Norge, Sverige og Danmark
Jeg var ifjor (1862) i London samt derefter i Kjøbenhavn og Stockholm, og nu i sidste Sommer (1863) var jeg helt oppe ved Nordkap – og jeg vil fortælle lidt.
Hvad der paa Londons-Reisen overraskede mig allerførst, det var de store Arbeids-Heste, jeg saa paa Bryggen, der jeg steg i Land i Byen Hull. Thi medens jeg var forberedt paa at se store Huse og lange Gader og mange Mennesker i Gaderne, saa havde jeg enten slet ikke eller kun flygtigt hørt om disse Heste. Voxne Mænd tog sig ud som Gutter ved Siden af dem, der var noget Elefantagtigt ved dem; Alting var saa bredt og mægtigt. Der skal sagtens Foder til slige Dyr, men de kunde da ogsaa trække Læs!
Nogle Øieblikke efter, og jeg sad i Jernbane-Vognen og kjørte afsted. Men hvad er det? hjemme i Aker havde jeg neppe seet et grønt Straa endnu, og her stod Buskene og Lundene med tæt Løv, og Hvede-Agrene vare grønne! Stakkels Norge med din lange Vinter og sene Vaar! – Og nei og nei, hvilket Land der udbreder sig for mig, alt som jeg kjører frem fladt Land og frugtbart Land, dyrkbart og dyrket, paa de Tomter nær, som der staar Huse paa, eller hvor Veien ligger, og paa nogle Lunde og Smaa-Skove nær, som man aabenbar har sparet – og dette varer ved, Mil efter Mil, saa langt Øiet rækker ud over Sletten. Men i Norge (thi aldrig har jeg tænkt saa meget paa Norge som her i England – Øinene saa paa det Fremmede, men Tankerne tænkte paa Hjemmet) – i Norge er det jo kun smaa Pletter hist og her, som ere dyrkede og kunne dyrkes. Jeg siger kun smaa Pletter, som Undtagelser fra det Hele. Thi kunde vi gaa op i en Luftballon og se ned fra en passende Høide, saa vilde hele Akers-Bygden, ja hele Hedemarken vise sig som en Plet ved Siden af Skovene og Sætermarkerne og Fjeldvidderne; og reiser du hen over Vestlandet, saa vil Taarerne komme dig i Øinene ved Synet af disse Agerlepper, som næsten maa graves op med Fingrene, thi Ploven kan ikke snu og vende sig mellem Klipperne, som stikke op allevegne. I Hardanger og Sogn tales der om, hvor skjønt Gaardene ligge ved Foden af det mægtige Fjeld – nei, det er bare en Taa, som stikker frem hist og her, og ikke en Fod, saa liden er mangesteds den Bakkeskraaning, som en Familie af Mennesker og af Gjeder klynger sig fast til. Jeg maatte tænke paa Dig, min kjære Anders Andvord i Lom – Du viste mig engang de store og lange Hobe af Sten, tre Alen høie og tre Alen brede, som du i din lange og virksomme Gaardbrugertid havde brudt op af Jorden for at rydde den til Ager – og se her paa de engelske Sletter: hist og her har man gravet sig ned i Agermulden, som i en Brønd, for at hente op af et Stenbrud kostelig Sandsten, til de Paladser, som bygges i Byen tæt ved, og i Nærheden er der andre Gruber, hvor man henter Malm, og atter andre, hvor man forsyner sig med Stenkul til at smelte Malmen til Jern – til Jernbaner. Altsaa, istedetfor unyttig Sten i Ageren have de under Agermulden et Berg, som ikke alene ikke er i Veien, men er Guld værd.
Nu med engang midt ind i London! Gade, Gade, Gade, trange Gader (thi her er knapt om Rummet, og Husene maa gjøre sig smale) – og for Alvor fuldt af Mennesker i Gaderne og af Heste og Vogne, rimelige Vogne, og Vogne som Huse, med to Etager og fulde af Mennesker! Jeg har undertiden tilbragt en Maanedstid i et Præstegjeld hjemme i Norge, for der at sætte mig ind i, hvordan Tilstanden er blandt Folk – men her, bare jeg dreiede mig om et Gadehjørne eller gik omkring et Kvartal, saa var det som et helt Provsti eller Amt. I Londons By er der nær dobbelt saa mange Mennesker, som i alt Norges Land, og i Industriudstillingens Bygning vare vi undertiden sammen paa en Gang saa mange som Christianias hele Indbygger-Tal.
