Skipper Worse/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 2s. 55-64).
◄  V.
VII.  ►

Jomfru Sara og Henriette sad i Væverstuen og nøstede Garn, — Henriette hviskede. Moderen sad og skrev Breve i Dagligstuen med Døren aaben; men hun hørte ikke godt.

„— Og saa kan du begribe, ja er det ikke ubegribeligt, hvad de kan finde paa, for de stjal et Toug — maa du vide —“

„Hvem?“

„Lauritz og de andre.“

„Stjal de?“

„Er du gal?“ — svarede Henriette forarget, „tror du, Lauritz stjæler! nei — de bare tog det — saadan tog det — forstaar du — bag Døren nede i Worses Krambod; et Filletoug, som ikke var sex Skilling værdt — fra den rige Skipper Worse, — det skulde rigtig gjøre noget!“

„Men Henriette! — du ved dog, at stort eller lidet er ikke det, det kommer an paa; hver den, som stjæler“ —

— „er en Tyv — ja jeg kan det Skriftsted,“ afbrød Henriette i en Fart; „men nu skal du høre, hvad de gjorde med Touget, for det var igaar Eftermiddag, Lauritz fortalte mig det i Kjøkkenet, mens jeg skjænkede The —“

„Mens her var Forsamling?“ — spurgte Sara bebreidende. Henriette nikkede ivrigt med Hovedet: „Sig det bare ikke til Mor! — aa han er saa løien — Lauritz; — jeg ler saa skrækkeligt af ham; men saa kan du tænke, de spændte Touget tvers over Gaden, og to Mand holdt i hver Ende, da det begyndte at mørkne; og naar der kom nogen, som de var gal paa, saa strammede de Touget, saa de faldt, og saa kom Krigskommissæren — du ved, han den sinte, røde — og saa gik han paa Hovedet og brak Armen.“

„Jeg mener, du er forstyrret — Henriette! du synes da vel ikke, at det var godt gjort?“

„Jo extra godt! — du skulde bare vide, hvor fæl han er; alle Gutterne over hele Byen er gal paa ham — jeg ogsaa; naar de er paa Session, sidder han og bander og skjælder i et væk, og naar han er paa det sinteste, saa slaar han — du kan tænke, han slaar med en Ridepisk. Uf! — nei det var netop tilpas til ham; — bare han havde brukket begge — den Rakkersknægten!“

Sara var ganske forskrækket; men idetsamme gjorde Moderen en Bevægelse, somom hun vilde reise sig, og Søstrene arbeidede en Stund flittigt og stille.

Sara sad og tænkte paa, at det var rent galt — dette med Henriette, og hun spurgte sig selv, om det ikke var hendes Pligt at tale til Moderen. Men Madame Torvestad var virkelig saa besynderlig svag overfor den yngste Datter.

Hun havde engang sagt: „Ja for Henriette er jeg ikke bange, hun er let at bøie, og vil nok gribes af Naadens Kald i sin Tid. Det var anderledes med dig! — Sara! du har et stærkt Sind, som tidligt maatte indøves i Herrens Tugt. Og Gud ske Lov! — hverken din brave Fader eller jeg selv have sparet vort Ris, og Gud har lagt sin rige Velsignelse til, saa du blev den, du er.“

Dette sagde hun med usædvanlig Varme. Ellers var Forholdet mellem Moder og Datter lidt stivt. De kunde tale med hinanden om verdslige og aandelige Ting, men til Fortrolighed kom det ikke.

Sara var opdraget i de strængeste Grundsætninger om Børnenes Pligter mod Forældrene, og hun saa op til Moderen med Ærefrygt. Hun vilde heller afhugget sin Haand end handlet imod hendes Vilje; men hun turde ikke gaa hen og kaste sig om hendes Hals, som hun mangengang følte Trang til.

Naar Henriette i Kaadhed kyssede og omfavnede hende, følte hun et underligt Velbehag; men hun rev sig strax løs; for hun vidste, at Moderen ikke ligte saadant.

