Homer (Sundt)
Jeg har netop læst Wilsters Oversættelse af Homers Iliade, som i nogen Tid har været min Underholdning i mødige Stunder, og før jeg sætter den op paa sin Plads i Hylden igjen, vilde jeg gjerne give Andre om kun en liden Mundsmag af denne Læsnings Interesse.
Jeg veed nok, at der er Mange, som ikke synes om eller vel endog have imod Digte, og jeg tænker mig derhos, at Adskillige ville undres over, at Folkevennen byder dem Stykker af et hedensk Digterværk.
Men om Schreuder kunde sende os Oversættelse af et Digt, hvori en begavet Zulu-Hedning havde tolket sit Folks bedste Tanker og Følelser, mon ikke En og Enhver her i Landet vilde læse det? Thi den sande Deltagelse for Hedninge-Folkene kan ikke bare ville læse og høre om Raahed og Vederstyggelighed iblandt dem, men vil heller glæde sig ved at se Tegn til Aand og Hjertelag.
Det hører med til den rette Forstaaelse af Hedningeverdenen og af Menneskelivet i det Hele at lægge Mærke til de Træk af ædel Sands og fremadskridende Aands-Udvikling, som monne forekomme selv i Natur-Tilstanden.
Homers Digte høre til de mærkværdigste og skjønneste Træk i den Retning, som Verden eier.
Man kan dobbelt forfærdes over Zulu-Hedningernes Raahed og Tankeløshed og Letfærdighed, naar man sammenligner dem med den fine Smag og Skjønsomhed, som Homers Digte ere Vidnesbyrd om fra Grækernes Hedenskab, en 1000 Aar før Christi Tider.
Det skulde i Sandhed være artigt at faa en ret udførlig og anskuelig Skildring af, hvad Zulu-Hedninger have for sig, naar de komme sammen til festlige Møder, hvad de finde sin Glæde i at tale om og underholde sig med. Men nu, da Homers Iliade endnu klinger mig i Ørene, synes jeg, at jeg har taalelig Forestilling om Underholdningen ved en græsk Fest i hin fjerne Fortid.
Der var Sagn om en Begivenhed, som skulde være foregaaet nogle Aarhundreder endnu længer op i Tiden, nemlig Grækernes ti-aarige Beleiring og endelige Ødelæggelse af Staden Troia. Der fortaltes om Helte-Bedrifter uden Lige, Grækernes egne Helte havde naturligvis været de ypperste i Sammenligning med Trojanerne, og man blev aldrig træt af at høre om dem. Vandrende Skjalde drog om paa Gjæsteri hos Høvdingerne eller de høit berømmede Heltes Ætlinger, og Aften efter Aften samlede lyttende Skarer sig om dem.
Det tyder allerede paa en god Art hos Folket, at man havde Sands for dette Slags Underholdning og foretrak den for Vinens og Slagsmaalets Vildskab. Men denne gode Art blev ydermere udviklet ved Skjaldenes Kunst: enhver af disse gjorde naturligvis sit bedste, den ene lærte af den anden, Kunsten steg høiere og høiere, og da kom En, som med de Andres Kunst forenede en aldeles ualmindelig Begavelse: det var Homer. De andre Skjalde fra hin Tid blev for det meste snart glemte; men Homers Digte, som i Aarhundreder lærtes udenad af offentlige Sangere og af dem høitidelig fremsagdes for Folkeforsamlinger paa Torvene, blev for Grækerne et National-Klenodie: Børnenes Børnelærdom, Digternes Mønster, Philosophernes Studium, og alt Folkets Beundring og Glæde.