Og al Herligheden i den norske Afdeling i samme Bygning tog sig ud ved Siden af den engelske eller franske Udstilling som det Løsøre, en Husmandsplads kan eie, ved Siden af Herremandens. Jeg gjorde mig Flid for at forklare dem, jeg traf (men hvormange kunde det blive?), at vilde de have Begreb om Norges Arbeide, saa maatte de ikke se paa Udstillingen her, saasom vort meste og kanske bedste Værk er saadant, at det ikke kan stilles til Skue i et Hus – de maatte gaa med ud paa et Arendals Skib i en Storm paa Atlanterhavet, eller vove sig med i en Nordlands Fiskebaad og holde ud et halvt Aars Tid i Træk med Fisketoure henover en Kyst paa en 1000 engelske Mil. Men naar jeg saaledes i en god Mening pralede af vore Fiskeres Bedrift, saa maatte jeg hemmelig kjæmpe ned den vemodige Tanke, at samme Bedrift er saadan, at den Haardførhed og Dristighed og Dygtighed, som den kræver, endnu maa overgaaes af taalmodig Nøisomhed, og den praler ikke, sukker ikke heller, men tier – under de overmaade tarvelige, ja fattige Kaar.
Jeg var da ogsaa ude i en af disse Orlogshavne, hvor Pantserskibene bygges, jeg entrede helt op i Stilladserne og saa dem lægge Pladerne paa Teaktræ-Væggen, – Pladerne passedes sammen saa net, som de fine Smaa-Stykker i mit Lomme-Uhr. Men det var ikke med ublandet Følelse, jeg betragtede dette Værk. I min Snorre havde jeg læst om Olaf den Hellige, hvorledes han i sin Ungdom havde været med at storme og vinde en Borg i London – og nu, kan Norge nu være med, have vi Raad til at bygge disse nymodens Skibe, og have vi Raad til, saasnart de ere færdige, at kassere dem og bygge nye, efter en netop opdaget endnu bedre Model?
Der blev holdt et Dyrskue paa en Mark tæt udenfor London. Alle Lande vare indbudne at være med i denne Kappestrid, saa det rimeligvis var det mest storartede Dyrskue, som nogensinde har været holdt. Størsteparten af Dyrene vare dog engelske. Her saa jeg nu igjen hine Elefant-Heste, i Pragt-Exemplarer, saa jeg indbilder mig, at selv Lindekvist maatte undre sig. Og saa alle de andre Slags Heste, og dette Slagtekvæg og disse Sauer og disse Svin! Flesket svulmede saaledes op paa Svinene, at Øinene lukkede sig og Trynene ligesom trak sig ind, og Benene tænkte ikke længer paa at bære de mange Bismerbunds Vægt. Og jeg glemmer aldrig den brede Ryg paa Sauerne – og jeg glemmer aldrig den Beskrivelse jeg har hørt fra en af vore vestlandske Øer: det er som en Herlighed der, at Faarene kunne gaa ude og nære sig Vinteren over, og saa gaa de da ude, og af Kulde og Væde faa de en egen Sygdom, som angriber Øinene, saa mange blive stokblinde og altsaa ikke længere kunne ernære sig og tilsidst styrte af Sult, – Ravnene vente paa dem, og de afpillede Benrader ligge der paa Marken og forfærde de Forbireisende. – Men som jeg saa Forskjel paa disse mærkelig udviklede Racer og de sultfødede Dyr i mange af vore Bygder, saa maa der være Forskjel paa de engelske Farmeres Velmagt og vore Bønders ringe Kaar.
Man gjør ogsaa Bekjendtskab med disse Dyr paa en anden Maade, ved Spisebordet nemlig. Jeg tør sige om mig selv, at jeg er ikke vannen eller kræsen paa Mad; men der er kanske ingen af de engelske Herligheder jeg saa ofte kommer til at tænke paa med Savn, som netop det forunderlig velsmagende Kjød. Siden jeg har smagt det, bliver jeg sommetider utaalmodig over det seige Kjød her hjemme, som mine Tænder ikke kunne skjære, men saa maa jeg igjen skjænde paa min egen Utaalmodighed ved Erindringen om, at Aarsagen til, at Kjødet er saa seigt, netop er den, at vore Bønder ere saa lidet ved Magt – mange af dem, som sælge os sit Slagt, tør neppe smage det selv, saa gjerne de vilde, og som de ikke have Raad til at pleie sig selv nogenlunde, saa er det ikke at forlange, at de skulde pleie og fodre sine Dyr bedre.
Ved Siden af Dyrskuet var der en Redskabs-Udstilling. Det gik i det Uendelige med nye Opfindelser og bekvemme Indretninger, og jeg tør kun nævne Damp-Ploven. En saadan Plov maatte vistnok kunne gjøres efter hjemme hos os, og der turde vel være en og anden af vore Gaardeiere, som kunde have Raad til at kjøbe den ogsaa, – men vore Agre kunne ikke bruge dem, saaledes som de ligge til, op og ned ad Bakke. Der var kanske intet af hvad jeg saa i Landet, som gjorde saa stærkt Indtryk paa mig, som den Plov; thi den ledede min Tanke hen paa en langt større Sag: der er den Forskjel mellem Norge og de Kultur-Lande, som glæde sig ved gunstige Natur-Forholde, at om vi end fremdeles anstrænge os og gjøre Fremskridt paa vor Maade i Agronomi og alle andre Næringsveie, saa skulle vi dog rimeligvis blive liggende mere og mere tilbage, af den Grund, at de andre Lande kunne gjøre endnu større og raskere Fremskridt, og det fordi selve Naturen der er mere modtagelig for den menneskelige Tænknings og Opfindsomheds mange Forbedringer. Jernbanerne ere jo et andet Exempel: før Jernbanernes Tid var der ikke saa overhaands stor Forskjel paa Veivæsen i et Slette- og et Bjergland – men kom nu!
