Spanske høstdøgn/4
| SYDOVER |
| KASTILIENS HØISLETTE |
Rustbrune nypløide akrer saa langt øiet kan naa; oppe i
skraaningerne gaar kulsvarte muler og harver. Eller ogsaa
vinmarker – aa, for nogen vinmarker! Og ranken har
man plantet rummelig og raust, saa oksekjærren makelig kan
kjøre frem mellem raderne i vinhøstens tid. Slike endeløse
akerflater synes jeg aldrig jeg har set – det maatte da være
i Ungarn; men Rusland eier naturligvis deres like. Og paa alle
veikanter, mellem lyst, tørket græs og avsvidde, mørke tistelskeletter
beiter kulsvarte og kridhvite saueflokker, av en race
jeg ikke har set før – de har underlig løse ører, smal hals og
snille, hjælpeløse fjæs; midt i flokken staar et fugleskræmsel
av en gjæter med en svart liten hund ved sin fot. Mild morgensol
driver nattetaaken paa flugt; en sidste rest ligger som hvit
damp bortunder en pinjeskog og søker stakket ly i dens svale
skygge.
Der er fire farver i dette landskab: først dette uhyre av rustbrunt
i forgrunden; en kraftig mørke-, mørkegrøn pinjestrek
bakenfor og langt ute; bortenfor streken igjen en lyserød
skraaning, som nynner saa solfyldt flimrende; og ytterst ute,
op imot selve himlens hvitt, de rolige, lempelig takkede fjeld
i blaalig dis. De ligger i ring og holder om de vældige sletter,
disse «sierras» eller sagblade. Saa det er intet under at de 
Akvædukten ved Segovia.
gamle romere følte sig hjemme her; for fjeldene tar om sletten
ganske paa samme vis som de gjorde det om deres egne
sletter i Umbrien og nordenfor Po. Gjennem sletten glir stille
bifloder, som søker ned mot Duero; – og paa denne sin reise
ledes de av Nord-Kastillens snedige jordbruker rundt i kanaler
til vanding efter et utspekulert system: flate tages efter flate
nedover. Der staar altid en skiddengul liten rest av vandingsvandet
i en pyt nederst under akrene og fordamper i
solen.
Toget skjærer ind i pinjeskoger, med flat sandbund, som er graa av døde græsstraa, – og her har ingen forstmand stillet stammer i geled. Vi triller frem under klynger av usle landsbyer og forbi ældgamle, dystre middelalder-stæder med høie, tindede murer rundt om. Man ser straatækte menneskerønner, som en kalv vilde forsmaa som bolig hjemme, og jordhuler, hvor arbeidere sitter utenfor og smiler fjollet til toget. Man skimter en oksekjærre paa massive træhjul, med dusker og rosemaling, en museumsgjenstand fra den neolitiske tid; man bare faar ikke godt av det vidunderlige knirk, som jo maa staa som et knitrende bluss rundt om en slik kjøredoning – der kan neppe være ørens lyd for bonden, som gaar foran stuten med en fiskestang av en pisk! Og man mindes, her €n sitter i kupéen, med vemod diligencernes tid, da man reiste denne vei i vogn forspændt med 8–10 muldyr, og indlogerte sig hver aften i et landsens «fonda» (vertshus), der man traf folket hjemme hos sig selv.
Men som én naar sydover, blir jordbrukets vandingsforhold haabløst; der ligger hele strækninger udyrket, næsten som en sandørken, – ligner lyse elveleier efter flom. Folk har vist stundom ganske opgit det her; ialfald staar der flere med hænderne i lommen nu end længer nordpaa. De tier vist ogsaa mer her. Der henne ser jeg Sancho Panza’s skinbarlige ætling; han staar og maaper paa toget med aapen mund; han er fet av ansigt, mathugen glinser av det; han har runde barnekinder, med glissent krøllet blondt skjeg; han har smaa øine med utallige fine nysgjerrige rynker i krikerne. Han staar der ellers med en likevegt, som var en langt bedre sak værdig. Men han kommer ikke helt frem paa perrongen, han er varsom som hundene. Man har set ham før; den mand gror utenfor race og tid. Sancho Panza er og blir her syd grisegjæternes fysiognomi, synes det; og det var en inkurie av de gamle romere at gjøre slikt til keiser, for saa kom der jo Nero’er ut av det.
Der er præg av trægt høifjeldsfolk over menneskene paa
stationerne nu. De mindet mig om abruzzeren i sit væsen;
nu var der yderst faa blaaøiede at se; men av vekst var de 
Avila.
gjennemgaaende høiere, og det er vel berberblandingen som
gjør sig gjældende. Og nogen stod med tunge, urørlige skjæbneansigter
– mon det ogsaa var berberblanding? I ethvert fald
er nok ikke denne folkets indolence russisk «oblomoveri», hvor
man er gaat tilsengs engang for alle. Det er en farlig dvaskhed.
En slumrende, lurende dvaskhed. Fordi deres blod er tykt paa
samme maate som deres vin: den fratar én besindelsen.
Jorden bærer nu tilslut bare stenekskoger, disse deilige, eviggrønne trær, indadvendte, renslige, lyssugende ... Bare stenek og graa sten! og indunder dem gaar svarte grisepar og snuser med trynet efter nedfalden ekenøtt. Her midt inde blandt kampestenen, som ligger umotivert henlagt øverst paa bakker, dukker en gjenlevende baskisk koloni op – Mingorria; det folks kjærlighed til sten og slit og ødslighed fornegter sig ikke.
Toget skjærer ind gjennem fjeldkjeden, som skiller de to Kastilier; vi nærmer os Escorial og Madrid. Her kommer furuskog og fjeld; og naar solen nu synker rød ned i vest mellem Sierra de Gredo’s tamme tinder, risler der en hjemlig følelse over én. Det var et sydtysk skoglandskab, dette, men uten de overvældende Alper. Og det lokker én, at et litet menneskelig motiv kanske ogsaa har spillet ind, da Habsburgeren i askese bestemte sig til at utnævne Madrid til rikets centrum og lægge Escorial op mellem graasten: en hjemlig lugt av eget landskab. Gemsejæger-smak. Mørket falder paa i kupéen. Og man dupper av i tanker over høislettens virkning i spansk aand.
... For russeren er steppen og sletten likesom det hele, al verden. For det folks bevissthed ligger ingen eksotisk, frugtbar dalbund nogensteds, eller langt nede ved havet en forjættelsens by. Nu har jeg set spansk høislette i graat regndrys, jeg har set den i duggende og taaket nat, jeg saa den idag i skinnende sol. Og der er nye, stille høisletteverdener hist bak de fjerne fjeldtakker; der i nordvest ligger Leon med sine, i sydvest det goldeste av dem alle, Estremadura med de halvvilde sauegjætere; en tre fjerdedele av spansk land er høislette. Og naar jeg nu mindes et og andet i den bedste spanske kunst, faar høisletten en underlig og dyp mening: Høisletten har avtegnet sig i spansk folkesjæl. Vel er jorden frugtbar heroppe efter en nordbos krav, der hvor vand findes; der stod jo endog knutet vinstok i veikanten! Vel var den ikke folketom, – ialfald i Nord-Kastilien: Og dog spiller den heiens rolle i deres forestilling; nede i dalbunden, hvor floden rolig og vandrik slikker bredderne, der er syden; der er de dristige drømme virkelighed. Orangerne! Husk Cervantes, hvis helt maa hitop med sine vrangforestillinger! Husk paa hvilken maate hos ham fremmede reisefølger dukker op i synsranden og blir borte i synsranden! Landskabet heroppe ligger som i drøm, man færdes i mareridt; denne folketomme, bølgende slette blev underbevissthedens forjættede rike. Og husk saa hvor Barcelona for Don Quijote er straalende, utadvendt fest ... som en uklare passioners renselse, alle fikse idéers fordampelse; i folkevrimlen dernede, i dagslyset, drysser det med skjæl fra hans øine, han blir næsten som en av de andre da. Ja, hele Don Quijote er utænkelig uten en folketom hei, med lange veier mellem menneske og menneske; uten høisletten var ialfald illusionen hos helten ikke blit patologisk. Eller husk f. eks. stemningen over Goya’s maleri «Vinter», eller der hvor munkekutterne i Los proverbios famler sig frem i taakeveir og regn. – Her paa høisletten mættedes folkets mystik; her fødtes vel ogsaa sagnene, eventyrene, viserne. Og uten den vilde kanske ikke Shakespeare’s eneste likemand været spanier; Lope de Vega blev hans likemand netop i kraft av den samme kunstens hemmelighed: i det geniale instinkt, hvormed han søkte tilbake til middelalder og folkelig lyrik.
Og jeg griper mig i at jeg sitter her og mindes en sagnrik dal i landet der nord, som skjærer sig smal og retlinjet opover fra syd; men til begge sider breder heien sig endeløs og uten høie fjeldtinder. Og jeg prøver den tanke: om der istedenfor heien hadde ligget bræer og raget himmelhøie, golde fjeld op over dølens hode, saa han var henvist til blot det ene hjem i gaardene nede ved fjorden: mon Sætesdalen da hadde eiet sit kaotisk frodige folkegemyt? sin hengivenhed i og trygge visshed om sagnenes ret og realitet? Ødslig hei deroppe og efter fattig leilighed folksom bygd her nede gir svingning; i ensomheden yngler fantasien, mens bygdens menneskevrimmel optrevler, rationaliserer, tæljer frem kontur, reisning. Jeg tænker egentlig paa sætesdølen som han var for en mandsalder siden og mere.
Spaniens høislette har git dets mindste som dets største
aander svingning. Den har været med til at skjænke vandring
i sindet, – ogsaa den velgjørende følelse av midlertidighed, som
betinger kunst; den har hjulpet til at bevare higen som saadan,
evnen til illusion; dens øde verget folkegemyttet mot flatbundet
rationalisme, – men gjorde dermed ogsaa spanieren svak i 
Escorial.
nationernes kræmmerkonkurranse. Høisletten har bidraget til
at holde liv i gotikken, som laa paa bunden av spansk folkesjæl.
Den spiller ogsaa ind som moment ved presteskabets
uutryddelige magt helt til den dag idag.
Men høisletten, eller rettere: spillet mellem dens ensomme taakeliv og folkevrimlen i sydens yppige virkelighed nede i dalene og ved havets rike handelsbyer, har grepet endnu intimere ind. Jeg tror den har blandet sig ind i selve den kunstneriske utformning av Cervantes’s helt. Jeg har før nævnt et par momenter ved verkets tilblivelse, høisletten blir det tredje. Den har været med at skjænke det verk selve dobbeltbunden, har git digteren balanse til at færdes just der paa ironiens skarpeste og underfundigste egg. Og hvor staar netop derfor ikke hans «satire» f. eks. himmelfjern fra det, kjøbenhavnerne kalder grin! Grin er ondskab, dræpelyst. Hvilket inderst inde er fordækt spidsborgerlighed. Men det andet er lek, er kunst. Og det er, naar han færdes slik farlig paa eggen, at scenerne faar det ophøiede vanvids vildhed; i literaturens historie gives der neppe mange sidestykker til hin tegning av en ribbet sjæls desillusion, der Chrysostomus’s klagesang lyder over forsmaadd elskov. Kun Aristofanes evner at arbeide frem noget av denne vilde smak, – og den opnaar han just gjennem den skrikende motsætning mellem ophøiet form og plat indhold, – eller vi kalder det virkelighed; i Shakespeare’s Hamlet er dette avsind blit sutrende, blit patologi. Mens Cervantes færdes opreist paa «sierras», paa tinderne. Han gik med en digterdrøm, dit hvor orangerne blomstret, stundet han; han dudde dog ikke selv som positiv lyriker, der følte han sig paa høisletten, hvor bare matnyttig korn vil gro. Saa slaar han om i Don Quijote, saa digter han sange paa reversen, paa mislykkelsen, paa sin egen sjæls umættede længsel ned til orangernes haver; han skriver en komedie om en digter, som er et geni i det ene punkt: i ufortrødenhed til at begynde paa igjen efter hvert uheld. Sætter selve sin person ind som indsats. Og den bedrift øves bare En gang i en digters liv, eftersom selve livet er indsatsen. Hvor mange digtere, som tumler sig her oppe paa dette vandskille mellem tom mine og indhold, vovet følge eksemplet? Kun en spanier har det ødelandens dumdristige indfald; kun hos ham fik vi se geniets vetløse svir med syner paa dets livs skuffelser ...
Jaja, slik synker man sammen ovenpaa dagens indtryk i en spansk kupés mystiske halvlys. Kanske sitter man og overdriver høisletten.
En ting kan jeg dog ikke la være at tro, efter det jeg har opfanget idag: Man overvurderer neppe saa let høislettens psykologiske rolle i spansk aandsliv. Den ligner ikke en slavisk steppe, den er ikke haabløs. Nede ved havet og henne ved floderne ligger orangernes duftende skoger. Klinger der lys latter. Og paa mulens ryg kan enhver, som virkelig vil, naa Eden.