Skipper Worse/10

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 2s. 89-96).
◄  IX.
XI.  ►

I den lave, gammeldagse Stue hos Sivert Jespersen blev der dækket langt Bord. Det var god Damaskes Dug og Servietter; men simple Knive og Jerngafler. Hist og her med store Mellemrum stod en Flaske Medoc, ellers var der Vand, Salt og Brød paa Bordet — og ingenting mer.

Alligevel var Værten bange for, at det kunde være for overdaadigt. Til Hverdags var han vant til at spise paa Voxdug, tage Poteterne af Fadet med Fingrene og skrælle dem med sin Lommekniv. Og Selskabet idag blev givet til Ære for den hjemkomne Hans Nilsen; man kunde ikke vide, hvor stræng han var bleven.

De Ældste havde bestemt det saaledes, at først skulde Fennefos indbydes til en snevrere Kreds af de fortroligste og paalideligste Brødre og Søstre, forat det kunde aabenbares, hvad der boede i ham. Det var ikke værd at lade ham tale i Forsamlingshuset med en Gang. De var igrunden bange for ham, og alle havde lidt ond Samvittighed.

Fennefos havde været tre-fire Dage i Byen; men man havde ikke seet stort til ham. Han holdt sig mest hjemme og samtalede med Madame Torvestad. Over i Hovedbygningen hos Worse havde han ogsaa været.

Da de mødtes første Gang, var de alene, og da Sara løftede sine mørke Øine paa ham, kom der en Skjælven i hans Stemme. Men han vandt det strax over og talte videre rolig og alvorlig uden at se stort paa hende.

Sara sagde næsten ingenting; hun bare lyttede til hans Stemme.

Skipper Worse kom ind og bød Hans Nilsen hjerteligt velkommen; men den anden studsede ved at se, hvor gammel han var bleven i disse Aar; Munden var saa slap og Farven saa gul.

De talte om Selskabet, som skulde være næste Dag hos Sivert Jespersen, og Worse gik frem og tilbage og strøg sit Odderskind; det var klart, at han havde noget paa Hjerte.

„Hm! hm!“ — sagde han et Par Gange, naar der blev en Pause i Samtalen mellem de to; „det er den 24de Juni imorgen, ja saamænd er det saa; hm! hm! Sankt Hans Aften — jaja — det er det!“

„Er Sankt Hans Aften nogen Mærkedag for Skipper Worse?“ spurgte Fennefos; han vilde gjerne være venlig mod hendes Mand.

„Mærkedag! — aa ja — ja! det skulde jeg tro — Hans Nilsen! - i mange — mange Aar! — det er Randulfs Fødselsdag — ser De! — og ligesiden vi var Gutter — aa ja ja! — det er ikke noget at snakke om; det er forbi med de Tider.“

„Saa vilde I vel kanske heller være sammen med Skipper Randulf imorgen end gaa til Sivert Jespersen?“

„Det er en Skam at tilstaa det; men det vilde jeg rigtignok heller.“

„Jeg tænker ikke, nogen vil vredes paa dig, om du ikke kommer til Sivert Jespersen,“ sagde Sara; — efterat hun havde gjenseet Fennefos, var hun glad ved at blive sin Mand kvit for en hel Dag.

Jacob Worse blev glad som et Barn over denne uformodede Vending og skyndte sig afsted til Randulf, for at melde, at han havde faaet Lov til at komme.

De to sad igjen alene, og der blev en liden Pause.

„Er din Mand ikke frisk?“

„Nei! — han er syg; jeg tror, han har et Tilfælde indvortes.“

„Du mener til Legemet! jeg tænkte paa Sjælen. Er han endnu i sine Synder?“

„Jeg frygter for det — Hans Nilsen! Ordet faar ingen Magt i ham.“

„Har du prøvet at hjælpe ham? — Sara!“

„Ja — jeg har prøvet; men jeg ser ikke megen Frugt af det.“

„Kanske har du ikke prøvet paa den rette Maade. — Han har været en stærk Mand, kanske skal der stærke Midler til at bøie ham.“

Hun vilde spurgt ham mere om dette; men de blev afbrudt af Madame Torvestad, som kom, for at hente Fennefos. De skulde efter Aftale hen og se paa et Asyl for Pigebørn, som Haugianerne havde oprettet.