Har du været paa Klingenberg? jeg mener Klingenberg her i Christiania, med Haven og Karoussellen og alle de andre Fornøieligheder? Det var jo engang et pynteligt Sted, hvorhen hele Verden gik. Nu vel, jeg var naturligvis ude paa Londons Klingenberg. Det var den Bygning, som blev reist for den første Verdens-Udstilling, den af 1852, det saakaldte Krystal-Palads, et af Nutidens Underværker, fabelagtig skjønt. Da Udstillingen var til Ende, havde man ikke Hjerte til at ødelægge Bygningen; et Selskab skjød sammen og kjøbte den, tog den forsigtig ned og satte den op i en prægtig Have og fyldte den med en Samling af Seværdigheder. Inde i Huset er der et Have-Anlæg med Indsøer og Bække, Fjeldknauser og Lunde, og der indimellem ser man Grupper af Zulufolk, Indianere og andre vilde Folk, Figurer i fuld Legemsstørrelse, Mødrene med deres Børn ved Brystet udfor Telt-Døren, Mænd paa Jagt, med Pilen paa Buen – følger man Pilens Retning, opdager man en Stenbuk, som staar sorgløs et Stykke borte og endnu ikke mærker Faren. Lad os gaa lidt længere hen i Bygningen – der er som en By af Huse og Templer; ved nøiere Eftersyn viser det sig, at der er flere Afdelinger, en ægyptisk, en assyrisk, en græsk o. s. v, og vi kunne gaa ind i Bygningerne og glemme baade London og Krystal-Paladset, og drømme os langt op i de henfarne Tider, hvis Bygnings-Kunst og Billedhuggerværker her omgive os. I atter andre Egne af den vidunderlige Bygning er der en Susen og Surren af Hjul og Maskiner, som gaa med Damp og underholde os med Prøver paa alskens Arbeide, – her saa jeg f. Ex. hvorledes Synaale blive til, det er som at reise hen til en Fabrikby og faa Lov til at gaa ind og bese os paa Værkstederne.
Det faar være nok med disse Prøver paa, hvad Mærkværdigheder her var samlet, og som det er baade Belærelse og Underholdning at gaa omkring og betragte, og man vil ikke undres over, at et saadant Anlæg har maattet koste mange Penge. Men dog tør det gaa Andre som mig, at de ville forfærdes ved denne Sammenligning, at dette Forlystelses-Sted har kostet næsten saa meget som hele Norges Bank – ikke alene hvad Banken har liggende i sin Kjælder, men hvad Banken har ude mellem Folk, eller de Penge, som vi have i vore Lommer og Skatoller (112 Million Pund Sterling d. e. næsten 7 Millioner Speciedaler).
Nogle have det saa, at de nødig ville være ved, at Udlandets Fremmede og Nye overrasker dem, men jeg tilstaar, at jeg var nær ved at overvældes ved Synet af dette Lands Magt og Vælde, ja, at jeg blev syg, hjertesyg, ved Tanken om mit kjære Norge, hvis ganske Herlighed ved Siden deraf sank sammen til (forlad mig Ordet) – til Usseldom!
Jeg vidste nok før, at England var et stort og mægtigt Land mod Norge, men jeg havde aldrig naaet op til at forestille mig Forskjellen saa stor.
I min Barndom fik jeg et saadant Begreb, at et Land med 20 Millioner Indbyggere maatte være 10 Gange saa mægtigt som et Land med 2 Millioner, og derfor lærte vi Indbyggertallet i Geografien saa flittigt. I ældre Aar havde jeg vel begyndt at faa som en Tanke om, at det vel var mere, som det kom an paa. Men jeg tilstaar, at jeg endda maatte ud i Verden og se Tingene, for at faa det fulde Begreb.
Det var knugende. Og saa kommer mig en Dag en dannet Mand, det var endda en Præst, og spørger mig med et Øiebliks Vide-Lyst angaaende Norge, hvorledes vi havde det her, om vi endnu dyrkede Billeder (worshipped images)? Jeg saa paa ham, saa han maatte forklare sig nærmere, og det var da ikke hedenske Billeder han mente, men katholske. Jeg ytrede meget ligefrem min Forundring over Spørgsmaalet, og han greb derfor Anledning til yderligere at vise, at han var dog ikke ganske ubekjendt med norske Sager. „Det er jo Christiania, som er Deres Hovedstad, og den ligger jo oppe ved Archangel?“ spurgte han. – Og idelig maatte jeg høre, hvorledes vore engelske Naboer og Stammeforvandte havde smeltet Norge og Sverige sammen til eet Rige, med ikke alene een Konge, men med en fælles Regjering, omtrent som England og Skotland.
