Skipper Worse/8
Den første Skygge, som trak hen over Skipper Worses Lyksalighed, var Mødet med Konsul Garman, da han skulde ud og melde Forlovelsen.
„Godmorgen — Worse! —“ raabte Konsulen imod ham, „nu var han netop her — den Bremer Kaptein, han vilde med Fornøielse tage Dem med; og da han er ganske seilklar, var det kanske bedst, De kjørte ud til Smørvigen idag; — vor Vogn skal hente Dem i Byen, saa kan De være afsted med første gode Vind.“
„Ja Tak — Hr. Kunsel! — men — hm!“
„Er der noget iveien?“
„Ja — desværre! — der er kommet noget iveien.“
„Nogen Ulykke?“
„Nei — snarere en Lykke,“ smaalo Worse, det var ligesom han fik lidt Mod ved denne Vending: „jeg vil gifte mig.“
„Guds Død!“ raabte Konsulen og forglemte sig ganske; „hm! gifte Dem — det kom mig noget uventet; med hvem? — om jeg tør spørge.“
„Med Datter til Madame Torvestad; — Kunselen ved, hun bor i mit Hus.“
„Saa — jeg vidste ikke — jeg troede ikke, at Madame — salig Torvestad havde nogen Datter af en passende Alder.“
„Hun er jo noget ung — noget yngre end jeg,“ svarede Worse, som blev rød i Hovedet; „men ellers en meget sat og alvorlig Pige.“
„Hendes Familie tilhører de Vakte; har Kaptein Worse til Hensigt at blive Haugianer?“
„Nei saamænd om han har,“ svarede den anden og vilde le; men Konsulens Tone opfordrede ikke til det.
„Nu ja! — det raader De selv for, min kjære Jacob Worse,“ sagde Konsulen og reiste sig, for at række ham Haanden; „modtag min Gratulation, og gid De aldrig maa fortryde dette Skridt. — Naar skal Bryllupet finde Sted?“
„Paa Søndag!“
„Naa — De har saa skam Hastværk, — ja — ja! — gid De bare aldrig maa fortryde det.“
Da han gik, tænkte Konsulen et Øieblik paa at løbe efter ham og give ham en rigtig Beskrivelse efter sit Hjertes Fylde af Haugianerne og alt deres skinhellige Væsen. Men han betænkte sig.
Morten W. Garman var en klog Mand, der ikke spildte sine Ord. Han havde seet nok af Skipper Worse i den korte Samtale, og han var adskilligt bevandret i Kjærligheden og dens mangelunde Symptomer.
Jacob Worse gjenfandt ikke sit gode Humør, før han kom hjem igjen i sine egne Stuer, hvor der forøvrigt var en afskyelig Forvirring af Skurekoner og Alverdens Haandværkere.
Men her gik han omkring lykkelig og straalende; af og til maatte han over i Bagbygningen, for at faa et Glimt af sin Sara. Det var ikke stort, han fik se; thi ogsaa der var Travelhed med Syning og Mærkeblæk, og hun sad altid blufærdigt bøiet over sit Arbeide.
Saaledes tilbragte han Dagene — stundesløs af bare Lykke; Fredag Morgen gik han og morede sig med at gjentage: iovermorgen, iovermorgen!
Han mærkede slet ikke, at hans Venner gjorde Nar af ham og spaaede ham baade det ene og det andet; endogsaa det ubehagelige Møde med Konsulen glemte han. Og hint Skib i Bremen, som de begge havde været saa begeistrede for, det blev — underligt nok — aldrig nævnt senere mellem dem med et Ord.
Søndag blev de viede af Præsten i Madame Torvestads Dagligstue, i Nærværelse af nogle faa af Husets Venner; og om Aftenen blev Sara overgivet til Jacob Worse, som førte hende over i sine Stuer og lukkede Døren efter hende. —
- Endelig kom Skipper Randulf hjem. Worse skyndte sig at træffe ham, og de begyndte strax at buldre og fortælle i Munden paa hinanden. Alligevel var det ikke saa morsomt som det kunde have været. Historierne fra Rio vare jo allerede gamle og desuden var der noget tvungent mellem dem, indtil Randulf endelig gik lige paa og sagde: „Naa gamle Hedning! — du har jo giftet dig — hører jeg — med en af de elleve tusinde kloge Jomfruer?“
„Ja Far! — du kan tro, det er et Stadskvindfolk,“ svarede Worse og blinkede med Øinene.
„Ja tag dig bare iagt, at hun ikke gjør dig til en slig Smørklat som Sivert Gesvint og de andre.“
„Nei — du skal have Tak for Laxen! Jacob Worse har seet Fruentimmer før idag.“
„Aa ja ved du hvad — Jacob! med din første Kone synes jeg just ikke, du var saa heldig!“
„Aa — hvad vil du snakke om hende! — hun var jo halvgal. Nei — ser du! — Sara, det er noget andet;“ og han begyndte en yderst intim Lovtale over alle hendes Fuldkommenheder — undertiden hviskende, skjønt de sad alene i Skipper Randulfs Dagligstue.
Men Thomas Randulf beholdt et lidet vantro Smil, som hemmeligt irriterede Worse; og jo ivrigere denne blev til at skildre sin Hustrus Fuldkommenheder og sin egen Lykke, desto tvivlsommere sænkede Randulfs lange Næse sig nedover de optrukne Mundviger, indtil Worse blev kjed af det og vilde gaa.
„Aa nei — tag et lidet Glas endnu; har du slig Hast? — Jacob!“
„Ja Klokken er halv tolv, og vi spiser Middag Klokken tolv —“
„Aha! — der begynder det alt!“ raabte Randulf triumferende; „nu hænger du alt og dingler i din Kones Klokkestræng. Kanske tør du hellerikke drikke et Glas til; hun kunde mærke det paa dig. Hahaha! jo du har rigtig stellet dig godt — Jacob! mens jeg var borte!“
Følgen heraf var, at Worse blev siddende til halv et og kom hjem lidt rød i Hovedet og fugtig i Øinene.
Hans Kone ventede med Maden; de skulde have fersk Tosk med Lever og Rogn. Hun var meget alvorlig — alvorligere end ellers; og da han prøvede at sige: „Randulf er kommen —“ i en munter ubekymret Tone, svarede hun til hans store Fortrydelse: „Ja jeg ser det!“
Men det blev endnu værre, da hun uden at sige et Ord tog Karaffelen bort fra Bordet; han var vant til en Middagsdram.
Imidlertid indlod han sig ikke paa Indvendinger. Randulfs stærke Marsala virkede efterhaanden, og han var ikke saa sikker paa sin Tunge, at han vovede nogen længere Tale. De spiste derfor i Taushed, og han lagde sig som sædvanlig paa Sofaen i Dagligstuen, for at sove Middag.
Ellers sov han en knap Time; men idag vaagnede han ikke før Klokken fem; og han blev ganske forvirret ved at finde sig indsvøbt i et graat Tørklæde; paa Stolen ved Sofaen stod en stor Skaal med Havresuppe.
Han laa stille og betænkte sig en Stund.
Hovedet var tungt og Hukommelsen besværlig og hullet. Han mindedes udmærket godt, at der stod et Par Gutter og lo af ham, da han behændigt hoppede over Trappestenen udenfor Brødrene Egelands Krambod, og at han stærkt havde tænkt paa at opsøge Politimesteren selv, for at melde dem; endvidere saa han tydelig for sig en Karaffel, der fjernede sig og forsvandt i et Skab; men derefter havde han bare et ubestemt lyserødt Indtryk af Toskerogn.
Han vilde stige op; men idetsamme kom Sara ind fra Spisestuen: „Nei — nei! du er syg; du maa blive liggende.“
„Aa Snak — Sara! det har ikke noget at betyde. Det var bare, ser du, fordi —“
„Jeg vil hente Mor,“ sagde hun og gik mod Døren.
„Nei — nei! — hvad skal vi med hende! — saa skal jeg da heller blive liggende, naar du plent vil.“
Han lagde sig igjen, og hun rakte ham Havresuppen.
Den smagte s’gu godt i hans slappe, tørstige Hals; han takkede og vilde tage hendes Haand, men fik ikke fat paa den.
Hun stod bagved ham og betragtede hans graa Hoved, og det var heldigt for ham, at han ikke saa hendes Øine.
Skipper Worse laa da den hele Dag paa Sofaen og fandt sig noksaa godt i det — medtaget som han var efter den ubehagelige Formiddagsrus. Men den næste Dag var han kvik igjen. Dog vovede han ikke at spørge efter Karaffelen; den var borte og kom aldrig igjen.
Fra sin Søn Romarino fik Worse et meget ubehageligt Brev. Den unge Herre udviklede, hvilken Daarskab det var at tage en Kone i en saa fremrykket Alder, ligesom han ogsaa temmelig uforbeholdent beklagede sig over det pekuniære Tab, han — Romarino — derved vilde udsættes for.
Worse blev sint og rakte Sara Brevet; hun læste det, mens han gik op og ned i Stuen og brummede.
„Ja du kan ikke vente dig andet,“ sagde Sara, „det unge Menneske har vel ikke lært bedre hverken af sin Moder eller af dig. Saaledes som I saa, skulle I og høste. — Vil du, at jeg skal skrive til ham?“
„Ja — du skal rigtig have Tak Sara, ifald du vil,“ svarede Jacob Worse glad; „det vilde være en stor Lettelse for ham.“
Overhovedet var det utroligt, hvormeget Sara forstod sig paa, og hvormeget hun fik forandret og sat i Orden i Huset, da hun først tog fat. Det kunde ogsaa behøves; thi der var naturligvis meget Sløseri og Uorden i en Husholdning, hvor der ingen Husmoder var og en Mand, som fordetmeste var fraværende.
I de første Uger efter Bryllupet havde Sara ikke interesseret sig for nogetsomhelst. Da hele hendes halvt udviklede Ungdom, hendes forkrøhlede Ønsker og spirende Haab saaledes med en Gang blev ubarmhjertigen nedtraadt, faldt der ligesom et mørkt Tæppe ned midt foran hende, som skjulte Livet og ikke levnede anden Udsigt end at fries ud af det hele ved en salig Død.
Men en Dag var der vaagnet noget nyt i hende.
Hun kom hjem fra nogle Indkjøb i Byen og traf Moderen ifærd med at rydde op nede i hendes egne Stuer, stillende Stolene tilrette langs Væggene og spredende sine smaa Bøger udover Bordene.
Da Sara traadte ind, sagde Moderen, — og hendes Stemme var ikke fuldt saa sikker som ellers: „Jeg tænker, vi holder Forsamling hernede i dine Stuer; her er dog rummeligere og lysere.“
„Har du spurgt min Mand?“
Min Mand! — det var første Gang; og de to Ord lød saa sikkert og solid, at Enken uvilkaarlig fór sammen.
Sara tog sig ganske rolig for at samle Moderens Smaabøger til en liden Houg, som hun lagde paa Stolen ved Døren, stillede et Par Stole tilbage paa sin rette Plads og sagde uden at se op: „Jeg vil ikke holde Forsamling i mit Hus uden at have raadført mig med min Mand.“
„Deri gjør du visselig Ret — kjære Sara,“ svarede Madame Torvestad meget venligt, men Læberne dirrede, „og det var kanske mindre vel betænkt af mig. Jeg haaber, I kommer over til os iaften?“
„Hvis min Mand vil.“
Dermed gik Moderen og tog sine Bøger med sig.
Sara pressede sine Hænder mod Brystet; thi saa stille det end var gaaet, saa vidste de dog begge, at det havde været en Kamp, et Oprør, og Datteren havde seiret over Moderen.
Sara blev staaende en Stund og saa henover de solide Mahognimøbler, Gardinerne, Speilene, Nøgleskabet, hvortil hun selv havde Nøglen i Lommen. Hun gik hen og lukkede Skabet op og betragtede de mange smaa og store Nøgler, som hang derinde.
Vistnok havde hun hørt sin Mand sige i sin overstrømmende Lyksalighed: „Se alt dette er nu dit! Du kan gjøre med det akkurat, hvad du vil; og er der noget, som mangler og som du har Lyst paa, saa sig bare til, og det skal være paa Pletten.“
Men hun havde ikke givet Agt paa hans Ord. Hvad brød hun sig om det altsammen? — kunde noget erstatte hendes spildte Liv?
Det var først Synet af Moderen stellende i hendes Stuer, der vakte hende, og fra nu af holdt hun sig vaagen.
Det blev snart forbi med „de fælles Indkjøb“, som Madame Torvestad i Begyndelsen besørgede for begge Husholdninger; Sara overtog sit selv. Og lempeligt, men ubønhørligt blev Moderens Kongerige atter indskrænket til Bagbygningen og Svalgangen.
Sara var jo flink og vel oplært, og hun havde arvet Moderens Evne til at ordne og styre. Denne havde imidlertid aldrig faaet Lov til at udvikle sig hos hende; Moderen var jo altid over hende, og Sara havde trællet i sin Tjenestepigegjerning — pligttro og gudfrygtig uden anden Interesse for de Ting, hun dog ikke raadede over, end den ikke at slaa noget istykker.
Nu havde hun sine egne Ting, var fri og havde desuden ganske andre Midler at raade over end Moderen. Den rige Fru Worse, som de begyndte at kalde hende i Butikkerne, var noget ganske andet og betydeligere end Enkemadame Torvestad, og det var Følelsen af dette, som først gav Sara ny Interesse for Livet og smeltede noget af den Kulde, som var begyndt at lægge sig om hende.
Da den første, værste Tid var overstaaet, begrov hun sine Drømme og sin Ungdom saa godt hun kunde i Bøn og Læsning; medens hendes Husvæsen holdt Tankerne borte fra mørke Grublerier.
Jacob Worse var den, som især nød godt af denne Forandring. Den isnende Kulde, hvormed hun fra først af tog imod ham og taalte hans Kjærtegn, havde han en enkelt Gang følt midt i sin Lyksalighed.
Men nu blev hun anderledes mod ham — aldrig kjærlig, neppe venlig; men hun taalte ham dog, gjorde det hyggeligt for ham i Huset, og talte til ham, spurgte ham endog ud om Forretningen og alle hans Anliggender.
Skipper Worse forklarede og blev ikke træt af at undre sig over, at et Kvindfolk kunde forstaa saa godt. Det varede ikke længe, saa kunde hun give ham gode Raad, og tilslut spurgte han hende om alt.
Saaledes gik Aaret, og Vinteren begyndte.
Sara var flittig som før til at søge Forsamlingen. Hos Moderen sad hun ogsaa ofte paa sin gamle Plads ved Bibelen. Hun var smukkere end før; thi hun saa sig friere omkring; ogsaa hendes Dragt var anderledes.
Ikke at hun paa nogen Maade pyntede sig for meget; selv den strængeste Haugianer skulde ikke have fundet noget at dadle. Men Kvinderne, som forstod sig paa det, lagde Mærke til, at hendes Lintøi var af det fineste, som kunde opdrives, hendes Uldkjoler næsten ligesaa kostbare som Silkekjoler, og havde hun en hvid Krave over Kjolen, var det en ægte Knipling til et Par Daler Alenen.
Ogsaa Mændene fandt noget extra ved den unge Kone, og de sagde ofte til sine Madamer: „Se paa Sara! — saaledes skulde I klæde Jer; — saaledes skulde I styre Jert Hus.“ Moderen fik ogsaa megen Ros, fordi hun havde oplært sin Datter saa vel. —
Til Forsamlingeme fulgte Skipper Worse ikke altid med. Naar han en Gang havde bedre Lyst til at gaa i Klubben eller hen til Randulf, sagde Sara ikke noget imod.
Men i Virkeligheden syntes han at befinde sig bedst hjemme. Udover Vinteren, naar Lysene tændtes tidligt, sad han ved Bordet i Dagligstuen med sit Arbeide. Jacob Worse var nemlig ganske nethændt, og i sin Ungdom havde han lært lidt Skibsbyggeri. Og nu havde han fundet paa at bygge sig et lidet Modelskib — halvanden Alen langt —, som han vilde rigge og fuldføre til den mindste Detail efter „Familiens Haab“.
Sara læste høit for ham, mens hun strikkede. Det var Scriver, Johan Arndt, Luther og de andre. Worse hørte ikke stort efter; men hendes Stemme var saa behagelig og hyggelig at høre, og hun var saa smuk, naar Lyset faldt paa hendes rene Pande og det mørke, glatstrøgne Haar.
I Klubben var og blev de ham altfor vittige; selv Randulf var styg til at ærte ham. Jeg ved ikke, hvorledes det var; men det blev igrunden en Skuffelse med Randulfs Hjemkomst. Altid skulde han komme med Stikpiller for dette Giftermaal; selv var han Enkemand; Børnene voxne; den ældste Søn var Skipper og boede i Byen.
En anden Ting faldt ogsaa pinlig for Jacob Worse, nemlig naar Randulf snakkede om, hvorledes de skulde have det paa Fisket iaar. Thi Worse mindedes sit Løfte til Madame Torvestad. Men en Dag lod Sara falde nogle Ord, somom hun var forberedt paa, at han vilde reise som sædvanligt.
„Ja men —“ indvendte Worse, „jeg skal sige dig; før jeg blev gift, maatte jeg love din Moder, at jeg aldrig —“
„Jeg ved det; Mor har fortalt mig det. Men det Løfte tog Mor af dig for min Skyld, og derfor løser jeg dig fra det. Du kan gjerne reise, hvis du vil.“
Sara havde sagt det samme til Moderen, da de talte om Sagen, enten fordi hun ikke havde noget imod at blive sin Mand kvit for en Tid, eller fordi hun ogsaa i den Ting vilde være uafhængig af Moderen. Saaledes opfattede denne det, og blev mere og mere betænkelig.
Men Worse blev nu meget ivrig til at snakke om alt det, han vilde udrette paa Fisket, og Randulf tænkte i sit stille Sind: nu har han faaet Lov.
Det blev forresten et daarligt Fiske det Aar; Silden stod ujævnt og flyttede hvert Øieblik; Storm og Uveir var der ogsaa. Det vilde ikke gaa for Skipper Worse; den gamle Lykke var gaaet fra ham, Djærvheden ogsaa — mente mange; Worse begyndte at blive gammel var den almindelige Dom.
„Aa ja —“ sagde Randulf i Klubben, „naar saa gammel Mand faar saa ung Kone, saa er det Snart forbi; —“ og han gjorde en Bevægelse, somom han vred en Klud og slængte den fra sig.
Jacob Worse kom hjem med Gigt og satte sig i Ovnskrogen hos sin Kone. Hjemme var bedst; og til Vaaren da „Familiens Haab“ skulde ud paa Langtur, foreslog Worse selv, at hans gamle Skib skulde gives til en af de andre Kapteiner i Firmaets Tjeneste.
Lauritz Seehus rykkede da op til Styrmand. Han havde om Vinteren været oppe i Bergen og faaet sin Navigationsexamen; og før han reiste ud, havde han taget Løfte og Ed for Liv og Død af Henriette.
— Hellerikke næste Vaar gik Worse tilsøs. Han klagede over Gigt og Smerter i Maven; Doktoren kunde ikke vide, hvad det var; men han troede, at der var noget iveien med Leveren.
Imidlertid blev han altmere optaget af sin Kone. Da hans Gammelmands-Svagheder begyndte med Gigt og daarlig Fordøielse, stellede hun saa omhyggeligt med ham, somom hun kunde været hans Datter; og det, at hun tillige var hans Kone, gjorde ham dobbelt lykkelig og taknemlig.
Hertil kom, at i Tidens Løb begyndte al denne Syngen og Læsen omkring ham uformærkt at gjøre sin Virkning paa ham.
Jacob Worse havde altid tænkt sig Vorherre i Stil af Konsul Garman, — en skarp og nøieseende Herre, som dog igrunden var godmodig og grei at komme ud af det med, naar man bare ikke fór med Underfundighed og Djævelskab.
Men nu lærte han noget ganske andet.
Det kunde lidet hjælpe, at han havde været en brav Sømand, aldrig narret nogen norsk Mand — (Tyskere og Svensker sprang han over), at han var retskaffen og gjorde Ret og Skjel mod enhver. Her skulde saa meget mere til.
Mangengang, naar de læste og talte om Omvendelsens Besværlighed, om den svare Nød i Anfægtelsens Time, tænkte han i al Hemmelighed: monstro det er sandt — alt dette?
Haun havde en spansk Tro til Sivert Gesvint, og ikke stolede han stort paa Endre Egelands Anfægtelser; dertil kjendte han dem altfor godt paa Vrangen.
Men Sara — Sara! — hun, som dog var Fuldkommenheden selv i alle Maader, hun sagde, at hver eneste Dag — bogstaveligt hver eneste Dag maatte hun døde den gamle Adam og kjæmpe mod Djævelen i sit eget Kjød.
Dette gjorde ham efterhaanden urolig, og han spurgte, om hun saa svært meget af den gamle Adam hos ham?
Det gjorde hun; og han fik vide mere om sig selv end han brød sig om. Først det, at han bandte; det kunde han nu selv indse var galt; han stræbte ogsaa at holde op; men det var saa indgroet; imidlertid syntes han selv, han blev bedre i den Retning. Men der var saa meget andet ved ham og i ham baade af den gamle Adam — ja af selve Djævelen, at han blev meget ilde tilmode.
Sara vilde, han skulde bede og synge; men det kunde han ikke. Han havde ikke endnu faaet Aandens Frimodighed til at omgaaes med Guds Ord — sagde hun.
Nei — desværre, det havde han ikke; han ønskede, han havde; det vilde vist gjøre ham godt.
Men naar han saa i Forsamlingen iagttog, med hvilken inderlig Aandens Frimodighed Sivert Gesvint omgikkes med Ordet, hørte hans indsmigrende Stemme hvisle saa smilende og saa fugtigt, og han saa kom til at tænke paa, hvor blodigt han havde snydt ham paa Saltet, da mistede Jacob Worse Lysten paa Aandens Frihed og gik i Klubben.
Dagen efter blev han bestandig behandlet som syg; det hjalp ikke, hvad han sagde, hverken Spøg eller Alvor; Havresuppen og det graa Uldtørklæde kom for en Dag, og hans Kone sad hos ham og strikkede.
Tilslut troede han, — at han var syg, naar hun sagde det.
Det Brev, Sara havde skrevet til sin Stedsøn, gjorde en god Virkning; og da Romarino kort efter kom hjem, for at etablere en selvstændig Forretning, var der et venskabeligt Forhold mellem ham og den unge Stedmoder.
Romarino gjorde lidt Kur til hende i sin Lapsethed; det mærkede hun ikke, ialfald brød hun sig ikke det mindste om det; men det var dog lidt Ungdommelighed i Huset. Og uagtet Jacob Worse nu ikke foretog et Skridt uden efter Samraad med Sara, fik det dog altid Udseende af, at det var den Gamle, som var stridig, medens de Unge holdt sammen.
Men da Romarino var kommen paa egen Haand og var bleven gift med en Jomfru fra Bergen, om hvem man kun vidste, at hun var munter og verdsligsindet, og at hendes Familie ikke hørte til de Vakte, blev Forholdet kjøligere. De unge og de gamle Worses havde ikke Interesser fælles og saaes kun yderst sjeldent. Romarino kjøbte sig et Hus, og slog svært stort paa. Gamle Worse rystede paa Hovedet.
— Det varede en Tid, inden Madame Torvestad forstod, at hun havde taget fuldstændig feil af sin Datter. Men lidt efter lidt gik det op for hende, at her var aldeles ingenting at gjøre. Lige fra det Blik, hun havde faaet Forlovelsesaftenen, var Sara gleden ud af hendes Herredømme, og steg med et frem som hendes Lige, ja — snart blev Madame Torvestad reduceret til at være Fru Worses Moder.
Klog som hun var, skjulte hun sin Skuffelse. Men hun lovede sig selv, at saaledes skulde det ikke gaa med Henriette; hun skulde have en Mand, som Madame Torvestad var sikker paa at kunne beherske, og selv skulde hun holdes under Tugt ganske anderledes end før. Til en Begyndelse skulde det arme Barn lære at sidde ved Bibelen paa Saras Plads, naar hun ikke var der.
— Fra Hans Nilsen Fennefos kom der i et Par Aar kun sparsomme Efterretninger. Han sagdes især at færdes nordpaa, længer nord end han nogensinde havde været før, — helt oppe i det svarteste Finmarken — sagde nogle.
De Ældste fik af og til et og andet at vide; men det blev ikke meddelt i Forsamlingen. Spurgte nogen efter Fennefos, fik de til Svar, at hver maa passe sig selv — eller at Herrens Veie ere usporlige.
Det var nemlig ikke glædeligt, hvad Vennerne rundtomkring vidste at berette om Hans Nilsen.
Han, der før var gaaet fra Bygd til Bygd som et elskeligt Fredens Sendebud, han efterlod sig nu Uro og Forskrækkelse. Der fortaltes, at han gik frem som et Herrens Veir over Landet; hans Tale var som Ild, mange blev syge paa Sindet af at høre ham, — ja en ung Pige sagdes endog at have taget Livet af sig for hans Tales Skyld.
Præsterne begyndte at befatte sig med ham i deres Indberetninger; hans gamle Ry for Maadehold og Sagtmodighed blev beskjæmmet og de Vantro triumferede og raabte: Se — se! — han ogsaa!
Der var megen Bedrøvelse mellem alle de Vakte, hvor disse Tidender naaede frem, og efterhaanden trængte de jo ud blandt Folk, hvormeget end de Ældste prøvede at dække over. Mange skrev til ham, og bad ham saa bønligen at komme sydover igjen; de mente, naar han traf de gamle Venner, vilde hans Aand atter opklares.
Men han kom ikke, og tilslut var hele Landet fuldt af den voldsomme Lægprædikant, der drog syngende gjennem Sneen fra Hytte til Hytte med Følge af blege Mænd og Kvinder med løst Haar, der græd og skreg og sønderrev sine Klæder.
Da bad de Ældste Madame Torvestad om at skrive et Brev til ham.
Den næste Dag overleverede hun dem et forseglet Brev. Det var imod Reglerne; men Omstændighederne vare ogsaa usædvanlige, og der blev ikke gjort Indvendinger. Brevet blev afsendt om Høsten, og udpaa Vaaren rygtedes det, at Hans Nilsen trak sig sydover.
Men Brevet havde Sara skrevet; Moderen havde selv bedt hende derom.