Spanske høstdøgn/8
| INDOM PRADO |
Man kommer paa sin tur tilbake til Madrid, ikke bare fordi landets jernbane-net er ordnet med hensigt slik, for at hævde staden som uundgaaelig centrum; nei, man stanser der ogsaa paany. Der er noget hemmelighedsfuldt ved selve byen, som tvinger én tilbake; er det en asketisk trang, som farer i én efter at sokne det trøstesløse tilbunds i denne by, som laa der i skingrende høislettelys? Var det ogsaa noget slikt, som den graaveirs-eftermiddag nu sidst bragte mig nordpaa utenfor byen og ut paa en av høiderne? Landeveien fortsatte nordøstover, den laa i gul, bundløs elte og ret som en strek, bakke op, bakke ned som vore gamle bygdeveier. Indover til begge sider har teglverk skaaret sig ned i jordens mave, med lodrette vægger; kvinder vasser om der i det gule dike under aapen himmel, med skjørtet op til knæs, bærer sten og lægger i lag eller stiller paa kant til tørk. Længer østpaa ligger der vist en kirkegaard, for landeveien
her er fuld av likfølger, saalangt øiet kan se. Det er nok en fattigkirkegaard med gratis jord, for byens hovedkirkegaarder ligger jo paa en helt anden kant. Ialfald er det fattigfolk, som begraver sine døde idag, og her er næsten ikke ekvipager at se; den dødes paarørende har spleiset til en charabank, og hvor de ikke har hat raad til det, er de klatret op til kusken paa selve likvognen. Der er likesom ingenting høitidelig
over dette lange tog til graven, fordi der er gaat saamegen
pruting forut for utlægget; likfølget er uten omsvøb bare paa
jordarbeid. De sitter avstumpet og tause og likesom regner i
hodet, litt ærgerlig paa liket, som for enhver pris vil kjøre til
graven. Nu, dette billede av livets hovedbegivenhed med sin
grimme detalj er fælles for enhver storby, naar man søker den
og betragter den fra den rette kant. Men den svære synsrand
bak de bølgende gule jordrygger, den er Madrid alene om, med
de graa regnskyer som soper saa lavt henover træløse hauger.
Ja, alt dette forfærdelige gule! og netop dette skrikende gule!
Dette er bare Madrid, som begraver sine døde. Det er egentlig
Madrid. Og mens man staar her paa bakken ved siden
av veien og letter saa fattigslig paa hatten til alle likene, saa
søker éns sind at verge sig, og man tar sig for ørene som
mot skurrende mislyd; et slikt syn gjør én øde om hjertet,
som et rovdyrs skrik en stille nat gjør det. Og man søker
indover igjen til byen, der den ligger i høifjeldslys, med det
hvite puds glisende mot balkongernes jern og mot skiddent
graat listverk. Der er noget oprivende ved selve lyset. Enhver
by har en sjæl. Og Madrids sjæl er skrik, ikke toner.
Madrids sjæl er som en stump brusten verdensfornuft; der er
ikke gjort noget forsøk engang paa at sætte stykkerne sammen
– det er nemlig haabløst; og ialfald ligger det hinsides
en spaniers evne, og kanske vilje med, – men da blir det jo
En gang til saa haabløst. Allerede lyset over og naturen om
denne by er til hinder for forfinelse og bløtagtighed; her er
bare gromuld for dødsforagt.
Men jeg tror det er inderst inde dog netop dette som kogler én, og lokker én tilbake til Madrid. Og hvergang staar man der like haandfalden, naar man møter det, og hvergang vender man sig hjertesyk bort.
I slike stunder søker man ind i Prado; dag ut, dag ind søker man det museum. Det er den samme slags trang, som naar man drives hen til kaminen i et iskoldt stenpalads. Det er desuten et av de rikeste museer i verden.