Saa talte jeg med en dannet Englænder, som jeg var kommen i Fortrolighed med, og bad ham forklare mig den Besynderlighed at man kjendte saa lidet til det nærliggende, gamle Norge. „Jeg skal sige det oprigtigt,“ var Svaret. „Vi ville gjerne forfriske os med en Jagttour imellem Eders Fjelde, og vi have Godhed for Eders troskyldige Bønder; men udenfor vort eget Fædreland er der egentlig kun to Lande, hvis Historie og Geografi vi studere, det er vore Kolonier, som udgjør vor Styrke, og Frankrige, som er Rival.“ Altsaa, Norge er dem for smaat, vort Norge med Sarpen og med Snehætten, med Nidaros og Eidsvold, med Ole Bull og med Hansteen.
Men dette blev netop Vendepunktet for mig. Hin knugende Følelse ligeoverfor Storheden og Magten slog om til Harme over Stoltheden og Overmodet, som mere og mere stak frem, og jeg fik fra nu af noget bedre Øie for det, som laa indenfor Ydersiden, og i min Harme (det var ikke ret, men det gik mig saa) kom jeg mere end en Gang til at glæde mig over adskillige Skjævheder og Misligheder, som skjæmme det stolte Land.
En dobbelt Trøst naaede omsider frem til mit syge Sind.
Siden det er saa besværligt og møiefuldt, saa knebent og trangt, saa rent ud fattigt i vort Land (nu først saa jeg det rigtigt), er det store Ting, at der endda kan være en saadan Tilstand, som der er (nu først saa jeg ogsaa det rigtigt). At de kunne holde saa godt sammen, de faa Mennesker, som ere spredte ud over vort vidtstrakte Land, at de have kunnet skabe og opretholde igjennem Tiderne et saa civiliseret Samfunds-Liv, disse Almuer, disse Arbeidsfolk (der er ikke nogen Nation i Europa, som saa fuldstændigt gaar ind under Begrebet af et Folk af Arbeidere), som maa stræve saa saart for det daglige Brød, – det er i Sandhed store Ting!
Vil du faa Øie for et Bjergs Storhed, maa du gaa et godt Stykke bort og betragte det i nogen Afstand. Fra Udlandet af saa jeg Fædrelandet i passende Afstand, og Folkets Dyder voxede mig op til et Bjerg, og dets Skrøbeligheder tog sig ud som Fjeld-Kløfternes smaa og forsvindende Striber.
Jeg vil nævne Arbeidsomhed. Hvor har der ikke været hørt Klage her hjemme over at der er saa megen Træghed og saa liden Arbeidsomhed mellem den norske Almue. Men naar nu i disse Uger hver eneste arbeidsfør Gut og Mand fra 16 til 50 Aars Alder i hele Nordlands og Finmarkens Amt ruster sig til Vinterfiske – Leiekarlen for 12 til 18 Spdlrs. Løn for 2–3 Maaneders Arbeide paa egen Kost –, kan man saa nævne større Villighed i noget Land? Eller (reis til Sundalen og se det) naar Folk klattre op efter Fjeldsiderne og skjære Græsset med krumme Knive, fordi der er ikke Rum til at bruge Ljaaen, og om Vinteren „rende“ Høet nedad Snebakkerne, fordi Hest ikke kan komme frem og kjøre i disse Bratter, kan man saa klage over Træghed?
En anden Sag er det, at der ikke er det Forslag og Gavn i mangt norsk Arbeide som i Engelskmændenes. Men det kommer jo netop af vore trange Kaar, hvor det blandt Andet skorter paa baade legemlig og aandelig Næring. Der skal mere end Havrebrød og Sild til, for at lægge fuld Kraft og Udholdenhed i Arbeiderens Arm, og der skal mere end den enlige Bygds sparsomme Tankeudvexling til, for at udvikle Modet og Foretagsomheden til den rette Fylde.
