Spanske høstdøgn/7

Hans E. Kinck

Spanske høstdøgn

Utgitt av H. Aschehoug & Co, 1912 (s. 65-74).

ANDALUSIEN

I REGNVAAT KVELD

Det er som at staa under et takskjeg uten takrende, slik siler regnet nedover én; og folk stiller sig godt indunder stationens halvtække, de som ikke skal med toget. Der hviner en svart gris ved godsvognene langt borte paa jordet – for her i Spanien er ikke stort andet under tak paa en jernbanestation end pengeskrinet og regnskabet; grisen skal over jernbanelinjen. Der er seks spaniere om den, og bare én har paraply – hvad blir det til saa mange? og han bruker den da ogsaa likesaa godt paa grisen. Og grisen hviner til himlen om naade; og ialfald finder han at han paa ingen maate behøver at skynde sig. Det gaar dog tilsidst i rasende fart, de holder sig i dens ører, i hale, i hvadsomhelst de kan naa av ledig lem paa grisen, og grisens tog opslukes og forsvinder i vandmassernes rykende graatt og i det himmelropende hvin. Regnet øker til skybrud. Og alle skinner staar under vand; spanierne sitter her inde i kupéen og ser smilende ut og mumler sin obskøne runde yndlingsed. For posttoget holder uten videre stille, skjønt det alt er to timer forsinket – «el servicio», svares der naar man spør, hvorfor. Men det er nok bare selve regnveiret i og for sig, som er aarsak; for endog ved knutepunkter og ved de største byer i landet ligger stationerne under aapen himmel – og ved slike vandmasser resikerer én jo baade personal og varer, at si, naar det ikke er griser, da. Men under halvtækket, mellem den tætpakkede, vaate menneskeklynge, klemmer en tolvaars jente sig frem med en stor lerkrukke og bare ett glas, og skjærer i, glædesløst som et ræveungeskrik: «Quiere agua?» (ønsker De vand).

Regnet slaar fremdeles nye perlerader paa skraa nedover kupévinduet, da vi har redet det værste av og omsider triller videre. Vi tar op vor niste imens og nipper til landets deilige, men sterke vin; for min reisefælle maleren benyttet opholdet ved stationen godt, han stak indom «cantina»en (skjænkedisken)

«Plateresk», maurerstil og renæssanse i blanding (Sevilladomen). og utvalgte for turen en flaske blandt stedets ordinære vin, som i cantina koster det halve av den i stationens europæiske restaurant, og dertil har den egenskab at være dobbelt saa meget vin.

Saa blaaser det op derute. Og det tørker paa ruten. Bak perleraderne, som svinder, ser vi alt letnende, drivende hvite skyer; der flænges blaa rift i dem, solen slaar ned paa irgrønne flekker i landet. Sterk-anklede andalusierinder kommer frem paa stierne, staar paa det irgrønne i geranierøde flammende skjørt. Det er søndag. Og naar toget holder, vil kvinderne storme perrongen for at se; kontrolløren med saksen strider den gode strid i stationsdørene og stemmer imot med hele sin brede ryg; men de nysgjerrige seirer. Da gaar han paa med tørre knytnæver; han planter dem ridderlig og av al

Maurisk ornamentik (Granada). sin kraft midt i kvindebarmer, – og der kvitres og der retireres. Men unge mænd, som har raad til perrong, staar i brune fløielsklær, med bak og knær graanet av slit, for der skal jo ikke saameget bruk til, før det synes i det stof; de staar i hvite hyssingsaalede, lefsevaate skor, med lav, bremfri lue; eller en stiv hat, helst gul, retbremmet og altid litt paa snur, med sin hake gjemt i det tykke uldskjærf. Brunt og gult elsker de; og deres kvinder elsker blussende rød geranium. Det er høie, statelige karer – de har berber-længden; og de har en holdning som floretfegtere eller som tyre-arenaens fotrappe «banderillero». Men de er ikke vide om brystkassen eller hærdebrede. Og de er forunderlig smækre om midjen.

Nu begynder ogsaa den type, som jeg har ventet paa i Spanien, den fra Velasquez’s Barochos (de drukne) og andre billeder, og som er naadd Norden gjennem Josephson og Krøyer ... den lave firskaarne pande, den utflytende vinmund, hvor læbens rødt og hakehudens lød glir over i hverandre uten skille. Der kommer en type til, som jeg ogsaa skimtet i Toledo. Kanske jeg ikke tør bli ved for skallemaalerne: men her holder ældre hærdebrede bønder paa sin ridehest, forpagtere eller lignende, og det er da grangivelig romer-ætlinger i høiere grad end nogen jeg saa i Italien. Kraniet er de senere keiserbysters; de har ogsaa tit den mætte, grumme gjep ved mundviken. Mon romer og vestgote i blanding?

