fiske, 18 Sorter Fugle og ikke mindre end 24 Slag af
vilde Pattedyr. Blandt disse var Bison-Oxen, som nu
ikke mere findes i Europa uden i enkelte Skovstrækninger
i Lithauen, hvor den fredes, samt Kjæmpe- eller Ur-Oxen,
som nu ikke mere er til i vild Tilstand ikke nogetsteds
paa Jorden. Man skjønner, at det har været Folk,
som have drevet paa Jagt, og foruden den megen anden
Lighed med de fundne Sager i de danske 
Sten-Alderens Boliger, byggede paa Pæle, i en Sveitser-Indsø. Kjøkkenmøddinger er det interessant at lægge Mærke til, at ogsaa her
ere alle Marvbenene kløvede.
Der er fuldt af Ræveben, men blandt den store Mængde af Ben, som hin Professor undersøgte, var der kun et Hareben. Heraf sluttes, at disse Søboere eller Pælebyggere aad Ræven, men havde samme Fordom mod Haren som Britterne før i Tiden og som Lapperne nu.
De have ellers ikke bare været Jægere, men ogsaa Hyrder; dette skjønnes deraf, at man har fundet Ben af disse almindelige Husdyr: Hest, Æsel, Svin, Ged, Faar, Storfæ, Hund.
Og det er en yderst mærkelig Iagttagelse, man vil have gjort, at i de ældste Tider (da de underste Lag af alt dette Affald blev dannede) levede de mere af alskens Vildt, men senere hen mere og mere af Kjødet af slagtede Husdyr – i saadant Forhold ere nemlig Kjødbenene blandede.
Men dette er jo det samme som, at disse Folk gradevis have arbeidet sig ud af Jægerlivets Vildhed og ere gaaede over til Hyrdelivets mere tænksomme og fredelige Bedrift og lykkeligere Kaar.
Ja, man vil have fundet ud, at der har været to Storfæ-Slag, og at det største af dem var hverken mere eller mindre end selve Ur-Oxen, som det altsaa skulde have lykkedes at forvandle til Husdyr. Det er vel gaaet saa til, at man har fanget Vild-Kalve og opalet dem.
Det kan nok spørges, hvordan i al Verden det monne være muligt for en Professor, at se paa et Ben af en Ko, om den Ko har været vild eller tam? Det forklares saaledes, at siden Husdyret ikke behøver at bruge sig saa meget for Fødens eller for Forsvarets Skyld, saa bliver alle de Ting, som skulde tjene til Styrke, finere og smækrere, Ben-Piberne blive tyndere, de Knopper og Knuder, som Senerne ere fastgjorte paa, blive mindre o. s. v.
Som før sagt findes Ur-Oxen nu ikke mere i vild Tilstand. Det er vel Jagten, som har udryddet den; men den levede endnu i Tydskland paa Cæsars Tid. Han beskriver den som overmaade vild og stærk og neppe under Elephanten i Størrelse. Ja, den skal have levet et godt Stykke ned i Middel-Alderen. Det var altsaa et flinkt Arbeide af Stenalderens Folk at tæmme dette Dyr, og vel aftog det i Størrelse efter at være blevet Husdyr, men endda overgik det selv det Hollandske Kvæg, som nok skal være det største nu for Tiden.
Nogle af de Lærde ialfald holde for, at visse af Europas nuværende større Kreaturracer nedstamme fra den af Stenalderens Folk tæmmede Ur-Oxe. Og ligesaa ser jeg, at de øvrige af Sten-Alderens Husdyr ligeledes ansees for at stamme fra vilde Racer her i Europa, som man først har drevet Jagt efter og saa lidt efter lidt faaet tæmme nogle af, saa der en Stund har været paa en Gang tamme og vilde Dyr af samme Slag i Landet. Som Exempel paa dette selv i vore Dage henpeges paa Vildsvinet, som jo endnu holder sig paa nogle Steder i Europa, men som det sædvanlige Hus-Svin skal stamme fra.
Dermed har jeg for min Del faaet den Oplysning, at adskillige af vore Husdyr ikke, som jeg før har hørt sige, ere komne med selve Menneskene fra det fjerne Østen, men ere opalede af vilde Dyre-Stammer her i Europa.
Husdyr vækker Formodningen om Agerdyrkning. Og virkelig har man paa et Sted, og det i en af de ældste Pælebygnings-Tomter, fundet nogle Klumper af forkullet Korn af den almindelige Hvede, nogle Korn af en anden Hvede-Sort, samt flade runde Brød-Kager. I Mudderet ligger der ogsaa Nødde-Skal i Mængde samt Stenene af vilde Plommer o. s. v.