Var der Noget, som de senere saa mægtige Romere misundte Grækerne, saa var det deres Homer, og det var dem derfor yderst velkomment, da – henved Christi Tider – Digteren Virgil forfattede Æneiden, der skulde være som en romersk Iliade. Det gik ikke an at indbilde Romerne, at de vare Efterkommere af de græske Helte, som Homer havde besunget; men saa fandt Virgil paa at udmale i det Vide og det Brede, hvorlunde Æneas, en af de trojanske Helte, som jo ogsaa vare blevne udødelige formedelst Homers Digte, havde reddet sig ud af det brændende Troia og efter mange Skjæbnens Omvexlinger var kommen til Italien og der blev selve Romerigets berømmelige Grundlægger. Paa denne Maade faldt jo noget af den homeriske Digterglands paa Rom ogsaa.
Nogle Aarhundreder senere kom den store Familie af barbariske Folkefærd (for at bruge Romernes Udtryk), som vore nordiske Forfædre tilhørte, i Forbindelse med Romerne og bleve paa en Vis bekjendte med disse gamle Historier, og det ene af disse Folkefærd efter det andet, Tydskere, Frankere, Englændere o. s. v., fulgte Exemplet og regnede sig ligeledes for Efterkommere af Homers og Virgils trojanske Helte. Her i Norge (hvor det naturligvis først var efter Christendommens Indførelse, at man fik høre om disse Ting der søndenfra) tænkte man sig tildels Sagen saaledes, at landflygtige trojanske Høvdinger kom helt her op og formedelst deres overmenneskelige Egenskaber bleve anseede som Guder, saa Thor f. Ex. var den fordums Hektor og den forfærdelige Kamp for Troia var hverken mere eller mindre end Ragnarok eller den store Gude-Kamp, som den ældgamle norske Gudelære forkynder saa mærkelige Ting om. Lidt af denne Opfattelse vil man endogsaa kunne se i Begyndelsen af vor Snorres Historieværk, i den saakaldte Ynglinge-Saga, hvor hele Europa kaldes med det Navn Ænea, fordi hin Æneas paa sin Flugt fra det asiatiske Troia skulde være kommen til Europa og her være bleven Stamfader for saa mange Fyrsteætter og Grunder af saa mange Riger.
Til disse Træk fra Middelalderen skal jeg føie det Modstykke fra Nutiden, at i forrige Maaned eller i September dette Aar[1] en begavet yngre Videnskabsmand i Danmark har erholdt Doktorgraden ved Kjøbenhavns Universitet (enhver, som kjender noget til Doktor Morten Luther, veed jo saa omtrent, hvad det vil sige), har erholdt Doktor-Værdigheden for et Skrift, som han har forfattet om de homeriske Digte. For at forstaa dette maa man vide, at som Homers Digte have været læste og studerede med største Flid i den lærde Verden i de sidste Aarhundreder (og for at blive Student eller paa en Maade Borger af den lærde Verden, maa man endnu hos os og vistnok i de fleste Lande have læst noget af Homer i Grundsproget), saa har der siden Slutningen af forrige Aarhundrede været en særegen Interesse ved dette Studium. Der har nemlig af en Del Videnskabsmænd været fremsat den Tvivl, at en Digter, som var istand til at forfatte saadanne Mesterværker, umulig kunde have været til i hin fjerne og udannede Oldtid 1000 Aar før Christi Tider. De have da tænkt sig det saa, at istedetfor en Homer var der en hel Mængde Bygde-Digtere, som digtede hver sin Stub, og at da Almuen i nogle Aarhundrede havde havt disse Smaa-Digte at more sig ved, saa kom en mere oplyst Tid (dog endnu en 500 Aar før Christi Tider) og med den en kunstforstandig Mand, som samlede dem og ordnede dem til den Helhed, som vi nu have og beundre. At Digtene havde faaet Homers Navn og vare blevne anseede for at være en eneste Digters Værk, det var da skeet ved Misforstaaelse eller Feiltagelse – Man skulde forundre sig, om man saa samlet alle de Bøger, som ere skrevne angaaende denne nye Forklaring, for og imod, og det lader til, at den i de senere Aar har faaet stor Indgang især i Tydskland, hvor den først fremkom. Men imod denne harmelige Tvivl, som vil forstyrre os Nydelsen af Iliaden og Odysseen (saa kaldes de tvende homeriske Digte) ved at berøve os Troen paa, at de ere udgaaede fra et sandt og virkelig Digter-Hjerte, har hin danske Doktor nedlagt en kyndig og varmhjertet Protest. Det er en Mand, som kjender den sjeldne Skat af vor nordiske Natur-Digtning (Edda-Kvadene, Kjæmpeviserne, Eventyrene), og just derfor (han antyder det selv i sin Bog) har han havt lettere end hine tydske Tvivlere for at sætte sig ind i, hvorlunde de homeriske Digte virkelig kunde blive til i hin fjerne Oldtid, uden Hjælp af Kunst-Videnskaben, alene formedelst den netop i Oldtiden saa særdeles livlige naturlige Sands, forherliget i en enkelt Mands overordentlige Begavelse.[2]
Ja, det gjælder et villigt Sind til at sætte sig ind i, hvorledes en Digter i det hele taget har det, hvad Omgivelser han befinder sig iblandt, hvilke Interesser der besjeler hans Tidsalder, hvilke Begreber og Forestillinger der opfylder hans Folks Sjel. Om bi havde noget Digt fra Zulu-Folkets Hedenskab, maatte vi ikke maale det med samme Alen som et christeligt Psalmeværk. Det maa heller ikke forlanges af et Aandsværk fra det græske Hedenskab, at det skulde ligne Davids Psalmer eller Esaias’s Prophetier. Men som der har været ikke ringe Slægtskab mellem det gamle græske og det gamle nordiske Folkeliv, saaledes kunne vi endnu den Dag idag lette os Læsningen og Forstaaelsen af Homer ved at samle sammen i vor Hukommelse alt hvad vi have hørt af gammeldags Folkedigtning her hjemme, om Nøkker og Huldrer, om Ridder Roland og Olger Danske. Disse underlige Indbildningskraftens Fostere ere voxede op af den samme dybe Grund som de homeriske DigterBilleder; engang, i Folkets Barne-Alder, fyldte de Hjerterne med Rædsel og Henrykkelse, og i de paafølgende christne Aarhundreder og oplyste Tider har man holdt paa dem som en Tankeleg, omtrent som Homers Heltedigte ere blevne opbevarede og læste indtil denne Dag for deres mærkværdige Livligheds og Yndes Skyld.
Jeg har allerede nævnt Homers Digte ved Navn; det var Odysseen og Iliaden. Hin har Navn efter Odysseus, en af de græske Helte, som havde kjæmpet for Troia, og som maatte udstaa saa mange Eventyr paa Hjemreisen. Iliaden har Navn efter Ilion, der er det samme som Troia eller den Stad, som Grækerne havde hin mærkværdige Krig med. Hvert af disse to Digte bestaa af 24 Sange, og hver enkelt Sang er passende lang til at foredrages for Høvdinge-Hallens Forsamling i Løbet af en Aften. Vi kunne forestille os, at de gamle Grækere havde saa lange Feste som vore Forfædres Jul (fra Jul-Kvelden til 20de Dag Jul), og vi forstaa da, hvor velkommen
Homer maatte være, naar han gjæstede en Borg for at foredrage f. Ex. sin Iliade: – Aften for Aften gav han dem en Sang, og for hver Sang, som var hørt, blev Længselen efter den næste større og større, saa Tilhørerne havde noget at tænke paa i Mellemtiden og holdtes i Spænding fra første til sidste Stund.
Det er som sagt netop Iliaden, som jeg nu ønskede at give Læseren en Mundsmag af. Dens første Ord er en Paakaldelse af Sangens eller Digtekunstens „Gudinde;“ Digteren siger altsaa selv, at det er Digt, han har at byde; dersom dette haves vel i Minde, saa vil den Forargelse falde bort, som Mange finde ved slige Digte, der kunne se ud som Historie: de sige da, at det er en Historie, men at Historien ikke er sand. Tingen er, at siden det ikke er Historie, saa kan der ikke fornuftigvis være Tale om, at den ikke er sand.
Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus
Rædsomt, og Kvaler i tusinde Tal Achaierne voldte.
Heel mangfoldige Heltes behjertede Sjele den skikked
Ned til Hades’s Hjem, og for Hunde til Rov som for alskens
Fugle den gav deres Liig – fuldbragt blev Zeus’s Beslutning –,
Alt fra den Stund, Uenighed først og Splid havde reist sig
Mellem den Ædling Achilles og Mændenes Drot Agamemnon.
Store Begivenheder have jo ofte ganske smaa og ubemærkelige Begyndelser, og hvem kan fortælle om dem? Homer kan; thi han nyder Sang-Gudindens Gunst, og hun veed Alt. Med andre Ord. Digteren staar aldrig fast; med sin særegne Seer-Gave finder han altid udaf det.
Begyndelsen var, at en Præst fra en af Smaa-Byerne i det fiendtlige Land – det var endda en af Guden
Men efter elleve Dage, da Morgenen dæmred den tolvte,
Vendte de evige Guder igjen til Olympen tilbage
Alle tilhobe, Zeus førte dem an; men ikke forgjetted
Thetis sin elskede Søns Paamindelser; aarle ved Daggry
Steg hun af Bølgerne op til Olymp til Himlen den høie.
Der Fjernskueren Zeus hun traf, afsides fra Alle
Øverst han sad paa en Tind af Olympos’s takkede Rygning,
Lige foran ham hun satte sig ned, og slynged sin venstre
Arm om hans Knæe, med den høire hun tog under Hagen ham bønlig.
Bedende taled hun saa til Zeus, den høie Kronion:
Fader Kronion! saasandt jeg dig har blandt Guderne gavnet
Enten ved Raad eller Daad, saa hør den Bøn, som jeg beder:
Hevn min Søn, som kaldet jo blev til utimelig Henfart
Fremfor de Andre, ham haanede nys den Drot Agamemnon,
Selv har han ranet hans Løn, og end han har den i Værge
Skaf ham da Hevn, Olympiske Drot, raadsnilde Kronion!
Troerne give du Seier, til atter Achaiernes Sønner
Hædre min Søn, og mage det saa, at han stiger i Hæder.
Saa hun taled, men ei Skysamleren Zeus hende svarte;
Taus nu sad han en Stund, men bestandigen klynged sig Thetis
Fast til hans Knæe, som i Favnen hun holdt, og atter ham bønfaldt:
Lov mig usvigelig vist, og giv mig dit Vink – eller afslaae
Reent min Bøn, det kan du jo trygt, da veed jeg med Vished,
At der er Ingen saa ringe som jeg blandt samtlige Guder.
Dragende tungt et Suk Skysamleren Zeus hende svared:
Det er dog ret en fortrædelig Sag, da Kiv du med Here
Volde mig vil, naar med knubbede Ord hun siden mig tirrer;
Selv uden ringeste Grund i Gudernes Kreds hun bestandig
Skjænder, og siger, at Troernes Folk jeg hjelper i Striden.
Dog forføi dig nu bort, for at ei dig Here skal mærke.
Tænke jeg skal paa dit Hverv, indtil jeg faaer det iværksat.
Dog med mit Hoved et Nik til Betryggelse vil jeg dig give,
Det er det helligste Tegn fra mig blandt salige Guder,
Ei er bedragersk det Ord, som med Hovedets Nik jeg forjætter,
Ei kan tilbage det kaldes, opfyldt det vorder bestandig.
Talt, da nikkede Zeus med de sortblaae Bryn i det samme,
Og fra udødelig Isse faldt Drottens ambrosiske Lokker
Bølgende ned, og høien Olymp han kom til at skjælve.
Da de nu Raad havde lagt, adskiltes de. Ned i det dybe
Har sprang Thetis paastand fra den straalende Tind af Olympen;
Zeus gik ind i Paladset, og flux deres Fader at hilse
Reiste sig samtlige Guder, ei dristede Nogen at tøve,
Indtil han kom; op stod de fra Plads, og gik ham imøde.
Ned paa sin Throne han satte sig nu; men Here tilfulde
Vidste Besked, selv havde hun seet Havoldingens Datter
Thetis, den sølverfodede Viv, raadslaae med Kronion.
Strax med stiklende Ord til Zeus Kronion hun talte:
Hvo blandt Guder har atter med dig, du Skalk! sig beraadet?
Altid det er dig en Fryd, afsondret fra mig og i Løndom
Listig at fatte Beslutning og Raad; godvillig dig lysted
Aldrig endnu at betroe mig et Ord om hvad du bestemmer.
Hende da gav til Svar hiin Guders og Menneskers Fader:
Here! forvent dog ei, mine Raad at erfare tilhobe,
Meget for svære de falde dig vil, er end du min Hustrue.
Dog hvad mig rimeligt tykkes, at vide du bør, skal jeg ikke
Nævne for Gud eller dødelig Mand, før dig jeg har sagt det;
Hvad derimod mig lyster, for Guderne dulgt at bestemme,
Derom du spørge mig ei, om Sligt du fritte mig ikke!
Ham gjensvarede Here, den kviøiede Drotning:
Skrækindjagende Zeus! hvor sært dog lyder din Tale!
Aldrig min Vane det var, at spørge dig eller at fritte,
Nel! aldeles i Mag du beslutter jo Alt hvad dig lyster;
Stærkt befrygter jeg dog, at nys Havoldingens Datter
Thetis, den sølverfodede Viv, har træsk dig besnakket;
Aarle hos dig hun sad, og dit Knæe omfavned hun bønlig:
Ventelig loved du hende forvist, at hædre Peleiden,
Og ved Achaiernes Skibe mangfoldige Kæmper at styrte.
Hende paastand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde:
Stedse, min Kjære! mistænker du mig, og belurer min Idræt,
Intet du dog udretter ved Sligt, men vorder mit Hjerte
Derved kun meer forhadt, for dig selv saameget des værre.
Skeer forresten nu hiint, da viid, at det saa er min Villie.
Sæt dig nu hen, og knye el et Ord, men lyd min Befaling!
Vogt dig, thi selv om hver Gud paa Olymp kom farende mod mig,
Hjalp det dig ei, naar jeg lagde paa dig mine farlige Hænder.
Saa han taled, da skjalv den kvieøiede Here;
Taus hun satte sig hen, men nagedes dybt i sit Hjerte.
Rundtom i Zeus’s Palads fnøs alle de himmelske Guder
Først til Orde da tog den kunstberømte Hephaistos,
Trøstende kjærlig sin Moder, den lillearmede Here:
Vistnok det vorder en ærgerlig Sag, og ei til at udstaae,
Naar for en Dødeligs Skyld I To saalunde vil klamres,
Yppende Støi i Gudernes Kreds; det herlige Maaltid
Taber jo ganske sin Fryd, naar sligt Uvæsen skal herske.
Raade min Moder jeg vil, skjøndt selv det rette hun indseer,
Fader at stille tilfreds med venlige Ord, for at Fader
Ei skal skjænde paany, og reent forstyrre vort Maaltid.
Thi hvis det lyster ham saa, den Olympiske Lynildsvinger,
Fra vore Throner han styrter os ned, thi han har jo Magten.
Derfor, min Moder! med venlige Ord til Fader du tale,
Da vil Olymperen strax igjen vorde mild mod os Alle.
Saa han taled, og springende op han Tvillingpokalen
Rakte sin Moder i Haand, da tog han atter til Orde:
Fat dig, min Moder! og slaae dig tiltaals, skjøndt saare bedrøvet,
At jeg dog ei for mit Øie skal see min elskede Moder
Tugtet med Slag, ei kunde jeg da, hvor dybt det mig smerted,
Yde dig Hjelp, den Olympiske Drot er slem at bekæmpe.
Alt tilforn engang, da til Hjelp jeg vilde dig komme,
Tog han ved Foden mig fat, og smed mig fra Gudernes Tærskel,
Dagen igjennem jeg svæved omkring, men da Solen sig dukked’
Faldt paa Lemnos jeg ned, ei synderligt Liv var der i mig;
Venlig da tog de Sintiske Mænd mig op efter Faldet.
Saa han taled, da smilte den liliearmede Here,
Og med et Smiil hun tog af sin Søn det Bæger, han rakte.
Derpaa af Kummen han øste den liflige Nektar og fyldte
Bægre til samtlige Guder i Kreds fra Venstre til Høire.
Men fra de salige Guder der skingred umaadelig Latter
Over at see Hephaistos, hvor vims gjennem Salen han pusted.
Saaledes Dagen igjennem, til seent da Solen sig bjerged,
Spiste de, Hjertet ei savnede her et rundeligt Maaltid,
Eller den yndige Lyre, som sloges af Phoibos Apollon,
Eller de vexlende Kvad af Musernes deilige Stemme.
Men da den skinnende Sol med sit Lys var gangen tilbjerge,
Ginge de, hver til sit Hjem, og lagde sig der til at sove,
vist hvor Guden Hephaistos, den høistnavnkundige Lamfod,
Havde med synderlig Kløgt Enhver indrettet en Vaaning.
Zeus, den Olympiske Lyner, sig ogsaa begav til sit Leie,
Hvor han var vant at sove, naar Søvnen den søde betog ham;
Der opsteg han til Roe med den guldstolthronende Here.
Hermed slutter første Sang. Men medens Guderne hvile, kunne vi tage os Tid og endnu en Stund lade Blikket dvæle ved det sjeldne Syn, som Digteren i disse Vers har fremtryllet for vor Sands. Det er jo et Blik ind i den Olympiske Verden. Hist sidder „Fjernskueren“ i majestætisk Ensomhed og grunder paa Verdens Kaar, da den deilige Thetis træder frem for ham, saa ydmyg og saa fortrolig tillige, saa usigelig yndig. Han vil nødig antage sig hendes Sag; thi han kjender sin Kone. Men Thetis veed at tage ham: da hun tilsidst gjør Mine til at gaa og lader ham forstaa, at hun havde ventet sig mere Erkjendtlighed, saa holder han det ikke ud.
Læg Mærke til, hvad det Vink havde at betyde, som Guden gav med sit sagteste Nik. Hele Olymp maatte skjælve derved Og dermed var Ulykken uafvendelig besluttet over Achaierne, paa det at Achilles skulde faa Hævn.
Men det gik ogsaa, som Zeus forudsaa og gruede sig for: hans Ægtehalvdel – hun vilde naturligvis ikke spørge eller fritte, det var aldrig hendes Vane, og dog fik hun Tilstaaelsen ud af ham, og han maatte gjøre sig alvorlig bøs. Det var et af disse huslige Optrin, som ogsaa den menneskelige Verden kjender alt for vel. Der blev Forstemthed i den hele Kreds. Heldigvis gav saa den godmodige Lamfod dem noget at le af, og tilsyneladende ialfald vendte den hyggelige Stemning tilbage; ja vi tør vel tro, at hver Rest af Nag tilsidst maatte fly for Apollons Lyre og Musernes deilige Stemme.
Her maa jeg atter bede om, at man erindrer, at det er et Digt fra Hedenskabet, vi have for os, hvor vi altsaa ikke maatte vende det høie Alvor, den dybe Ærefrygt, som naar der i Mosebøgerne og Davids Psalmer tales om Hærskarernes Gud. Naar vi høre om de mange Guder, saa vide vi jo, at man har ikke kjendt Gud. Ved nøie at betragte den Olympiske Verden, saaledes som Grækernes Sands har dannet sig den, finde vi adskillige Tilløb og Bestræbelser for at tænke sig Guderne som alvidende, almægtige, salige, hellige; men altid og overalt klæber der sig noget Uklart og Ufuldkomment ved. Vistnok har man den Forestilling at Menneskernes Ve og Vel afhænger af personlige Guder, som vide, hvad de ville; men tillige mærkes det, at i mange Tilfælde maa Guderne selv bøie sig for Skjæbnens dunkle, bevidstløse, upersonlige Magt. Og hverken er Menneskets Synd og Brøde ret følt, heller ikke har Tanken formaaet at tænke sig nogen fuldendt Hellighed hos disse altfor menneskelige Guder, som undertiden endog nedlade sig til Kneb og List for at faa sine Planer frem. Ja, selv Gudernes Salighed, der ellers tænkes som et af de yperste Fortrin over Menneskenes Kaar, forstyrres altfor ofte, som vi have seet, ved Trætte mellem dem selv indbyrdes.
