Helgeland den ældste norske Bygd?
Baade i Aasyn og i Sind er der en kjendelig Forskjel mellem Almuerne i de to Nabobygder Valders og Land, og om denne Forskjel er der i den senere Tid givet den yderst interessante Forklaring, at den skriver sig fra de ældste Tider, fra de samme Bygdefolks første Oprindelse, fra Nordmændenes Indvandring og Bosættelse i Landet. Det skal været gaaet saa til, at Valders fik sin Befolkning fra det tilstødende Fjorddistrikt Sogn i Bergens Stift, men at Land blev befolket fra Thoten eller Gudbrandsdalen af, som atter havde faaet sine første Indbyggere fra Romsdalens Fjorddistrikt, og hin Forskjel mellem de to Nabobygder er en Levning af og et Minde om en oprindelig Forskjel mellem de to Stammer, som længer op i Tiden havde besat de to Fjorddistrikter.
Dette er et Exempel paa en hel Række af lignende Tilfælde, som forekomme i vore Dalfører, og som alle forklares paa tilsvarende Maade.
Denne Forklaringsmaade har gjort stort Indtryk paa mig, som i længere Tid har syslet med den Opgave at udfinde Aarsagerne til visse Forskjelligheder mellem Landets Egne med Hensyn til Sæder og Skikke, Forskjelligheder, som Tabellen paa Side 58 giver et Exempel paa, og som det for praktiske Formaal vilde være vigtigt at faa udforsket paa det Nøieste. Min Forskning om disse Nutidens Forholde har saa at sige maattet standse lidt ved hvert Skridt for at prøve, hvordan den stemmede med den historiske Forklaring.
Denne hænger igjen sammen med en særegen Anskuelse om hvordan det havde sig med Landets Bebyggelse i det Hele og Store, den Anskuelse, som kan betegnes med, at Helgeland eller rettere de Gamles Haalogaland var Landets ældste Bygdelag.[1]
Tidligere forestillede man sig, at vort Land var befolket søndenfra, fra Nabolande, som i de fjerneste Tider vare beboede af Folk med samme Sprog og Skik som vore Forfædre, Sverige og Danmark nemlig. Den nye Anskuelse, som jeg har nævnet, tænker sig derimod Nordmændene indvandrede ad en nordlig Vei, saa de først satte Fod i hint Haalogaland, hvorfra de da siden skulle have udbredt sig alt til de sydlige Bygder af vort Land.
Det er vore Professorer Keysers og Munchs Anskuelse. Keyser har grundlagt den i et Hoved-Skrift af 1839, Munch udviklede og fuldkommengjorde den i en Række af Skrifter, senest og grundigst i hans berømte Norges-Historie. Begge have de i denne Sag lagt sin store Lærdom for Dagen, og om begge tør troes, at deres fædrelandske Forskning med Forkjærlighed har dvælet ved dette Punkt af Norges Historie.
Deres Anskuelse er ogsaa bleven fortrinlig yndet inden en talrig Kreds af Disciple, og Ole Vigs, Siegw. Petersens, E. M. Sommers populære Norges-Historier have givet den stor Udbredelse. Ja, fra et af Ole Vigs Skrifter er den endog kommet ind i den nye Læsebog for Folkeskolen. En enkelt Forfatter har vistnok sagt imod; men det synes, som at denne Modsigelse ikke har trængt igjennem her i Landet.
Nu er ikke jeg Historiker af Fag. Men saavidt jeg veed, har ingen af de nævnte Forfattere havt Leilighed til at bereise hint Haalogaland og dermed, om jeg saa maa sige, prøve Sagen paa selve Stedet. Jeg derimod tilbragte 2–3 Maaneder af forrige Sommer i Nordlandene og Finmarken og kom idelig til at tænke paa disse Ting.
Jeg tilstaar, at paa denne Reise faldt det mig saa underligt, at dette Haalogaland skulde være Landets Moder-Bygd. Siden jeg har sagt, at jeg ikke er Historiker af Fag, saa kan jeg føie til, at jeg besluttede ved mig selv, at naar jeg kom hjem af Reisen, saa skulde jeg læse om igjen det Kapitel af Norges Historie, og prøve at komme paa det Rene med, hvordan det monne have sig. Og nu maa jeg ydermere tilstaa, at efter denne fornyede Læsning med dens nøiere Betragtning af Grundene kan jeg ikke længer følge med og holde paa hin Anskuelse. Ja, jeg synes at se, at den indeslutter i sig en Miskjendelse eller Overseen af Ting, som jeg, med mine Bestræbelser for at opfatte visse Sider af vort Folkeliv eller Almuens Kaar og Sæder, med Flid maa lægge Mærke til og fremhæve for Betragtningen.
Med dette Forord skal jeg først give et kort Begreb af selve Anskuelsen og dernæst fremhæve en Del Omstændigheder, som have fremstillet sig for mig og syntes at tale imod den.
Hvorledes vide Besked om, hvorfra Nordmændene vandrede ind i Landet, og hvad Tid det var?
Det var jo ved Aar 1000 efter Christi Fødsel, at Christendommen blev indført i Norge, og det var jo først efter denne lykkelige Begivenhed, at Skrivekunsten kom igang. Skulde nu norske Sagamænd berette om Bebyggelsen, saa maatte det altsaa være efter gamle Sagn. Men nu vide vi af egen Erfaring, hvorledes det pleier at gaa med Sagn, som ere mere end to-tre Menneske-Aldere gamle: de glemmes, eller de forvandles til Eventyr. Men Sagn om Landets Bebyggelse, som skulde naa ned til Sagamændene, maatte (dette følger med Keysers og Munchs Anskuelse) være mere end 1000 Aar gamle. Enhver kan da vide, hvad her kan være at hente. Og ikke alene, at de faa Sagn, der ere betragtede som hidhørende, ere opfyldte med Fabler om Guder og Trolde, men der er det Egne ved dem, at de Helte-Skarer, som det synes at Landets Bebyggelse skulde tilskrives, fandt overalt, hvor de kom frem, at Landet allerede var fuldt besat af Folk før dem.
Men kanske Forfattere i andre Lande, hvor man tidligere var kommen i Vei med at skrive Bøger, have efterladt sig Oplysninger om det, vi spørge om?
Der er da for det Første tydske Forfattere fra en tidligere Tid. Nogle af dem omtale virkelig disse nordlige Lande. Men de ere dog ikke saa meget tidligere end vore egne norske Forfattere, at Forskjellen har noget at betyde; deres Levetid falder ogsaa altfor mange Aarhundreder efter den Begivenhed, det her gjælder om.
Saa er der romerske og græske Forfattere, som tale om vort Norden, om Skandinavien og kanske endog om vort Norge (Øen Nerigon), og disse levede saa tidlig som ved Christi Tider, saa det for Tidens Skyld snarere var tænkeligt, at de kunde vide Besked. Men saa var der det i Veien, at der var saa stor Afstand i Rummet. Man forestille sig, at en norsk Skipper kom hjem fra Levanten og fortalte om de mangeslags farvede og halvnøgne Folk, han med Undren havde betragtet paa Torvene i Smyrna og Alexandria, hvor Folk fra Indlandet sagtens møde frem med sine Varer, og hvor en Udlænding med Tolk i sit Følge vel endog kan komme i Samtale med dem – og man forestille sig, at en Skribent her hjemme spurgte Skipperen ud og saa alene efter hans Fortællinger gav sig til at beskrive Lande og Folkeslag i hine Verdensdele hvad tror man vel det vilde blive til? men ikke bedre er det gaaet hine Stuelærde i Rom og Alexandria (paa dette sidste Sted boede en af de fornemste blandt dem), naar de fik fat i en Soldat eller Kjøbmand, som havde været et Stykke ind i Tydsklands Skovstrækninger, og saa fik ham til at fortælle om rædsomme Lande og Øer endnu længere oppe mod Norden, i Verdens Udkant, og om de Barbarer og Vilde, som boede der.