Paa nogle af Pælebygnings-Tomterne i Sveits, nemlig i den vestlige Del af Landet, som grændser til Frankrig, finder man foruden alle de nu nævnte Ting ogsaa Knive, Spydblade o. s. v. af Bronce. Her synes altsaa, om jeg har forstaaet Beskrivelserne ret, at have været en jevn sammenhængende Overgang fra Sten-Alderen til det derpaa følgende Tidsrum, som blev omtalt ovenfor under Navn af Bronce-Alderen, saaledes at paa samme Sted hvor man før hjalp sig med Sten alene, der fik man nu Metal.
Af de Ben at dømme, som ere fundne sammen med disse Bronce-Sager, er Jagten taget end yderligere af i dette Tidsrum, men Hyrde-Bedriften tiltaget. Det lader til, at der er indført nye Racer af Husdyr fra andre Egne, og at der er opstaaet flere Racer formedelst Krydsning – ganske saaledes som det jo pleier ske under et fremskridende Jordbrug.
Bronce-Alderen ligger jo mellem Sten-Alderen og Jern-Alderen, og som den her synes at have modtaget de Husdyr, som i Stenalderen vare vundne med Tæmning, saa kan den jo igjen have givet dem i Arv til Jern-Alderen. Men paa den Maade kan det jo faaes ud, at vi endnu den Dag idag nyde godt af den Flid og Taalmodighed, som vistes af Sten-Alderens Folk, disse Europas første Rydningsmænd.
Ja, i Mudderet fra en af Sten-Alderens Pæle-Tomter har man fundet en Hjerne-Skalle af et Menneske. Paa Skallernes Form tro Naturforskere at kunne skjelne mellem Menneskeslægtens Stammer og Racer, og hin Skalle siges at have meget tilfælles med den Form, som nu er den herskende i Sveits, og som ligger midt imellem Lang-Hovederne og Kort-Hovederne, som det kaldes. Som Sagen nu for Tiden har kunnet oplyses skulde det altsaa ikke være nogen Urimelighed i at antage, at selve Sveitser-Folket, om end med adskillig fremmed Indblanding, kunde nedstamme fra Sten-Alderens indtil nu nylig saa aldeles ubekjendte Folkefærd. Nu tale Sveiserne dels Tydsk, dels Fransk; men Sproget kunne de have taget efter indtrængende, erobrende Stammer, og endda kunne de være af Urfolkets Blod.
Ogsaa paa Syd-Siden af Alperne, i Nord-Italien, har man fundet Spor af Pælebygninger, og med denne Bygningsmaade har rimeligvis fulgt den samme Husholdning.
Det i Danmark vundne Skjøn paa Sten-Alderen kom, som antydet, til Nytte ved Opdagelserne i Sveits. Omvendt, da disse bleve bekjendte i Danmark, opstod naturligvis den Tanke her, at de Folk, som have efterladt sig Kjøkkenmøddingerne, kanske ogsaa havde bygget sine Huse paa samme Maade. Og virkelig har den nidkjære Oldgransker Professor Worsaae ved at søge efter i grunde Indsøer og Havs-Vige fundet paa flere Steder usædvanlige Mængder af Sten-Øxer og andre Redskaber, tydeligvis Efterladenskaber fra Folk, som længe have holdt til paa samme Steder. Men sikkre Spor af Huse har han nok ikke fundet endnu.
Fra Syd-Sverige og Danmark til Italien, det er en stor Strækning. Har Stenalderens Folk først boet saa vidt, saa skulle vi vel ved yderligere Opdagelser saa se, at de have været over hele Europa, paa nær vel det allernordligste Strøg. Men hvad Tid var det?
Sten-Alderen er gaaet forud for Bronce-Alderen, og allerede denne eller ialfald dens Begyndelse ligger forud for den historiske Tid eller den Did fra og om hvilken der haves skrevne Beretninger. Vi vilde altsaa slet intet have faaet at vide om Stenalderens Folk, dersom ikke disse Sten-Øxer o. s. v. havde været. Men der staar intet Aars-Tal indgravet paa dem, og hvorledes kan det da nytte at spørge om Tid her?
I den Anledning kan jeg dog omtale en overmaade interessant Iagttagelse, som man har gjort i Danmark.