Da de havde arbeidet en liden Stund i Taushed, hviskede Henriette igjen: „Han var fuld om Lørdag.“

„Hvem?“

„Lauritz.“

„Fy! — hvorledes ved du det?“

„Han fortalte mig det.“

„Men er der da ikke Skam i ham?“

„Aa — det var da ikke saa farligt; han var ikke ganske snydfuld — forstaar du; bare saadan vel sat — som de siger.“

Henriette var ganske stolt af ham — saa det ud til. Men førend Sara kom sig af den sidste Forskrækkelse, raabte Moderen:

„Sara! — kom herind og hjælp mig lidt. Hvor er det, Herren taler om Vintræet?“

„Johannes femtende Kapitel.“

„Læs det for mig.“

Sara begyndte, og imens iagttog Moderen hende med sine kloge Øine; men hun lod, somom hun var optaget af sit Brev og af det, som blev læst.

Madame Torvestad skrev mange Breve, der vare i stor Anseelse og bleve høit skattede af Vennerne omkring i Landet. De blev læst op i Forsamlingen, hvor de kom, og dernæst omhyggeligt opbevarede til Udlaan blandt Bekymrede, som trængte til et godt Ord. Thi hendes Breve vare milde og kjærlighedsfulde.

Sara læste det tolvte Vers: „Dette er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg haver elsket Eder,“ stansede Moderen hende: „Ja — det Vers var det, jeg tænkte paa.“

Hun saa ned i Brevet og fortsatte — halvveis somom hun fulgte Tankegangen i det, hun havde skrevet; men Sara mærkede godt, at det, Moderen sagde, ogsaa var henvendt til hende.

„Det er den første Frugt, Grenene paa det sande Vintræ skal bære: Kjærligheden, den indbyrdes Kjærlighed mellem Brødrene; det er denne Kjærlighed, som især den elskelige Johannes fremstiller som Tegnet paa Guds Børn. Men — kjære Hjerte! — nu gjælder det: giv Agt paa, hvorledes din Kjærlighed til Brødrene er opstaaet eller hvorfor du elsker dem; — om det er, fordi de ere fødte af Gud, eller om det er formedelst en eller anden Elskelighed ved deres Person. Giv Agt paa, om din Kjærlighed opkom dengang og derved, at du selv søgte Herren, hungrede og tørstede efter hans Naade og Fred med Gud og da begyndte at elske Ham saaledes, at — saasnart du saa eller hørte, at nogen anden ogsaa søgte og elskede Herren, denne da blot derved blev dig saa kjær, saa elskelig, saa broderlig nær, at du derover glemte alle hans andre Egenskaber.“

Sara blev efterhaanden blussende rød og bøiede sig over Bibelen; hun vilde begynde paa trettende Vers, men Moderen afbrød: „Tak Sara! — du behøver ikke at læse mere; det var just disse Betragtninger over den indbyrdes Kjærlighed, jeg vilde vække hos mig selv ved det hellige Ord.

Og atter fortsatte hun paa den samme Maade — halvt til Sara halvt til sig selv: „Se der har Fristeren igjen lagt en af sine træske Snarer; giv Agt og bed Gud bevare din Fod, at du ikke træder i den. Thi den syndige Elskov ligger paa Lur bag Kjærligheden til Brødrene som Slangen skjulte sig bag Træets lystelige Frugter. Se derfor vel til, at du elsker i Aanden og ikke i Kjødet. Men dersom du elsker i Aanden, og du paa din Vei møder en, der søger den samme Gud, som du elsker, og i hvis Kjærlighed I begge ere forenede, da skal du visselig elske denne ene Søgende. Og var han end —“ her blev hendes Ord meget indtrængende — „og var han end blot en Søgende fjernt borte, — ja var han end en Vildfarende, der kun dunkelt skimtede Lyset og kun skrøbeligen vandrede derefter, — ja, — om end hans Udseende, hans Omgjængelse, hans naturlige Sind var noksaa vanskeligt, — du skulde dog elske ham for den fælles Kjærligheds Skyld, som elskede Eder først. — Se saa — mit Barn! — Tak for Hjælpen. Gaa nu tilbage til dit Arbeide og bed Herren for sin Kjærligheds Skyld forklare den indbyrdes Kjærlighed i dit Hjerte, paa det at du ikke maa fare vild.“