Der er da heller ikke en eneste af alle disse Forfattere, som enten har vidst at fortælle om vort Land, at det endnu ikke var befolket, eller at berette om, hvad Tid og fra hvad Kant det blev det. Der nævnes en Del Navne paa Stammer og Folk; men det er yderst forvirret; mange af disse Navne have nok intetsteds hjemme, andre sigte vel til virkelige Folk, men disse sættes undertiden i Lande, hvor de ikke have været.
Der kan altsaa ikke ligefrem vides Noget om denne Sag. Men, ved at stirre paa hine Sagn og Beretninger, som jo kanske endnu kunde indeholde Korn af Sandheden, ved at agte paa Sprogslægtskabet mellem vort og tilgrændsende Folk, ved at lægge Mærke til Landenes og Folkenes nedarvede Navne, ved at sammenligne jord- fundne Sager fra Hedenold i forskjellige Lande, ja ved at samle paa Iagttagelser af saadanne Bygde-Egenheder, som der ovenfor hentydedes til ved Exemplet om Valders og Land – og ved at lægge det ene sammen med det andet, have de nævnte Lærde kommet til at danne sig en storartet Gisning, eller som en Bygning af Gisninger fra Grundvold til Tag.
En saadan Gisning kan gjælde, saa længe den passer som en rimelig Forklaring for alle de Enkeltheder, som staa i Sammenhæng med Hovedsagen, men om den støder an imod en eneste sikker og paalidelig Kjendsgjerning, saa kan det være nok til at bevirke, at den vakler og falder.
Efter denne lille Oversigt over den nye Anskuelse Oprindelse og Beskaffenhed skal jeg nu kortelig fremsætte dens Indhold, og det (naar ikke anderledes er bemærket) ikke efter Keysers oprindelige Fremstilling, men efter Munchs yderligere Udvikling.
Der var et Urfolk, som baade Nordboerne (de Norske Svenske og Danske) og tillige Tydskerne stamme fra. Dette Urfolk veed Ingen egentlig Besked om, altsaa heller ikke hvad det hed eller hvor det boede; men man tillægger det Navnet Germaner, og de skulde bo omtrent i Midten af det nuværende Rusland. En 500 Aar før Christus begyndte de at flytte paa sig, først en Stamme, saa atter en o. s. v. Først gik det lige mod Vest; Toget stødte paa Østersøen, satte over og kom til det sydlige Sverige; de følgende Stammer trængte de foregaaende længer og længer frem, udover Sveriges Grændser, til de danske Øer, endnu videre til Tydskland og længere og længere ned i dette Land, alt til det gamle Romerriges Grændser. Disse Stammer bleve Tydskernes Forfædre. Senere begyndte de Stammer at røre paa sig, som bleve Svenskernes Stammefædre; deres Vei faldt lidt længer nordlig, og de kom over Østersøen ved Aalandsøerne og tog Land i det midtre Sverige, omkring Mælaren, hvorfra de siden udbredte sig videre over Landet, som Rydningsfolk i de ubeboede nordlige Egne, men vel som Erobrerfolk i Syd-Sverige og i Danmark, hvor der jo var Indbyggere af et beslægtet Folkefærd før. Eller det er maaske saa at forstaa, at en egen Stamme af Daner kom mellem Tydskerne og de Svenske og fik Danmark som sin Lod. Endelig stod de Stammer for Tour, som skulde befolke Norge. De forlod da ogsaa det urgamle Hjem og drog ud, men endnu mere i nordlig Retning end de nys foregaaende, saa de kom frem enten helt oppe ved Bunden af den Botniske Bugt (Keyser) eller ved det Hvide Hav dette Sidste finder Munch rimeligst).
I første Tilfælde ere de fra Botniske Bugten dragne videre op igjennem Lapmarken, og det saaledes (dette er Munchs Udvikling), at de gik over Fjeldet temmelig langt nord og kom ned til den nordligste Bygd af det gamle Haalogaland, en Bygd, som kaldtes Amd og udgjorde de bedste Øer og Strande af det nuværende Senjen, med et Tempel paa Throndenæs som Midt-Punkt, der hvor nu den skjønne Kirke staar.
I andet Tilfælde gik de fra Hvide-Havet til Søes, udenom Nordkap, og standsede ikke, før de fandt frem til det samme Distrikt omkring Throndenæs.
Nu er det en væsentlig Omstændighed ved denne Anskuelse, at Nordmændene, denne enkelte Gren af Urfolket, ikke blot fra først af vare adskilte fra Svenske og Danske og Tydskere, men at de fremdeles sig imellem vare delte i flere Stammer, som vore Forfædre benævnede med Navnet Folk eller Fylke, og som dannede ordnede Samfund, med hver sin Lovgivning og Bestyrelse, ja med hver sin Høvding i Spidsen, hvad enten han nu hed Herse eller Jarl eller Konge. Og Flytningen og Vandringen forestilles at være foregaaet ikke enkeltvis, af Familier eller smaa Hobe, som forsøgte sig paa egen Haand, men Stammevis, saaledes at de Styrende afgjorde, naar der skulde brydes op og hvor der skulde drages hen.
Og det var da kun den først uddragne Stamme, som blev værende omkring Throndenæs og videre udbredte sig over det hele Haalogalands Fylke. Den næste Stamme, som kom, var Thrøndernes, og disse, som fandt Haalogaland besat, maatte drage videre, til de kom ud for Throndhjems-Fjordens Munding, hvor de seilede ind og fandt et folketomt Land for sig. Og saaledes Stamme efter Stamme, den, som besatte Nordmøre strax søndenfor Indløbet til Throndhjem, Raumernes mægtige Stamme, efter hvem Romsdalen fik Navn, Hordernes Stamme i det nuværende Nord- og Midt- og Søndhordland, endelig Rygerne, som kom sidst og derfor maatte drage alle de øvriges Landemærker forbi for endelig at finde sig Plads i Ryfylke, som det efter dem benævnedes, omkring Stavanger-Fjorden.
Fra disse vestlige Fjorddistrikter gik Under-Afdelinger af Stammerne op gjennem Dalene, over Vandskillet og ned paa den anden Side, hvor de efterhaanden opfyldte alle Østlandets Dale og Sletter. Endelig standsede deres Fremtrængen derved, at de fandt Falk for sig, i Egnen om Fredrikshald, enten i den sydostlige Del af Norge eller i de tilgrændsende Egne af Sverige.
Navnlig kom Raumer fra Romsdalen ned gjennem Gudbrandsdalen og udbredte sig videnom her paa Østlandet, ikke alene til Romerike, hvis Navn minder om dem, men ogsaa i vestlig Retning og opad de Dalfører, som skjære op fra Drammen og Laurvik og Skien, indtil de traf paa Folk af Hordernes og Rygernes Stammer, som vare komne vestenfra over Fjeldet og havde sat sig fast i de øverste Dele af samme Dalfører eller i Fjeldbygderne fra Valders til Thelemarken.