Jeg kom engang kjørende henad Postveien nær Flekkefjord og saa et Syn, som jeg aldrig glemmer – det var sikkerlig med iblandt de mange Syner, som traadte frem for mig og hilste mig fra Hjemmet, just naar jeg tabte mig i Beskuelsen af Englands Vælde. Hvad var det der var netop Veiarbeide, det sædvanlige Sommerarbeide for at bøde paa den Skade, som i Aarets Løb er skeet paa Veien formedelst Regnskyll o. s. v.; hver Bonde har sit Stykke af Veien tilmaalt, som han skal holde istand; der skal hentes Grus til Fyld, og dette skal lægges paa og jevnes pent ud over. Nu – her saa jeg et halvt Snes Kvinder i Arbeide, de læssede Gruset i Kurve, satte sig paa Huk, fik Kurvbaandene om Axlerne, bar Byrderne hen hver til sit Veistykke, og formedelst en behændig Vridning af Overkroppen hældte de Veifylden ud, der, hvor den skulde bruges. Det var de vei-pligtige Bønders Hustruer og Døttre; Mændene maatte sende dem paa Pligt-Arbeide, fordi de selv vare sysselsatte paa andre Kanter; de gav dem ikke Hest og Kjærre med til at kjøre Veifylden, fordi de havde ikke Heste paa sine altfor smaa Gaarde; siden de ikke havde Heste til at kjøre med, saa havde de egentlig ikke heller Brug for denne Kjørevei; men deres Koner og Døttre tømte Kurvene foran Benene paa min Hest, for at jeg og andre Reisende ligesom jeg, og Posten, som gaar fra By til By, skulde komme godt frem!
Det var mig ordentlig pinligt at kjøre paa den Vei. Og det vilde være mig oprørende, om Nogen efter et saadant Syn vilde holde en Tale eller skrive en Avis-Artikkel om den Mangel paa praktisk Greb og økonomisk Sands at bruge det kostbare Menneske-Arbeide istedetfor Heste-Kraft til at transportere Vei-Fyld.
Lad dette lille Syn staa som et Billede paa det Hele. Her er fattigt og smaaligt i vort Land – men her er ogsaa et Hjem for Fattigdommens Dyder. Folk i London forstaa det ikke, kanske adskillige her i Christiania ikke heller; men jeg har seet det, og nu, jeg har seet Modsætningen tillige, forstaar jeg det.
Jeg kom hjem fra hin Modsætning – ikke med det almindelige Ord paa Læben. Hjemme er bedst – men med det Sprog i Hjertet. Hjemme er kjærest.
Mod hin Prøvelse, at Fædrelandets Magt og Anseelse formedelst Sammenligningen kom til at se saa overmaade ringe ud, var det den bedste Hjælp og Trøst, at netop under og formedelst Prøvelsen voxede Fædrelands-Kjærligheden – den, som Henr. Wergeland har givet Ord:
Hist slanken Silje, Hæg og Pil
Og Rogn sig sammen ranke.
Det nøgne Fjeld de dække vil –
Det er en kjærlig Tanke.
Saa, norske Brødre, Bryst ved Bryst
Vi ville med vemodig Lyst
Vor Moders Brøst selv hylle til –
Det er en kjærlig Tanke.
Jeg talte om at gaa et Stykke bort for at betragte Landet paa Afstand, og faa den rette Oversigt. I den Afstand, hvor jeg var, gik Norge og Sverige og Danmark sammen for Øiet – et mægtigt Fjeld-Parti mod Nord og et vakkert Lavland mod Syd, men samme Folkefærd overalt. Og det er Hovedsagen: samme Folkefærd, hvor den ene Del føler med den anden, glæder sig over den andens Hæder, lider med under den andens Ulykke – den Smule Forskjel i Samfundet, som der er, saa vi naturligvis maa erindre de tre Riger, gjør ikke saa meget til Sagen, og endnu mindre har det at betyde, at man i det Throndhjemske taler sin Dialekt og i Jylland sin; i hin Afstand fornemmes ikke disse Adskillelser, der er det det væsentlige Landsmandskab, som træder frem for Bevidstheden, naar Nordmand og Svenske og Danske mødes, og jeg begyndte at fornemme bedre end før, at Fædrelandsfølelsen kan gaa over Kjølen og svæve over Sundet og favne den gamle Nordbo-Stammes hele vidunderlige Hjem fra Nordkap til Eideren. Jeg glædede mig mere end før over de Danskes beundringsværdige Fortrin i Videnskab og Kunst og over Gustav Adolphs og andre Sveriges Kongers Helte-Sagaer. Men alt dette er det samme, som at Fædrelandet voxer, og det blev mig den anden Trøst, som min Sjel behøvede, medens jeg saa paa Udlandets Storhed og tænkte hjem.
