Staale paa Aasheim
Paa Gaarden Østre-Aasheim, ikke langt fra Sillejord Prestegaard i Thelemarken, findes et saare gammelt Stabur eller Loft, hvor man endnu kan see Spor af en i denne Egn berygtet Voldsmand ved Navn Staale, om hvem Almuen veed meget at fortælle. Paa denne Gaard boede i gamle Dage en ugudelig, men rig Mand, der havde 4 Sønner, som lignede Faderen. To af disse, Staale og Haavor, besøgte engang paa Gaarden Tveten den tredie Broder Ola. Efterat de længe havde siddet og drukket slog Staale en Skaal Øl i Aare-Gruven, hvorover Ola som Vert blev saa vred, at han gik ud. Spottende fulgte de Andre ham. Ola havde sin Tollekniv i Haanden, og da de atter vare komne ind, kastede Staale Ola paa Gulvet, hvor det gik paa Livet løst med Knivstik. Haavor, som lidt efter kom ind, gav Staale et Skik i Ryggen i den Tanke at det var Ola. Nu bleve de skildte ad, efterat Ola havde faaet 2 Skrammer i Ansigtet og Staale et Stik i Siden. Strax efter, da Haavor kom ind med en Kniv og en Haandøxe, sprang Staale frem, greb Øxen og jog Ola op i Bænken. Haavor fulgte efter og nu begyndte Kampen for Alvor. Da Ola fornam, at Døden var for Haanden, stak han efter Haavor over Skuldrene af sin Kone, der forgjeves søgte at skille dem ad. I det samme ramte Staale ham med Øxehammeren over Øiet, saa at Blodet strømmede, og Haavor gav ham et Stik i Halsen, saa at han segnede død. Ikke destomindre hug og stak de længe i Raseri paa Liget. For denne Misgjerning bleve de begge dømte fredløse og deres Gods forbrudt under Kronen. Haavor flygtede, men Staale derimod skjulte sig først i en Bjerghule ved Tveten, og siden paa Aasheims-Buret, hvor Ingen turde nærme sig ham, da han her havde sat sig i Forsvarsstand. For at frelse hans Liv og Gods erklærede hans egen Fader 1621 for Presten og den forsamlede Almue, at hans Kone havde avlet Staale med en Anden. Han fik nu Landsvist eller Leidebrev, mod at bøde til Kongen og den Dræbtes Arvinger. For at blive fri for Bøderne maatte han love at rydde af Veien 7 fredløse Røvere, som man ei kunde fange. Disse opholdt sig i en Sæterbo paa Stranden ved Sundsbarmvand. Did begav Staale sig i Pjalter, og udbad sig deres Venskab, da han var underkastet en lignende Skjebne. Han beklagede imidlertid, at hans Klæder vare saa fulde af Utøi, at de først maatte udkoges, inden han kunde begive sig i deres Selskab. Røverne ønskede sig til Lykke ved at have faaet en saadan Staldbroder, og lode ham hænge en stor Kjedel med Vand over Ilden for deri at udkoge sine Klæder. Saasnart Vandet var blevet kogende, slog Staale det i Ansigtet paa Røverne, som imidlertid paa Gulvet havde taget deres Nattehvile og sov trygt, og knuste derpaa deres Hoveder med en Jernkølle. Nær var han imidlertid bleven overmandet af en gammel Kjerring, som mindst var bleven beskadiget af Vandet, dog fik han efter en haard Strid Bugt med hende, og tilkjæmpede sig saaledes Liv og Frihed.
Anm. Wille fortæller først dette characteristiske Træk af Thelebøndernes Raahed i de Dage, der stadfæstes ved den samtidige Peder Claussens Vidnesbyrd, at de vare onde, ugudelige, haarde, vilde og oprørske Folk. Paa en Fodreise til Thelemarken har jeg selv besøgt Aasheims-Loftet, og tildeels hørt Sagnet, som det her fortælles.