Her er gammel fremmed
kunst, og her er gammel
spansk. Midt paa
langvæggen i den længste
sal hænger Tizian’s rytterbillede
av keiser Karl
V «før slaget ved Mühlberg».
Og denne graalysingens
ridder paa den
nattesvarte hingst blender
alle lerreter rundt om
sig. Blender næsten hele
den lange væg. Veronese’s
solrøde kjøt slukner for
El Greco, selvportræt (1548–1625).
den graalysingens ridder i staal. Et deilig digt i graalysingens
alle toner. Hvad er det som blender? Farverne. Javist! Men
for en lægmand kommer ogsaa det psychologiske moment til:
Denne avdøde maske av en fyrste! dette hvite, degenererte
pligt-ansigt! maskinen trukket op for sidste gang: imorgen stanser
den neurastenisk, og seierherren gaar i kloster! ... En
digter med et enestaaende blik ind i menneskeskjæbner skapte
det billede. Det er dette ved Tizian, som slaar en lægmand
saa ofte, naar man ved et tilfælde er kommet til at blade i 
KARL V., av Tizian. historiske aktstykker og kan kontrollere
ham i hans syn paa den historiske
model: hans vidunderlige psychologi.
Han var sin samtids klokeste øie. Og
Tizian tiltar, Tizian er vældig, om man
stritter med sin beundring aldrig saa
trodsig imot, til hevn fordi han har
saa lekende let for det....
Man gaar og tænker i salerne herinde
paa dette Spanien, som fik inkvisition
istedenfor renæssanse. Det lammet
ganske anderledes end et blodbad
en gang for alle: det smittet sindene
Dyret og skrifterne (av Goya’s Caprichos).
med sit dyriske vanvid. Den mani la
det intime individ øde. . Og deres malere
her i museet glir forbi motsætningerne i sit folks sjæl og
natur, de veirer dem ikke engang; eller de tør ikke veire. De
har ikke engang faat øie for det fritstaaende menneske, de eier
f. eks. ikke skulptur. Da fortæller spansk arkitektur mere om
folket end den bildende kunst gjør; den fortæller jo om møtet
mellem en aktiv og en passiv race, idet gotikkens reisning og dens
vilje har været maurerne livsalig. Dens aand utløste og forstørret
orientalsk prydkunst, idet den ornamentale kunst blev overført
og kom til anvendelse paa arkitektur, skjønt den ifølge væsen
hører hjemme paa keramik, nips og paa æsker. Mudèjar–stilen
fra det 12te aarhundrede og utover fortæller om det racemøte;
i det 15de aarhundrede er favntaket fuldbyrdet mellem
gotik og maurisk pragt. Og i den «platereske» stil ser man
samlivet lekende fortsat, idet nu ogsaa renæssansen er kommet
med. Men stundom virker blandingen underlig mekanisk, uorganisk,
– som naar to av altfor uensartet race giftes.
Spaniens bildende kunst fik ingen renæssanse. Det folk fik inkvisition. Deres Michel Angelo het Ribera, mesteren i at fremstille denne obksurantismens sensuelle sinds-farsott; hans helgenpinsler hører hjemme i et land, hvor Torquemada’er radbrækket medmennesker efter infamt utpønskede regler i Malleus maleficarum, hin rettroenhedens psychopate, haarreisende straffecodex. Der er intet himmelstormende, ikke engang reisning, bare en Seneca, ved denne maler i stemningsløst svart og hvitt. Rembrandt benytter ogsaa lyset suverænt; men han skaper en verden ved det, han bruker det til at gi dybde; og derind, i en mystisk fremmed verden, som er hans, indbyr han os at se: vi vender stille tilbake fra hans hemmelighedsfulde, rike land. Ribera skaper ingen verdener ved sit lys og sit mørke, gir ikke dybder; alt er flatt. Der sitret ingen sjæl. Der hvisket ingen røst. Han maler ikke heller Spanien med skriket i dets sjæl.