Jeg kom hjem fra England og tiltraadte en Maaned efter en Reise til Danmark og Sverige. Det var en deilig Morgenstund, da Dampskibet nærmede sig Fredrikshavn, nord i Jylland, Husene i den lille By vare saa hvidtede og rene, alt var saa indbydende. Jeg gik i Land her, og hos Præsten i Byen følte jeg mig strax som hjemme, ganske saaledes som jeg har Øvelse i det fra vore norske Præstegaarde. Her spurgte man om, hvorledes gamle Wexels levede, og ellers om norske Mænd og norske Ting. Jeg spurgte naturligvis om danske Ting, og allerede nu strax maatte jeg derved lægge Mærke til en liden Ting hos mig selv: ved Forklaring om Fattigvæsnet og om Arbeidsklassens Kaar kom Præsten til at yttre noget om de mange Fiskere der i Byen, at der imellem dem var saa megen Brændevins-Drik; dette undrede mig i Førstningen, saasom de Klasser af Fiskere, som jeg kjender til her i Norge, de, som drive de store Hav-Fiskerier, ingenlunde kunne beskyldes for den Last; lidt efter lidt, ved fortsat Samtale med Præsten og ved Besøg hos nogle af Fisker-Familierne selv, kom jeg efter, at Forholdet her er væsentlig anderledes, idet disse Folk have gjort Fiskeri til sin udelukkende Dont og drive den Aaret rundt; jeg kom til at sammenligne dem med en Klasse af Folk, som i flere af vore vestlandske Byer skille sig temmelig ufordelagtigt fra andre, nemlig Haandsagskjærere og Bjelkehuggere. Men hvad jeg lagde Mærke til hos mig selv, det var dette, at medens jeg i London havde hørt om Sligt uden videre Deltagelse, for ikke at sige med hemmelig Glæde, saa blev jeg her ilde ved, ganske som om jeg havde været i en af Gjenbo-Byerne paa den norske Kyst. Det var mig et Mærke paa, at mit norske Sind ikke regnede Danmark til Udlandet.
Fra Fredrikshavn foer jeg ned gjennem Jylland, derfra til Kjøbenhavn og videre til Helsingøer, og dette, at der bestandig vedligeholdt sig en Stemning, som om jeg hørte hjemme her, medens jeg dog ved hvert Skridt saa og hørte noget Nyt og Fremmed, det gjorde denne Reise uforglemmelig.
I Kirken var det da ogsaa den samme Indgangsbøn og Udgangsbøn og mest den samme Kirke-Skik helt igjennem som her hjemme; i Skolen var der samme Tone, som vi kjende det hos os; i Borgersamfundet den samme Art i Grunden som i Norge, trods Uligheder i det Enkelte. Mest morede det mig at se Ligheden i Familielivet paa Præstegaardene og ellers hos Folk udenfor Almuestanden; lige til alle de Smaating, som høre med til et hyggeligt Aftensbord eller Thevands-Slaberas, saa var det lige ens som jeg var vant til fra mit eget Hjem. Det Fremmede stak først frem i den Del af Folkets Liv, som er mest ligefrem afhængigt af Natur-Forholdene, nemlig Bonde-Almuens; Slettelandets Bønder ere en god Del anderledes end Fjeldlandets; men jeg havde dog endda Tilknytnings-Punkter for Sammenligningen: paa de jydske Heder mindedes jeg Jæderen, selv Bygnings-Skikken har noget tilfælles her og der.
Det er Velstands-Folk, de danske Bønder. Og jeg hørte Embedsmænd klage over en Lyde mellem dem, at de æde saa meget af den gode, stærke Kost, de have – en formelig Klage ligesom for nogle Aar siden hos os over den megen Brændevinsdrik. I dette Stykke er stor Forskjel. Thi hvad det her i Norge gjælder om i Mad-Veien, det er, at Folket kan faa mere af god og nærende Føde.
Ellers havde kanske jeg som Vestlænding lettere end mange Andre for at finde mig tilrette mellem de jydske Bønder, og som Jydernes noget haarde og stødende Almue-Dialekt gjennem en Række af Overgange, som mit Øre fornam paa Veien, hænger sammen med det forædlede Sprog i dannede Kjøbenhavneres Mund, saa fandt jeg de jydske Bondefamiliers Godmodighed og Venlighed igjen i den Humanitet, som har en Hovedstad i Kjøbenhavn.
Ja men er der ikke noget Blødt og Vegt i al denne Godmodighed og fine Humanitet? mene kanske Nogle, (skjønt den Tvivl nok paa det nærmeste har givet sig, siden Danmarks sidste Krig med Tydskland). Men jeg skal indskrænke mig til at anføre et Træk. Jeg reiste i Landet kort efter at den engelske Minister Russell havde bedrøvet og forarget os ved nogle Yttringer, som viste, at hans Herlighed aldeles ikke forstod det dansk-tydske Spørgsmaal og heller holdt med Tydskerne i deres Urimelighed. Om dette talte jeg med en Præst i Jylland og vilde vide af ham, hvad de Danske sagde til godt ved dette betænkelige Tilfælde. Han taug, og jeg trængte ind paa ham igjen. „Aa, vi lar dem vrøvle,“ svarede han gnaven. „Ja, men naar nu dette Vrøvl vil blive Alvor?“ „Saa siger vor Minister Nei!“ Og dette Nei, dette inderlige og kraftige Nei – lød gjennem hele Danmark!
Fra Helsingør reiste jeg tvers over til Helsingborg. Det var, som jeg satte Fod i et lidt mere fremmed Land, og jeg var ligesom forsigtig, da jeg bankede paa og traadte ind for at hilse paa Præsten i Byen. Men det gav sig strax; vi vare Landsmænd, vi ogsaa.
