Spanske høstdøgn/6
| PAA |
| CORDOBAS BRO |
Det er som at slippe løs efter en bergtagning, naar én stiger ut i fri luft fra Cordoba’s vældige sten-katedral. Domen har en grundplan stor som Peterskirken i Rom, med en skog paa en 900 lave søiler av forskjelligfarvet marmor, som bærer vegten av de uhyre mur-masser man vet er over sit hode. Lav som en mare, tynget stenrøis-hvælvet over én derinde i tusmørket.
En søker hit ut i solen for likesom at samle og summe sig. En søker langt bort. En kommer ut gjennem en triumfbue av en byport og frem paa den svære bro i syd, hvor kveldsolen skingrer og en kjølig vestenvind jager smaa krusede blaa bølger opover Guadalquivir imot strømmen. Her har de statsdannende romere været, har hugget og lagt de ældste stener, som i saamangen bro og viadukt og vandledning i dette land. Og der er æsler paa hjemvei her over broen, sølvgraa og store, hvite og godlidende i speilet; de kommer paa rad, men helt løse, dilter i tæt luntetrav, med rapt duppende langører, med en lys sauebjelde klemtende i takt; paa den bakerstes kryds sitter driveren med dinglende ben og halvblunder. De haster hjem efter dagens mishandling, svinger ned fra storeveien og ind paa stien langs elven, ustanselig diltende op bakke, ned bakke. Denne hjemtur mot nat er den lyseste stund i deres liv – En hører det av klemtet, En ser det paa diltet. Sørfra kommer en flok jægere med en hel sværm utmagrede smaa hunder; de har ikke noget vildt med sig, men kanske det er avhændet i betids utenfor bytolden; eller stikker det i det, at spanierne efter sigende er daarlige jægere?
... Cordoba’s katedral! – Den staar der som et tempel for mystikken som saadan, skapt ut av det underste i de skiftende religioner, ut av selve uendeligheds-tørsten. Kristentro og Islam har bygget den op gjennem aarhundreder, og de rev aldrig ned for hverandre, bare skjøtte paa og forstørret. Alene hos et folk med absolut underkastelse under mystik kunde slikt ske, alene i Spanien. Og midt i inkvisitionen, som satte sig til maal at indsvi den ene saliggjørende konfession, selv da blev denne religiøse labyrint staaende, med de mange trosbekjendelser i sin stil, utenfor arianisme, muhammedanisme, katolicisme; protestantisme nævner jeg ikke, for den stod vel for godtfolk den gang, som den staar for godtfolk her syd den dag idag, lik ateisme, idet de tænker som saa, at vil mennesket i det forhold bestaa som individ, er dermed paa forhaand al mystisk opgaaen i kultusen utelukket. Andre katedraler her syd kan nok ha noget av det samme, Toledo’s hadde det tildels, og især Sevilla’s, hvor gotikken indvendig simpelthen er puritansk, og hvor utvendig yr sengotik er møttes med maurisk pragt, og øverst paa den stolte kampanile satte endog barok ind. Men ingensteds præker det som i Cordoba’s dom gjennem tusmørket og det stilløse rot denne ene ting, at i al konfession er der noget som er fælles: selve illusions-evnen. Det er middelalderens historie om de tre ringer op igjen, som gaar i arv, men hvorav kun den ene er det oprindelige rigtige arvestykke med den egte diamant.
En far lot nemlig engang gjøre to til, forat alle hans tre
sønner skulde faa – og nu gaar hver av dem og tror at 
hans er den egte og fine. Denne ældgamle, tilsyneladende
kyniske anekdote i Italiens første novellesamling røber en
religiøs tolleranse, den konfessionens indifferentisme, som dog
ikke er rationalistisk, fordi den jo netop tar sigte paa det
videre, paa selve illusionen. Hvilket syn efter min mening
var korstogenes første og egentlige kultur-resultat. Den historie
prædiker troens ret som saadan; den gir et glytt ind
til det høieste trin av aandskultur, middelalderen kunde naa;
den avdækker det dyreste klenodium, som dens særegne sjælfuldhed
tilsidst sat inde med.
Det er over denne anekdotens tekst, at ogsaa Cordoba’s dom prædiker. Og som én driver om slik derinde i søileskogen under mauriske hesteskobuer, saa blir én bergtat i disse smaa avgrænsede halvlys-verdener, som heter kirkeskib, og En stanser op i deres mørke, snart foran disse inderlig dirrende, disse hete, hemmelighedsfulde bede-nischer eller mihrâb, med hele Orientens tindrende dryss av pragt; snart stanser én op foran kristen gotik; saa staar én i næste nu foran hul, pompøs barok. Og tilsidst, ja saa ser man sig uvilkaarlig spørgende rundt midt i dette ironiens vældige fadersmil over menneskenes konfessioner: men her er da visselig ogsaa en mihrâb for ateisten? – for stakkar, ogsaa han maa jo tro, med eller mot sin vilje; han maa tro paa sin egen sats, at der ingen er at tro paa.
Cordoba’s dom blir den viseste kirke jeg har besøkt.
Og tanken leker atter østover, forbi det Tyrrhenske Hav, til Italiens centrum Toscana, og til Toscana’s centrum: Hvor er florentiner-aanden forskjellig fra spansk sjæl allerede i byens ældste noveller! f. eks. i Sacchetti’s, denne uforlignelig rike kilde, naar man læser den ret. Den bys aand ridser han op anekdotemæssig og uforvarende og uten anlagt kunst, men derfor saameget mer uforglemmelig; i al sin giftige kappelyst, i al sin hjerteløshed er den bys aand negativ, besat av optrevlende grin – det er som én tilsidst grangivelig ser den lille draape gift som ligger gjemt under borgernes tungerot og aldrig lar dem i fred. Og det er intet under at den stads dype aander søkte bort, likefra Dante til Leonardo ... nemlig de store, positive, visionære aander, som trængte selvfordypelse istedenfor overfladisk konkurranse og slagfærdige svar. Og nogen bevarer hele sit liv igjennem sin fædreneby i hatsk minde, dette «ondskabs rede, som Dante skjelder. Den by er mer lik – skal vi av forsigtighed si en by utenfor Norge, f. eks. Kjøbenhavn, end den er lik Spanien.
Men denne side hos spanieren hænger sammen med det
værdifulde i folket. Den egenskab er den sidste instans i spansk
aand, til hvis positive dyp inkvisitionens haarkløverier aldrig
naadde. Og den hænger nær sammen med deres sky for og
motvilje mot enhver etsende, negativ ytringsform av 
EN MIHRǍB. hvadsomhelst art (ironi, parodi o. l.). Saa selv paatrængende tiggerpak
smuldrer væk, naar man giftig ber dem ikke at gaa træt.
Det er, ganske enkelt, race-træk, en slik evne til at tro; og
et slikt mod er pant paa virkelig stolthed. Det er en fornem
races træk. Spansk «grandeza» er mer end mine. Det er den
egentlige plebeier, som garderer sig bak skeptiske attituder, –
og denne plebeier har intet med det sociale begrep at gjøre;
der finder man i saa maate ofte mer race end i overklassen.
Den virkelige plebeier alene indsvøper sig og er puslingbange
for at forløpe sig i sin tro.
Men hvorledes har spanieren formaadd at holde liv i dette karaktertræk fra middelalderen? – Og det middelalderlige stikker desuten frem i mangt andet; det stikker f. eks. frem i hans lager og hyppige bruk av ordsprog: ordsprog sies blundende, i vane, og tænkningen sover. Her færdes Cervantes paa grænsen mellem middelalder og ny tid, som saa tit; naar han ustanselig lægger Sancho Panza ordsprog i munden, saa er det en kunstnerisk bevisst og villet karakteristik, og han staar forsaavidt mere frigjort end eventyret, naar det fylder Askeladdernes skræppe med rammende ordsprog. Naar han lar Don Quijote oplære væbneren i ridderlige pligter og i samme gravalvorlige nu advarer mot at rape, saa er denne middelalderlige blanding av væsentlig og uvæsentlig komisk tilsigtet; men naar derimot digteren i alle sin helts oplevelser passer paa at betone, at han holder sig sedelig ren, saa er det utslag av naiv beundrings-trang, og det er i den form pur middelalder. Helt utleverer Cervantes ham aldrig til latteren; selv hos Cervantes er der altsaa middelalderlig tro.
Det gotikkens faste grep i folket, som jeg pekte paa i
Burgos-artiklen, har hjulpet til at holde liv i dette middelalderlige
træk. Dertil minder jeg om hin befrugtende dualisme i
selve landets natur, motsætningen mellem gold høislette og
smilende Eden langs elvene og ved deres utløp. Men jeg ind
Burgos-katedralen set fra kastellet.
rømmer, at disse momenter strækker ikke til for at forklare,
hvorledes folket reddet det troens klenodium, som Cordoba’s
dom saa betagende er et tempel over.
Det spanske folk er fuldt av motsigelser, har man sagt. Men hvorfor? Fordi folket er merkelig race-rent. Vel har folkebølger skyllet henover landet, men racerne blandet sig mindre end i andre land: de vek bare pladsen for hverandre. Mens f. eks. Italiens middelalder er optat med at fuldføre racesammensmeltningens rent biologiske proces, saa har racerne i Spanien ordet hver sine aarhundreder; de stænger sig ute for hverandre, danner egne riker, eller de søker ly op i Nord-Spaniens fjeldtrakter. Kelterne vek for romerne: i begyndelsen intet indgifte, og senere sparsomt! Siden vek goterne for maurerne: intet eller litet indgifte. De flyttet sig unna hverandre, som de den dag idag flytter sig unna en utlænding i kupéen.
Og dertil kommer én ting til: Man faar huske paa, at om der forekom blanding, saa var det første klasses racer som møttes; likesom araber-invasionen kun har styrket folket antropologisk, saa ogsaa psychisk og moralsk (nøkterheden, ædelmodet) – og det netop i et kritisk øieblik; for goteren, som kom i det 5te aarh., hadde, som den gemytlige farende svend han var, ukræsen og letsindig blandet sig med romernes rester, og de var, da araberne kom efter de par hundrede aars samliv, alt paa god vei til at være et svækket folk; det var jo ogsaa av den grund at araberne seiret saa letvint over dem.
Da saa tilsidst sammensmeltningens time var inde, vet vi,
kom inkvisition og religionsforfølgelserne; moriskerne, de
kristne maurere, blev utvist, hvorved rigtignok hele blomstrende
byer forfaldt, som det merkelige Avila. Og jøderne, som
i andre lande pleier utviske race-bevisstheder og kitte fremmede
elementer sammen ved sin handelsaand, de rømmer til Nederlandene
i klumper paa 20–30 000, da Torquemada for alvor
tar fat; og med den flugt hænger det vel sammen den dag idag
det faktum i spansk forretningsverden at f. eks. bankier-
geschæften ligger nede. De flygtende var forresten, antropologisk
set, bedste sort jøder, de høie langskallede sephardim, som
staar araberne nær, – og den invasion nyder Nederlandenes
handelsverden, kanske Hamburgs med, godt av den dag idag;
det er den type jøde ogsaa Rembrandt altid tegner. – Istedenfor
den endelige sammensmeltning soptes altsaa landet rent –
rigtignok strøk ogsaa aanderne med. Hvorpaa folket henfaldt
til religionskrige istedenfor til handelsforretninger, imedens England
stille lempet herredømmet paa verdenshavene over til sig. 
Santa Maria la Blanca i Toledo, maurisk-gotisk blandingsstil («mudèjar»).
Noget bortimot slik maa Spaniens historie sees. Og her mener jeg er den inderste forklaring paa, at det folk reddet det dyre klenodium, evnen til tro: Racerne ligger side om side, uformidlet, umenget, uudvisket. I den forstand er folket mer race-rent end de fleste europæiske folk. Av den grund er det ogsaa et «motsigelsernes folk», som det heter, eftersom race-elementer har ordet hver sin tur. Men i kraft av denne art racerenhed blev de ikke kræmmere. Og det blev deres styrke. Men det blev ogsaa deres svakhed paa saa mange omraader; de forstod f. eks. bare at utplyndre sine kolonier, men ikke at utnytte dem. – De mistet tillike et gagnlig ferment i aandslivet.
Men samtidig bevarte de altsaa noget mot undergang, som idag er vel saa sjeldent som kommercielt geni: Midt mellem opblandede, raceløse kræmmerfolk bevarte de den oprindelige og middelalderlige evne til tro. De bevarte den som karaktertræk ved selve folkeaanden. Spanieren bare smiler efter børsspekulanten, naar han ser ham halse avsted med en venal gamin-presse i hælene: Der er en del ting i livet, som ikke kan faaes for penger, tænker han; – end om det var ogsaa de værdifuldeste? – Det er i øieblikket et høist umoderne folk ...
Det er denne folkets stolte evne man føler i Cordoba-domens skumre søileskog. Det er denne stille prædiken, i saa ældgammel vis og dog saa flunkende ny, som gjør En fortumlet derinde, saa man søker her frem i dagslyset paa broen og til vestenbrisen, for at summe sig.