Og der hænger Zurbaràn’s munker i sin luftløse tørhed. Kanske ikke saameget her som i Sevilla-museet ser man hvor han nasker i al sin fotograferende armodslighed; man ser i hans kunst igjen EI Greco, endog venezianernes gyldne lød gaar igjen. – Og der hænger charmøren, alle bedsteborgernes yndlingsmaler. Murillo, hvis hovedsamling findes i Sevilla, har faat en rotunde for sig selv her i Prado, et eget bedehus. I godtfolks omdømme staar han jo paa høide med Guido Reni eller med Carlo Dolce – staar bare tilbake for disse i behandlingen av taarekjertlerne; og da faar det tilgives ham, om han laaner litt fra El Greco eller fra Rembrandt. Det er to eller tre stjerners kunst i reisebøkerne. Og da blir det en lægmands egen forbandede feil, om slike laan forstyrrer ham. Men den som ikke gaar her som kunsthistoriker, han leter ikke efter hændigheder; det er jo kunstnerens egen stemme, jeg gaar her og leter efter – ikke bare efter hvad huset formaar. Og naar man ikke hører en egen stemme, saa glir en ulærd mand uberørt videre.
Der kommer klassikeren Velasquez’s sal. Ved den mester gjør en lægmand klokest i at være særlig varsom. Det agter jeg ogsaa at være. Ikke bare fordi jeg har glædet mig saa tit ved det prægtige landskab i hans hovedbillede Breda’s overgivelse og ved det fortryllende fine smil hos den belevne, graanende spanske seierherre, vestgoternes ætling, som mottar byens nøkler av den overvundne flatlands-type....
De andre spanske mestere her er eklektikere, ikke egentlig nyt skapende. For blev de en tap, hvorom kunstens historie dreiet sig? en terskel hvorover man steg ind til et nyt rum? Blev Murillo, Zurbaràn, Ribera det? Og derfor fatter jeg ikke, hvorfor tyske antropologer, som Woltmann, anstrenger sig saa for at annektere dem som race. I antikkens kunst frembragte Sydspanien en graatmild Seneca, Quintilian lærer i retorik og literatur, epigrammatikkens mester Martial; men de er, kanske delvis med undtagelse av Martial, ingen originale racetyper, de bærer alle en for vidt kommet opblandingens hele svækkede fysiognomi. Og disse spanske malere her i Prado snyltet paa italiensk renæssanse; deres forhold til samtidens kunst er op igjen de antikke romeres til græsk kunst. Og hvis jeg for skallemaalerne turde fremture, saa vilde jeg si, at disse tre andalusiske malere er mere romernes ætlinger end Italiens renæssansekunstnere er det. Det latinske element har overtaket, og de er efter mit skjøn litet i slegt med Cervantes, i hvem det vestgotiske folkestof seirer. Murillo er Ovid, som ifølge tidernes pinagtighed maler «purisima concepcion». Den som beundrer Ovid, er dømt til at beundre Murillo.
Men nu ser jeg blandt væverskerne paa Velasquez’s andet hovedbillede en kvindenakke, som er fra Holland. Paa Las Meninas (Filip IV’s barn i deres kammer) er der et stille bakgrundsinteriør, et intimt glytt ind gjennem en aapen dør til et bakenforliggende værelse i andet lys: det er hollandsk. Tizian ser jeg ogsaa spille ind i hans billeder. Det er vel min feil: men jeg bekjender at jeg har vanskelig for at høre hans egen stemme uten i den ene av de to skisser av villa Medici i Rom, der har han malt noget han virkelig elsket. Tør jeg fremture og si at Velasquez, det er dog Horats? Og at den som elsker Horats som stor digter, elsker ogsaa Velasquez med hud og haar?
Men spanieren idag priser disse fire malere som «idealister»; Goya er «naturalist».
«Naturalisters er dog vel egentlig de som mangler egen stemme. Det er de egentlige naturalister; de mangler nemlig da ogsaa sjæl, eftersom sjæl kan man nu engang ikke saadan laane.
I kunst har disse andalusiere en merkelig liten evne til illusion. Der er en umiddelbar virkelighedssans, en ensformig og temperamentløs underkastelse; det er som kunstens rang og ret som saadan endnu ikke er bragt paa det rene. Tyrefegtningens brutale haandgripelighed er f. eks. mere for dem end det sterkeste drama. Og man indser hvor let i et slikt naivt kunstfolk en Don Quijote kan komme til at hugge hoderne av dukketeatrets maurere. Det kan synes underlig, siden jo religiøs tro var spanierens styrke. Men den tro beror paa evne til illusion om det hinsidige. Kunst beror paa illusion om ting paa jorderig; blir den saa paagaaende, at den fortrænger virkeligheden, er den jo ophørt som illusion. Da er den hallucination, som ikke længer befrugter aand; da gaar man løs paa dukketeatrets maurere med slagsverd. Med andre ord: Jeg vil ha sagt, at ved disse malere er det ikke bare inkvisitionens følger én sporer. Det er selve den andalusiske aands væsen, som aabenbarer sig i denne art kunstgemyt. Og meget av det jeg kjender av spansk literatur fra idag, er i slegt med det.
Men der er én som hænger her, som har egen stemme, og
en intim stemme – El Greco. En skjør, hektisk aand med
en uendelig, en syk følsomhed. Hvor suget ikke i Sevilla
hans ene portræt av hans søn, den unge maler, vore øine hen
til sig og bort fra alle væggenes Zurbaràn og Murillo og Ribera! 
Breda’s overgivelse, av Velasquez (detalj).
Et billede av ungdommens hele vidunderlig skjøre sjælfuldhed!
Han er imidlertid ikke født spanier. I øieblikket er han som
bekjendt paa høieste mode i Europa. Og jeg lægger ut for
min ven maleren, hvorfor jeg tror han saa tit maler graagule
lik istedenfor mennesker: Han kommer fra en av de
græske øer, og lærer i Venedig under Tintoretto; men nu hænger
der et billede av hans lærer her like i hans nærhed, og det
har den selvsamme graagule tone. Ovenpaa kolorister som
Tizian, sier jeg, men især ovenpaa Veronese, er omslaget kommet,
øiets overmættelse, væmmelse efter farvesviren; man har
sagt: Tak, maa jeg saa heller faa en tegning eller radering! Senere opstod endog helt farveløse malere i Venedig, som Canaletto
og Guardi. El Greco er kommet til paa denne reaktion
mot det utadvendte, paa leden over bravour og manglende
hjerte; han gjør i farveløshed. Og jeg prøvde at ta paralleler
fra vor tid og forklare hvorfor El Greco kanske er høieste
mode netop nu. Min ven hører taalmodig, og saa kræmter
han og svarer: Du ser, det er en stor kolorist. Saa jeg stikker
min pipe forsigtig i sæk og gir ham ret; for jeg vet at han
eiet det sikre øie, som f. eks. der hjemme i Norge forstod
Gauguin’s følsomme kunst fra første stund, mens de fleste
endnu turde trække paa skuldrene.
Desuten har jeg lært ialfald det av kunsthistorien, at man staar sig paa at bruke ørene: om man nemlig ser litt usikkert, driver man det utrolig langt i kunstforstand ved bare at høre godt.
Og jeg er nu blit litt bange, at jeg kanske i det hele har rodd mig en smule langt ut med alt dette lægmandsskjøn om andalusisk kunst.
Det spanske folks mystik, folkesjælens fine røst lyttet jeg mig ialfald ikke til hos nogen av de nævnte fire spanske malere. Ingen av disse fornam nemlig mislyden i ødet, livsskriket. Ingen av alle disse uten den som jeg skal si litt om i en anden artikel – Spaniens maler, selv om det ikke er maler han først og fremst er.
Goya.