Da Sara var i Døren, tilføiede Moderen: „Det undrer mig, at naar du og Henriette sidder saaledes sammen, at I da ikke synger en Salme; det gjorde vi altid i min Ungdom. Det letter Arbeidet og beskytter Sindet mod onde Tanker og Fristerens Anløb.“

Lidt efter sang Søstrene dæmpet og rent en Salme, de vidste, Moderen yndede:

„Gjør Døren høi og Porten vidt
Se — Ærens Konge kommer hid —“

Naar Henriette ikke kunde Ordene, nynnede hun, til hun kom

idet igjen. Men Sara sad ganske bleg og sang; hendes Øine brændte; men hun slog dem ikke op.

Ingen af Pigerne hørte, at Hans Nilsen Fennefos kom opad Trappen og stansede paa Afsatsen udenfor.

Han stod og lyttede til den skjønne Sang, og han kom til at mindes hin Nat, da han hørte sin Moder synge. En dyb Bevægelse greb ham; det forekom ham, at Saras bløde Stemme var saa lig hans Moders, og Taarerne strømmede til hans Øine.

Da han kom op paa sit lille Kammer, sad han længe i modstridende Tanker. Hvor vilde det ikke være godt for ham, om han i dette Øieblik havde havt sin Moder at raadføre sig med. Men hun var død for to Aar siden. De, som stod ved hendes Dødsseng, fortalte, at det var, somom hun sang sig lige ind i Himmelen.

Hans Nilsen kom fra et Møde med de Ældste af Brødrene. Han hørte selv til iblandt dem; thi det kom ikke an paa Aarene, men paa Tro, Kjærlighed, Retfærdighed og Erfaring i aandelige Ting — samt sand Visdom.

Der var nemlig kommet Brev fra hans Hjembygd, hvori der klagedes over, at adskillig Lunkenhed begyndte at indsnige sig blandt Vennerne deromkring; og de bad saa bønligen, at der maatte skikkes dem en Mand eller en Kvinde, der kunde puste til den sluknende Ild, førend Kullene bleve ganske sorte og døde.

Helst vilde de jo have Hans Nilsen; men ellers var de fornøiede med hvemsomhelst, de Ældste vilde sende dem.

Da dette Brev var læst op, sagde den ældste blandt dem — en Olding, som havde kjendt og arbeidet sammen med Hauge:

„Nu — kjære Hans Nilsen! hvad mener du? — mon Aanden vidner i dig, at du skal følge Brødrenes Kald? — eller mon du ved nogen anden, som bedre kunde skikke sig dertil?“

„Jeg tænker, Hans Nilsen synes, han har det godt, der han er —“ sagde Sivert Jespersen uden at se op fra den Postille, hvori han sad og bladede.

Mere blev der ikke talt. Men de vare saa indøvede med hinanden, forstod saa vel et lidet Vink eller en svag Betoning, at den Pause, som nu fulgte, var for dem lige saa oplysende og spændende som en Debat.

Endelig reiste Fennefos sig og svarede: „Jeg vil prøve mig selv og bede Aanden oplyse mig; imorgen — eller kanske iaften i Forsamlingen skal jeg, om Gud vil, bringe Jer mit Svar.“

— Nu sad han da og prøvede at være fuldstændig oprigtig, for at faa Rede paa sig selv.

