Spanske høstdøgn/5

Hans E. Kinck

Spanske høstdøgn

Utgitt av H. Aschehoug & Co, 1912 (s. 41-52).

EN NEDLAGT

HOVEDSTAD

To-tre timers jernbanefart fra Madrid ligger klingernes verdensberømte by, landets gamle hovedstad, som engang var paa sine 200 000 og nu er paa 20 000. Toledo er ogsaa maleren El Greco’s by. Det var en regnveirs-morgen jeg tok dit; her syd veltet Tajo sig stille og mættet og gul mellem lubne, ræveskindsrøde sivgræs-kanter. Og da jeg stod utenfor stationen paa sletten nedenunder byen, var jeg vistnok den eneste turist den dag. Jeg blev derfor eftersat av byens dagdrivere som et ædelt vildt. Og var dumdristig nok til ikke at søke ly i omnibussen, i hvis interesse plageaanderne arbeider naturligvis, mot et litet gratiale, eller en fri skyss av og til, likesom inde i Piedegrotta-tunnelen Neapels tiggerunger, som hundsætter turister, saa de drives ind i den elevator, som fører op paa Posilip.

Byen ligger høit der oppe paa den mosegrodde granithaug, med sin tindede teglstensmur og med sit Alcàzar ragende uindtagelig mot sky; men ut gjennem smaa tobaksbrune avløpshul sikler den gamle litt. Og rundt om den hernede snor Tajo sig i sløife gjennem den dype kløft; den kaster sig i stryk med sit gulbrune gjødselvand over byens gamle møller. En bred avenu, kantet med plataner, fører opover fra stationen; veien svinger over Tajo paa en stilig gammel stenbro og bugter sig frem opunder de røde teglstensporter. Mot nord bak Tajo brer en
frugtbar, rødbrun flate sig, med træløse skraaninger, og de er hugget til regelmæssig som med hule træsko-jern; inde i disse furerne er der plantet vin.

«Mossjo,» gnaaler det med vild sprogblanding, «visitare i monumenti?» Det er en 14-aars tiggergut, som fremdeles holder ut paa siden av mig. Jeg tverskraar over fortauget og sætter fart paa for at skubbe ham av mig mot platantrærnes stammer. Det nytter ikke, han springer bakenom platanen. Og saa søker jeg at ri ham av mot muren. Nytter ikke. «Mossjo, visitare –?» Han vil vise mig det hele for tre pesetas – for den samme pris som nede ved stationen; i hans sted vilde en italiener begyndt med meget mer og nu slaat av; men den spanske gavtyv holder faste priser trods mangel paa efterspørsel. Han vil vise mig katedralen, Santa Maria la Blanca, La Mesquita, ja endog «El Santo Greco», som han tror er en helgen, vil han vise mig for tre pesetas. Man mister besindelsen, brøler: Anda! (gaa!) ... Adios! – Nytter ikke. Han fordobler sin iver; og hans øie leter sig frem dit, hvor mit blik stanser op: Jaha, det er kastellet! sier han ... det Solporten! – Vi to er saa at si gamle kjendinger nu, vi har jo hat behagelig følge i 20 minutter ... Nu skal der paa spansk være to utveier med en slik klæg: Stille sig truende op og spørge med en ed, hvad han egentlig vil, og saa skape sig aldeles rasende, som man ikke nu kan svare for hvad her videre kan ske; men for det første maa da ordflommen mestres, og dernæst sitter den litt fast i halsen, den obskøne lille runde yndlings-ed, som spanieren smør hver anden sætning med, endog i damers nærvær, men hvormed man alene kan stemple sig som egte indfødt, saa alt praieri med ett slag er haabløst. Den anden utvei er at gjøre bruk av den formular, jeg fik av en ven i Madrid; man skal si med tilhørende smil: «Non se canse Usted!» (nu maa De endelig ikke gaa træt). Og jeg valgte den. – Jeg har ikke set virkningen før, den var uhyggelig: gavtyven blev hundesvak i blikket, han dryppet væk, sank blødende i jord. – Saa én stod igjen ganske fælen tilmode ved at træffe blank selvfølelse og stolthed hos en slik én. Det kan man kalde spansk tiggerpak! – – –

Man søker først den pragtfulde gotiske dom, med San Jago’s kapel i den vakreste, enkleste gotik jeg vel overhodet har set. Og som én vandrer her rundt i det dype halvlys, sværmer tiggere og guider om én lik moskitos: «Mossjo, visitare –?» For jeg har ikke hjerte til at bruke besvergelses-formularen en gang til. Jeg vandrer ut i byen og rundt i dens trange, krokete smug, hvor som oftest ikke engang en vogn faar plads, saa man kløvjer melk og brød og søppel paa graa, langørete æsler. For en fugl i luften maa denne by med de lunefulde gater være som et raatnende blad at skue med dets net av utallige trevler. Jeg stikker indom kirker, jeg kommer forbi El Nuncio, det ældgamle galehus som Cervantes nævner; og jeg kommer ut paa

TOLEDO SET FRA SYD. landet ved byens slagtehus, hvorfra den herlige utsigt er vestover mot Tajodalen og den sydlandske slette, som er blaagrøn av frodighed. Jeg kommer forbi den ørlille gamle teglstensmoske («Mesquita»), som just er under enestaaende restaurering til turisternes ære: man hvitter og fornyer den, saa kalken driver nedover dens byzantinske fresker; snart kommer turen til freskerne, og naar de er færdige, er der visselig ingenting gammelt tilbake derinde bak de smækre hesteskobuer: Toledo har da faat noget virkelig pent at vise frem.

Men især vandrer jeg rundt i gaterne, som slynger sig mørke, oftest uten vinduer i de nedre etager; stundom virker strøk som en klynge forter og blokhus. I portalerne er der sengotisk ornamentik at se; der er ogsaa ældre, romansk-lombardiske søiler paa løverygger; men mest er der maurisk: f. eks. bare alle portene, som er saa dryssende oversaadd med de store naglehoder! Man bortrykkes til det mauriske Toloitola i det 9de og 10de aarhundrede. Og det er som man ikke hører det gnaale «mossjo» længer; fra vinduer vinker sirener, de staar hode bak hode, de banker, saa ruterne klirrer og er ved at springe: «Mossjo!» kakler det. Det er som indespærrede høns. «Aqui» (her)! skriker de. Og nogen har lært fransk og roper gjennem de lukkede ruter: «Venez ici!» Men selv det blir fjern historie i disse gamle gater. Det er som at vandre rundt i Pompeji, dette; endog hjulsporenes slit i den graa sandstens-brolægning er den samme. Bare det skiller, at her lever og rører endnu de borgere sig, som hører museet til. Og derfor griper denne by underligere end selve Pompeji.

En stanser op foran laaste gitterporter og ser ind. Der er tung aftenskygge her ute i det mørke smug mellem de høie paladsvægger. Men der inde i patio’en bak gitterporten sitter en ensom dame i profil paa en sivstol og luter ærbar nedover sin søm; hun sitter derinde i flommende, tindrende overlys, paa et gulv av brogede marmorfliser. Og i halv ring rundt hende staar lerpotter med blussende røde geranier, som strækker blomst og drikker av det rislende overlys. De hidsig røde geranier er Toledo-kvindernes yndlingsblomst; paa væggen utenfor sit vindu har de dem ogsaa staaende allevegne og flamme blodrødt. Det er som et syn, dette billede derinde i den laaste gaardsplads; og det er som geranierne varer, at her leker man ikke med kjærlighed; den er selv et blodrødt, farlig digt ...

Endog ansigterne, som møter én her, fører En ofte netop hen til den samme orientalske feverden. Jeg traf mænd med onde og sovende kabylerfjæs; her sprang en zigøinerunge med øine som nygjæret øl og med gavtyvkast i hvert lem, samt haanlatter efter turisten, som ikke vilde ut med en soldo; der saa jeg en blanding, det tunge skjæbne-ansigt – mon keltiberer paa berber-krop? Der møtte jeg i en bonde en forspist romer fra keisertiden, av Trajan-typen; de er merkelig nok gjerne bønder, de som minder om keiserbyster her syd; ind i konditoriet kom ogsaa en bonde – han vilde spendere varm eplekake paa to unggutter, som efter egte landsens skik lot sig nøde og ikke vilde sætte sig, før verten hadde sat sig og begyndt. De drak ikke vin, de bare aat kake, kake paa kake.

Man kommer frem paa byens store, skidne torv, Plaza de Zocodover, hvis gavtyver Cervantes har foreviget. Og de synes ikke at være i noget haabløst mindretal den dag idag. Her er Yrende liv, trods sølen; spanierinder bykser over pytterne som raabukker paa de brutalt sterke ankler. Og rundt om under arkaderne leker unger; en steds staar klynger av kadetter og læser høit for hverandre detektivromaner.

Men hvergang diligencen fra stationen humper op paa pladsen under piskesmeld og rammel, blir her stille allevegne. Et helt stort torv sænker stemmen av nysgjerrighed. Hovedtorvet i Spaniens gamle hovedstad. De løfter sine ansigter som dyr, i umælende grandeza, ser sig ut saa vide, i dyrisk stædighed. Hele torvet løfter sit ansigt. Og bare ungerne er moderne; de slipper sin snurbas og sætter over pytterne mot de nyankomne: «Mossjo, visitare i monumenti –?»

Som jeg sitter alene i skumringen nede paa stationen og venter paa toget til Madrid, slipper kontrolløren ind seks lysklædte, pur unge, glade piker; det er Goya’s storøiede, smaa «majas», med blaa glimt i blikket og bronse-skjær i det mørke haar. De fylder perrongen med et bluss av knitrende latter; og den kom samtidig, som alene velinstrueret teater-latter. De stryker ind paa mig, puffer bort i reiseboken, hatten er heller ikke sikker paa mit hode. «Mossjo!» hauker de. Og de kakler, og de er vaggende, og de er kniksende i hvert led. «Debe ser un artista!» (maa nok være en kunstner) skogler de til hverandre. Kanske det var min onde samvittighed, – men jeg opfattet deres latter som Toledos haan over det særsyn av en standhaftig turist, som ikke i nogen form lot sig fravriste en soldo til en gavtyv: nu mobiliserte det smukke kjøn og øvet den sidste hevn. – De sætter sig endog paa bænken hos mig, og da det blir trangt, og jeg reiser mig, styrter en endeløs latter ut over mig. Og jeg tar et uhildet skjøn henover den lysklædte række; det er i virkeligheden kun den besværede tyrs sidste haabløse blik paa sine banderilleros. Men de misforstaar blikket: i samme nu jeg ser paa dem, sitter de blyge, slaar sine tolv store, straalende øine mot jorden; de sitter tause av spænding, som om Paris stod foran dem med sit eple. Nu først ser jeg situationen: Det var glædestørstige harems-damer, alle seks; og deres latter var eggende, ikke æglende! Det var Toledo’s allersidste opbud for at besnære, hønsene som kaklet fransk bak de lukkede ruter deroppe. Og alle seks klager da ogsaa nu til overflod stille op mot mig, at imorgen gaar der da ogsaa et tog ... Mossjo! ...

Men der kommer nye

Majas leker med en utstoppet dukkemand.
Maleri av Goya (i Prado). mænd ind paa perrongen, og kvindelatteren blusser eventyr-lysten op paany, sorgløs og klokkeren og uten nag mot nogen, slaar sine koglende toner om dem; dør saa ute i den brune høstkveld over den rævepelskantede Tajo, mens banemandens hæse, omstændelige markeds-skrik til avgang skjærer gjennem al lyd: Señores viajeros, en tren! Og toget triller mot nord. -

Det maa være kjedelig at være fordums hovedstad. Man har vistnok tittet paa en miniaturmodel av en by, en museumsgjenstand saa tætpakket av historie. Men livslysten var slet ikke blit museums-gjenstand. Selv om det var noget av det over det stille billede av hende i patio’en, som sat i sivende himmellys ene hos sin blussende geranium, saa var der dog ellers allesteds evne til lystighed, letsind. Ja, det var paa vei til at utarte til slyngelagtighed som i selve Neapel.

Og jeg mindes Goya, naar han maler Toledo’s arvtager i festskrud, denne stilløse opkomling iblandt hovedstæder, saa grissen paa historie. Dette lille tætte, vidunderlige billede! Der er folkefest ute i det fri ved Manzanares’s bredd; den gjælder stadens helgen. Og man sitter heroppe i aftensolens skjær og

Madrid, Goya’s maleri i Prado. venter nøktern, damer og herrer, og langt der nede er folket. Man sitter i stasklær og konverserer hverandre; skjønt man ser folket træde dansen dernede, er festen endnu ikke begyndt; men alt er der, foranledningen, menneskene, det gode veir. Og dog vil festen aldrig komme til at begynde. For der er bare én ting som mangler: evnen til at more sig. Og man tænker paa hollænderne, naar de lager sin folkefest, eller der er marked! – ja, om det saa bare er en traurig Callot, som tegner den! Her ligger det og dirrer i luften at der er noget avsindig ved selve forsættet. Og Goya er kommet i skade for at male det forfærdelige: selve glædens kaar i den nye hovedstad, idet han har malt folkets statelige opstilling til fest, – mens der bare er En som holder fest: den høislettens skingrende mai-sol om Madrids tindrende hvite paladser.

Og én mindes mere, én mindes den bys skjønne unge damer paa Puerta del Sol’s asfalt i eftermiddagstimen, de vældige avgudsbilleder, fete av stillesitteri og canavas-søm og av konditorkaker; men hvis kyllinghjerner ikke behøver mer end en roman av Theuriet for at mætte sig; har man set én, har man set ialfald en god brøkdel ... det svære hvitpudrede og minefattige ansigt, hvori der ligger to store øine, som ser tillidsfuldt ut paa alle mænd med sit bløte, brune heste-blik.

I den ny hovedstad er selve lystigheden, festfølelsen, letsindet museums-gjenstand.