Og denne hele Bevægelse, det germaniske Urfolks Indvandring, til dets nuværende Lande, Tydsklands Besættelse ved Tydskerne, Danmarks og Sveriges ved Danerne og Svenskerne og endelig Norges Befolkning ved Nordmændene, tænkes at være foregaaet i Løbet af de 5 Aarhundreder, som gik nærmest forud for Christi Fødsel.
Da Indvandringen til Norge vel var gaaet for sig, boede Nordmændene saa langt op som til det før omtalte gamle Amd eller nuværende Senjen, og Nordgrændsen for dette Bygdelag eller Malangen Fjord var da at agte for hele Norges Ydergrændse paa denne Kant; thi Finmarken og de øvrige vide Kyststrækninger som de Indvandrende havde seilet forbi, laa nu folketomme, paa det nær, at der rimeligvis allerede dengang som senere streifede om nogle løse Hobe af Finner. Først 1000 Aar senere eller endnu nærmere ind imod Nutiden skedte det, at Nybyggere fra Haalogaland, den nærmeste Bygd, enkeltvis drog nordover igjen og satte sig hist og her paa Fiskeværene og gjorde Begyndelsen til den sparsomme Bebyggelse af Nordmænd, som Finmarken har nu.
Se dette er hin Anskuelse om Norges Bebyggelse. Jeg har gjort mig Flid for at gjengive Hovedtrækkene rigtigt, og at fremstille det Hele paa en simpel og fattelig Maade.
Nu mine Bemærkninger imod samme Anskuelse.
Jeg tror det kan blive et godt Udgangspunkt for min første Bemærkning, naar jeg meddeler en i sig selv overmaade interessant paalidelig Beretning om en Opdagelses-Reise, som fra Haalogaland af blev foretaget alt til det Hvide Hav, og det med et rundt Tal en 1000 Aar efter hin Indvandring fra det hvide Hav og næsten nøiagtigt 1000 Aar før det nærværende Aar; Professor Munch henlægger den nemlig til Aarene lidt før 870. Manden, som udførte Opdagelses-Reisen, var en Haalogalænding ved Navn Ottar; han maa have været en rig, anseet og meget bereist Mand. Aarsagen til, at hans Reise er bleven beskrevet, er den, at han kom til England og gav sig i Kong Alfreds Tjeneste der, og denne, som syslede meget med Bøger og har efterladt sig flere Skrifter, har i et af disse indført Ottars egen Beretning om Reisen. Denne er altsaa naaet ned til Nutiden med samme Friskhed som en Avisberetning fra igaar om hvad en Spidsbergfarer kan have fortalt en Redaktør om sine Hændelser. Man læse følgende ordrette Uddrag:[2]
Ottar sagde, at han boede nordligst af alle Nordmænd, i det Fylke, som hed Haalogaland; dette var paa Nordkanten af Landet, ved Vesterhavet; men Landet strakte sig meget længer nordefter derfra og var ganske øde, med Undtagelse af, at Finnerne hist og her stykke-mellem holdt til, for at jage om Vinteren og fiske om Sommeren. – Han sagde, at han engang selv vilde undersøge, hvor langt Landet strakte sig mod Nord, eller om noget Meneske boede nordenfor den øde Strækning. Han foer derefter nordefter langs Landet, saa at han i tre Dage stadig havde den øde Strækning til Styrbord og Havet til Bagbord; da var han kommen saa langt mod Nord, at Hvalfangerne ei pleiede at fare længere. Men han fortsatte fremdeles sin Vei nordefter saa langt, som han kunde seile i andre tre Dage: da bøiede Landet mod Østen, eller ogsaa løb der en stor Havbugt ind, hvilken af Delene vidste han ikke, kun vidste han, at han der maatte oppebie vestlig eller lidt nordlig Vind,[3] og at han seilede derfra østefter langs Landet, saa langt som han kunde komme i fire Dage. Da maatte han oppebie fuldkommen Nordenvind, thi Landet bøiede sig nu sydefter, eller ogsaa løb der en stor Havbugt ind – hvilken af Delene vidste han ei.[4] Han seilede derfra sydefter langs Landet saa langt han kunde komme i fem Dage. Da laa der en stor Aa[5] op i Landet. De styrede op i Aaen, fordi de ei turde seile videre af Frygt for Ufred, eftersom Landet var ganske bebygget paa den anden Side af Aaen.[6] Dette var det første bebyggede Land han traf, siden han forlod sit eget Hjem. Overalt havde han til Styrbord havt ubeboet Land, med Undtagelse af, at der var enkelte Fiskere, Fuglefængere og Jægere, det var altsammen Finner. Men til Bagbord havde han stedse havt det aabne Hav.[7] Bjarmerne havde bebygget deres Land godt; men did turde han og hans Mænd ei komme. Terfinnernes Land derimod var øde, undtagen hvor Jægere, Fiskere og Fuglefængere havde Tilhold. Bjarmerne berettede mangt og meget, saavel om deres eget Land og de tilgrændsende – –; det forekom ham som om Finnerne og Bjarmerne talte omtrent et og samme Sprog.
Paa Ottars Tid var der altsaa ikke mindste Tanke blandt Nordmændene om, at deres Forfædre skulde være komne den Vei, og ved Hvide-Havet fandtes ikke heller Spor af norske Folk. Men hvad jeg egentlig vilde have fremhævet, det er, at det Sømandskab, den Fortrolighed med Søen og det Herredømme over Havet, som gav Ottar og hans Skibskammerater Mod og Lyst til at udføre hine Opdagelses-Reises Vovestykke, maatte ikke have været mindre udviklet hos det Folk, som skulde være hjertet paa at udføre en fuldstændig Flytning ad den samme Vei (kun i omvendt Retning) med Kvinder og Børn, ja med Kreature til Besætning for paatænkt Gaardsbrug i det nye Hjem.
Men nu lægge man Mærke til, at Helgelændingernes Sømands-Dygtighed skulde være udviklet under et 1000-aarigt Ophold paa Norges Vestkant, ved Fiskeri udfor deres egne Kyster og ved Fart paa det sydlige Norge, hvor de kom i Forbindelse med Søfolk, som videre befor alle Nordens Have og hjemsøgte alle dets Lande; Ottar og hans Følgesvende kunde altsaa være i Besiddelse af al den Erfaring og Indsigt i Søvæsnet, som overhoved var til her i Nord-Europa paa deres Tid. Hint Urfolk derimod, som fra det Indre af Rusland kom ned til det Hvide Hav, havde jo aldrig seet Søen før, havde jo ikke Begreb om et Skib.
For dem maatte Begyndelsen være at skyde sine Flodbaade ud paa Søen; saa kunde de vel komme efter at forbedre Formen og bygge sødygtige Baade, og disse kunde jo Tid efter anden bygges større og større, saa der tilsidst kunde ligesom voxe ud et Skib. Og medens Baadbyggerne øvede sig paa sin Side, saa kunde de, som gav sig i Kast med Søen selv, samle paa den umaadelige Sum af Erfaringer som skral til for at manøvrere et Fartøi i Storm og Strøm, i Modvind og i Medvind. Saaledes var der vistnok Mulighed for, at Indlandsfolket kunde blive vant med Søn. Men i bedste Fald skulde der lang, lang Tid til, og den Øvelses-Plads, som Hvide-Havet skulde være for dem, var vel saa uheldig som muligt. Thi intet Folk øver sig dog i Søbedrift uden for den øieblikkelige Vindings eller øiensynlige Fordels Skyld. De nykomne Kystboere ved Hvide-Havet havde jo ingen Anelse om at Haalogaland var til, saa de kunde ikke falde paa at øve sig op for en utænkt Flytning til Søes. Søfarten maatte her som andetsteds begynde med Fiskeri; men Hvide-Havet er ikke indbydende; en stor Del af Aaret er det tilfrosset, og fiskerigt er det nok ikke paa nogen Aarstid.
Det staar altsaa ikke til at indse, hvorledes Urfolket ved Hvide-Havets Bredder skulde have vundet den Dygtighed og Dristighed paa Søen, at det skulde falde paa og virkelig være istand til at bygge sig en Flaade og omseile den uhyre vidtstrakte og vilde Ishavs-Kyst. Det er her ikke engang nødvendigt at erindre om det Tillæg til Vanskeligheden, som det maatte blive f. Ex. for den sidste af Stammerne, der skulde fortsætte Farten og seile alle de andre Stammer forbi, indtil den fandt sig et ubesat Land helt nede ved Stavanger-Fjorden.
Lad alligevel Seiladsen være udført.[8] Men saa gjælder min anden Bemærkning en Vanskelighed, som opstaar paa Grund af, at Flytningen skal være foregaaet Stammevis eller Fylkevis.
Naar Thrønderne og Raumerne o. s. v. maatte reise Haalogaland forbi af den Grund, at de allerede fandt den Strækning besat, saa maa dette først ankomne Fylke have været temmelig talrigt. Thi Strækningen er en 50 Mile lang, uden at regne de utallige Øers og Bugters Forlængelse af Kystlinien, og her ser ikke ud til at være for fuldt nu, da der boer en 100,000 Mennesker. De øvrige Fylker maa da ogsaa have havt en anseelig Folkemængde, siden de i saa kort Tid kunde udbrede sig over hele Landet. Raumerne f. Ex. skulle jo ikke alene have besat Romsdalens Fjorddistrikt saa fuldstændigt, at de Fylker, som kom efter dem, maatte drage forbi, men Afdelinger af Raumerne skulle jo tillige inden kort have udbredt sig over Indlandet gjennem Gudbrandsdalen ned over begge Sider af Mjøsen alt til Romerike og videre baade i østlig og vestlig Retning fra denne Vandringsvei af.
Saa stor Skibsflaade kan nu ingen af disse Stammer havt, at den kunde komme samlet paa en Sommer. Men ret mange Somre maa der heller ikke være gaaet hen mellem den første og sidste Hob af samme Stamme, saasom Samfundsbaandet og Stamme-Forfatningen derved vilde være blevet opløst. Ja, der maa ikke engang være gaaet ret lang Tid hen mellem den første og den sidste Stammes Flytning, saasom den Fællesbevidsthed, som forenede alle Stammerne til et stort Folk, og som vel netop har bevirket, at den følgende Stamme ilede efter den foregaaende, ellers vilde være bleven sløvet.
Nu tænke man paa Haalogalændingerne for det Første. De flytte i temmelig store Masser ad Gangen. De have opgivet al den Hjælp og Støtte, som ligger i Landsmænds Naboskab, og alle de Fordele, som det gamle Hjems kjendte Næringsveie frembød, og nu sætte de sig paa en fremmed Kyst, hvor de saa fuldstændig maa begynde forfra, at de allerførst maa opdage de Næringsveie, som kunne høre hjemme i det nye Land, eller ialfald den Drifts- og Brugs-Maade, som monne passe her.
Thi vel skulde Nybyggerne fra det tidligere Hjem af være fortrolige med Kreaturstel og Agerdyrkning og derfor, som erindret, have bragt med sig f. Er. Husdyr til Besætning paa de nye Gaarde. Men den Brugsmaade, som de havde fundet sig vel med paa de russiske Sletter, kunde vist ikke være praktisk i Senjen og Nordlandene, dette Klippeland med det sparsomme Jordsmon.
Norge er i den Grad et Land for sig selv i dette Stykke, at saa at sige hver Bygd, ja fast hver Gaard og paa mange Steder hvert Bakkeheld og hver liden Dal paa en og samme Gaard vil have sin særskilte Brugsmaade for at lønne Brugerens Møie, og forud for hver Bygds Bebyggelse har derfor maattet gaa en opmærksom og vedholdende Iagttagelse, som tilsidst har opdaget, paa hvad særegen Maade det hele Stel maatte indrettes.
Og Fiskeriet? Det har været anført til Støtte for denne Anskuelse om Indvandringen, at jo Lofot-Fiskeriet, et af de rigeste i Verden, maatte lokke de Indvandrende.
Men Lofotens Skrei, hvis Stimer gaa i mange Favnes Dyb, og hvis Tilværelse ikke ligesom Sildens røbes formedelst ledsagende Maage-Sværme, kunde have søgt ind under Land i mange Vintre uden at være bleven bemærkede af Strandsiddere paa nærmeste Land, og Nybyggerne kunde have boet i lange Tider i de Strøg, som vare mere skikkede for deres gamle Hovednæring eller Gaardsbrug, forinden det faldt nogen af dem ind at flytte ud og være Strandsidder paa Lofotens afskrækkende Kyst.
Og naar saa endelig dette Fiskeri var blevet opdaget, saa var det ingenlunde strax nogen Kilde til at øse Rigdom af. Nu er det en Rigdoms-Kilde, nu, da man har fuldt op af Hamp til Liner og Garn, og nu, der er Handel til at omsætte Produktet, ved Salg alt til Spanien og Middelhavet. Men da?
Haalogaland yder ikke noget overflødigt Velvære for sin nuværende Befolkning, og naar Almuen endda frister Livet saa vidt, saa skyldes det alle de foregaaende Slægters nedarvede Erfaringer om, hvorledes Landets Næringskilder skulle nyttes. For at seile fra sit Hjem og drive Lofotfisket f. Ex. gjælder det om at kjende hvert Skjær, hvor Baaden kan støde, hvert Fjeldskar, hvorfra et farligt Vindstød kan ventes, hver Fiskegrund, hvor Fiskens usynlige Stimer pleie holde sig. En ung og rask Person kan vistnok blive en fuldøvet Lofot-Fisker paa 5 Aar; men det sker kun ved opmærksomt at tilegne sig det Skjøn og den Indsigt som Aarhundreders dyrt kjøbte Erfaring har opsamlet.
Til at dyrke Jorden, til at bygge Baade og Huse, har man behøvet allehaande Redskaber af Jern. Der maatte ny Forsyning til hvert Aar. Hvor fik de første Slægter af Nordmænd sit Jern fra, da de havde afskaaret Forbindelsen med sit oprindelige Hjemland og endnu ikke vare blevne rigtig hjemme i Norges Indland og endnu mindre havde kommet sig i Handelsforbindelse med andre Lande paa denne Side Nordkap? I Skovene omkring Valders og Gudbrandsdalen og Østerdalen er der mange Tegn og Mærker at se efter de Gamles Arbeide med at smelte Jern af Myrmalm. Men ude paa Kysten har man ikke kunnet vente, indtil Folk havde fundet frem til disse Indlandets Dale og der opdaget Malmen i Fjeld-Myrene, som de kanske endog selv maatte udfinde den Kunst at smelte. Det skulde være artigt at vide, om der i Haalogaland og ellers langs Kysten, altsaa i Nybyggernes første Hjem, findes Tegn til, at man ogsaa her har drevet paa denne Tilvirkning. Have Kystbeboerne forstaaet Kunsten, saa kan denne endda være bleven lært og indført søndenfra i en senere Tid. Have de ikke forstaaet den, saa have vi her et Exempel paa, hvor overmaade vanskeligt det falder at begribe, at de saa hurtigt og uforberedt ankomne Skarer af Nybyggere have kunnet bjerge sig i det nye Hjem.
Der er overhoved en himmelvid Forskjel mellem at flotte hen til et beboet og til et ubeboet Land. Hist ere de store Næringsveie allerede opdagede, og de Nykomne behøve kun at lade sig lære af Landets Folk; her derimod maa Nybyggerne selv gjøre Opdagelserne. I et beboet Land kan (det er der mange Exempler paa fra de virkelig bekjendte Folkevandringers Tid) et helt Folk trænge erobrende ind og finde Bordet dækket og Alt beredt; i et ubeboet Land synes det, at Nybyggerne ikke vel skulde komme ud af det uden saaledes, at de drage ind enkeltvis og ikke fjerne sig længere fra sine Landsmænd og Slægtninger, end at de bestandig kunne støtte sig til disses Naboskab.
At finde frem i vort vidtløftige og overhaands besværlige Land, at trænge ind i hver eneste Bygd og beseile hver Fjord og hver Ø, at udforske Fiske-Grundenes og Dalenes og Sæter-Viddernes Herligheder og komme efter at gjøre sig dem nyttige, at opdage Næringsveiene og udfinde hensigtsmæssige Brugsmaader, alt dette har Folk været drevet til ved Selvopholdelses-Driftens Spore, og den Sum af Tænksomhed og Opfindsomhed, af Anstrængelse og Møie, som det uhyre Værk har krævet, er, hvad man kan kalde det norske Arbeide. Men det er som at slaa en Streg over dette Arbeide, naar man tænker sig Landet befolket uden videre, af store Skarer, som pludselig ere komne til Kysten og med engang have fundet sig tilrette mellem Klipperne. Her forekommer det mig, at den omhandlede Anskuelse om Nordmændenes Indvandring har et meget svagt Punkt; det er en Mangel, omtrent som om Nogen vilde afhandle Spørgsmaalet om et Folks Afstamning fra et andet uden at tage Hensyn til et saa vigtigt Mærke som Sprog-Ligheden. Netop Undersøgelser om Sproget spiller en meget vigtig Rolle ved Bevisførelsen for den hele Anskuelse om Nordmændenes Indvandring; men der tænkes lidet paa og tales lidet om saadanne Ting som at faa bygget Skibe til den lange Flytning til Søes eller at faa opalet Kreature og opbrudt Ager i det nye Hjem, saaledes at der blev Noget til Livs-Ophold.
Jeg kommer nu til min tredie Bemærkning.
Ifølge Anskuelsen vare Nordmændenes og Svenskernes Forfædre sammen i det Indre af Rusland, og de skiltes, idet Svenskerne satte over Aalandshavet og sloge sig ned i de frugtbare Egne omkring Mælaren for derfra at udbrede sig over alt Landet, Nordmændene derimod gik den oftnævnte nordlige Vei til Hvide-Havet og derfra Søveien til det nordlige og vestlige Norge og tilsidst herfra ned igjennem Østlandets Dalfører, saa de norske Stammer, som havde trængt længst frem, omsider stødte sammen med svenske Stammer i Egnen omkring Viken, i det nuværende norske Landskab Smaalenene eller i det svenske Vermeland eller Bohuslen.
For Nordmændene især blev dette en overmaade lang og derhos meget prøvsom Vei. Oprindelig et Indlandsfolk maatte de ved Hvide-Søen gjøre sig fortrolige med Havet, som skulde blive deres Vandrings-Vei, og de Afdelinger af Stammerne, som fra Vestlandets Fjorde af skulde befolke Østlandet, maatte atter undergaa den Forandring at forvandles fra Søbønder til Døler.
For at sætte sig ind i, hvad Indfivdelse saadanne Om- skiftelser maatte have, kan man tage et ganske simpelt Exempel.
Det skulde være i Hvide-Havet, at det fordums Indlandsfolk fandt paa at omdanne Flodbaaden til en sødygtig Baad, med Seil og Styre. Alle de Indretninger, som høre hertil, kunne gjøres paa yderst forskjellige Maader; dels siger det sig selv hvordan de maa være efter Farvandets særegne Beskaffenhed, dels kommer det meget an paa et Træf, hvad man først finder paa og vænner sig til med. Og endnu større Spillerum er der for alskens Uligheder, naar der endvidere skal findes paa Navne for de mange Indretninger og Haandgreb, som Seiladsen kræver. Men nu er der jo al Rimelighed for, at naar langt om længe en Baad og et Baadmandskab med denne Oprindelse kom i Lag med en svensk Baad, som monne være udviklet i Østersøen, saa vilde der være Ulighed paa ethvert Punkt, baade i Tingene og i Tingenes Navne – ligesom der den Dag idag er stor Ulighed imellem Nordsøens og Middelhavets Baad-Stik.
Men netop saaledes skulde man vente, at der ved hint Møde maatte vise sig megen Ulighed mellem de længe adskilte og meget prøvede Stammer, Ulighed om ikke just i deres Grundvæsen, saa dog paa hvert Punkt af deres Udvikling, i deres Brugsmaade med Hensyn til Næringsveiene, i deres Sprog, i deres Samfunds-Indretninger og Folke-Skik, og de maatte føle sig som temmelig fremmede for hinanden.
Men saa langt op i Tiden, som man nu veed, synes der at have været lige saa meget og ligesaa venskabeligt Samkvem mellem Nordmændene paa den ene og de Svenske og Danske paa den anden Side, som der var mellem de norske Stammer indbyrdes, før de bleve forenede til eet Rige. Ja, dette Rige fik jo endog sin Kongestamme fra Sverige; den var et yngre Skud af den gamle svenske Konge-Æt. Og naar vi betragte de efterladte Beretninger om Folkenes Leve-Skikke og Samfunds -Indretninger, fremdeles de gamle Sprogværker og Oldsager af Vaaben og Redskaber, saa faa vi jo det bestemte Indtryk, at der har været den største Lighed, som om de to Folk aldrig havde været adskilte. Endnu den Dag idag er jo Svensk og Norsk et og det samme Sprog, kun at Skriftsproget har formet sig noget forskjelligt og dette igjen har paavirket Talesproget noget; men i Fortiden var Sprog-Enheden endnu mere umiskjendelig. Den Smule Ulighed, som der monne have været mellem svensk og norsk Sprog og Skik, var ikke anderledes end den Bygde-Forskjel, som vi kjende i vort eget Land, og som følger med Udbredelsen over Landets store Vidde.
Min fjerde og sidste Bemærkning er hentet fra en Kjendsgjerning i Maalselvdalen.
Denne skjønne Dal udmunder i Malangen eller den før omtalte Fjord, som nu danner Nordgrændsen for Senjens Distrikt og i Oldtiden dannede Ydergrændsen for hele Haalogaland. Men man behøver dog ikke drage helt op til Malangen for at komme til Maalselvdalen eller dens Sidedal Bardodalen; thi fra Vaagsfjorden (saa kaldes det Farvand, omkring hvilket det før omtalte gamle Distrikt Amd var beliggende) skjære to mindre Fjorde sig ind og de fra dem opgaaende smaa Dale føre bekvemt over til baade Maalselv- og Bardo-Dalen. Disse sidste danne saaledes Indlandet for hint Vaagsfjordens Sødistrikt, hvor jo de først ankomne Haalogalændingers Sæde skal have været. Og det samme Indland er temmelig betydeligt, da de nævnte to Dale med nogle mindre Sidedale nu for Tiden ere beboede i en Længde af vel en 12 Mil tilsammentagne.
Men det er et Nybyggerfolk, som har sat sig her, og det formedelst Indflytning fra fjerne Egne. Thi uagtet de nærliggende Søbygder skulde have været Norges ældste, saa har Folket der dog ikke ændset dette Indlands Herligheder, og det blev liggende folketomt indtil Slutningen af forrige Aarhundrede. Da var det, at Distriktets Foged, den fortjente Holmbo, fik en Del Husmandsfamilier fra Østerdalen herop, og efter denne Begyndelse strømmede flere til, mest fra samme Sted, nogle ogsaa fra Gudbrandsdalen og andre sørlandske Bygder, og Folketallet voxede saaledes:
| 1787: | 7 Husholdninger, | |||
| 1800: | 37 | – | 196 | Mennesker, |
| 1827: | 128 | – | ? | – |
| 1835: | 170 | – | 1080 | – |
| 1845: | 238 | – | 1564 | – |
| 1855: | 417 | – | 2470 | – |
| 1860: | ? | – | 2668 | – |
Et yderligere Degn paa Bygdens Trivsel vil man finde i følgende Opgaver over det paafaldende store Overskud af Fødte mod Døde:
| Ægteviede i 1855–60: | 120 | Par |
| Fødte i samme Aar: | 524 | Børn |
| Døde – –: | 160 | Personer. |
Hver af de to Hoveddale har faaet sin Kirke, og begge Sogne danne et Præstegjeld. En tredie Kirke er paatænkt. Dalens Hoved-Strøg har faaet en tidsmæssig Vei. Bygden udmærker sig fremfor de øvrige Bygder her nord med sine vel dyrkede og vel bebyggede Gaarde, og man ser strax paa Bønderne at de stille sig fra Nabolagets Søbønder. Det er et Stykke Østerdalen og Gudbrandsdalen, som er flyttet herop, og for Sørlændingen, som reiser i disse nordlige Egne, danner det en behagelig Modsætning til Søbygderne; Landet synes ham behageligere og Livet forekommer ham lykkeligere her end ude ved Søkysten.
I Samtale med nogle af Maalselvdalens forstandige Bønder yttrede jeg Undren over, at Søbefolkningen derude havde ladet disse Herligheder ligge uændsede. Nei, de lo, og fortalte, at naar Folk fra Søkanten i et eller andet Erinde kom op i Dalene, saa ynkedes de over dem, som skulde bo her, saa langt fra Søen; de kunde ikke begribe at Folk kunde holde det ud. Jeg fik altsaa ikke alene høre gjentaget den almindelige Dom om Nordlændingen at hans hele Hu staar til Søen, saa det er ham en Gru at grave i Jorden, – men ved at se for mine Øine det lykkelige Liv, som disse Indlandets Bondefamilier leve, blev det mig anskueligt, hvor besynderlig stor hin Ulyst til Landlivet maa have været; jeg fik ligesom et Maal paa dens Størrelse ved at se, hvilke Herligheder det er, som Indlandet i Aarhundreder har budt de nærboende Bønder, men budt dem forgjæves.
Nu er jo ikke det endda saa besynderligt, at Kystboere, som engang have faaet Ulyst til Landlivet foretrække at holde sig til Søen. Men besynderlig og uforklarlig bliver Tingen, dersom det skal være saa, at Haalogaland var Landets ældste Bygd, bebygget af et Folk, som ikke alene oprindelig var fortroligt med Landlivet, men som under sin videre Udbredelse sydover var meget snart til at gaa op igjennem Dalene.
Thi her i det sydlige Norge, selv længst inde mellem Fjeldene, er der neppe et Kirkesogn, uden at det var fuldt befolket alt i Hedenskabets Tid eller saa langt op i den graa Oldtid, som man nu har Besked om. Og Rydningsmændene her skulle stamme fra Haalogaland; men lige i sit Naboskab skal selve Moderstammen, eller dog den Flok, som gik i Spidsen for Udvandringen have ladet et betydeligt Dalføre ligge folketomt som tilsidst med sit indbydende Rydningsland skulde lokke Nybyggere op langt søndenfra!
Men jeg synes, jeg forstaar det altsammen, naar jeg tænker mig hele Norges Bebyggelse foregaaet fra Syd mod Nord.
Naar det omsider var kommet saa vidt, at hvad vi nu kalde Throndhjems Stift var blevet nogenlunde besat, saa kunde der tilsidst danne sig en egen Befolkning af fattige Søbønder og Fiskere paa de yderste Næs og Øer, og af dem kan nu en, nu en anden have gjort længere Toure nordover og fundet nye Fiskevær, hvor de lidt efter lidt have sat sig ned. Kysten fra Smølen eller Hitteren op over til Lofoten og Senjen er lang, og der har neppe været synderlig Trivsel blandt disse Strandsiddere, ja, de mange Forlis under den farlige Bedrift have ligefrem modvirket Folkeformerelsen ved at rykke bort Folk i deres bedste Alder; der har da gaaet Menneske-Aldere og vistnok Aarhundreder hen, inden Bebyggelsen har naaet op til Lofoten og Senjen; men formedelst saa lang Tids Vane kunde det vel ske, at Søbedriften blev disse Fiskeres anden Natur, saa de tilsidst vare baade ulystne og uskikkede til al anden Dont og overlod det til Kvinderne at stelle med Kreaturerne og Agerflekkerne, som jo ikke ganske kunde undværes.
Vistnok var der allerede saa tidlig som paa Harald Haarfagers Tid enkelte anseelige Gaarde i Haalogaland med temmelig stor Kreaturbesætning og Kornavl. Men det var Høvdingernes. Man maa ikke dømme Tilstanden blandt Almuen derefter. Det er ligesom i vore Dage her nord, at Folk med mere Magt, Proprietærer, Handelsmænd og Embedsmænd, have sine Gaarde i ganske anden 139
Stand end Almuesmanden. Det kan man ogsaa mærke, at eftersom Fisket slaar godt til, og Handelsforhøldene ud- vikle sig gunskigt, saa Fiske-Almuen nu i en Bygd, nu i en anden kommer ud af Ärmoden, saa er det, som at og- saa Folks Sind og Sands arbeider sig ud af Ensidigheden, og man faar mere Øie før det forsømte Jordbrugs Nytte og Hygge. Men i hine Tider, da Fiske- Handelen næsten ikke var tænkt paa, da Fiskerne altsaa levede i de usleste Kaar, da har endog hans Ryg og hans Arm manglet Muskler til at udholde det tyngere Arbeide at bryde Jorden, og endnu mere har hans Tanke manglet Kraft til at bryde sig en anden Bane, end den, han saa for sig fra Barnsben.
Hin Ulyst til Jordbrug, som før den førfte Betragt- ning er saa yderst paafaldende og i ethvert Fald kræver sin Forklaring staar altsaa for mig som den rimelige Virk- ning og endnu ikte ganske overvundne Eftervirkning af den usle Tilstand, hvori de Folk have befundet sig, som ikke vidste noget Bedre end at drage søndenfra til de altid mere og mere ublide Egne mod Nord, og at friste Livet med Fiskeriets altid usikre og dengang saare lidet lønnende Bedrift.
Istedetfor fra Egnen om Throndenæs af at udbrede sig over Maalselvdalens tilgrændsende Indland, fortsatte Fiskerbefolkningen der med at udbrede sig rimeligvis med tiltagende Langsomhed, men i samme Retning, fra Fiskevær til Fiskevær alt til Finmarken, for der at friste en endnu uslere Tilværelse, og ikke alene gaa op i Fiskeri-Bedriftens Ensidighed, men fast gaa tilgrunde i baade legemlig og aandelig Sløvhed. Det er ordentlig ængsteligt at høre de mange Træk, som fortælles om den mislige Tilstand mellem de indfødte Norske her. Aarlig kommer Forstærkning af nye Indflyttede søndenfra; men det er som en uundgaaelig Skjæbne, at deres Efterkommere i andet eller tredie Led ere samme Usseldom hjemfaldne; men det mener jeg ogsaa er en Kjendsgjerning, at jo længere man kommer mod Nord, desto mindre er ikke alene Landet af Naturen skikket for Jordbrug, men desto mindre er ogsaa Folket formedelst hine ulykkelige Indflydelser bleven oplagt til det. Fiskeren kan om Aftenen sætte sine Redskaber i Søen og vente en Fangst den næste Morgen, men Jordbrugeren maa gjøre et stort Udlæg af Arbeide om Vaaren og kan ikke høste før det bliver Høst, og det er dette Udlæg og denne Udholdenhed, som den forarmede og sløvede Fisker føler sig afskrækket ved.
Men paa denne Maade er det naturligt nok, at Maalselvdalen ligesom blev glemt for en lang Stund, saa den først nu blev optaget, nu i vor Tid, da Forholdene have forandret sig saa mærkværdig, at de sidste Hobe af sørlandske Nybyggere paa Veien til Dalens prægtige Urskov endog ere blevne befordrede med Dampskib. Maalselvdalens Bebyggelse kan betragtes som den sidste, i Nutiden faldende Gjentagelse af dette langvarige Rydnings- og Bosættelses-Arbeide, som begyndte i en fjern Oldtid og mere og mindre jevnt har skredet frem fra Dal til Dal, fra Næs til Næs, søndenfra og nordover.
Vil man gjøre mig Følge og besøge en af disse Nutidens Rydningsmænd, en af de sidste blandt disse Millioner, hvis Haardførhed og Tænksomhed har gjennemforsket vort Norge og forvandlet dets Vild-Mark til et Kongerige? Det er Maalselvdalens Ordfører, Erik Andersen Sandeggen, vi skulle besøge. Jeg bøiede af fra Hoveddalen for at ride op i den Sidedal, hvor Sandeggen ligger, og mødte saa Manden, som havde et Erinde ud i Bygden; men trods mine Indvendinger vendte han om og ledsagede mig til sit Hus. Han var ogsaa til Hest, og det blev mig en interessant Ridetour i denne Mands Selskab. Ved hver Gaard, vi kom forbi, vidste han at fortælle mig dens Oprydnings Historie, og under hans Forklaringer om Jordsmonnets Beskaffenhed o. s. v., syntes jeg at se Emner til en hel Bygd i de Skovstrækninger, som endnu holdt Gaardene saa langt fjernede fra hinanden. – Erik Andersen er Husmandssøn fra Opdal i det Throndhjemske. Som 16 Aars Gut skulde han ud at prøve sin Lykke i Verden, og Andres Exempel trak ham hid til Maalselvdalens unge Bygd. Ankommen her havde han 12 Spdlr. i Penge og et Ombytte af Klæder. Men unge Folk vare velkomne, og han fik strax Plads som Tjener hos en Bonde. Efter en nordlandsk Skik, som de sørlandske Bønder tildels have taget efter, leiede Husbonden ham bort under Lofot-Fisket, som Rorskarl paa en Fiskebaad; Høvedsmanden paa Baaden var endda en Fin. Han sled ondt denne Vinter, Gutten. Siden gjorde Præsten ham til Skolelærer, og han fik endog Ansættelse som Kirkesanger. Men der var vel mere af en Rydningsmands Art i ham, han sluttede med Bestillingen og blev Jordbruger. Det var i 1841, og han var da 23 Aar. Begyndelsen var saadan: han fik sig et urørt Stykke Land at begynde med, og derhos fik han sig en jævngammel og modig Hustru; de To vare sammen om at bjerge noget af det forunderlig høie og frodige Græs, som voxer i Birke-Lierne her, og af et gammelt Hus, som han kjøbte, fik han sig sat op et Fjøs til de faa Husdyr, han og hun havde lagt sig til hver paa sin Kant, og i dette samme Fjøs levede de et nøisomt Liv den første Vinter.
Det morede mig at høre Erik fortælle, hvor besynderlig vanskeligt det var at vælge Tomter til dette Fjøs og dermed til den nuværende Gaard. Man skulde mene, at det maatte være en ligesaa let som fornøielig Sag, men jo mere han gik frem og tilbage i sin Skov og tog alle Ting i Betragtning, des vanskeligere blev det ham at gjøre Valget mellem de Steder, som bød sig frem. Han maatte hen og faa en erfaren Nabo med paa Raad.
Det var en underlig Julaften, den i Fjøset, sammen med Dyrene. De kunde dog ikke klage heller; for Jesus kom jo til Verden i en Stald; men de stundede alligevel til at faa det anderledes.
Næste Jul var der ogsaa et særskilt Stuehus færdigt. Jeg har aldrig hørt om et saadant Hus før: det var af Birketræ. Thi Furuskoven, som ellers har været saa udbredt her i Dalen, manglede undtagelsesvis paa Eriks Grund, som derimod vel kunde kaldes et Birkens Hjem.
Birkehuset, som naturligvis var lidet, blev nogen Tid efter afløst af et andet, og dette igjen omsider af den Stuebygning, som staar nu, og som skulde tage sig godt ud i hvilkensomhelst Bygd. For et Par Aar siden blev hele Husklyngen offentlig taxeret for ikke mindre end 1060 Spd.
Indtil for en 5 Aar siden var Sultfodring den almindelige Regel i Maalselvdalen (og det har den vist været fra Oldtiden i alle vore Bygder). Men efter et Besøg af Jensenius (her er et Exempel paa, hvorledes Forholdene have forandret sig) har Erik for Alvor indført den nye Maade at drive mere paa Foderavl og endda holde færre Kreaturer. Nu føder han godt 2 Heste, 14 Kreaturer og omtrent saa mange Stykker Smaafæ.
Intet Aar har Egnen lidt saa meget af Frost, at den jo har givet frøført Korn. Nu paa nogle Aar brødføder Gaarden sig. Da jeg var paa Sandeggen, var der af Ager 14 Maal Byg, 1 Maal Sommer-Rug, 2 Maal Potetes, 12 Maal Næper.
Hvad der har befordret Erik Sandeggens som de fleste herværende Bønders Fremgang som Rydningsmænd, det er, at Dalen har havt Rigdom af skjøn Skov, og Tromsø By har behøvet meget Tømmer. Uden denne Binæring (som Erik drev ved at leie Skov paa Andres Grund) skulde han vistnok længe have maattet finde sig i Begyndelsens store Tarvelighed.
Indtil 1851 sad Erik her som Rydningsmand paa Statens Grund; da fik han Skjøde paa Eiendommen, og det for den Kjøbesum 75 Spd.
Og som Kronen paa Velsignelsen maa jeg endnu nævne, at nu nylig har Erik gjort et Besøg i sin Fødebygd og ført med sig hjem til sit Hus sin gamle Moder, som var bleven Enke og nu indtager Bedstemoderens Hædersplads hos den kjærlige Søn. Der er mange Fortællinger om fattige Børn, som bleve til brave Mænd og nød den Lykke at kunne „tage til sig“ sine gamle Forældre; men her kan jeg tilføie et vakkert Træk af Eriks Forældre selv: i sine Husmandskaar vidste de dog at afse noget til Sønnens Uddannelse, paa den Maade, at de fik ham i Huset paa Gaarden Sæter i Opdal og holdt ham selv med Kost, medens han var der for at nyde Undervisning hos Brødrene Per og Ingebret Sæter – den sidste er ham, som blev Storthingsmand, og begge vare Elever af Præsten Rønnau, som havde en egen Maade at vække Fremskridtsaand og Selvvirksomhed hos opvakte Bondegutter.
Jeg blander dette ind i vor Rydningsmands Historie, til Mindelse om, at det har været noget mere end den blotte Arm-Styrke, som har ryddet og dyrket vore Bygder og dannet vore Herreder og Kommuner.
Da jeg havde vederkvæget mig med Mad og med Drikke i Stuen, og saa vandret omkring med min Vært paa hans Marker, og endelig sad sammen med ham oppe paa Bakken, ah, hvor frydede sig da mit Øie og mit Sind ved at skue det Hele den vakkre Gaard midt i Sol-Lyset, den frodige Birkeskov rundtom, de høie Fjeldtinder ovenover, med Bræer, som tittede ned over Kanten – Bræer, som indtil for 20 Aar siden havde seet sin gamle Bekjendt Bjørnen holde til paa disse Kanter, men nu med Undren saa dette virksomme og pyntelige Menneskeliv, og hørte Lyden af Kjøernes Klokker og af Fæhundens Bjæffen. Alt var mig saa norsk, Dalen, Gaarden, Manden.
Jeg skuede videre, ud over Dalen, længere tilbage end til Eriks Begyndelse; jeg saa de mange Rydningsmænds Arbeide alt Norge over, langsomt fremskridende, med en Hær af Savn og Møie, som hint ene Aars Logis i Fjøset kun var en fornøielig Mindelse om, men ogsaa med et Mod og en Forstand, som vandt tilsidst.
Ja, denne Landets fremskridende Bebyggelse, fra Bygd til Ubygd, fra Sverige med Danmark til det sydlige Norge og herfra til de nordligere Egne, den staar saa klart for min Sands, og de mange Syner af Strid og af Seier fængsle Sindet, og Forskningen anspores til at følge det begyndte Værk i dets Udvikling gjennem Tiderne alt nedover til dets endnu vedvarende Fortsættelse i den nuværende Slægts og fornemmelig den egentlige Almues Arbeide. Thi fra den Tid (og naar jeg tænker paa, at allerede ved den historisk bekjendte Tids Begyndelse eller for en 1000 Aar siden var Norge, paa de aller nordligste Egne nær, fuldt bebygget og dets vigtigste Næringsveie i fuld Drift, og den huslige Tilstand og daglige Levemaade i Hovedsagen saadan, som den endnu kan sees blandt vore mere gammeldags Bygdelags Almuer, saa er jeg tilbøielig til at sætte Begyndelsen meget længer op i Tiden, end der er gjættet paa i hin omhandlede Anskuelse) – fra den Tid, siger jeg, da den første Rydningsmand satte sin Fod i vort Land, og indtil nu, da Landets Herligheder ere saa vidt tilgodegjorte og allehaande Søbedrift og Landbedrift er saa vidt udviklet, har der dannet sig Noget, som hører Norge og dets Folk til som dets Eiendom og Ære, og det er det, som jeg allerede ovenfor bar hentydet til under det Navn: det norske Arbeide, med dets særegne, af Omstændighederne krævede og efter Omstændighederne afpassede Driftsmaade, og med dets eiendommeligt omdannende Indflydelse baade paa Landet, som skulde blive mere og mere skikket til at tjene Folket, og paa dette Folk selv, som skulde blive mere og mere skikket til at opfylde Landet og gjøre sig det underdanigt.
Men netop dette store Bebyggelsens Arbeide er det, som er blevet mindst tænkt paa under Udviklingen af den Anskuelse om Nordmændenes Indvandring, som har til Kjendings-Mærke, at Haalogaland skulde være Landets ældste Bygd.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Nu menes med Helgeland kun den sydlige Del af Nordlandenes Amt; men under det samme Navn (eller Haalogaland, som det da lød) indbefattede de Gamle baade hele dette Amt og dertil Distriktet Senjen sydligst i Finmarkens Amt.
- ↑ Uddraget er efter Prof. Munch Oversættelse af Alfreds Skrift.
- ↑ Jeg tænker mig, at det var ved Vardø, Munch mener: Nordkap.
- ↑ Det var virkelig en Havbugt, det Hvide Hav nemlig.
- ↑ Dvina, som kommer fra det Indre af Rusland. Der ligger Archangel nu.
- ↑ Ikke paa den anden Bred af Aaen, men langs Kysten hinsides Aaens Munding. Folket her var de strax omtalte Bjarmer.
- ↑ Saa langt som til Nordkap har han kunnet seile indenfor en Række af store Øer; men saa langt pleiede maaske ogsaa hine Hvalfangere at fare. Østen for Nordkap derimod er der fast ingen Øer.
- ↑ Nogen kunde jo mene, at hele Seiladsen kunde ganske undgaaes ved at vælge den anden Vei, som først var foreslaaet, den til Bunden af den Botniske Bugt og saa op gjennem Lapmarken. Men foruden at vel selve denne Vei gjennem et ufrugtbart Skovland har sine Betænkeligheder, saa opstaar der en dobbelt Vanskelighed for de Indflyttede, naar de ad denne Vei naa frem til Haalogaland. Der er for det Første dem, som først komme og som skulle forblive her, Haalogalændingerne selv: de have aldrig seet Havet før nu, men for at skaffe sig det Fornødne til Livs-Ophold maa de nødvendig være fortrolige med baade Fiskeri og anden Søbedrift, og den under min anden Bemærkning fremhævede Vanskelighed med Hensyn til Næringsveiene bliver altsaa forhøiet for dem. For det Andet er der de følgende Stammer, Thrønder, Raumer o. s. v., som kun passere Haalogaland paa Gjennemreise og skulle drage videre til Søes: den under min første Bemærkning paapegede Vanskelighed med Skibsbygning og Seilads møder nu dem. Thi de lidt iforveien ankomne Haalogalændinger ville have nok at gjøre med sine egne Sager og kunne ikke yde stor Hjælp til Befordring af disse Stammer, som jo ere saa talrige, at de inden faa Menneske-Aldere skulle have opfyldt hele Norge. De maa aabenbart befordre sig selv, bygge og tiltakle Skibe og sætte sig ind i den hele Kystfart, og det saa fuldstændigt, at de baade kunne faa Mod til at begynde den og Dygtighed til at overvinde dens Farer.