Den Misbilligelse, han saa godt havde hørt i Sivert Jespersens Bemærkninger, var noget, han havde mærket før hist og her. Ialmindelighed vilde man vistnok gjerne beholde ham i Menigheden; men der var dog nogle, som følte sig trykkede af ham. Fra disse kom der smaa Ymt om, at Madame Torvestads Hus kunde være farligt for en Lægprædikant, kunde friste til Blødagtighed.

Saasnart Hans Nilsen mærkede dette, havde han strax tænkt paa Sara. Saa nøie som han kunde, havde han gransket i sit eget Hjerte. Men det var ham ikke muligt med Sikkerhed at afgjøre, om den Glæde, han følte i hendes Selskab, var Begyndelsen til en syndig Elskov, eller om det dog ikke bare var, hvad det burde være: en hjertelig Følelse af Venskab og Hengivenhed for denne Kvinde, der var renere og bedre end alle de andre.

Da han imidlertid ikke kunde komme til nogen sikker Overbevisning, og da dette begyndte at pine og forurolige ham, var han en Dag gaaet lige til Madame Torvestad og havde spurgt hende, om hun vilde raade ham til at gifte sig, og om hun i saa Fald kjendte nogen kristeligsindet Kvinde at foreslaa ham til Hustru.

Madame Torvestad blev ikke overrasket. Det var sædvanligt baade blandt Hauges Venner og især blandt Herrnhuterne, at de unge lod sig lede i disse Ting af de ældre. Vittige Hoveder i Byen paastod endogsaa, at salig Torvestad havde faaet sin Kone ved en Lodtrækning i Christiansfeldt.

Paa den anden Side laa det dog saa nær for Madamen at tænke paa sine Døtre — og da først og fremst paa Sara, at Hans Nilsens Spørgsmaal næsten var at anse som et Frieri.

Men hun svarede undvigende. Hun troede ikke, at han, der var en saa vel kjendt og afholdt Prædikant, havde Lov til allerede nu at ophøre med Reiserne omkring i Landet; og han vidste selv — sagde hun —, at for den, som først er gift, falder det ikke længer saa letvint at komme afsted. Hellerikke var der for nærværende Tid nogen Kvinde i hendes Bekjendtskab, der særlig passede for ham.

Dette overraskede og skuffede Hans Nilsen. Han formaaede egentlig ikke at indse, hvad Madame Torvestad kunde have imod at give ham sin Datter. Det faldt ham ikke ind, at hun kunde have andre Planer, ligesaalidt som det faldt ham ind med en Tanke at modsætte sig hendes Vilje eller gaa udenom den.

Derimod bestræbte han sig for at finde, at hun havde Ret, og det lykkedes ham med nogen Overvindelse.

Der var gaaet en Uges Tid siden denne Samtale med Madame Torvestad; og i disse Dage havde Hans Nilsen givet nøie Agt paa sig selv. Han beregnede, at hvis han havde følt sig tiltrukken til Sara af noget kjedeligt Begjær, maatte han have følt en heftig Smerte ved saaledes at skuffes i sit Haab.

Men nogen heftig Smerte følte han ikke — det kunde han ikke sige. Han vilde været overmaade lykkelig, om det var gaaet efter hans Ønske; men nu, da han alligevel forblev i hendes Nærhed og hverken følte nogen Trang til at nærme sig yderligere eller til at flygte bort for nogen ond Begjærlighed, saa mente han, at det var bevist, at hans Tanke var ren, og han begyndte at føle sig mere rolig, omend noget tung.

Men saa kom dette Brev idag, den aabenbare Mistanke, som laa bagved Sivert Jespersens Ord, og saa hans Følelser, da han hørte hende synge. Alle hans Tvivl brød op igjen, og mens han sad i sin lille, haarde Sofa, og Mørket altmere faldt paa udover Eftermiddagen, begyndte det at storme i hans Blod, og Tanker, han ikke kjendtes ved, kom frem og anklagede og forsvarede hinanden.

Hvorfor vilde han ikke vandre afsted og følge Kaldet fra Hytte til Hytte udover den mørke Vinter? — hvorfor droges han ikke mod alle de arme Bekymrede, der sad rundt omkring i Landet, kjæmpende i sin Ensomhed med Tvivl og Anfægtelser? hvorfor længtede han ikke som før efter Kampen med Helvedes Magter?

Var det ikke som Sivert Jespersen sagde: han havde det for godt, der han var? — og var det ikke atter Sara — alene Sara, som gjorde det saa godt og velsignet i ham og omkring ham?

Han kjendte, at der nærmede sig en af de onde Timer, som stundom hjemsøgte ham, — især da han var yngre. Han vred sine Hænder og bad, at Aanden vilde oplyse ham og Mørket vige. Der kom en stærk Sved over ham; han krummede sig sammen ligesom i Smerte, og Aandedrættet blev kort og besværligt. Og altimens hvirvlede Tankerne forbi ham — onde Tanker, stygge urene Tanker, som ikke vare hans egne. Istedetfor alvorligt at prøve sig frem, mindedes han Tvivl og Bespottelser, han havde hørt; vilde, forvirrede Billeder dansede gjennem hans Hoved, og naar han vilde gribe en Beslutning, sætte et fast Punkt, for at komme ud af den gruelige Anfægtelse, da løb alt fra ham, han laa magtesløs — bunden paa Hænder og Fødder, og Djævelen selv stod og lo af ham.

Da raabte han høit: „Vig fra mig — Satan!“ og udmattet og tilintetgjort kastede han sig paa sit Ansigt ned i Sofaen.

Men idet han lukkede sine Øine, var det, somom der flammede smaa Ildtunger bag Øienlaagene, de samlede sig, flimrede, forsvandt og kom igjen, indtil det i et Sekund syntes ham, at han havde læst i Mørket fremfor sine lukkede Øine det Ord: reis.

Han sprang op og saa sig om i det halvmørke Kammer, idet han gjentog: „reis — reis!“ Det klarnede i hans Hoved, og der blev stillere indeni ham; han var bønhørt: Aanden havde oplyst ham og forjaget Mørket; og han knælede ned og takkede.

Derpaa kastede han Frak og Vest, aabnede Vinduet og lod det regne sig i Ansigtet. Nu var han bleven klar over sig selv. Her var virkelig Fare paafærde; afsted maatte han jo før jo heller, og nu længtede han — ja Gud være lovet! — han længtede efter at komme ikast med Helvedes Magter.

Da han havde faaet sit Lys tændt, barberede han sig uden at ryste paa Haanden; han var fuldstændig rolig, lidt mat, men saa underlig glad og tilfreds. Efterpaa klædte han sig helt af, vaskede sin stærke skjønne Krop og tog rene Klæder paa.

Hans Nilsens Pande var ikke meget høi, men bred og aaben; Haaret var mørkt og stridt, hvorfor han bar det ganske kortklippet; Næsen stor og krum, Munden fast sluttet med smale Læber og en stærk, ren Hage.

Siden Læberne var saa smale og uden Skjæg, vistes begge Tandrækker langt ind, naar han talte, — tætstaaende, ret afskaarne Bondetænder; og der var mange i Forsamlingen, som holdt af at fæstne sine Øine ved hans Mund, naar han læste eller sang, — det var en Mund rød og hvid, frisk og ren, som aldrig smagte Tobak eller Brændevin.

Renhed var overhovedet det Ord, som passede til Manden. Ikke blot hans Paaklædning og hans Skjortekrave, men selve Ansigtet var saa rent med de store, greie Træk og den glatragede, stærke Hage. Og af Øinene, der vare graa og klare, lyste der et saa rent og alvorligt Skjær, at der var Folk, som ikke ligte at se ind i dem.