Sara fulgte med, hvilket Moderen kun ligte saa maadeligt. I den senere Tid havde hun været saa meget stillet i Skyggen af Datteren, at hun nu af al Magt bestræbte sig for at beholde Fennefos for sig selv.

Imidlertid lod hun meget glad, og de gik alle tre afsted. Sara følte en eiendommelig Glæde ved at gaa sammen med ham; skjønt han hele Tiden bøiede sig imod Moderen, der dæmpet fortalte ham et og andet om dem, de mødte.

Men da de kom hjem igjen, sagde Hans Nilsen Farvel til Madame Torvestad udenfor og fulgte ind med Sara i hendes Stuer.

De talte længe sammen, og Sara fortalte om Brødrene og satte ham ind i alt, hvad der var forefaldet under hans Fraværelse. Da hun snart mærkede, hvorledes han nu saa alting strængere og mørkere end før, lededes ogsaa hun i sin Fremstilling til at give det hele et værre Præg. Hun fortalte om den store Lunkenhed blandt dem; den stygge Begjærlighed efter jordisk Gods; hvorledes de af syndig Forfængelighed eftertragtede at ansees af Menneskene, og hvorledes de lod sig smigre og besnakke af de unge Præster, der vilde trænge sig ind i deres Velgjørenhedsanstalter og deres Hedningemission.

Fennefos hørte paa hende og takkede hende, da hun var færdig.

„Men du — Saral hvorledes har du det?“

„Tak — Hans Nilsen! —“ svarede Sara og saa op paa ham; „af mig selv formaar jeg intet! men Herren har været min Styrke, saa at jeg tør sige, at jeg nu har det godt.“

Han vendte sig hurtigt og sagde Farvel.

Ved Middagen den følgende Dag hos Sivert Jespersen var der stille og forventningsfuldt. Alle gav nøie Agt paa Hans Nilsen, der sad ved Siden af Sara — alvorlig og faamælt, som han havde været, siden han kom.

Før Suppen blev der læst Bordbøn af en gammel hvidhaaret Mand med blaa Hænder — han var Farver, og derpaa sang de: „Synge vi af Hjertens Grund.“

Der skulde været Lax efter Suppen; men Værten var i sidste Øieblik bleven betænkelig og havde til Kogekonens store Forargelse forbudt at sætte den frem. Der kom derfor bare Lammesteg, hvoraf der fortæredes meget. Kogekonen havde til Stegen tilladt sig at servere Salat — noget, som de fleste aldrig havde seet før. Og en af de Gamle sagde derfor halvt spøgende: „Hvadforslag?— skal vi æde Græs, hvorsom Kong Nebukadnezar?“

De lo lidt af dette, og Madame Torvestad greb Anledningen til at fortælle, at da hun var i Gnadau i sin Ungdom, fik hun næsten ikke andet at spise end saadant Græs og andre Grønsager.

Derfra førtes Talen hen paa Brødremenighedens forskjellige Indretninger, paa dens ledende Mænd, og derfra kom man til at tale om de gamle fromme Lærere og Prædikanter, som i forrige Aarhundrede havde vakt nyt Liv blandt de Kristne i Tyskland.

Hans Nilsen Fennefos taug eller talte halvhøit nogle Ord til Sara. Men mange blev nu livlige ved at tale om disse Emner, som interesserede dem alle, og hvorom de fleste vidste god Besked. Madame Torvestad var især ivrig; det var netop i disse Ting, hun var hjemme, og hun lod aldrig nogen Leilighed gaa unyttet til at fortælle om de Mænd, hun i sin Ungdom havde hørt saa meget om.

„Ja visselig,“ sagde Sivert Jespersen, „der er os mangt et velsignet Ord opbevaret fra Johan Arndt, Spener og Francke. Ogsaa iblandt Herrnhuterne har der senere været mange fromme Guds Mænd.“

„Vi kunne lære noget af dem, og de kunne lære noget af os,“ sagde den gamle Farver.

„Jeg læste netop idag i en liden Bog, jeg har, om et Syn, som en from Mand af Franckes Venner havde. Senere erfor denne Mand, at Francke døde just i samme Stund, som han havde Synet;“ — idet Madame Torvestad sagde dette, fremtog hun af sin Lomme en af sine evindelige Smaabøger; og Sivert Jespersen bad hende, om hun vilde læse om den Aabenbaring, hvis det var den Bog, hun havde.

Det var den; og hun havde taget den med sig, fordi hun og de Ældste vare komne til det Resultat, at man burde forsøge lempeligt ved blide Ord at fremkalde et livsaligere og mere fortrøstningsfuldt Sindelag hos deres kjære Ven og Broder Hans Nilsen.

Man lavede sig til at høre efter. De fleste havde spist; men enkelte af Mandfolkene tog sig endnu et Stykke Steg og spiste stille, mens hun læste. Stemningen blandt dem begyndte at blive lettere, og de saa frimodigere hen paa Fennefos.

Madame Torvestad læste godt uden at betone fremmede Ord galt saaledes som de andre, der vare mindre vel oplærte fra Barndommen.

„Endelig kom den Tid, da Elias — herved menes Francke — skulde tages bort; — det var i Aaret l727. Udaf mit Mørke fik jeg et klart Syn at se i de Saliges Boliger. Jeg saa den store Fredsfyrste, omgiven af en utallig Skare af Frelste, med smilende Mund at tiltale dem saaledes: Min Faders Velsignede! I elske mig og jeg Eder; vi frydes af hverandre. Og nu har vi en ny Gjenstand for vor Fryd. I dette vort nye Jerusalem skulle vi imorgen feire en Glædesfest. En stor, en høit benaadet Sjæl skal da bekomme min Krone. Han er nu ifærd med at aflægge sin jordiske Hytte.

Strax raabte hele Himmelen med største Høiagtelse; Amen! — Amen! Men hvem? — spurgte den ene den anden — o hvem — skal denne ny ankomne og høit benaadede Ven være?

Min Opmærksomhed faldt nu i Særdeleshed paa trende, der vare de værdigste Oldinge og høit saligt smykkede med Kroner og renskinnende Silke i Over-Engelens Pragt. Hvem er den? — den? — den? — spurgte mit Hjerte et Øieblik. Og strax gjenkjendte jeg dem: det var Luther, Arndt og Spener.

„Brødre,“ sagde Spener, „tro I, at jeg kan gjætte, hvem vor Konge mener med den salige Ven, som Morgendagen skal forklare? Sikkert maa Francke være den, som nu skal krones; fordi han har redeligen kjæmpet.“

Saa talede den kjære Philip Jacob; og Frelseren, som idetsamme stod nær hos ham, svarede smilende: „Du sagde det.“

I hele Himmelen gjordes herover glade Klapninger med Hænderne.

Saa kom den salige Dag, som Franckes Sjæl saa længe havde sukket efter. En stor Skare af de salige Tjenesteaander, som allerede stod beredt og længedes efter at udføre sin Konges Ærinde, fik idetsamme Vink fra vor Forløser til at afhente Franckes Sjæl. Himmelens Porte aabnedes, — Israels Vogn og dens Ryttere i deres sædvanlige Pragt fore ned, for at hente Eliam.

Med den helligste og blufærdigste Forsigtighed skred Francke igjennem det evige Zions Porte, og idetsamme vendte Frelseren sig til sin Førstefødte: „Se“ — sagde han — „se min Francke! Se hvor denne Sjæl med sine store Gaver og gyldne Stykkers Pragt dog allersaligst glimrer i sit ukunstlede Hjertes Ydmyghed.“

„Men kom — min August Herman!“ — vedblev Kongen; „kom min udkaarede Søster. Tag dit Æressæde paa min høire Side.“

Men som han nu mærkede, at Kongen selv kom ham imøde, kastede Francke sig i Øieblikket med den sirligste Ærbødighed ned for hans Fødder og kyssede hans Klædebon.

Zions Konge skyndte sig nu at opreise sin Brud og gav hende Fredens Kys.

— Ak! — at jeg havde kunnet se og høre mere! men nu sluttede mit Syn, da Frelseren tog sin rene Brud ved Haanden og førte hende til sin Fader. Did kunde og turde mine svage Øine ikke følge dem.“ —

De fleste gav sit Bifald tilkjende ved Smil og Nik; men en og anden saa dog betænkelig ud. Sivert Jespersen angrede, at han ikke itide havde truffet nøiagtig Aftale med Madame Torvestad.

Vel var hun en forstandig Kone, til hvem man nok kunde betro at styre en Sag, selv om den var noget vanskelig. Men dette var netop hendes svage Punkt, og Sivert Jespersen vidste kun altfor godt, hvormeget Fennefos havde imod det Slags overspændte Henrykkelse. Imidlertid sad Hans Nilsen med det samme rolige Ansigt; — kun talte han ikke mere, men syntes hensunken i Tanker.

Blandt de andre derimod begyndte der at røre sig en stille Munterhed. Den sure Medoc blev drukket forsigtigt i lyserøde Portioner med Sukker og Vand, nogle drak hjemmebrygget Tyndtøl, de fleste bare Vand.

Men det kjærlige og broderlige Sindelag, som bandt dem sammen, strømmede over hos mange; de smilede til hinanden, klappede hinanden paa Skulderen eller Kinden. Lidt efter lidt glemte de Ængstelsen for Hans Nilsen, og de glædede sig bare over at se ham igjen, om han end sad saa taus iblandt dem. Ingen kunde jo vide, hvad Prøvelser Herren havde sendt ham; naar hans syge Sind var lægt, vilde han ogsaa faa Frimodighedens Naadegave som før.

Da lød hans Røst med et blandt dem, og der blev pludseligt ganske dødsstille.

„Hjerteelskede Søskende! Kaldte og Udvalgte i vor Herres Jesu Christi Fred i Gud, Retfærdighed og Hellighed med Visdom i Sagtmodighed, af den ægte Kjærlighed og Ydmyghed, der er lutret formedelst den Helligaands Ild eller Faderens Revselse, — han kalde, oplyse, overgyde, drive og fuldkommen berede Eder til den evige Herlighed! — Amen!“

De kjendte Stemmen, mange endogsaa de underlige gammeldagse Ord; det var Hauges egen Hilsen fra et af Brevene; og baade den ene og den anden af Brødrene tænkte: nu kommer det! I Begyndelsen talte han stille — næsten vemodigt om „den første Kjærlighed“; han mindede om, hvorledes selv Hauge havde bekjendt i sine senere Aar, at den første Kjærlighed ikke engang hos ham brændte som i de første Naadens Dage.

Dernæst skildrede han Brødrenes Trængsler i de onde Dage; han priste og lovede Gud, at han havde været stærk i Fædrene, saa at Flammen ikke sluktes, men blussede klart over det ganske Land.

Men saa kom han til Brødrenes Trængsler i de gode Dage, og alle bøiede Hovedet: nu kommer det.

Og det kom over dem som et Uveir, Slag i Slag faldt hans Ord ned iblandt dem — snart her snart der, overalt paa ømme Punkter; enhver vidste, hvem der var ment med hvert Ord, og ingen saa paa hinanden. De fik ikke Tid til at undre sig over, hvor han vidste alt dette fra; thi ingen Tanke kunde komme nogen anden Vei, end han førte.

„Hvad er der vel nu igjen!“ — raabte han, „hvad er der nu igjen af den første Kjærlighed iblandt Eder? — mon han vilde gjenkjende sine Venner, om han endnu vandrede i Kjødet — han, som vakte vore Fædre og som endog mange af de Gamle blandt os have seet Ansigt til Ansigt? — og mon den Frelser, i hvis Blod I bleve kaldte til den første Kjærlighed — mon han vil kjendes ved Eder paa Dommens Dag? Ve — ve! den gode Aand er vegen fra Eder, og I have annammet en ny Aand fuld af verdslig Bekymring, Stolthed, Hoffærdighed, Overdaadighed og Vellyst, og for Eders Skyld bespottes Guds Navn blandt Hedningerne.

Eller mon I have glemt den gamle Fiende? eller tro I daarligen i Eders Hierter, at den gamle Slange sover? Ve over Eder!“ thi I — I sove! og Eders Opvaagnen skal være som den rige Mands, der han vaagnede til Helvedes Pine.“

Flere Kvinder begyndte at græde. Mændene sad og dukkede, hvergang et nyt Slag kom. Men da han sluttede, sagde Sivert Jespersen — smilende ydmygt: „Nu tænker jeg, vi faar synge:

„Ve mig, at jeg saa mangelund
I Vellyst haver svømmet.“

I tredie Vers viste Kogekonen sig med Desserten. Værten skar de frygteligste Ansigter til hende og rystede paa Hovedet; men han ledede Sangen og maatte passe alle sine Skjælvninger og Tremulanter.

Kogekonen forstod det imidlertid meget godt. Men havde hun ladet sig berøve Laxen, saa skulde dog ikke Pokkeren selv narre hende for Desserten. Hendes Renommé vilde være forspildt i alle gode Huse, om det kom ud, at hun til en Middag paa to og tyve Personer kun havde serveret Suppe og Steg — ingen Fisk, ingen Dessert!

Aldrig i Verden skulde det ske! Og ildrød i Hovedet af indre Bevægelse bar hun selv frem et enormt Fad store, fede Sprutbakkelser, som hun satte midt foran Sivert Jespersen.

Det gjorde et overordentligt pinligt lndtryk, og Værten havde næsten ingen Stemme mere, da han begyndte fierde Vers:

Fyldt haver jeg min Ondskabs Skaal
Og stor er denne Maade.

Der blev ikke rørt ved Desserten; efter Sangen læste den gamle Farver frabords, hvorpaa de endnu sang to Vers af:

Vort Maaltid vi nu slutte vil
Og folde vore Hænder.

Ved Kaffen var der en trykkende Stilhed; nogle vare alvorligt grebne og bedrøvede; andre skottede ængsteligt til de Ældste. Kvinderne samlede sit Overtøi, for at gaa til Forsamlingshuset, hvor der skulde være Bibellæsning; Fennefos og nogle af Mandfolkene fulgte med.

Men inde i Sivert Jespersens lille Kontor bag Kramboden samledes fem-sex af de Gamle. De fik tændt sine Kridtpiber og sad en lang Stund stiltiende og rog. Ingen havde Lyst til at begynde.

„Er her nogen, som ved Prisen paa Salt nord i Bergen?“ — spurgte Endre Egeland; han var helst tilbøielig til at springe over det ubehagelige.

Men det lod ikke til, at nogen vidste noget om Saltpriserne; det var klart, at andet skulde forhandles.

„Ja — ja!“ — sukkede endelig Sivert Jespersen, „vi kan nok have godt af saadant ogsaa!“

„Visselig —“ svarede en anden, „er der Feil nok at rette og revse baade hos dig og mig.“

„Du ser Skjæven i din Broders Øie; men Bjælken i dit eget bliver du ikke var,“ anbragte Nicolai Egeland behændigt.

„Det er ikke altid, at Kvinderaad og Kvindetale formilder en Mand,“ sagde nu den gamle Farver stille.

Der blev en Pause, indtil alle — endogsaa Nicolai Egeland havde forstaaet. Derpaa var der en, som sagde: „Vi trænger megen Folkehjælp paa Gaarden iaar; Vorherre har velsignet baade vor Eng og vor Ager.“

Det var en Gaard ved Byen, som de fleste af Haugianerne eiede i Fællesskab.

„Mest trænger vi en, som baade kan tage Haand i Arbeidet og forstaar at samles med Tjenerne og Arbeidsfolkene til Opbyggelse i Hviletimerne,“ sagde Sivert Jespersen.

Atter en lang Pause; en saa paa sin Nabo, denne saa væk — hen til Krogen, hvor den gamle Farver sad, flere Øine søgte nu henad den Kant. Det var ikke godt at se, hvor den Gamle saa hen; han sad og blinkede i den tætte Tobaksrøg.

Men endelig nikkede han flere Gange: „Ja ja! — naar I saa synes — Kjære! saa faar jeg prøve paa at sige det til ham.“

Herved følte de andre sig aabenbart lettede, og nu først begyndte de at tale meget ivrigt om Saltpriserne.