Landskabet ligger grænseløst frodig foran os. Og ind og ut, i slettens grønne, bugter Guadalquivir sig gulbrun, med den blussende røde sivbord paa begge bredder; alle floder er jo skiddengule her i syden, og især paa en bygedag, for da fører de bare fet matjord med sig. Rundt om sletten hegner tamme fjeld, lunefuldt henslængt, og deres rygge løfter skinnende hvite smaa byer op mot himlens blaa. Eller der er slet ikke fjeld, kun skogklædte høider. En natur bare bestemt til lykke og fryd.

Andalusien! Ja, selve navnet – er ikke allerede det som duvende vinranker, som fiammende kaktusblomst? Her maa gotikken dø med sin higen og de lange maal.

Og nu blusser der op baal langs skraaningerne. Mange baal! blaa røksøiler reiser sig skraa, driver indover i det melkeblaa, taakede regnlandskab, de driver som den herjende fiendes sidste baal paa Velasquer’s vældige lyseblaa landskabsbakgrund i billedet av Bredas overgivelse, for luften er andalusisk paa det billede, hvormeget end begivenheden er nederlandsk. – Der er braatebrand over Andalusien! Og det flammer saa villig trods væten; det er letfængelig olivenblad som brænder. Gamle oljefete eukalyptus-frøhus brænder, og deres bouguet staar og skjælver ned mot toget. Hele sletten flommer i vidunderlig duftende eukalyptus.

Og inde paa sletten ligger smaabyerne som hvite, tynde striper, og med saa lave vaaningshus som én aldrig saa nord i Kastilien. De er

«Mudèjar» fra Guadalajarr, Kastilien (1461). klappet slik i bakken at selv fælægrene hjemme paa veirhaardeste fjeldet ligger ikke saa lavt med sit takskjeg; heller ikke saa mistroisk med sin glugg av et vindu. Men hus her syd brukes jo bare til at sove i, og dø i.

Kjøreveier synes der ogsaa at være mindre av her end nordpaa. Folk rider paa alle stier utover sletten. Men findes der en kjørevei ensteds i det fjerne, er den i flittig bruk: husvogner med graa seildukskalesche i tøndehvælv over, og seks til syv muldyr foran, i ret

Spansk blandingstype, maurisk blod (av Goya’s dameportreætter). række efter hverandre, som leker trædd paa en streng.

Og rundt om eiendommene, her toget triller, og langs jernbanelinjen staar der tornet fikenkaktus til hegn; eller helst kvasoddet graa agave; stundom er der ogsaa ført en staaltraadstreng gjennem bladene. Men som regel holder nok dens brod bu- skapen i age uten streng. Indenfor de sølvgraa agaver gaar rødbrune, stutte griser, – her i Andalusien har de dyr høie, mankelignende vildsvinryg. Eller der gaar unge blodsdyr og beiter, hester, kjør, oksedrifter, kanske iblandt tyreemner, vordende espada-føde paa en av landets 250 faste tyrefegter-arenaer ...

Byger gaar og byger kommer, og frem under nye, letnende skyer dukker nye sletter frem. Der kommer hele endeløse skoger av sølvlys oliven, hvor hvert træ nu staar med kulsvarte, regnvaate legger. Det er den sværeste olivenskog jeg har set. Hist og her paa bakkerygger i skogen ligger olivenmagasiner, hvite hus med rødt teglstenstak og ingen glugger; mon brønden ved siden er oljecisterne? Og gjennem olivenskogen løper en sølegul gammel landevei op bakke, ned bakke.

Der begynder artiskokkens sølvgraa, takkede græs! Jeg skimtet visst en kylling av en knop imellem bladene; og det i december! Ja, her er syden. Her er dog Spaniens syden, skjønt høislettens allersidste skraaning endnu varer ved i navnet. Og i landvinen her dæmrer der langt bak en fin sherry-spids; hver vinslurk gir den rike, deilige eftersmak. Syd-Italiens vinsorter har svovel i sit følge sammen med saa mangelund en urtesmak: Jeg sætter den dæmpede sherry-spids over svovelen. Jeg sætter den endog over selve sherryen længer syd, og faar jeg bare den, saa værdiges jeg ikke at tænke paa Manzanilla’ens og Montillado’ens rabarbratørhed.

Se, nu er den blaa rift i de drivende skyer blit aftengrønlig. Og paa stationerne fingrer snart et rødlig lys sig frem ut av lygtens sprinkler, kjælende og letende hen over hvitkalkede vægger. Ræveungeskriket gaar umelodisk der ute i mørket: «Quiere agua?» Og naar én stikker hodet ut av kupéens vindu, staar endnu en rest av varsom eukalyptusduft fra tusen osende frøhus ned imot toget og egger; og én mumler fjollet, at i december begynder braatebrændingen i Andalusien. Men da staar alt artiskokken her, saa selvfølgelig som karvekaalen staar der hjemme i braatebrandens april, mens det river én i næsen fra

alle jorder med sur sotlugt, saa du tænker paa irsk whisky.

Eukalyptusduft av en hel, nattesvart slette! Det er som deilig sherry-spids paa landvin. Nei, det kan ikke undre at her i Andalusien ingen gotik i længden magtet at holde sig opreist. Her maatte den flaue av som en solgangsbris ind under land, med alle sine vetløst høie maal.