Spanske høstdøgn/9

Hans E. Kinck

Spanske høstdøgn

Utgitt av H. Aschehoug & Co, 1912 (s. 87-94).

PAA

BARCELONA’S RAMBLA

En gaar her op og ned paa Barcelona’s Rambla, hovedgaten i en millionby og Spaniens eneste moderne boulevard; spasergangen ligger bred i midten, mellem to smale brolagte kjørebaner; og graastammede plataner kanter den langs begge sider; paa pladserne bivrer palmers bladvifter i morgenbrisen. Hist og her har store aviskiosker lagt sig, og smaa utskjænkningspaviljoner, som betaler svære summer pr. aar for retten. Der staar en fuglesælger med et utal bur, og i dem har han en sværm nyfangede gulgrønne sangfugler, som flakser rædde rundt. Der staar en skidden fet prest hos ham, som netop er kommet fra grønsaktorvet i sidegaten, og kjøper nu sit net fuldt av fuglepar; for hver ny han putter ned i salaten, slaar han faste knuter paa sit net, som han gang paa gang maa løse. Der staar en blomsterkone med en flok piker, binder vældige buketter, – og nellikduft og rosers duft fylder Ramblaen. En skyver sig frem i folkemylret; her er svart av mennesker, som er ute for at indsupe havets morgenfriske, fugtige aande. Og for at se og sees; her glir ogsaa kolde kokotter fra Paris, hvis kjærlighed blev videnskab. Folk har likesom mere hast her end i andre spanske byer, de gaar hurtigere.

Der er hvile i et slikt vildfremmed folkemylr, det er i det man først er ene; og det har det foran havets bølgemylr, eller

Zaragoza, maleri av Mazo, elev av Velasquez († 1687). foran skogens susende trær, at det holder én vaaken midt i hvilen.

Allerede gatelivets pulsslag fortæller, at her er spanieren vaaknet, der er livsvilje. Og for at mindes noget rigtig himmelfjernt i dette brusende, uvorne liv, mindes jeg liktog-byen Madrid.

Spanien synes jeg, som tidligere antydet, er ialfald tre: Der er denne remse Spanien fra hav til hav her nord om Ebro og Pyrenæerne, der er Kastilien, og der er Spanien om Andalusien i syd. Men der syd gliste der en forvildet race imot én; i Sevilla var det i saa maate næsten som at spasere paa Neapels gater.

Men især er Spanien denne remse i nord. Og jeg husker alle de faste blik, jeg har set bare paa denne tur fra Zaragoza og hit. Jeg mindes ledere i deres republikanske aviser, hvis korte, flammende vilje jeg aldrig saa maken til; den var som et glohett jern, og det kan bare være et tidsspørsmaal, naar slikt brænder sig frem til sit maal. Og folketypen her nord blir for mig det tunge, mørke skjæbne-ansigt paa den høie araber-krop, vilje-ansigtet, som intet hensyn kjender og intet offer skyr.

Spanien er et overraskelsernes land, intet lands fremtid er slik hyllet ind i mørke. Fordi man nemlig ikke vet hvilket folkeelement faar ordet i det næste nu. Men montro ikke fornyelsen, om den kommer, allikevel vil komme nordenfra? Her har nationens aktive racer tilhuse. Der vest bor mest langskallet, egenraadig ibererslag, hvis lyst fra urold av er gaardsbruk, samt fiskeri. Her langs Ebro holder kelterblanding til, og hans anlæg ligger for industriel bedrift, et urgammelt racetræk, som en mindes

«Plateresk» fra San Jacintokirken i Cordoba (1557). fra vore ældste ættesagaer, hvor allerede raceblandingen er i fuld gang, og den ene søn jo er lys, den anden svart og styg, men «hágr á tré ok járn» (hændig i træ og jernarbeide); al sagaens drama-tiske spænding er i grunden bygget op over disse – den blonde og den svarte søn; skablonen sneg sig endog ind i vor kongesaga. Og sagaen ser stundom litt partisk paa den svarte søn, ganske som Mommsen, som i kelteren jo rent synkvervet bare ser nutidens franskmand og Preussens vordende fiende: Kelteren nordenfor Po blir derfor i Mommsen’s øine pyntesyk, utadvendt, ustadig. Raceblinde Mommsen! end Numantias forsvar her litt syd for Ebro? Byens navn er keltisk; og paa nye arkæologiske terracottafund derfra er det godtgjort, at ornamentikken er keltisk. Numantias forsvarere var tilfældigvis disse «ustadige» keltere!

Jo, her nord opunder Pyrenæerne banker folkets hjerte, baade i vest og øst. Det er kanske langt frem til den ny tid, jordarbeiderne har f. eks. endnu ikke rørt paa sig, og der sitter bare én socialist i Cortes; men her ligger dog nationens politiske fremtid, likesom den igrunden altid har ligget her. Paa kort tid kan omveltningen være skedd i næringslivet, i jordbruk som i fiskeri; i ett nu er en primitiv træplog ombyttet, og en vakker dag sitter de ikke mer og driver fiske paa havet fra aapne robaater.

Det som Spanien bestandig har manglet, er imidlertid handelsmænd; det er specielt pengetransaktionernes mænd det manglet, de snyltende mellemmænd, aagerkarlens yngste bror bankieren. Og her i nord har man saavel jordbruksprodukter og vin som metaller og industri: handelsmanden mangler dog endnu; og landet oversvømmes av geschæftsfolk fra andre nationer. Men denslags ting læres ogsaa, det er jo bare en viljessak; selv den første bedste dosmer ser man med lethed avlurer sine rivaler det nødtørftigste av handelsknep, – og saa skulde ikke en spanier her nord kunne lære det! Men det gjælder rigtignok at skynde sig nu; for om ikke saa længe er den nye, vældige færdselsaare færdig fra Frankrike under Pyrenæerne til Zaragoza ...

Og jeg gaar her og sanker ut viljes-ansigterne og ser ind i dem. Ja, hvis denne del av landet blir ved at føre an, saa blir folket et utsøkt farlig folk. Naar grundelementer som gotikkens higen, keltisk seighed og baskisk individualisme, slik som denne ytret sig allerede i hang til spredt bebyggelse, saa jeg de fem

Baskiske fiskerbaater (fra San Sebastians indre havn). minutter hin dag indover baskisk grænse bortrykkedes helt nord til brækkerne i mit kjære Vestland, – naar slike elementer indgaar forbindelse, som de har gjort det her i Ebrodalen, saa kan vel en farligere proces for et samfunds bestaaen neppe tænkes. Det er nemlig ikke apacher, som driver sit spil med bomber f. eks. her i Barcelona: det er farlig nordspansk folkesjæl, som ulmer; det er noget av en naturlov som virker – hvad nytter i længden mot den præfekten general Weylers kanoner? Men mon tro de saa, med den baskernes anarkoide draape i sit blod, blir staaende ved republik? mon tro de stanser før ved føderation? Eller foresvæver der dem noget endnu friere? ...

Og for tiende gang kommer jeg nedover Rambla’en og stanser ved presten med det skidne, nærsynte blik og de fete fingre med svær sørgerand under hver negl. Endnu staar han og kjøper smaa, nyfangede sangfuglepar, og for hver ny løser han de kraftige knuter paa sit net og putter dem nedi til salaten. Han han vakt opsigt blandt bærmen her. Denne presten er en ren opkjøper! Mon tro han vil slippe igjen disse rædde smaafugler, la dem stige tilveirs høit over aaserne bak Barcelona, til de faar sit lille land i sigte, og med glædeshvin styrer hjem over kollerne til pinjeskogen nord under Pyrenæerne?

Naar de spræller rædde nu bak sprinklerne i fuglesælgerens bur, saa klipper hans øie fugtig; naa, der saa jeg det: saa klukker hans perverse hjerte! Han elsker at se utæmmede sangfuglers skræk ... Der gaar han; nu skal han hjem for at sitte og se paa hjerterne banke sig træt i de vetskræmte fuglebryst! Den karen er spansk aandsliv og spansk fremtids værste fiende ogsaa her nord. Men det er det da heller ingen spanier ialfald her nord, som ikke er klar over.

Utover stenbænken hos sælgeren ligger fuldt av død smaafugl, som allerede er segnet om av sindsbevægelse. Og røde roser og røde nelliker dufter over deres gyldne smaa lik.