Alligevel var det saa, at jeg maatte spørge ham op igjen flere Gange og bede om nærmere Oplysning, naar han forklarede for mig en eller anden Ting af deres offentlige Stel – saa stor Forskjel var der fra, hvad jeg var vant til hjemme og nu ogsaa i Danmark. En saadan Ting som f. Ex. Ministerialbogens Indretning er hel anderledes der end her. Og som det i Danmark havde fornøiet mig at finde igjen saa mange Smaating i Huslivets Skikke, som vare mig kjære fra Hjemmet af, saa var det som en Afvexling at lægge Mærke til Uligheden i disse Smaating her, ved Aftensbordet hos Præsten, altsaa i det første svenske Hus, som jeg besøgte.
Men da saa, nogle Dage efter, Toget paa den netop aabnede Jernbane mellem Gøteborg og Stockholm førte mig ind i Hjertet af Landet, med denne Afvexling af Graneholt og Fjeldknauser og Bakkeland og Søer, med de spredte Bøndergaarde med Tømmerhuse, hist og her et Kirketaarn løftende Spiret høit op – da kom Taaren i Øiet, saa hjemligt var det.
Og da jeg i Stor-Kyrkan i Stockholm hørte en mægtig Taler, da lød Ordene og Klangen, som naar en norsk Bonde mæler med fuld Røst i vor Storthings-Sal. Bysproget her er mere i Slægt med det Danske; men det norske Bondesprogs Malm lyder igjen i det Svenske. „Er du syg?“ – det er Dansk og det er norsk Bysprog; men Bonden i vore Bygder siger „Er du sjuk?“, og saa siger selve Kongen og Dronningen, naar de tale Svensk. Den første Uge høres dette lidt pudserligt, for den norske Bymand; den anden Uge lægger han ikke mere Mærke til det.
Hvilket Land, dette Sverige! Det forener noget af Norges storartede Natur med Danmarks yndige; her er Skov- og Bjerg-Egne med tarvelige, ja strænge Kaar, og her er Fladbygder, hvis Frugtbarhed er blomstret ud i Herregaarde. Og hvilken Udvikling mødte ikke mit Øie! Det mærkeligste Træk var det store og skjønne Jernbane-Anlæg, den fortjente Eriksons Værk. Selv min Forstand kunde forstaa, at dette Værk var fortrinligt i alle Dele. Vor gamle Eidsvolds-Bane taaler vist ikke Sammenligning med den. Men jeg tog hele Gøteborg-Stockholm-Banen til Indtægt for Norge: nu kunne vore Soldater kjøre, om de nogensinde skulle kaldes til Forsvar paa de forenede Rigers Østgrændse!
I Sverige er Præsteskabets Stilling ordnet paa en særegen Maade: paa visse Undtagelser nær, som ere nøie bestemte, kunne theologiske Kandidater ikke søge Præstekald og Præster ikke søge Befordring til noget nyt Kald udenfor det Stift, hvor hver engang er bleven hjemmehørende, formedelst Fødsel eller paa anden Maade. Hvor jeg blev forundret ved at høre om dette! Nu veed jeg, at jeg som norsk theologisk Kandidat har Ret til at søge geistlig Ansættelse ligesaa vel i Finmarken som nede ved Lindesnæs, hvor jeg er født, og jeg veed ogsaa, at min Sjæl omfatter hvert Næs og hver Fjord og Dal, hvor der bor norske Folk, med samme Interesse som selve Føde-Egnen; men jeg kan godt tænke mig, at om jeg havde havt Sind til at gaa ind i den samme Livsstilling naar jeg dermed skulde bindes til Christianssands Stift, fordi jeg var født der, saa vilde jeg blevet en Christianssandenser helt igjennem og ikke en Nordmand. Hvor jeg derfor blev uvillig over den svenske Indretning selv, og hvor jeg blev utaalmodig tillige over, at ingenlunde alle de Theologer, som jeg traf til at tale med, vare ivrige for at faa den forandret heller.
Men dette omtalte jeg her, ikke saa meget for Sagens egen Skyld, som for at tilføie dette, at ved denne og lignende Leiligheder lagde jeg hemmelig Mærke til og maatte ret undre mig over, hvor uventet let det faldt mig at omfatte svenske Anliggender med Liv og Sjæl – fast som vore egne norske.
Hvor meget deraf monne være bevirket ved det livlige Indtryk paa Sindet, som de Svenskes store Forekommenhed og Gjæstfrihed mod den Fremmede naturligvis maatte gjøre? Jeg veed det ikke; men det veed jeg, at naar jeg saa frimodig kunde tage imod den Overflødighed af Artighed, som vistes mig, saa var det, fordi jeg bestandig havde Indtrykket af, at det var ikke min private Person det gjaldt, men det var Nordmanden. Det var kort efter at den unionelle Strid var ført, og jeg forstod det saa, at der føltes ligesom Trang til ved enhver forefaldende Leilighed at vise, at Stridens Forstemthed var forvunden.
