Skipper Worse/9

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 2s. 83-88).
◄  VIII.
X.  ►

Garman & Worse havde nogle heldige Aar. Som en Strøm af friskt Blod løb Jacob Worses Penge ind i den hensygnende Forretning, fordelte sig udover Lemmerne og gjorde hele Organismen sund og stærk. Og det varede ikke længe, før Firmaet havde gjenvundet hele sin Glans baade hjemme og ude.

Konsulens Ansigt blev igjen glat og ubekymret, og hans Skridt lød raske og ungdommelige, naar han steg op ad den brede Trappe, for at se til de fremmede Arbeidere, han havde ladet komme fra Kjøbenhavn, for at dekorere Selskabsværelserne ovenpaa.

Til Vaaren skulde Christian Fredrik komme hjem; hans Uddannelse i Udlandet var fuldendt, naar han nu havde tilbragt den sidste Vinter i Paris.

Konsulen glædede sig meget til at faa sin Søn hjem — især nu, da han med Stolthed kunde vise ham, at Huset var vel ved Magt og Forretningen i høi Grad blomstrende.

Der var bare dette ene med Worse. Konsul Garman forbandede i sit Hjerte Haugianerne og alle Hellige mere end nogensinde. Det var gaaet som han frygtede: de havde aldeles ødelagt Skipper Worse for ham.

Det samme mente Jomfru Birgitte og Jomfru Mette. Vistnok kom han i den første Tid efter sit Ægteskab oftere ud til Sandsgaard og prøvede at være ganske som før.

Men det duede ikke; han kunde ikke længer finde Tonen, og paa begge Sider føltes det pinligt, at de gode gamle Dage vare forbi for bestandigt.

Kun en eneste Gang havde Fru Sara Worse været paa Sandsgaard. Konsulen gav en stor Middag til Ære for de Nygifte.

Med nedslagne Øine sad hun ved Siden af Konsul Garman ved det straalende Spisebord omgivet af alle de høie Herrer og Damer, som hun kun kjendte fra Gaden eller fra Kirken. Rundt omkring hende lød Spøg og Latter og en lystig Larm, som hun aldrig i sit Liv havde hørt Mage til; — skjønt man den Dag ialfald indbildte sig, at man lagde Baand paa sin Munterhed af Hensyn til den unge Frues bekjendte Religiøsitet.

Jacob Worse derimod, som var vant til dette, og som var godt ligt af alle, sad saa inderlig fornøiet og vilde nikke til sin Kone. Men hun løftede neppe sine Øine under hele Maaltidet; og da de kom hjem — Worse maatte finde sig i at kjøre —, sagde hun til ham, at hun kjendtes, somom hun havde været i Helvedes Forgaard.

„Aa nei — Sara! — hvor kan du dog sige det? — det er saamænd brave, godmodige Folk allesammen.“

„Ja du forstod vel, at de bare gjorde Nar af dig?“ sagde hun skarpt; thi saaledes havde hun opfattet det, naar Byfogden eller en af de andre udbad sig den Ære at drikke et Glas med den gamle Kaptein og den unge Brudgom.

Hun kom der aldrig mere. For det første var hun klog nok til at indse, at hun aldrig vilde faa Fodfæste i den Kreds; men for det andet var der virkelig for hende, som fra Barndommen ikke havde hørt andet end alvorlig og gudelig Tale, noget ligefrem djævelsk ved disse glade sorgløse Mennesker, der lo høit, mens de drak den farlige Vin. —

Konsul Garmann bebreidede bestandig sine Svigerinder, at de ikke tidligere havde givet ham Underretning om Skipper Worses Maskepi med Haugianerne. Han mente, han skulde nok kureret ham, havde han bare faaet ham under Behandling, før Sygdommen havde taget Overhaand.

Imidlertid lod det dog til, at Worse var fornøiet; og det var jo godt, saalænge det varede. Men paa Sandsgaard savnedes han; og da han trak sig tilbage fra Søen og overlod „Familiens Haab“ til andre, opgav Konsul Garman ham ganske som spoleret og ødelagt.

Konsulen var da endnu mere ensom end før, og ofte vandrede han i melankolske Tanker op og ned i den brede grusede Vei foran Havepavillonen.

Den laa ved en Dam, rundt hvilken der voxede en smuk Krands af Siv. Dammen maatte for have været meget større; for Konsulen kunde mindes fra sin Barndom, at der havde været Vand paa begge Sider af Lysthuset og en Bro, der kunde leftes op.

Der stod endnu et halvklart Minde for ham om nogle Damer i en blaa og hvid Baad, og en lang Mand i red Silketrøie, som stod i Forstavnen med en Aare.

Nu var Dammen saa liden, at det vilde være latterligt at have Baad i den. Konsulen speculerede mange Gange over, hvorledes det kunde hænge sammen, at en Dam saaledes Aar for Aar kunde minke. Det var vel Sivet, som groede over; og han paalagde hvert Aar Gartneren at holde Øie med Sivet; men det hjalp ikke.