Her er, som man veed, store Torvmyrer. Naar en Myr ligger inde i en Skov, hænder det nu og da, at en Træstamme fra Kanten af vælter ud i Myren, og i Myrvandet bevares den mod Forraadnelse, og Torven, som altid voxer og voxer, groer over den og skjuler den. Nu kan det hænde, at en anden Stamme falder ned over den første og atter overgroes og saa fremdeles. Kort at fortælle: ved at spade Torv i Myrene har man i Danmark fundet flere Floer eller Lag af nedvæltede Træstammer, og ved at agte paa, hvad Slags Træer der ligger i hver Flo, har man fundet, at der i Tidens Løb er foregaaet en høist mærkelig Forandring med Landets Skove og (som man kan slutte) med Landets Plantevæxt i det Hele. Først var Landet bedækket med mægtige Fure-Skove; saa døde de ud, og der kom lidt efter lidt Egeskove igjen; den tredie og sidste Forandring er, at Egeskovene tyndedes og for største Delen gav Plads for Bøgen, som nu er det herskende Skov-Træ i Danmark, ja, som netop her har sit frodigste Hjem, maaske fremfor i noget andet Land. Af hine Furuskove har der derimod i den saakaldte historiske Tid ikke været et Træ at se, paa de Stammer nær, som ere blevne bevarede i Myrene.
Men nu ser jeg berettet, i et Skrift, som den udmærkede Lærde, Englænderen Lyell i afvigte Aar 1863 har udgivet om disse Sager[2], at den førnævnte Danske Professor Steenstrup med egen Haand har taget ud et Flinteredskab, som laa nede i Torvmyren under en nedvæltet Fure-Stamme, Noget, som ikke kunde været gaaet til paa anden Maade, end at Redskabet først var tabt og blevet liggende i Myren, og at saa Træet var væltet ned ovenpaa det – altsaa et Bevis for, at Sten-Alderens Folk skulde være jevngammelt med Fureskoven, eller have levet, før den Skov-Væxt gik under.
Og med egne Øine har jeg i et af Steenstrups Skrifter truffet til at se en Yttring af ham, som bærer i samme Retning. Han har paa nogle Fure-Stammer af de gamle Skove fundet Spor af, at de have været fældede af Mennesker, og det ved Forkulling, saaledes som man veed, at vilde Folkeslag have brugt at gjøre det de lægge Gløder op til Stammen, saa lidt af den forkulles, dette hugges løst med Sten-Øxer, der svides igjen, og saa fortsættes, til Træet falder. Mangfoldige Træer i de gamle danske Skove ere naturligvis fældede formedelst Skovbrand; men nogle har Steenstrup seet, ved hvilke han var overbeviist om, at det var gaaet til paa hin Maade.
Der maa være store Forandringer foregaaede i Naturen, som have medført saadanne Omskiftelser i et Lands Skovvæxt, og vi faa uvilkaarlig en Forestilling om, at disse Forandringer maa have krævet lang Tid. Her kan ikke være Tale om at maale Tiden med Aarhundreder; der maa Aartusinder til.
I Danmark og i Syd-Sverige have Stenalderens Folk ogsaa jaget og faaet bugt med Ur-Oxen. En Bueskytte rammede en Oxe med en Flint-Pil, som gjennemborede et af Benene, men Dyret døde ikke, og Saaret groede til; Professor Nilsson har fundet Benet, og Aret sees endnu. I en Kjøkkenmødding i Danmark har man fundet Ben af Ur-Oxen, kløvede for Marvens Skyld – Bevis for, at Dyret har været baade dræbt og spiist.
Denne og flere Dyrearter, som nu ere enten ganske udryddede af Jorden eller dog ikke længer findes i de samme Lande, kunne imidlertid tænkes at være blevne udryddede ved Menneskehaand, ved Jagten. Dette kan dog vel ikke være Tilfældet med Kattegattets Østers. Da Kjøkkenmøddingerne dannedes, fiskedes der op mange; nu skal der ingen være. Dette tyder paa Forandringer i Naturforholdene ligesom hine Begivenheder i Skov-Verdenen.
Altsaa, ved Betragtningen af Sten-Alderen maa vi tænke os ind i en meget fjern Fortid, længer op end vore historiske Betragtninger af disse europæiske Lande ellers pleie gaa. Saa simple og uanseelige disse Flint-Øxer end ere, naa de kanske op til Pyramidernes Alder.
Se dette skulde nu være en liden Prøve paa, hvad der i disse faa Aar er udfundet og opdaget om denne Sag. Og kunde vi i vor Afkrog følge med og lægge Mærke, saa skulle vi sikkerlig hvert Aar faa høre om nye Opdagelser, som skulle sprede mere og mere Lys over, hvorledes de have havt det, disse Stenalderens Mennesker, vore Medmennesker, som ogsaa have havt Sind og Sands til at føle Livets Fryd og Smerte, som ogsaa have havt sin Gjerning at udrette her paa Jorden, og som (først nu skjønnes det) ikke have ladt sig uden Spor.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |