Sprogets Bygde-Skikke (1864)
Siden jeg engang har vovet at byde Stykker med den Overskrift, tillader jeg mig at komme med et til, i Flugt med de andre.
Denne Gang gjælder det Navne, vore Døbe-Navne. Det er en hel Historie. Thi er der Ord i Sproget, som man gjør sig Flid med, saa er det disse Navne, og der er gamle Skikke, og nye Skikke, og megen Ulighed i Bygderne.
Det var engang i 1857. Jeg sad paa Elverums Præstegaard i Østerdalen, sad oppe paa Præstens Kontor og havde for mig Ministerialbogen eller den store Bog, hvori Præsterne skrive alle Børn, som døbes, alle Par, som ægtevies m. m. Der er mange Oplysninger for mig at finde i de Bøger, jeg har reist fra Præstegaard til Præstegaard og siddet i Timevis med Tællinger og Uddrag af dem. Og nu i Elverum var jeg træt af Arbeidet, havde lagt Blyanten ned, og sad en Stund.
Saa glider Blikket ned over en af de Sider i Bogen, hvor de Døbte staa antegnede, og jeg støder paa et Døbenavn, som var mere end almindelig kuriøst. Atter, som mangen Gang før ved saadan Leilighed, maatte jeg tænke paa Ivar Aasen og Professor Munch, som her i Folkevennen og andetsteds havde talt Folk til Rette for den Svaghed, som saa ofte kommer frem i dette Kapittel. Man vil give sine Børn pene Navne, gilde Navne, og saa finder man paa noget Unorsk og Urimeligt, som de stakkels Børn maa bære paa al sin Levetid.
Jeg tror, det var i denne Elverumske Ministerialbog jeg saa det Navn Hessen-Kassen, som en Bonde havde fundet paa for sin Søn. Et andet Sted i Østerdalen har jeg hørt om en Gut, som skulde kaldes efter Bedstemoderen Kari og Bedstefaderen Ole, og derfor blev hedende Kariol. Jeg har seet Guttenavnene Emeliam og Mardram. En Mand paa Romerike fandt Navnet Petter for simpelt og vilde have sin Søn døbt Petum, men Præsten fik det forandret til Peton. I en Fjeldbygd henne i Christianssands Stift har en Mand faaet et Barn døbt Jefriusala; det var ganske vel betænkt af Præsten, at han føiede den lille Oplysning til Navnet i Ministerialbogen, at det var en Dreng; jeg talte med ham, som havde udtænkt det pudserlige Navn, og fik høre, at Meningen var, at Gutten dermed skulde mindes og andægtig gjentage de alvorlige Ord: „Jesus, fri mig fra Usalighed.“ Jeg har hørt om et Pige-Navn, som skal lyde Nyltoeplisesa og ligeledes indeholde et helt Sprog. Af Rasmus dannes Pigenavnet Rasina og af dette igjen Guttenavnet Rasinus; af Lars kommer ligesaa Larsine og Larine og af dette igjen Larinus og Larinius. Af Per og Petter spinder man ud Peroline og Petroline, og dette sidste afkortes igjen til Petro. Sibora er en Sammensmeltning af Seming og Berthe, Olbernus af Ole og Berthe. Omkring ved Throndhjems-Fjorden yndes Navnet Odin; jeg veed ikke, om det er en Forfinelse af Odd, eller om det virkelig er Odin fra Valhall selv, som man har kaldt ned paa Jorden.
Det er ikke alle, som have Gave til at finde paa splinternye Navne. Men saa hentes fremmede Navne frem fra Romaner og Historier, klingende, som Alexander Magnus, og sukkersøde, som Lydia. Oldnorske Heltenavne i saadan poleret og fernisseret Skikkelse som Frithjof ere ogsaa som fremmede at agte, og det er ialfald dristigt at give sin Søn Kong Sverres Navn, hvad jeg dog ser at man har begyndt med hist og her.
Der er ikke Maal og Maade paa al denne Nyhed og Opfindsomhed. Det er som et Slags Poesi, som Folk behager sig i. Men en forskrækkelig Poesi!
Man høre nogle Prøver, som jeg har mærket mig i Nannestad, Eidsvold og Næs paa Romerike, her i Christiania Naboskab, og som, vel at mærke, ere skrevne saaledes for Alvor i Ministerialbøgerne, saa det er ikke Spøge- og Kjæle-Navne til Hverdagsbrug:
Peton[1], Edon, Leon, Marton, Agathon, Almus, Olaus, Marius, Karelius, Parelius, Thorenius, Gorenius[2], Gunnerius, Randin, Hagbarth, Johart, Ahlert, Geert, Alfred, Malfred, Axel, Adelsteen, Sverre, Nestor, Sendor.
Dina, Gina, Mina, Lina, Sina, Stina, Clara, Helma, Gitta, Gusta, Eda, Ida, Thea, Othea, Emma, Netta, Gunda, Gulla, Bolla, Olaba, Oliva, Olivia, Oleane, Oline, Olufine, Alvine, Tholine, Theoline, Thoroline, Eline, Emine, Evine, Edine, Erine, Erdine, Indine, Carine, Gurine, Gustine, Helmine, Hansine, Laurine, Jessine, Mentsine, Bergothine, Vederstine, Milia, Hilda, Thilda, Ottilde, Theate, Beate, Alotte, Alette, Valonetta, Antonilla, Johanilla, Camilla, Gyda, Gunneria, Sigvarda, Regina, Indiane, Agnes, Hagny.
Hertil kommer alle mulige Dobbelt-Navne:
Lars Almus, Malfred Johan, Nils Adelsteen Petter, Per Agathon, Hans Carelius Christian, Nestor Olaus, Alotte Thoroline, Guri Camilla, Anne Johannilla Peroline, og saa fremdeles i det Uendelige.
Og en Ting er det, at nye Navne opfindes og indføres, en anden Ting, at gamle Navne gaa af Brug. I et af hine Præstegjelde paa Romerike forekom for 150 Aar siden alt i Et saadanne Navne som Tryg (man erindre Olaf Tryggveson), Tjøstel (Tjostulf), Gudmund, Gudbrand, Gutorm, Gulluk, Børger, Sven, Aase, Anbjør, Goro, Gjertru, Magnild, Randi, Rønnau, Synnau. Men Lyden af disse Navnes Malm er bleven hørt sjeldnere og sjeldnere mellem hint nymodens Kling-Klang.
Hvem vil saa paatage sig at finde Regel i Uregelmæssigheden her og sige, hvorledes og hvor meget man i denne og hin Bygd er veget af fra den rette Skik og Orden? Hvorledes skjelne mellem Ligt og Uligt? hvorledes komme efter, hvor mange Nyheder og hvor mange Slags Urimeligheder der er?
Jeg mener næsten, jeg kom ud af det i hin Stund paa Elverums Præstegaard. Der faldt det mig nemlig ind at dele mellem to Hoved-Slags af nye Paafund, som jeg beskriver saaledes, at det ene bestaar i nye Enkelt-Navne, f. Ex. Peton, det andet bestaar i den nye Maade med Dobbelt-Navne, f. Ex. Hans Christian
Fra Olaf den Helliges Dage til henimod Nutiden var det en fast Skik, at hvert Barn skulde have kun et Enkelt-Navn. Denne Smag for Dobbelt-Navn synes at være kommen ind omtrent ved samme Tid og at have udbredt sig omtrent i samme Grad som hin Lyst at digte op nye eller indføre fremmede Enkelt-Navne. Disse sidste ere utællelige og ubestemmelige; men Dobbelt-Navnene kan man tage Tal paa, ved simpelthen at tælle efter Ministerialbogen de Børn, som have faaet dem.
I Elverum fandt jeg, at i de 6 Aar 1851 til 1856 var der døbt ialt 978 Børn, og af dem var der 180 dobbelt-navnede, omtrent det samme som 18 af 100 eller 18 Procent.
Disse 18 Procent betragtede jeg nu som et Slags Maal paa hvor vidt det her i Bygden var kommet med det nye Væsen i det Hele. Jeg stolede nemlig paa, at naar man var kommet saavidt med det ene af hine to Slags Paafund (Dobbelt-Navne), saa var man kommet omtrent lige saa langt paa Vei med det andet Slags ogsaa (nye Enkelt-Navne).
Er nu dette Væsen, tænkte jeg videre, i Tiltagende, eller har det allerede begyndt at tage af, f. Ex. siden Henr. Wergeland ivrede for vore hjemlige Skikke og nu paa nogle Aar netop Navnene og Sproget i det Hele er bleven Gjenstand for fædrelandske Bestræbelser? Jeg gav mig til at tælle og beregne for nogle tidligere Aar og fik følgende Sammenligning mellem Før og Nu:
| Aar | 1821–26 | 7 | Procent |
| – | 1831–36 | 10 | – |
| – | 1841–4ͤ6 | 13 | – |
| – | 1851–56 | 18 | –. |
Det er altsaa i Tiltagende. Men atter kom jeg til at fortsætte saa: Dersom det er udenfra, fra de ydre Bygder eller kanske fra vor gode Hovedstad, at Smitten er kommen ind i her, saa er det at vente, at den ikke er fuldt saa meget udbredt i næste Bygd indenfor eller i Aamots Præstegjeld. Og da jeg et Par Dage efter kom hid og saa efter i Ministerialbogen, fandt jeg følgende Forhold af dobbelt-navnede Børn:
| 1821–26 | 5 | Procent |
| 1831–36 | 6 | – |
| 1841–46 | 10 | – |
| 1851–56 | 11 | –. |
Forventningen slog altsaa ganske rigtig ind. Ogsaa her Tiltagen fra Aar til Aar, men bestandig mindre Procent end i Elverum.
End i Rendalen, nærmeste Præstegjeld indenfor Aamot igjen? Her fandt jeg Forholdet saadant:
| 1821–26 | 2 | Procent |
| 1831–36 | 3 | – |
| 1841–46 | 5 | – |
| 1851–56 | 7 | –. |
Et Skridt videre, og vi ere i Tønsæt, en Bygd saa høit op til Fjelds, at Kviksølvet fryser om Vinteren og Kornet om Sommeren; her holder Almuen ved det gode Gamle, og det er kun omstreifende Fanter samt Embedsmænd, Bestillingsmænd og Landhandleren, som ved sine Børns Daab have lagt for Dagen, at de kjende og ynde den nye Skik. De dobbelt-navnede Børn vare altsaa yderlig faa, nemlig:
| 1821–26 | 2 | Procent |
| 1831–36 | 1 | – |
| 1841–46 | 1 | – |
| 1851–56 | 3 | –. |
Nordenfor Tønsæt have vi Tolgen Hovedsogn, og det maa jeg springe forbi her. Men nordenfor Tolgen ligger først Os Annex-Sogn og saa Røros Præstegjeld med den bekjendte Bergstad. Saa liden og saa landlig denne Stad end er, saa skal man dog se, at den virker som et Centrum for en ny Skiks Udbredelse her oppe paa Fjeldet. Procenten af dobbelt-navnede Børn var nemlig følgende:
| Os. | Røros. | |
| 1821–26 | 5 | 18 |
| 1831–36 | 9 | 22 |
| 1841–46 | 10 | 23 |
| 1851–56 | 13 23. |
Men det er ikke noget mægtigt Centrum. Vi finde ingen Indflydelse herfra i Nabobygden nordenfor eller Holtaalen, øverst i Guldalen. Ned igjennem samme Dal have vi endvidere Præstegjeldene Støren og Melhus. Her er meget gammeldags overalt, som nedenstaaende Procent-Tal vise
| Holtaalen. | Støren. | Melhus. | |
| 1821–26 | 1 | „ | 1 |
| 1831–36 | „ | „ | 2 |
| 1841–46 | 2 | 1 | 3 |
| 1851–56 | 1 | 1 | 3. |
I Soknedalen, et af de flere Sogne, som danne Størens Præstegjeld, talte jeg om dette med nogle af Bønderne, og jeg forstod, at de kjendte nok den nye Mode, men de ynde den ikke; om et Barn blev døbt med et af disse nye Navne eller med Dobbelt-Navn, vilde det vække Opsigt og Mishag, som Tegn paa Storagtighed og Nyheds-Syge. Ganske og aldeles har man dog ikke kunnet modstaa Strømmen her heller. Det Navn Bjørn forekom, som rimeligt kunde være, for stærkt, og det er nu forandret til Bernt. Og ligesaa begynder det at gaa med Navnet Sjur (Sigurd), der ombyttes med Siver. Dette oplystes med et godt Exempel, hentet fra en Gaard, hvor Søn efter Fader i de sidste 4 Æt-Led have baaret disse Navne: Bjørn – Sjur – Bernt – Sjur; saa længe har altsaa Sjur-Navnet holdt sig; men en Datter-Søn af den sidste Sjur, som er Odelsmand til Gaarden og af den Grund skulde kaldes efter Morfaderen, blev kaldt Siver. Ogsaa Navnet Erik har begyndt at tabe sig noget i Folkets Yndest og er nogle Gange byttet med Edvard. Navnet Arne har det havt sig anderledes med: efter Throndhjemsk Udtale lød det Arn, og dette kom man tidlig til at skrive Arnt eller Arent, vel fordi man saa ofte saa det yndede Forfatternavn Johan Arndt, og derefter kom man i Tour med ogsaa at udtale Navnet saa ved Døbefonten. Men en Bonde (ak, det var Arnt Lille-Bordal, en af mine kjæreste Bønder – jeg havde glædet mig saa til at finde ham igjen, da jeg foer igjennem Dalen sidste Sommer, men to-tre Dage før var han bleven lagt i sin Grav) – han var opmærksom paa dette, og han lod en Søn døbe Arne og havde Omsorg for, at det blev skrevet saa i Kirkebogen. Det er da ogsaa et af Norges bedste Navne.
Jeg var saa omstændelig med dette Exempel fra Soknedalen, thi det er netop skikket til at godtgjøre min Formodning, at – er der i nogen Bygd faa Dobbeltnavne, saa er der ogsaa faa Navne-Forandringer i det Hele, og omvendt mange Dobbeltnavne have mange nye Paafund af Enkeltnavne i Følge med sig, saa vi altsaa omtrentlig kunne se Navne-Skikkens hele Status ved et statistisk Opgjør over Dobbelt-Navnene alene.
Efter Erfaring her søndenfra havde jeg ventet mere Ny-Mode i Melhus, saa nær Throndhjem. Og det er heller ikke ganske frit i det af Sognene, som ligger nærmest Byen. Ellers fik jeg her det lille Tillæg til min Iagttagelse fra Tønsæt, at næst efter Fanterne, som ere de snareste til at tage efter Storingernes (Embedsmændenes) Skik, er det gjerne Piger med uægte Børn, som ville pynte paa sine Børns Navne. I Bygder som Ørkedalen og Strinden, hvor det strax skal sees, at den nye Skik har faaet mere Indpas, syntes jeg derhos at mærke, hvorledes den udbreder sig foroven fra Embeds- og Bestillingsmændene til Proprietærernes og Formandskabs-Bøndernes Klasse, medens det forneden næst efter Fanterne og de ugifte Børnemødre er fattige Inderster og jordløse Husmænd, som synes at ynde denne billige Luxus-Artikkel: et gildt Navn for deres Børn. Endnu fra en tredie Kant holder det Nye paa at udbrede sig paa Landet, nemlig formedelst Garvere og Farvere og andre saadanne by-lærte og by-vante Haandværkere. Den egentlige Bondestand (Arbeidsbønder og jordbrugende Husmænd) er konservativ og holder sig i Midten; men det er, som at Rummet bliver mindre og mindre.
Hvad en større Byes Nærhed kan virke, det viser sig i Strinden, nærmest omkring Throndhjem, hvor Forholdet var følgende:
| 1831–36 | 40 | Procent |
| 1841–46 | 47 | – |
| 1851–56 | 51 | – |
Og samme Væsen inde i Indherred, at dømme efter Exemplet fra Ytterøens Præstegjeld, hvor jeg fandt Forholdet saadant:
| 1831–36 | 38 | Procent |
| 1841–46 | 48 | – |
| 1851–56 | 52 | –. |
Det kan være, at Sagen synes de fleste for liden til at tænke videre paa den; men vil man kun prøve, skal man finde, at saa liden den er, saa har den dog sin Betydning. Det er mest her som i Botanikken: netop de fineste og mangengang neppe synlige Dele af Planten, nemlig de bitte smaa Stilker og Knopper inde i Blomstens Bund, tager Naturforskeren Mærke af for at skjelne mellem Planterigets mange Slægter og Arter. Jeg siger saa: denne Navne-Skik har engang været ens i Indherred og i Guldalen, nu er den ikke ens, den den har forandret sig paa det ene Sted og holdt sig uforandret paa det andet – og dette Lille er en Følge af og staar som det synlige Tegn og Mærke paa noget Større, som er usynligt.
At Almuen paa et Sted er saaledes sindet, at det ikke falder den ind eller at den ikke har Lyst til at opgive nedarvet Skik, eller at man paa et andet Sted lige modsat ligesom slipper sig løs og just behager sig i den mere selvstændige Maade at følge sit eget Hoved og sin egen Smag istedetfor at agte paa, hvad de Gamle holdt for det retteste og bedste – denne Sindets Forandring er i sig selv usynlig, men yttrer sig i synlige Tegn.
Hvem veed, hvor meget af det gode Gamle der monne være bortkastet med den gamle Navne-Skik? Eller hvem veed saa vist, at de, som have modsat sig de fremmede Moder i dette Stykke, ikke ogsaa have viist sig uopmærksomme eller ligegyldige for det gode Nye, som i en eller anden Retning kanske monne være kommet frem i andre Bygder?
Vi kom til Throndhjem ad den østre Vei, over Røros. Jeg foreslaar at vi lægge Tilbageveien gjennem det vestligere Strøg Ørkedalen og over Dovre ned gjennem Gudbrandsdalen og videre over Hedemarken og Romerike.
Nordenfor Dovre have vi tre Præstegjelde i Rad, som nedenstaaende Procent-Tal give Oplysning om
| Ørkedal. | Meldal. | Opdal. | |
| 1821–26 | 4 | ? | „ |
| 1831–36 | 3 | 1 | 1 |
| 1841–46 | 7 | „ | 1 |
| 1851–56 | 10 | 1 | 1. |
Altsaa fremdeles, som vi efter tidligere Erfaringer kunde vente det mere af Ny-Skikken nærmere ved Byen (i Ørkedal), men mindre længere borte.
I Ørkedalen blev jeg opmærksom paa, hvilken Uleilighed der kan opstaa af disse Dobbelt-Navne mellem Folk, som ikke have lagt sig til noget fast Familie-Navn. En Fader heder f. Ex. Nils Henrik med Fadersnavnet Jakobsen, og han lader sin Søn døbe Hans Christian; skal saa denne skrives Hans Christian Nilsen eller H. Chr. Henriksen eller kanske H. Chr. Nils-Henriksen? Paa denne sidste Maade saa jeg saadanne Navne skrevne i Kirkebogen, og den er den forsigtigste; men den bruges ikke af Alle, og derfor kan der opstaa Forvexling.
I en af de indre Bygder fik jeg ellers høre et godt Exempel paa Troskab mod gammel Bygde-Skik. Denne bød (og saa har det vist været over alt Norge), at Slægtningerne skulde opkaldes og det i en vis Orden, først Farfader, saa Morfader o. s. v. Nu var der en Bonde, som hed Ola, og det traf sig saa, at den, han skulde kalde sin første Søn efter, hed Ola som han selv, og (et underligt Træf) de, som dernæst skulde opkaldes, hed lige ens. Først var der da en liden Gut, som hed Ola; saa fik han en Broder, og nu blev det naturligvis Stor-O. og Litl-O.; saa kom der en Broder til, denne blev fra nu af Litl-O. og hin blev Litl-stor-O.; den sidste Litl-O. maatte endelig i sin Tour overlade sit Navn til en 4de Broder og selv hede Stor-litl-O., saa Familien tilsidst bestod af følgende regelmæssige Række:
| Faderen selv: | Ola Sjøl, |
| 1ste Søn: | Stor-Ola, |
| 2den Søn: | Litl-stor-Ola, |
| 3die Søn: | Stor-litl-Ola, |
| 4de Søn: | Litl-Ola. |
De levede alle, da jeg reiste igjennem og Præsten fortalte mig det. Og Litl-Ola, blev det føiet til, var voxen Karl og størst af dem allesammen.
I Gudbrandsdalen er ogsaa Stikken i det Hele taget meget ægte norsk, og der er da kun faa dobbelt-navnede Børn; Procent-Tallet var:
| Nordre Fron. | Søndre Fron. | Ringebo. | Øier. | |
| 1821–26: | „ | 2 | 1 | „ |
| 1831–36: | 1 | 2 | 1 | 1 |
| 1841–46: | 1 | 2 | 1 | 1 |
| 1851–56: | 1 | 4 | 3 | 1. |
Men det begynder at forandre sig her ogsaa. Det vil skjønnes af følgende Tal over samtlige dobbelt-navnede Børn, som forekom i de 4 Præstegjelde 1851–56, fordelte efter Forældrenes Stand:
| Embedsmænd | 10 | |
| Bestillingsmænd | 14 | |
| Gaardmænd | 20 | |
| Husmænd | „ | |
| Haandværkere | 4 | |
| Inderster | 9 | |
| Piger | 7 | |
| Fanter | 1 | |
| ubekjendt | 1 | |
| ialt | 66. |
Her ser man, at Gaardsmands-Klassen ikke længer har kunnet holde Smitten fra sig. For en Menneske-Alder siden var det anderledes, at dømme efter Exemplet fra de to Bygder Ringebo og Øier, har Antallet (ikke Procenten) af de dobbelt-navnede Børn var følgende inden Gaardbrugerstanden alene:
| 1821–26 | 2 |
| 1831–36 | 3 |
| 1841–46 | 4 |
| 1851–56 | 12. |
En Gaardmand kaldte sin Søn Rinaldo, en anden fandt paa Navnet Christian Qvintus, en tredie skulde opkalde sin Moder, maa forandrede hendes vakkre Navn Rønnaug til det klissede Rønnaugine. Her forekom fremdeles saadanne Urimeligheder af Navne som Renhalto og Anna Ciroline. Man ser altsaa, at med den nye Maade at sætte sammen Dobbelt-Navne følger ogsaa her den Poesi at digte op splinternye Enkelt-Navne.
Lillehammer By maatte jeg gaa forbi. Men paa Hedemarken fik jeg tage Hamar med, og naar denne By undtages, vil man af nedenstaaende Procent-Tal finde, at den gamle Skik har vedligeholdt sig saa temmelig.
| Ringsaker. | Vang. | Hamar. | Stange. | |
| 1821–26: | 1 | 2 | – | 3 |
| 1831–36: | 2 | 4 | – | 3 |
| 1841–46: | 2 | 3 | – | 8 |
| 1851–56:[3] | 2 | 3 | 56 | 11. |
Særskilt for Ringsaker skal jeg anføre det hele Antal af disse Børn (ikke Procenten), saaledes:
| i Embeds- og | i Gaardbruger- | i andre | ||
| Bestillings-Klassen. | Klassen. | Klasser. | ialt. | |
| 1821–26: | 11 | 4 | 2 | 17 |
| 1831–36: | 15 | 8 | 3 | 26 |
| 1841–46: | 8 | 5 | 9 | 22 |
| 1851–56: | 3 | 15 | 16 | 34 |
Mon vi efter dette virkelig tør tro, at Sygen allerede er overstaaet inden Embeds- og Bestillingsmændenes toneangivende Klasser, for nu at grassere blandt Almuen?
Med de 15 Børn inden Gaardbruger-Klassen i de sidste Aar havde det sig saa, at der var 3 Gutter, men ikke mindre end 12 Piger. Det er altsaa Pigebørnene, som Kjælenskaben først faar Lov at pynte ud med de gilde Dukke-Navne.
Om Stange kan jeg tilføie, at før jeg kom did, havde jeg af kjendte Folk hørt den Bygd udpege som Hedemarkens mest fremskredne hvad angaar nye Leve-Skikke i Almindelighed. Jeg ventede derfor at finde mange Dobbelt-Navne blandt Døbenavnene, og vel er dette Hele, som sagt, en Smaating for Resten, men Forventningen stadfæstedes, som man har seet. Og med den tiltagende Smag for Dobbelt-Navne her i Bygden fulgte slige Skjønheder af Pige-Navne, som Jonia, Polla, Petro, af Jon, Paal og Per.
Men trods denne alt for lovende Begyndelse paa Hedemarken maa vi i Tanken gjøre som et stort Sprang, naar vi skulle sætte os ind i den Tænkemaade og Skik, som raader paa Romerike strax udenfor. Med de nys anførte Procent-Tal sammenligne man nedenstaaende for de Bygder, vi paa vor Vei fra Oplandet af først faa Leilighed til at besøge:
| Eidsvold. | Nannestad. | Næs. | |
| 1821–24: | 33 | 18 | 49 |
| 1831–34: | 34 | 18 | 2 |
| 1841–44: | 49 | 34 | 2 |
| 1851–54: | 48 | 31 | 55. |
Her er det da ogsaa, at det ovenfor (Side 97–98) opregnede Register paa opdigtede Navne (mange af dem vilde passe bedre for Heste, Kjør og Hunde) høre hjemme.
Tingens Gang paa Romerike synes at have været den: først fandt man, at mange af de ældgamle Navne, Tryg o. s. v. (Side 98) vare vel „stærke;“ de bleve da skudte ud, og man holdt sig til de mildeste, helst til de bibelske og kirkehistoriske, som allerede havde Aarhundreders Hævd, som Jon, Jakob, Anne, Marie o. s. v. Men jo færre Navne der nu var igjen af de forhen brugelige, des hyppigere maatte hvert af dem bruges, med andre Ord: mange Børn fik et og samme Navn. Saa kunde det falde naturligt nok at skjelne mellem Børnene ved at kalde det ene f. Ex. Jakob Christian og det andet Christian Jakob, og dette kom saa tidlig i Brug her, at i Eidsvold var der i Aarene 1781 og 82 allerede 6 Procent af dobbelt-navnede Børn eller mere end nogetsteds i Gudbrandsdalen nu. Men denne idelige Gjentagelse af de faa Navne, som vare at vælge imellem, maatte vel falde kjedsommelig til Slut, og da var man snar til at gaa ind paa den endnu nyere Maade at gjøre nye Enkelt-Navne, først forsigtigt (Gurine for Guro, Oline af Ole), saa mere og mere vildt og smagløst, som man har seet.
Denne Digtning har især været frugtbar paa nye, søde Pige-Navne (Side 98). Og det er (som vi allerede have seet Tegn til i Ringsaker) især Pigebørn, som pyntes ud med Dobbelt-Navne. I Næs f. Ex. var Procenten særskilt for:
| Gutter. | Piger. | |
| 1821–24 | 27 | 72 |
| 1851–54 | 45 | 66. |
Spørg hvilkensomhelst Mand paa Romerike om, hvilken af de tre nævnte Bygder der har lagt sig mest efter nymodens Art og By-Skik i det Hele, og Svaret vil være: Næs; omvendt omtales Nannestad enstemmig som en Bygd, der udmærker sig ved gammeldags Tarvelighed og staar sig godt derved. Dette vidste jeg før, og derfor ventede jeg at finde netop saadan Forskjel i Navne-Skikken, som jeg ovenfor har fremstillet.
Efter slige Exempler kunde man sige saa: Naar Nogen i en Hastighed, da han kanske ikke har Tid til at anstille nøiere Undersøgelse ønsker at komme efter, hvorledes det har sig med to Nabobygder, hvilken af dem der monne være mest angreben af den Syge, som heder Nyheds-Syge, saa behøver han bare at føle dem paa Pulsen ved at lade Fingeren glide ned over Navnelisten i Kirkebogen og tælle Dobbelt-Navnene.
Og samme Art som paa Romerike, kun endnu værre udviklet, vilde man sikkert finde ved at granske Ministerialbøgerne for Aker og Christiania. I det Enkelte tør der dog være nogen Forskjel mellem Husmands-Poesien paa Romerike og den Navne-Digtning, som raader i Vaterland og paa Grønland. En nøiagtig Forskning maatte komme efter, hvad det er for Idealer, som foresvæve Folket, eller fra hvad Kant det er, at Indbildningskraften befrugtes og Skjønheds-Sandsen paavirkes. Man skulde kjende f. Ex. alle Theater-Stykkers Helter og Heltinder og saa se efter, om deres Navne gaa igjen. Det kunde blive et helt Studium.
Her kan ellers være Stedet for den Bemærkning, at paa den hele nu tilbagelagte Reise mellem Christiania og Throndhjem mindes jeg ikke, at man har opkaldt Nutidens historisk bekjendte Personligheder eller fortjente Landsmænd, paa det nær, at Nogle have givet sine Børn Carl Johans og Oskars Navne og en Mand (en Skolelærer) har ladet sin Søn døbe Wilhelm Andreas Wexels. De mange nye Navne ere for den allerstørste Del lutter Kling-Klang, uden historisk Sands som uden sund Smag.
Til alt dette Elskværdige i de nydigtede Navnes Lyd kommer endnu det Fornøielige at se baade gamle og nye Navne skrevne paa de aller besynderligste Maader. Brynjulf bliver til Brynjel, Bryngjel, Bringel, Brynild, Brønnuld; Fingard fordreies lidt efter lidt til Finkel; Sigurd udtales som Sjur og Sjul, og skrives tildels Schul. Det prægtige Navn Odd skrives Aad. Præsterne skrive ofte saa i Kirkebøgerne, og paa Veistolperne staa disse fordreiede Navne og skjære Ansigter imod mig.
Nu til Nordlandene, en kort Flugt henover! Man vil studse ved at se, hvor mange Børn det er der, som ere døbte med Dobbelt-Navne. I Alstahaug Præstegjeld (det gamle, udelte) var Forholdet saa:
| Gutter. | Piger. | |||
| 1820–21. | 75 | Procent | 77 | Procent |
| 1831–32 | 79 | – | 92 | – |
| 1860–61 | 95 | – | 97 | –. |
I Hemnæs, inde i Ranen (Gutter og Piger regnet under Et):
| 1860–62 | 92 | Procent. |
I Vaagen i Lofoten:
| 1860–62 | 94 | Procent. |
I Sortland, ude i Vesteraalen, var der i de sidste 3 Aar døbt 131 Børn, og de havde alle Dobbelt-Navne, saa Forholdet her var:
| 1860–62 | 100 | Procent. |
I Kvæfjord i Senjen:
|
1861–62 || 95 || Procent. |
I Ibestad, ligeledes i Senjen, var der allerede ved Begyndelsen af Aarhundredet lige saa mange dobbelt-navnede Børn som nu for Tiden paa Romerike nede ved Christiania; men endda tiltog det fra Tid til Tid, som nedenstaaende Procent-Tal vise
| 1807–11 | 46 | Procent. |
| 1837–40 | 56 | – |
| 1859–62 | 79 | – |
Fra disse samme Bygder skal jeg anføre nogle Prøver af Enkelt-Navne. Jeg anfører dem Hulter til Bulter.
Mosianna. Madsanna. Ovidianna. Eilef. Benoni. Edias. Perolina. Emelia. Petter Saras. Onette. Selina. Lauida. Dunna. Ela. Coldevin Enevoldsen.[4] Magbard. Bergideon. Thora Elisif. Johan Odin. Reobert. Ruard. Gudianna. Odianna. Axel Margrinus. Rando. Christina Henningæa. Olhard. Debora Elisa Indiane. Davina. Ivertus. Hyberta. Iverta. Syndi. Bibiana. Ole Olaus (man erindre, at det sidste Ord i dette Dobbelt-Navn er det samme som det første, kun med en latinsk Udpyntning). Andor Møller Edevin. Johan Endor Mørk. Jakob Labert. Ivertus Sverdrup. Edias Zahl.
Dersom man vil læse disse Navne op høit og hurtigt og saa gjentage paa samme Maade Listen fra Romerike, Side 97–98, saa skal man ganske vist fornemme en forskjellig Efter-Smag. Men det er vanskeligt at beskrive den.
Men ialfald har den holdt Skik her ogsaa, den Regel, som hele nærværende Statistik er bygget paa, at naar der er mange Dobbelt-Navne, saa er der ogsaa mange Ny-Skabelser af Enkelt-Navne. Etsteds var jo den Mode med Dobbelt-Navne aldeles komplet (100 Procent), men baade der og andre Steder vare ogsaa næsten alle Enkelt-Navne nye at kalde, idet faa eller ingen af de ægte norske Navne vare tilbage.
I Strøget mellem Christiania og Throndhjem saa det ud til, at det hele Væsen udbredte sig fra Byerne af som Central-Punkter. Men her i Nordlandene? her er jo ingen Byer? hvorfra kan saa Smitten være kommen her? og naar og hvorledes? og hvorfor skal Ødelæggelsen være bleven saa stor her?
Jeg kan ikke besvare disse Spørgsmaal. Men jeg kan give et Exempel paa, hvorledes man kunde samle Bidrag til Sagens Opklaring. I Vefsen i Helgeland saa jeg en usædvanlig lang Række af Ministerialbøger alt fra 1690, jeg havde ikke selv Tid til at benytte dem, men jeg yttrede mit Ønske for Kirkesanger Jenssen paa Stedet, og han har nu sendt mig følgende Liste.
| Deraf dobbelt- | |||
| Aar. | Døbte. | navnede. | Procent. |
| 1690: | 23 | „ | „ |
| 1723: | 93 | 3 | 3 |
| 1763: | 113 | 12 | 11 |
| 1783: | 92 | 15 | 16 |
| 1803: | 76 | 46 | 61 |
| 1823: | 54 | 15 | 28 |
| 1843: | 132 | 110 | 83 |
| 1863: | 140 | 128 | 91. |
Siden Tallene kun gjælde for enkelte Aar, hvor det saa let kan gaa op og ned, var der ikke stor Regelmæssighed at vente, og der bør ikke lægges nogen Vægt paa, at Procenten er saa stor for 1803 og derefter meget mindre for 1823. Saa meget sees dog med Vished, at ved Begyndelsen af forrige Aarhundrede var der faa eller ingen Børn, som døbtes med Dobbelt-Navne, og nu er det næsten alle!
Nu mener jeg, at dersom man havde deslige Opgaver for nogle Nabo-Bygder, f. Ex. for et Provsti helst hvis Opgaverne omfattede flere Aar, f. Ex. de første 5 Aar i hvert Decennium, saa vilde man faa Oplysning om Tiden for Ny-Skikkens Indførelse. Havde man saa derhos Opskrift over samtlige Navne, som i hvert Tidsrum vare de brugelige, saa fik man se Forandringens Art. Men Oplysninger af dette sidste Slags fra andre Steder kunde da tilsidst vise, hvor den hele nye Mode var kommen fra.
Jeg har en Tanke om, at det vilde vise sig, at dette Væsen hersker i en paafaldende Grad, at det har begyndt tidligt, og at det har udviklet sig paa en særegen Maade langs Havkanten, alt fra Bergens Stift af.[5] Og hvis det viste sig at være saa, da vilde jeg betragte det som et af de mange Tegn og Mærker paa Forskjel imellem Kyst- og Indlands-Befolkningen. Der er Forskjel i Kulturudvikling og i Sæder, og den Forskning, som skulde udgrunde den, maatte ikke forsmaa at agte paa selv det mindste Træk.
Hvad nu? hvad er der at gjøre ved alt dette?
Jeg for min Del vil for det Første virkelig forsvare, at Folket har forladt den gamle stive Navne-Skik. Jeg tror overhoved, at naar der viser sig en vis Bevægelse og Stræben hos et helt Folk, navnlig i en Tid, hvor Folket har bevæget og udviklet sig frit, saa vil der gjerne være en god Mening og rigtig Tanke paa Bunden. Og der var unægtelig noget vist Haardt og Stridt ved de gamle Navne, som vel stærkt mindede om Berserkerne, og som der kunde være god Grund til at forandre. Til en Prøve lader jeg aftrykke en Række af Navne, som Ivar Aasen opstiller (Folkev. 1854), og som jeg beder man vil tage i Munden og læse høit og hurtigt.
Asbjørn, Gunbjørn, Torbjørn; Anfinn, Dagfinn, Steinfinn; Asgjeir, Hallgjeir, Torgjeir; Hallgrim, Steingrim, Torgrim; Askjell, Hallkjell, Torkjell; Gunnleik, Herleik, Villeik; Hermod, Olmod, Tormod; Asmund, Hermund, Solmund; Hallstein, Torstein, Øystein; Bjørgulv, Gunnulv, Øyulv; Gunnvald, Ingvald, Sigvald; Hallvard, Haavard, Folkvard; Anved, Finnved, Sigved. Asber, Ingeber, Torber; Anbjørg, Gudbjørg, Ingebjørg; Herborg, Hildeborg, Valborg; Halldis, Herdis, Tordis; Anfrid, Hallfrid, Sigfrid; Asgjerd, Ingegjerd, Valgjerd; Angunn, Hildegunn, Torgunn; Brynhild, Gunnhild, Ragnhild; Anlaug, Aslaug, Torlaug; Gudni, Signi, Torni; Gudrid, Ingerid, Sigrid; Gjertrud, Sigtrud; Rannveig, Sølveig; Gunnvor, Sigvor.
Adskillige af disse Navne høre til de skjønneste, som ere til eller kunne digtes. Men Samlingen i dens Helhed gjør et Indtryk, som det ikke er at undres over at vor Tid ikke længer finder behageligt.
Men hvad man kan beklage, det er, at den nyere Stræben efter at finde noget, som kunde behage bedre, savnede kyndig Ledning og gode Forbilleder og derfor kom ind paa saa megen Smagløshed og Urimelighed. Dette forsvarer jeg ikke; men jeg kan endda finde det undskyldeligt, idet jeg beklager det.
Og jeg tror ganske vist, at en skjønsom Veiledning skulde blive godt modtaget af Mange af dem, som herefter skulle vælge Navne for sine Børn.
Jeg har ialfald et godt Exempel at støtte mig til.
I de første christelige Aarhundreder reistes de høist mærkelige Stave-Kirker, og de smykkedes med dette kraftige Træskjærer-Arbeide, hvis kringlede Sammenslyngninger af Drager og Slanger monne have tiltalt Datidens livligt bevægede, ja voldsomt omtumlede Indbildningskraft. Disse Kirkebygninger vare helt igjennem et ægte norsk Stykke Arbeide, og der var virkelig Stil i Tømringen og Smag i Forsiringnn. Saalænge der er Tale om norsk Kunst, ville de erindres med Ære. – Men af de Hundreder af Stavekirker, som der vistnok har været, staa nu ganske faa tilbage; den ene efter den anden forfaldt og maatte rives. Og saa er det rigtignok tungt at se paa, hvilke Huse man som oftest satte op istedet, saa aandsfattige og smagløse, som Huse kunne være.
Men der var for det meste lidet Malm, som det kaldes, i disse nyere Kirkes Tømmer, mange af dem have længe staaet til Nedfalds, og nu og da bygges der nye.
Og nu i vore Dage aabenbarer der sig ganske almindeligt en prisværdig Stræben efter at faa den nye Kirke bygget saa smagfuldt som mulig, og Formandskaber og Biskopper ere enige om, at kunstforstandige Mænd, Architekter, maa tages paa Raad.
Men det falder ikke Nogen ind at foreslaa Stave-Kirker igjen, med Forsiring af Drager og Orme. Med al Anerkjendelse af det Gamle er der en almindelig Fornemmelse af, at det passer ikke til den nye Tids Smag, som vil skabe sig sine nye Former.
Se, saaledes mener jeg, det vilde ikke være rimeligt at forlange, ja ikke engang at ønske, at Folk ved Valget af Døbenavne uden videre skulle vende tilbage til svundne Tiders Skik. Men vel var det at ønske, at vi ogsaa her havde en Architekt, som kunde gjøre et Udkast til en ny Plan.
Nye Planer til Kirkebygninger have været udgivne i Trykken, at Kirke-Kommissioner og Formandskaber kunde have noget at se paa og vælge imellem. Jeg skulde ønske at se trykt og udbredt i Landet (det skulde neppe koste mere end et Par Kirke-Tegninger) en 10,000 eller 20,000 Exemplarer af et Ark, som indeholdt et Register paa tækkelige og rimelige Navne – til at vælge imellem.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Naar nu Peton faar sig en Søn, som kanske skal døbes Ahlert, saa bliver det jo Ahlert Petonsen. Hvem skulde gjætte at det var et norsk Menneske?
- ↑ Det gamle Guðrun har længe hos Almuen lydt som Guro og Goro; nu er dette forfinet til Gurine, Gorine, og deraf er dannet Former som Gurinus og Gurinius. Af dette sidste er igjen daunet Guriniane.
- ↑ For Hamar kun Aarene 1852–56.
- ↑ Guttens Fader hed Andreas, men han lader ham i Daaben kalde Enevoldsen, d. e. Enevolds Søn! – Det er vel gjort i al Troskyldighed, da det er meget almindeligt her nord, som ogsaa nogle af Prøverne vise, at bruge allehaande Familienavne (nok især Handelsmænds) som Døbenavne.
- ↑ Sml. Folkev. 1859 Side 17, hvor det er omtalt, at i Søndmør har man brugt at opkalde alle de Personer, som Moderen under Svangerskabet tilfældigvis drømte om, og som troedes „at gaa efter Navne.“ Allerede Strøm omtaler den Overtro. Men den har ledet baade til nye Enkeltnavne (naar f. Ex. en Pige skulde opkaldes efter en Mand) og til Dobbeltnavne.