Selv ikke i London vare mine fem Sandser mere i Brug eller mit Sind mere optaget og opfyldt af alt det Nye, end paa en Tour Aaret efter op til vort eget Finmarken, rundt Nordkap.
For en Botaniker maa det være en sand Nydelse at gjøre en Tour fra Christiania nordover og lægge Mærke til Planteverdenen langs efter Veien. Det bliver fattigere og fattigere – men selv paa de yderste Øer og høieste Klippetinder langt mod Nord holder dog Planternes seige Hær ud, ja, lige ved Nordkap kunde jeg fryde mig ikke alene over den fine, melkehvide Dryas og andre saakaldte Alpe-Blomster, men over hele Skove eller Klynger af virkelige Træer, jeg mener: Planter, som høre til Træernes Slægt, en Art af Pil eller Vidie; men det var rigtignok en Art, der ligesom var skabt for denne barske Egn: naar Træet stod paa saadanne lykkelige Steder, at det ikke var forkuet i Væxten og stod med Blomster og Frø, var det 2–3 Tommer høit.
Menneskelivet maa ogsaa kjæmpe for sin Tilværelse her. Vistnok har ogsaa det sine Blomster, men dem maa man lede efter, hvorimod man uden at lede faar Øie paa allehaande Træk, som vidne om, hvor overmaade besværligt Livet er her paa denne Ishavets Kyst, hvorledes det kues i sin Væxt og hæmmes i sin Udvikling.
London er en Prøve paa, hvordan Menneskelivet paa Jorden kan være; men Modsætningen til den store Udvikling og rige Fylde der ser man i Finmarken.
I Finmarken fornyedes og stadfæstedes for mig alle de Betragtninger, som havde trængt sig ind paa mig i London. Som Finmarken skiller sig fra Resten af Norge som et strængt Land, der af sin Befolkning kræver det høieste Maal af Taalmodigheds og Nøisomheds Dyd, saa skiller det samlede Norge sig i saa Maade fra det øvrige Europa.
Men netop her i Finmarken lød det ogsaa uafladeligt i mit Indre: Det er store Ting, til at forundre og glæde sig over, at Folk endda kunne holde saa godt sammen og opretholde en saa vidt civiliseret Samfunds-Tilstand!
Men selv for Finmarkisk Ufortrødenhed og Udholdenhed skulde dette ikke været muligt uden Forbindelsen med det øvrige Norge og dets noget mere begunstigede Landstrøg. Og ligesaa der skulde ikke været en saa vidt fremskreden Kultur og human Samfunds-Tilstand i vort Norge, som vi nu glæde os ved, dersom Landet ikke havde staaet i Forbindelse med det rigere udstyrede Danmark, og vi skulde ikke kunne nære saa freidigt Haab om varig national Tilværelse og fortsat Udvikling uden i lykkelig Forbindelse med begge de Broderlande, som Gud har givet Norge at leve sammen med.
Nordkaps Pande, kjækt vendt mod Polar-Havet, danner en værdig Afslutning for denne lange Rad af Fjeld i Fjeld. Ved det store Syn strømmede min Tanke og Følelse sydover, og den tog med sig Alt, paa begge Sider af Kjølen, og standsede ikke før ved Dannevirke, der, hvor vort Norden vender sit Bryst mod Stormen søndenfra.
Var det Throndhjem, som truedes af Fiende-Vold, saa vilde Christiania fornemme det som sin egen Sag. Og vi skulde ialfald ikke behøve mange Øieblikkes Betænkning for at forstaa, at det gjaldt Norge, om Krigen brandt omkring Stockholm. Og Danmark? maaske ville ikke alle føle Landsmandskabet og begribe Sammenhængen saa strax, saalænge Tingen er som nu. Men ved det første Skud, som løses mod Dannevirke, vil det mærkes, at Nordens Hjerte banker der.
Efter at Ovenstaaende var skrevet, begyndte Kanonerne ved Dannevirke, og medens det var under Sætterens Haand, kom Budskabet om, at den danske Hær havde opgivet den gamle Stilling ved Grændsen og trukket sig tilbage til en sikkrere, foreløbig vigende for Overmagten.
Skal Enden svare til denne Begyndelse, saa er det noget langt Mere end en blot og bar dansk Begivenhed. Det vil være et Vende-Punkt for alt, hvad der heder Smaa-Stater.
Kan Danmark, Sverige og Norge tilsammen værne om sin Selvstændighed? Vi ville naturligvis haabe det i det Længste. Men dersom det ikke bliver Alvor med Sammenhold nu, naar skal det da blive? og hvad Udsigt have vi saa ind i Fremtiden?
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |