Skipper Worse/7

Fra Wikikilden
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 2s. 64-73).
◄  VI.
VIII.  ►

Det var ikke Hykleri, naar Madame Torvestad udbredte sig over, hvormegen Pris hun satte paa at have Hans Nilsen boende i sit Hus og hvor ondt det gjorde hende, naar han reiste bort. Men paa den anden Side skjulte hun dog omhyggeligt, hvor beleiligt det kom hende denne Gang.

Hun lagde da alle Aarer ud, for at fange Skipper Worse til sin Datter.

Hvad der bevægede hende hertil, var meget sammensat. Selv vilde hun vel talt om Interesse for en stakkels, vildfarende Sjæl, der kun ad den Vei kunde reddes fra Fortabelsen. Men de, der kjendte hende nøie, vidste, at den stærkeste Lidenskab hos hende var en bestandigt øgende Lyst til Magt og Indflydelse.

Og i saa Henseende var Jacob Worse nok værd at erobre — især efterat han var kommen i Kompani med Garman. Det vilde ikke blot styrke Brødrenes Samfund udad; men — hvad der for hende turde være det vigtigste — det vilde i høi Grad styrke hendes Stilling blandt Brødrene, at det var hun, som havde tilført dem denne nye, kostbare Broder.

Thi at det skulde lykkes hende at gjøre en Broder ud af Jacob Worse, derom tvivlede Madame Torvestad ikke. Hun kjendte adskilligt til Verden og havde seet flere ældre Mænd, der giftede sig med yngre Piger; hun vilde virke paa ham gjennem sin Datter, hendes Indflydelse vilde udstrække sig fra Baggaarden over den hele Bygning, Brødrene vilde takke hende, og Guds Sag vilde fremmes.

Sara saa det hele komme. Fra hin Samtale om Vintræet, var hun ikke længer i Tvivl om, hvad der var bestemt for hende.

Da Hans Nilsen reiste, forærede han hende det dyrebareste, han eiede. Det var et egenhændigt Brev fra Hauge til hans Moder. Papiret var gult og medtaget og Blækket blegt. Fennefos, som var udlært Bogbinder, havde selv arbeidet en sirlig Mappe af Pap til at bevare Brevet i — med hendes Navn og et Skriftsted trykket udenpaa.

Der blev snakket om det blandt Kvinderne, saa mærkeligt syntes man, det var, at Hans Nilsen vilde skille sig ved et saadant Klenodie. Men den, der vilde komme med nogen Hentydning i den Anledning overfor Madame Torvestad, fik en saa skarp og isende kold Afvisning, at det ikke blev prøvet oftere.

Sara var forvirret, — glad og lykkelig ved Gaven og de hjertelige Ord, han havde sagt hende, da han reiste; men ellers var hun ulykkelig — haabløs ulykkelig. Om Natten laa hun og græd i Sengen og bad om Naade til at overvinde sig selv.

Og en saadan Nat kom Moderen ind i Soveværelset. Det var ganske mørkt, og Sara, som laa i sin Graad, mærkede Ingenting, før hun hørte Moderen sige: „Kan du nu se — mit Barn! jeg havde Ret; tak nu Herren, at du itide fik Øinene opladt for Faren.“

Hun sagde det saa myndigt og bebreidende, at Sara reiste sig op i Sengen og blev siddende længe uden at græde og uden at bede, mens tunge, stridige Tanker kom op i hende.

Det var den gamle Adam; men hun gad ikke kjæmpe imod ham. Hun lod de onde Tanker løbe helt ud, — hvorhen de vilde, — henover alle de Feil, hun nogensinde havde opdaget hos Brødrene eller anet hos Moderen, — henover Skipper Worse med hans gamle Tobakslugt og Eder, indtil han blev hende modbydelig, — henover — langt henover forbudte Egne, hvor der var Solskin og Lykke — alene med en høi, stærk Mand med en frisk Mund med hvide Tænder, — hun kastede sig ned igjen i Sengen, drømte og halvsov; men da hun vaagnede om Morgenen, syntes hun, der hvilede et Bjerg af Elendighed paa hende.

Skipper Worse selv vidste fra først af lidet om den Lykke, der beredtes for ham. Han behøvede endog gjentagne Fingerpeg fra Madame Torvestad, inden det gik op for ham, at den smukke Sara, som han havde seet voxe op fra liden Pige, kunde blive en Kone for ham.

Men da han først var sat paa Glid, grebes han af denne Gammelmandskjærlighed, der i lige Grad forynger og forblinder. —

Det faldt ind med et styrtende rigt Fiske det Aar. Jacob Worse var utrættelig virksom og i et straalende Humør. Tanken om de lune Værelser hos Madame Torvestad, hans hyggelige Plads ved Siden af Sara, de bløde, fine Hænder, hvormed hun bragte ham hans The, hvori Madamen — hvilket var en meget stor Begunstigelse — dryppede et Par Draaber Rom, — alt dette førte han med sig overalt; og bedst som han var i det ivrigste Kav med Silden, kunde der komme et lunt Smil — ja næsten noget drømmende over det gamle Skipperansigt, som dog faa mærkede, og ingen forstod.

Aldrig havde han været saa driftig og saa heldig. Han saltede iaar for fælles Regning med Firmaet og kjøbte en Masse Sild. Munter og rask som en Yngling førte han Liv og Lystighed med sig, hvor han kom frem; og alle var enige om, at Jacob Worse var en Pokkers gammel Fyr.

Gammel skulde man forresten vogte sig for at kalde ham i denne Tid.

„Fanden er gammel“ —— pleiede han at svare og satte Glasset fra sig, naar nogen var saa uheldig at proponere et Glas for gamle Worse.

Men naar han under Fisket kunde faa en Anledning til at fare ind til Byen med en Ladning Sild, skyndte han sig at blive færdig paa Søhuset og gik, for at vaske sig.

Han skrubbede sig med Sæbe og byttede fra Top til Taa. Alligevel var han ikke vis paa, om der ikke endnu fulgte ham lidt Sildelugt; og saa — ja det skulde bare Randulf vide — saa dynkede han sig med Hodevand, som Lauritz i al Hemmelighed havde kjøbt for ham.

Pyntet, ren og vel barberet med Odderskindet børstet og striglet og Orkanbølgerne, der begyndte at graane, i stiveste Orden frem forbi Ørerne — saaledes fremstillede Kaptein Worse — af Firmaet Garman & Worse sig som Frier over i Bagbygningen.

Der var noget trohjertet ridderligt ved ham, naar han gjorde Kur, som klædte ham godt, og som vilde have taget sig endnu bedre ud, om det havde gjældt Moderen og ikke Datteren.

Men at gifte sig med en halvgammel hellig Enke var noget, som vist aldrig kunde falde den muntre Kaptein ind; og det havde da ogsaa Madame Torvestad for længe siden indseet.

Da hun nu imidlertid havde faaet ham paa Sporet og saa den ungdommelige Iver, hvormed han gik paa, forandrede Madamen sin Metode, blev tilbageholden, kunde slet ikke forstaa hans Hentydninger, og da de blev tydeligere, havde hun de utalligste Indvendinger.

Sara skulde kjøbes dyrt.

Først var der nu den Store Aldersforskjel, — hun maatte tilstaa, den var større end hun havde tænkt, hun havde virkelig ikke troet, at Kaptein Worse var saa høit oppe i de femti.

Dog — det var jo igrunden af mindre Vægt; det vigtigste, det betænkeligste var hans Sjæls Tilstand, hans Eder, hans verdslige Sind og hans Vedhængen ved alt, hvad der er af denne Verden.

Worse indrømmede, han var ikke af Vorherres allerbedste Børn; men saa var han da hellerikke med de værste; han kunde jo forbedre sig.

Ja isandhed maatte han forbedre sig, hvis der skulde blive Tale om at faa Sara; han maatte i mange Maader helt forandre sig.

Worse lovede alt. Det forekom ham, at han maatte kunne udholde et ubegrænset Antal af de længste Opbyggelser, naar han bare fik sidde hos sin Sara og tage hende med sig hjem efterpaa.

Men alligevel stod Underhandlingerne stille. Worse vidste sandelig ikke, om det gik frem eller tilbage. Han var nu aldeles bedaaret og trippede omkring Sara som en gammel Kalkun.

Hvad Sara mente, taltes der ikke stort om mellem Moderen og Frieren; Madame Torvestad „kjendte sin Datter“. Og Jacob Worse — den gamle Galant! —— han indbildte sig, at naar Sara rødmede for hans Blik, ikke turde være alene med ham og afviste hans Foræringer, saa var det de knibske Pigers Maade, som han havde sjunget om og seet nok af baade i Østersøen og i Middelhavet. —

Skjønt Konsul Garman syntes at have saa liden Berøring med Byen, havde han dog sine Følehorn ude; og man vidste saa temmelig god Besked paa Sandsgaard om stort og smaat derinde. Især interesserede Jomfru Birgitte og Jomfru Mette sig for alt — for alt muligt uden Undtagelse.

Saaledes kom det snart Konsulen for Øre, at Jacob Worse gik paa Frieri; og det vakte hans Uvilje og Bekymring.

For det første var det ham absolut imod, at hans Kompagnon indgik i noget nyt Ægteskab, hvilket bare vilde komplicere Situationen. Men dernæst tænkte han med Ængstelse paa, at disse Hellige — han kjendte Familien — aldeles vilde ødelægge hans brave Kaptein Worse for ham.

Konsul Garman hadede næsten de Vakte, skjønt han kjendte overmaade lidet til dem. Men det oprørte ham, at Religionen, der var Menneskene given til Oplysning og Oplærelse i Dyd og fornuftig Dannelse, skulde af nogle aldeles uvidende Fanatikere og Religions-Sværmere misbruges til at forvende og forvirre den gemene Mand, der just mest af alle havde Behov for en sund og praktisk Kristendom.

Derfor lod han strax gaa Baad efter Kaptein Worse, saasnart Jomfru Mette og Jomfru Birgitte havde faaet fortalt i Munden paa hinanden, at Jacob Worse skulde have Datter til den hellige Madame Torvestad.

Da Worse kom, begyndte Konsulen med stor Iver at tale om et Skib, han havde læst var tilsalgs i Bremen. De fik fat i Børsen-Halle, undersøgte Dimensionerne, overveiede Alderen og den sandsynlige Pris og kom tilslut begge til den Overbevisning, at det maatte være et Skib, som netop vilde passe for Garman & Worse.

Den ene blev smittet af den andens Iver; det var ikke ofte, at Konsulen gik saa hovedkuls paa en ny Plan; og før Worse vidste Ord af det, var det en Aftale, at han — Worse — strax — imorgen eller iovermorgen skulde gaa med en Bremerskonnert, som laa paa Udhavn ventende Nordenvind, for at kjøbe Skibet, hvis det svarede til Beskrivelsen og der ellers ikke var noget iveien, derpaa enten seile det hjem til Sandsgaard eller tage en god Udfragt, hvorhen det nu kunde falde sig.

Fuld af Iver og Virkelyst tog Worse Afsked, for at gjøre sig færdig til Reisen, men først da han sad i Baaden, faldt det pludselig over ham, at han skulde skilles fra Sara.

Det stolte Skib tabte sig, og den udmærkede Forretning blev yderst tvivlsom i hans Øine. Hans Iver blev meget kold, og han sad og fandt op tusinde Indvendinger, mens de roede ham indover Vaagen.

Konsul Garman derimod gned sine Hænder: han havde grebet ind itide. Derpaa satte han sig til at kalkulere og overveie dette Bremerskib; Gud maatte vide, om dette igrunden var nogen god Forretning.

Om Eftermiddagen bemærkede Madame Torvestad, at Worses Piger havde travelt nede i Gaarden med at børste Klæder og banke Reisetøi.

„Skal Kapteinen ud og reise? — Martha!“ raabte hun venligt ned fra Svalgangen, som førte rundt Bagbygningen, hvor hun havde sine Værelser.

„Ja!“ svarede Martha temmelig mut; Madame Torvestad var ikke yndet af Pigerne.

„Jasaa? — saa det skal han. Ved du hvorhen?“

„Nei! men det skal nok være en rigtig Langtur; — længer end forrige Gang — tror jeg.“

Martha havde det paa Følelsen, at det vilde ærgre Madamen; og det havde hun Ret i. Madame Torvestad kom endog i den yderste Bestyrtelse. Imidlertid tog hun alting med Ro, vendte tilbage til sine Værelser og stod en Stund stille, for at betænke sig.

„Sara! — sæt Thekjedlen over. Kaptein Worse vil reise — siger Martha; men jeg tænker, hun tager feil; hvad mener du?“

„Jeg? — Mor!“

Madame Torvestad vilde sagt mere; men Udtrykket i Saras Ansigt var saa besynderligt, at hun opgav det.

Sara er klog — tænkte hun —; det behøves ikke.

Derpaa glattede hun sit Haar, tog Salopen og gik. Hun gik ud Bagveien gjennem Worsesmuget og udenom Huset til Gadedøren, fordi hun ikke vilde gaa over Gaarden, hvor Martha var.

Jacob Worse sad ærgerlig og talte med sin Søhusformand, der var Principalens Fuldmægtig, naar han var borte. Forretningen i Byen var forblevet Worses egen uden at paavirkes af hans Optagelse i Firmaet.

Ligeledes var Sandsgaard med al sin forskjellige Drift derude nu som før udelukkende under Konsulens Haand. Fællesskabet indskrænkede sig i Virkeligheden til visse Grene af Forretningen, hvor Jacob Worses Kapital væsentligen var anbragt — især Skibsrhederiet og hvad dermed stod i Forbindelse.

Da Skipper Worse saa Madame Torvestad, sendte han Søhusmanden bort og hilste noget forvirret.

„Jeg kommer, for at ønske Dem en god og velsignet Reise — Kaptein Worse!“

„Tak — hm! — mange Tak — Madame, jeg vilde ellers —“

„Bliver det en lang Reise?“

„Ja det er ikke godt at vide. Han vil, at jeg skal —“

„Hvem — sagde De?“ —

„Kunselen — Kunsel Garman; han sender mig til Bremen, for at kjøbe Skib.“

„Sender?“ — sagde Madame Torvestad med et vantro Smil, „jeg troede ikke, at den ene Kompagnon saadan uden videre kunde sende —“

„Kompagnon! — aa ja — ser Del han er jo Kunsel Garman og jeg er Skipper Worse, — anderledes bliver det s’gu aldrig. Og desuden, naar det gjælder at kjøbe Skib, saa er det jo netop noget for mig.“

„Det forundrer mig, — ja det bedrøver mig, at De ikke ligesaagodt kan sige mig den sande Grund, hvorfor De reiser bort. Jeg synes, vi kunde ventet det af Dem.“

Han stirrede bare paa hende med aaben Mund.

„Thi det maa De vide — Kaptein Worse! — jeg forstaar meget godt, at De ikke reiser, uden fordi De ønsker at komme bort fra det hele.“

Hun vilde fortsat i denne lidt truende Tone; men Kapteinen sprang op — ivrig og rød i Hovedet:

„Nei ved De hvad, Madame Torvestad! nu gjør De mig Pinedød stor Uret; — ja undskyld, jeg bander; men hvad der maa til, det maa til; for først har jeg nu ærgret mig og speculeret mig næsten grøn, for at slippe fra denne fordømte Reise; og saa kommer De og siger, jeg farer med Underfundighed og Djævelskab. — Jeg mener, de er galne alle Mand idag;“ han trampede omkring i Stuen og kløede sit Odderskind; men Madame Torvestad betragtede ham med Velbehag, og der faldt en Sten fra hendes Hjerte.

Noget nervøst og uroligt, som havde været over hende, da hun kom, forsvandt aldeles og hun lik atter sin almindelige overlegne Tone — saaledes som en Moder bør tale til en tvivlsom Frier.

„Efter hvad vi have talt om i det sidste, nægter jeg ikke, at jeg blev meget overrasket ved at høre om denne pludselige Reise.“

„Ja tror De ikke, jeg har tænkt over det? jeg forsikrer Dem — Madame! naar jeg tænker paa, at jeg skal reise bort uden saa meget som sikkert Løfte, saa er jeg nær ved at blive gal. Gid Fanden havde det Bremerskib! — kunde jeg bare finde paa et Paaskud eller en Udvei —“

„Aa — for en tyve Aar siden havde vel Jacob Worse fundet paa en Udvei i et sligt Tilfælde.“

Det var at tage ham paa den ømmeste Side. At nogen skulde tro, han var en gammel Knark, som ikke længer forstod sig paa Kjærlighed, det oprørte ham i høi Grad; og han gav Madamen en Skildring af sine Følelser — saa glødende og aabenhjertig, at hun i al Hast maatte se til at faa ham stanset, for det gik sletikke an.

„Godt — godt-Kaptein Worse! — ja — ja! — jeg tvivler ikke paa det, —“ raabte hun flere Gange; „men der skal mere til end den jordiske Elskov, hvor trofast den end kan være. Den Mand, jeg med Tryghed skulde anfortro mit Barn — min Sara, — maatte ogsaa være fast og varigt bunden til hende ved den fælles Kjærlighed i Herren. Og De ved, hvad jeg ofte har sagt: Deres Liv som Sømand er rigt paa Fristelser og lidet skikket til at bære stille Frugter i Omvendelse.“

„Ak ja Madam! vi have alle et skrøbeligt Kjød i mange Stykker,“ svarede Skipper Worse; han haabede, det var et Skriftsted.

„Ja det har vi — Kaptein Worse! nogle mere, andre mindre. Men netop derfor skulle vi sky et Liv, der medfører særdeles Fristelser. Jeg tænker mig, om jeg nu havde givet Dem min Datter, og De saa pludselig var reist lige efter Bryllupet.“

„Nei — Madam! det skulde der s’gu ikke blevet noget af; det kan De bande trygt paa!“

„Hvis jeg nu — jeg sætter det Tilfælde, at jeg gav mit Samtykke, tror De da, at Konsul — at Deres Kompagnon tillod Dem at opsætte Reisen?“

„Naturligvis! — naturligvis! det kan De da begribe!“ — han blev ganske ivrig ved denne Udsigt.

„Kunde jeg stole paa det?“

„Ja saa Pi —“

„Sværg ikke; jeg vil tro Dem bedre uden. Sæt Dem ned igjen og hør, hvad jeg vil sige Dem. Jeg har i den senere Tid tænkt meget over dette. Der er ligesom en Stemme indeni mig, som vidner, at der er Redning for Deres Sjæl i denne Forbindelse med min Datter. Ja — jeg havde endogsaa efter megen Overveielse og Bekymring tænkt at fastsætte Bryllupet til førstkommende Søndag —“

„Hvad be — hvad siger De?“ — raabte han og hoppede af Stolen, „aa Madam! De er dog en Pokkers Kone!“

„Men nu, da jeg ser, at en pludselig Reiseordre kan rive Dem ud af Deres Familie, for igjen at omtumle Dem i Fristelser og Farer, der lettelig — vi vide hvor let! — kunde kvæle de gode Spirer og atter gjøre Dem til et Fortabelsens Barn, nu tør jeg ikke tænke paa, at betro Dem mit Barn — min kjære Sara!“

„Men Madam — Madam! — jeg skal ikke reise, jeg vil ikke reise; jeg gaar lige til Kunselen og siger, han faar sende en anden; jeg sværger Dem til, jeg reiser ikke!“

„Denne Gang maaske ikke; men næste Gang, det falder Deres Kompagnon ind —“

„Aldrig! — faar jeg hende, saa lover jeg —“

Han stansede; gjennem Vinduerne saa han Bramræerne af „Familiens Haab“ ude paa Sandsgaardbugten; og Madame Torvestad smilede lidt surt:

„Lov ikke, hvad De ikke kan holde, og betænk Dem ikke for vor Skyld paa at træde tilbage. Sara er vistnok forberedt; men hun ved endnu intet med Vished; jeg har ikke talt til nogen af Vennerne om det, og selve Bryllupet havde jeg tænkt at feire i al Stilhed — saaledes som Skik er blandt os —, Præsten og et Par af Brødrene. Deres Hus er jo færdigt; — De kunde bare føre hende herind.“

„Jeg lover Dem at forlade Søen fra den Dag, jeg bliver gift med Deres Datter“ — sagde Jacob Worse og rakte sin Haand frem.

Han var kommen til at tænke paa, at han skulde føre Sara ind i sine Stuer og lukke Døren efter hende og bestandigt have hende herinde for sig selv.

Men Madamen sagde: „Det er en tvivlsom Sag. Jeg har hørt om mange Søfolk, som ikke kan forsage Søen, uagtet de ere tilaars, har fuldt op af jordisk Gods og Kone og Børn. Saadant ser man, skjønt jeg kan sandelig ikke forstaa det. Jeg synes tvertimod, Sømanden maatte takke Gud for en rolig Havn efter et stormfuldt Liv.“

„Ja De har Ret Madam! — det er netop saaledes, jeg har det nu. Giv mig Deres Datter, og De skal se, jeg skal forbedre mig i alle Maader — saaledes som De ønsker.“

De gav hinanden Haanden; og Worse vilde strax, at de skulde gaa over til Sara. Men da de gik over Gaarden, hvor Martha fik Ordre til at lægge Tøiet ind igjen, blev han dog lidt betænkelig.

„Hvad tror De, hun vil sige?“ spurgte han sagte.

„Sara vil være tro og kjærlig mod den Mand, som hendes Moder i Bøn til Gud har valgt for hende,“ svarede Madame Torvestad i en tilforladelig sikker Tone, der beroligede ham meget.

Sara hørte dem komme; hun havde ventet dem, og der var intet Spor af alle de Taarer, hun havde grædt. Bleg som altid, med sænkede Øine kom hun ind i Stuen, da Moderen kaldte paa hende.

„Sara! — her staar den Mand, som begjærer dig til Hustru. Jeg har lovet ham paa dine Vegne, at du vil være ham en tro og kjærlig Ægtefælle for Gud og Mennesker. Ikke sandt? mit Barn! du vil opfylde din Moders Vilje og saaledes adlyde Guds Bud?“

„Ja Moder.“

„Saa giver hinanden Eders Hænder i Jesu Navn — Amen!“

Jacob Worse var bevæget; han prøvede at sige nogle Ord om, at han vilde være som en Fader for hende; men da han midt i Sætningen ikke syntes, at det passede, og vilde sige noget bedre, blev der ingen Mening i det, hvorfor han bare pressede Madame Torvestads Haand noget ganske overordentligt. Derimod tog han sin Forlovedes saa forsigtigt, og det kildrede ham at kjende, hvor blød og fin den var.

Den hele Aften opførte han sig meget klodset; men han var saa straalende lykkelig, at han neppe gav Agt paa Udtrykket i Saras blege Ansigt.

Da han kom tilbage til sine Stuer, gik han længe op og ned i lyksalige Drømme; det var Tirsdag — bare fire Dage til Søndag; han vilde pynte op i Huset; der var ikke paa langt nær pent nok.

Længe speculerede han paa, om han skulde flytte sin salig Kones Seng ned fra Loftet; men det endte med, at han besluttede at kjøbe en ny.

Da han var gaaet, sendte Madamen Henriette iseng; Sara vilde gaa med det samme; men Moderen holdt hende tilbage.

„Nu maa du takke Gud for al hans Miskundhed — Sara!“

„Ja — Moder!“

„Vil du ikke ogsaa takke mig?“

Sara taug og rørte sig ikke.

Der gik et Stik gjennem Moderen.

„Sara!“ — sagde hun skarpt.

Men da saa Sara op, og i hendes stærke Øine laa der noget, som Moderen veg tilbage for: hun spurgte ikke mere, sagde bare Godnat og dermed gik Datteren.

Madame Torvestad faldt hen i mangeslags Tanker. Minder fra Ungdommen kom op, og de vare ikke gode. Ogsaa hun var bleven givet til en Mand, hun ikke kjendte; han var ogsaa ældre end hun; men havde forstaaet at tage hende paa den rette Maade.

Hun mindedes vistnok Taarer fra den første Tid; men siden var det blevet godt; hun var bleven frelst for verdslig Forfængelighed og letsindige Elskovsdrømme, og saaledes vilde hun ogsaa bevare sine Børn.

Men i dette Blik fra Datteren laa der alligevel noget, der fandt et saart Sted i hende, hvor det borede sig dybt ind som en Braad. Hun, som ellers var saa sikker paa sig selv og sine Handlinger, fik en pinlig Tvivl. Alle de vakte Erindringer og en ubestemt Frygt for, at hun dog ikke kjendte denne stille Datter tilbunds, gjorde hendes Søvn urolig og plagede hende med onde Drømme.

Men Henriette, som hørte Sara hulke, krøb op i hendes Seng og vilde trøste hende.