Han havde ikke det stikkende, nærgaaende Blik, hvormed mange af hans Medbrødre pleiede at bore sig ind i Synderen, somom de vilde trænge ned i en dyb Afgrund af hemmelig Synd og Ondskab. Hans Nilsens Blik gjorde derimod det Indtryk, at det ventede at møde den samme Renhed, som det selv kom fra; og kanske var det derfor, de fleste saa tilsiden, naar de stod midt foran ham.

— Næsten alle Haugianerne i Byen vare i Forsamlingen, siden det var Lørdag. Der blev en glad Bevægelse blandt dem, da Fennefos gik hen til Endre Egeland, som just stod ved det lille Katheder, for at læse af Postillen, og bad om at faa tale et Par Ord.

Alle satte sig tilrette, for rigtig at glæde sig ved den afholdte Taler; det var saa længe siden, de havde hørt ham; i den senere Tid havde han været mindre oplagt til at tale.

Men Glæden blev dog blandet, da Hans Nilsen begyndte: „Elskede Brødre og Søstre! — jeg staar her, for at byde Jer Farvel!“

Alligevel gjorde det saa godt at høre ham. De Gamle rokkede henrykt paa Hovedet og smilte til hinanden: det var den gamle Lyd, de kjendte, kraftige Ord fra Hauges egen Tid, førend mangt og meget havde svækket og opblandet den gode Vin.

Hans Nilsens Holdning var ogsaa forskjellig fra deres, som ialmindelighed ledede Forsamlingerne; Stemmen var ikke klynkende, Hovedet ikke bøiet, og han smilede aldrig. Høi og stor stod han blandt dem med faa og simple Bevægelser, vendende det smukke Hoved og ligesom lysende op omkring i Krogene med sine klare graa Øine.

Først formanede han dem med Alvor og Myndighed; dernæst takkede han dem alle hjerteligt for godt og trofast Broderskab; — ja han vendte sig endog, saa alle mærkede det, lige mod Sivert Jespersen, da han særligt takkede dem, der havde rakt ham Haanden, naar han nær var snublet og faret vild.

Og tilslut bad han en Bøn, som længe mindedes blandt Vennerne. Det var et af de Øieblikke, hvor Ordene kom over ham som en Storm og hans hele Væsen ligesom glødede af Inderlighed og Begeistring.

De flokkedes om ham efterpaa, for at trykke hans Haand og medtage et lidet Ord fra ham; thi ingen kunde vide, hvor lang Tid han blev borte. Kom en saa elsket Lægprædikant først ud paa Reise, saa kunde han let trækkes fra Bygd til Bygd rundt det hele Land; thi overalt var de begjærlige efter at høre ham; og der vilde visselig være mange, der bad og indbød ham, naar det rygtedes, at han var paa Vandring.

Derfor var der Taarer og Vemod blandt dem. Fennefos var i Virkeligheden en af Menighedens fasteste Støtter. Thi ved mange af de andre — som nu for Exempel Endre Egeland og Sivert Jespersen — var der ligesom en liden Hage; ialfald talte Folk bestandig ondt om dem; og de vare jo paa alle Kanter omringede af Spottere og Bagvaskere.

Men paa Hans Nilsen havde der aldrig været den mindste Flæk. Ja den nye Præst i Byen, der lod, somom han vilde nærme sig til Haugianerne, omtalte endog Fennefos med stor Anerkjendelse. Det var Brødrene ikke lidet stolte af. Det hændte ikke hver Dag, at en Lægprædikant fik Ros af en Præst.

Hans Nilsen skulde reise om et Par Dage, saasnart de Ældste kunde faa skrevet de Breve, han skulde have med, samt ordnet de Bøger og Smaaskrifter, som han skulde udbrede blandt Folket paa sin Vandring.

Det var i Slutten af October, og Hans Nilsen tænkte at gaa langs Kysten fra Gaard til Gaard lige til Kristiansand — samlende Vennerne til Opbyggelse, hvor han kom frem.

Fra Kristiansand vilde han saa tage opover Sætersdalen, og ved Juletider gjorde han Regning paa at være i sin Hjembygd. —