Haven var oprindelig anlagt i ren fransk Stil med brede retvinklede Gange, tætte store Hækker og Alléer eller bittesmaa Dukkehækker af Buxbom. Med visse, regelmæssige Mellemrum var der en Runding, hvor fire Veie mødtes; der stod Bænke omkring og i Midten en Solskive eller en Mindestøtte eller noget sligt.

Men i Udkanten af Haven især mod Nordvest var der plantet tæt af Træer ligesom en bred Ramme omkring det hele. Det var simple, indenlandske Træer, som skulde beskytte den fine, franske Have med de fremmede Væxter og Blomster mod den kolde Vind fra Havet.

Pavillonen med Dammen laa vestenfor Hovedbygningen; og skjønt det igrunden ikke var mange Skridt, blev den dog i gamle Dage anseet som et Slags Trianon, hvortil man begav sig for at drikke Kaffe eller høre Musik. Det sirlige Tog bugtede sig da fremad paa de sindrigste Omveie — over Broen og rundt Dammen, eller man steg i Baaden og lod sætte over i tre Aaretag under utallige Komplimenter og Vittigheder.

Alt dette kunde Morten Garman godt huske fra sin Ungdom. Han havde selv prøvet at holde Liv i de gamle Skikke og Manerer; men det var kun halvveis lykkedes ham. Menneskene forandredes, Dammen groede til; — ja selv hans Faders sirlige Have truede med at gro over.

Paa begge Sider af den brede Grusgang, som førte til Pavillonen, løb der en Hæk saa tæt, at unge Damer til Gartnerens store Fortrydelse pleiede at sætte sig i den, og med regelmæssige Mellemrum stod der sex klippede Pyramider af Buxbom. Her var det, Konsulen yndede at vandre op og ned; her var al den gamle, sirlige Stivhed bibeholdt.

Men i Haven forresten begyndte der at se broget ud. De simple Træer, der vare plantede, for at give Ly, begyndte nu, da de havde faaet tykke Stemmer og stærke Rødder, at brede sig for egen Regning, og da de ingen Vei kunde komme udover mod Nordvesten, sendte de lange Grene indover Haven, henover de retvinklede Gange og de snorlige, smaa Dukkehækker af Buxbom.

Det var en Samling unge Bøgetræer, som begyndte Oprøret. I flere Aar havde de staaet næsten stille. Nordenvinden blæste Toppen af dem og bøiede dem og alle de andre Træer indover, saa at de saa ud, somom de vare klippede skraat af med en Sax. Men da de saa endelig havde samlet tilstrækkelig Kraft nedentil, begyndte de at brede sig udover, voxte indpaa hinanden og paa de andre Træer, kjæmpende om hver Solstraale og skinnende af Sundhed og Saft.

De andre Træer gjorde ligedan; ja selv de beskedne Hyldebuske, som stod yderst langs Gjærdet, og som i de første onde Aar havde baaret al Elendigheden med Nordenvinden, selv de fik Magt og prøvede at løfte sine runde Kupler i Høide med de unge Rognbærtræer og Popler, som stod indimellem.

Baade Konsulen og Gartneren vare paafærde; men de udrettede ikke stort. Fra alle Kanter brød der en simpel Frodighed ind over den tørre, sirlige Have. Indunder Træeme vilde Hækkerne ikke trives længer, de skjød Vandskud eller tørrede væk; skikkelige Buskvæxter, der før havde været klippede som smaa Puder, boblede sig op til store Hølæs; Gange, som før vare rummelige for to, pressede sig sammen, saa at én knapt kunde komme frem.

Det var ikke Gartnerens Skyld; men Anlægget var naaet saa vidt, at det gik over fra Have til Park; og der havde ikke været anden Mulighed for at bringe det tilbage til det oprindelige franske Mønster end at fælde Træerne og begynde fra nyt af.

Men det kunde jo ikke gaa an; mange fandt det endogsaa smukkere nu end før med de høie Træer. Men ikke Konsulen; han saa med Beklagelse, hvorledes hans egentlige Have hvert Aar mere svandt ind, til han ikke havde andet igjen end den brede Grusgang med de sex Pyramider foran Pavillonen.

Naar han vandrede her i de lyse stille Sommeraftener, kunde han mellem de oprørske Træer skimte den rødgule Aftenhimmel, der endnu kastede sine Farver over Sandsgaardbugten og vestud mod Havet, hvor Vandlfaden laa som Glas, der bølgede i lange Tværstriber,

Han kom til at tænke paa den herlige Udsigt over Havet, man i fordums Tid havde havt fra Taget paa Havepavillonen. Nu var det forbi med den. Det gik med Haven som det gik med Byen; den groede op og groede over, saa hverken det ene eller det andet var til at kjende igjen.

Paa Bagsiden af Pavillonen var der en hemmelig Dør i Panelet, hvortil Konsulen bestandig bar Nøglen i Lommen. Mange smaa Minder om galante Eventyr kom myldrende ud, naar han nu paa sine gamle Dage en sjelden Gang aabnede den lille Bagdør. En Vindeltrappe førte til Kammeret ovenpaa. Trappen var trang; nu skulde han vist have vanskeligt for at komme op; — men i Ungdommen — Herregud! hvor let fløi man ikke op og ned.

„Le nez — c’est la mémoire“ — sagde han med et bon mot af sig selv, idet han indaandede den indeklemte Lugt af gammelt Mahognitræ, og nynnende vandrede han op og ned i den lille Rest af sin Ungdoms Have, stillende sine smukke Ben forsigtigt og elegant, drømmende, at han var i Sko med hvide Silkestrømper. —

Men paa Veien udenfor stansede en Vandringsmand og saa udover Fjorden.

Det var den bekjendte Lægprædikant Hans Nilsen Fennefos. Høi, mager, med en skarp Glans i de lyse Øine stod han stille og faldt i Tanker — lænet op til Portstolpen ved en liden lukket Udgang i Havegjærdet.

Paa Ryggen bar han den store Skræppe, hvori han førte sine Bøger og Traktater; han var støvet og træt efter en lang Dags Vandring i Solskin.

I tre Aar havde han ikke været paa denne Kant af Landet, og meget var foregaaet med ham siden dengang.

Da han erfor, at Sara var bleven gift med Skipper Worse, fik han et voldsomt Slag eller Stik indvortes, en legemlig Smerte, som næsten kvalte ham. Han forstod da med en Gang, at han alligevel var fangen i en Kjærlighed til denne Kvinde, mod hvilken hans Kjærlighed til Brødrene — ja hans Kjærlighed til Gud var bleg og for intet at regne.

Han forfærdedes over sig selv og kastede sig i Støvet i Anger og Bøn. Og som han nu syntes, at ingen Straf eller Bod var haard nok for saa stort et Bedrag, saa stor en Brøde, blev han ogsaa stræng mod andre; og han begyndte med brændende Iver at prædike Bod og revse Synderne i Ord haardere end nogen havde brugt før ham.

I tre Aar stod han i denne heftige, umiddelbare Kamp mod Synden i sig og om sig, og imens fik han sit Hjerte bøiet, fik udrænset den syndige Kjærlighed, og det blev ham klart, at baade han og Brødrene hidtil havde udvist altfor liden Strænghed baade i Liv og Lære.

Derfor fulgte han ogsaa Kaldet og kom sydover. Hans Følelser, da han læste Sara’s Brev, var Medlidenhed mod hende og alle Brødrene paa den Kant, som blindt vandrede i sine Synder og i sin Egenretfærdigl1ed.

Men paa sin Vandring sydover gjennem venligere Egne, blandt Folk, som kjendte ham fra før og som kom ham imøde med kjærlig Bekymring, kunde det ikke være anderledes, end at hans Sind uvilkaarlig mildnedes noget. Og da han gik gjennem Sandsgaard, maatte han uvilkaarlig stanse, overvældet af alle de Minder, der vaagnede ved Synet af den venlige Bugt og Kirketaarnene i Byen, som han allerede kunde se.

Hans Nilsen ransagede endnu engang sit Hjerte; men han fandt ikke andet, end hvad der burde være. Sara var for ham en Søster eller en Broder; hun var en anden Mands Kone, og han vilde ønske, at hun var lykkelig.

Men før han gik videre, kom han til at se ind over Gjærdet; og mellem Grenene opdagede han Konsul Garman, som gik og spadserede.

Fennefos kjendte ham, og hans stærke Sind vaagnede igjen ved Synet af denne uomvendte gamle Mand, der vandrede derinde saa tryg i sine Synder, midt i al sin Rigdom, omgiven af Øienslyst og Kjødslyst, — vandrede med aabne Arme lige ind i Helvedes Pøl og Pine.

Han greb om sin Stav og gik videre; de skulde faa føle derinde i Byen, at Hans Nilsen Fennefos var vendt tilbage.

Imidlertid veg det sidste Skjær af Aftenrøden, og Himmelen blev lysegrøn langs Horizonten; en kold Vind svingede med de lange, seige Bøgegrene, og Konsul Garman gik ind.

Og Haven laa stille og groede over af Træer og Buske og forvildede Hækker. Tætte Kroner hvælvede sig udover, trængte hinanden, kjæmpede sig frem eller døde ud og forkrøblede i Skyggen under Vanddryppet fra de andre. Og høit oppe og lavt nede skjød Grene ud, bestandig indsnevrende den lille Plet omkring Pavillonen, hvor Dammen blev mindre Aar for Aar.

Men naar man bøiede Grenene tilside og trængte ind i det forvildrede Krat, kunde man endnu se Spor af de retvinklede Gange og af de smaa klippede Dukkehækker. Det var mørkt og fugtigt, glat af grøn Moss og en gammel uddød Lugt af Buxbom, som raadnede.