Hvad Ærefrygt kunde der være for disse Guder? De homeriske Helte dyrke dem vistnok med flittige Offringer; dette sker ved mange Leiligheder og helst naturligvis, naar man mærker, at man har fortørnet dem, eller naar man er i Fare og Nød. Men naar det saa lader til at Offerrøgen af de lydefri Faar eller Gjeder er gunstig annammet, saa kan Stemningen strax slaa over til den største Tryghed og Velbehagelighed, som om man havde selve den førsonede Gud som Gjæst midt imellem sig ved det overflødige Offermaaltid, naar Kjødet af Offerdyret var færdig stegt og Vinen skjænket i Boller. Intet Under derfor, at man sommetider kan tage sig den Frihed – saaledes som vi have seet det i de nys læste Vers – at smaaspøge lidt over Gudernes Skrøbeligheder.
Men selv hvor Digteren spøger som bedst, forekommer det mig dog at der hviler et vist Vemod over det Hele. Der er, naar Alt kommer til Alt, mere Suk end Latter i Iliaden. Og kunde det være andet? eller maatte ikke Sindet stemmes til Vemod ved dette, at der var ikke det Sted, end ikke i Gudernes Kreds, hvor der var Fred: selv paa Olympen er jo dette egenkjærlige Væsen og den megen Harme og Smerte! Den bedste Trøst, Homer og Grækerfolket vidste, var derfor ogsaa den samme, som Guderne selv maatte ty til Lyren og Sangen og al den øvrige skjønne Kunst, Apollons og Musernes velgjørende Værk.
Se, saadanne korte og enfoldige Forklaringer som disse maa vi lade os nøie med her i Folkevennen. Ellers kan jeg fortælle, at dette, som jeg har talt saa smaat om paa disse sidste Sider, dette om Guderne og om Samkvemmet mellem Guder og Mennesker, det fylder det mellemste af tre tykke Bind, som Englænderen Gladstone for faa Aar siden har udgivet om Homer, Gladstone, han, som nu er Dronning Victorias Minister for Finantsvæsenet. – Hvor fængsles ikke vort Sind af en Runesten, med Indskrift af nogle faa læselige Ord? Men for Gladstone ere disse Digte en storartet Indskrift fra den europæiske Folke-Families Urtid; han agter navnlig paa de religiøse Begreber og Stemninger, som her læses om, han anstiller Betragtninger og Gisninger over, hvad der af disse underlige Billeder og Fortællinger monne være Digterens Opfindelse og hvad hans Landsmænds almindelige Mening og Tro; han gaar videre og prøver at udfinde, hvor meget af denne græske Folketro der monne være opkommet i Tidens Løb formedelst menneskelige Indbildninger og hvor meget der kanske kunde være at betragte som brudte Straaler af den paradisiske Tro.
(Fortsættes.)
Achilleus og Achilles – begge Navne bruges om hinanden. Peleiden kaldes han som Søn af Peleus. Paa samme Maade kaldes Agamemnon ofte Atreiden, d. e. Søn af Atreus. Med Achaierne menes Grækerne. De kaldtes saa paa Homers Tid.
Kronion kaldes Zeus som Søn af Kronos (omtrent som ovenfor Peleiden af Peleus). Tilnavnet Fjernskueren passer jo godt for ham, som skulde være den øverste Gud og styre Verdens Løb og altsaa vide Besked om Alt, hvad der skede omkring paa Jordens Kreds. Skysamleren kaldes han som den, der fornemmelig herskede oppe i Himlen, medens hans Brødre Poseidon og Hades raadede hin i Havet, denne i Underverdenen.
Utimelig Henfart, Død i Ungdoms Alder, som Skjebnen havde bestemt for Achilles; til Gjengjeld var der jo lovet ham den størst mulige Hæder og Berømmelse, og Zeus maatte da ikke sidde ligegyldig og se paa, hvad Krænkelse Agamemnon havde tilladt sig mod ham.
Kiv med Here. Man maa vide, at Here var Zeus’s Kone, som naturligvis vilde have sin Villie frem, og hun var for fine Aarsagers Skyld yderst unaadig imod Troerne, hvilke efter Thetis’s Plan nu skulde faa Seier.
Ambrosiske Lokker, d. e. salvede med Ambrosia, hvis Vellugt det kun tilkom de Udødelige at nyde. Ligesaa var det ogsaa med den liflige Nektar eller Gudedrik, som omtales strax nedenfor.
Kvieøiede Drotning, med Øine som en Kvie eller ung Ko. Denne Sammenligning er just ikke sædvanlig nu omstunder. Men en af Henr. Wergelands Sange dvæler dog ved Betragtningen af den dybe, milde Ro’ i Koens Øie. Og Gudinden kunde være værdig og mild, om hun ikke just var det nu, under denne Trette med hendes Husbond.
Ellers kan mærkes, at saadanne beskrivende Tillægsord (den kvieøiede Drotning, sølverfodede Thetis, skrækindjagende Zeus, kunstberømte Hephatstos, høistnavnkundige Lamfod, guldstolthronende Here, og mangfoldige andre) høre til i den homeriske Digtart, ligesom Blade paa Træernes Kviste om Sommeren.
Guden Hephaistos ligner paafaldende vore nordiske Gude-Sagns Vølund: begge vare de aller kunstigste Smede og Bygmestre, og begge vare de halte paa den ene Fod. Der er overhoved megen Lighed i Grækernes og vore Forfædres Sagn om Gudeverdenen, ligesom Sprogforskere ogsaa finde adskilligt Slægtskab mellem det græske og nordiske Sprog, langt mere end f. Ex. mellem Norsk og Finsk, hvilket sidste Sprog dog tales af et Folkefærd inden vort eget Lands Grændser.
Phoibos Apollon, den samme, som nys havde sendt sine Dødspile ind i Achaiernes Leir og derved paa en Maade været Aarsag til den hele Røre. Nu slog han Lyren, hvad der nok var hans Yndlings-Syssel.
Muserne. Her se vi jo, hvorledes de lege for Guderne og hjælpe til at adsprede deres Sorger. De maa altsaa aabenbart høre til Gudernes Fortrolige og dermed vide Besked om alt, hvad der hænder baade Guder og Mennesker. Men derved skjønne vi tillige, at det var vel gjort af vor Digter at paakalde Sang-Gudinden, som vi have hørt; thi hun var netop en af Muserne.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Dette Stykke er skrevet i Oktober 1863.
- ↑ Det Fortjenstfulde i et saadant Skrift som dette om Homer af den danske Doktor, skulde blive mere indlysende, naar jeg kunde give mig Tid til at forklare, hvorledes hin Tvivl om de homeriske Digtes Ægthed er endogsaa temmelig nær beslægtet med den mere almen-bekjendte videnskabelige Tvivl, som har været næret og fremsat og forfægtet angaaende vore hellige Skrifter, at de heller ikke skulle være forfattede af de Mænd eller af saadanne Mænd, som det fra gammel Tid af har været sagt og troet. Det er ved samme Tid, at baade denne og hin Tvivl opstod, dennes og hins Talsmænd have i flere Maader lært af hinanden, det er i det Hele taget den samme Klasse af Videnskabsmænd (mest i Tydskland), som have hyldet baade den ene og den anden af disse Tvivlens Anskuelser.