Skipper Worse/4

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 2s. 35-44).
◄  III.
V.  ►

De følgende Aftener var Skipper Worse igjen i Klubben og befandt sig vel. Det var bare den første Dag, det faldt saa forkjert med disse unge Amerikafarere.

Senere flokkedes jo de gamle Venner om ham, og han fortalte mangen god Historie fra Rio de Janeiro, sang ogsaa et Par engelske Viser med Omkvæd paa Spansk, som han havde lært af en deilig Pige, der hang i en Matte mellem to Palmetræer.

Det var noget, som slog an; thi i Klubben blev der sjunget næsten hver Aften; og da de havde lært det spanske Omkvæd, faldt Koret ind med en Kraft, saa at Skeerne klirrede i de store rygende Toddyglas.

Ah chio — chio — la-la-la,
Ah — chio — chio voi!

Der var baade Havnefoged Snell og Kontrollør Aarestrup, Toldskriver Preuss og Brandinspektøren og forresten en hel Del Skippere og Rhedere.

Det var naturligvis over hele Byen, at Skipper Worse havde været hos Haugianerne, og han maatte døie mange Vittigheder i den Anledning.

Han valgte at le med; det kunde ikke nytte at skabe sig sint, og tilslut var han endogsaa saa ugudelig at holde Bordbøn efter Endre Egeland. Desuden var det ham ikke ubehageligt, at alle i Klubben snart blev enige om, at Jacob Worse var en udspeculeret gammel Kavaler, som holdt sig til de Hellige for de smukke Pigers Skyld.

Madame Torvestad havde ikke foruroliget ham senere. Naar de mødtes, bad hun ham altid se indom, saa ofte han havde Lyst; men naar han saa ikke kom, var hun lige blid.

Da han fik sine Sager iland fra Skibet, lod han Lauritz gaa over til Jomfru Sara med et Skrin besat med Konkylier, hvilket var den største Mærkværdighed han havde bragt hjem fra Rio.

For denne store Gave takkede Madame Torvestad Kapteinen paa Datterens Vegne, idet hun dog mildt bebreidende tilføiede, at saadanne prægtige Gjenstande lettelig hos den Unge kunde opvække verdslige Tanker og Forfængelighed. —

Udover Sommeren forvandt Worse Savnet af Randulf. Det gjorde godt at være hjemme i Ro en Stund, Forretningen gik godt, og den hele By dyrkede ham en Smule som den, der havde ført det første Skib til Rio.

Fra sin Søn i Lübeck havde han ikke ofte Brev. Men af Regnskaberne saa han, at den unge Herre levede og sandsynligvis levede godt. Der havde aldrig været stor Fortrolighed mellem dem, dels fordi Faderen var saa meget borte fra Hjemmet, dels fordi Sønnen var saa forkjælet og forklusset af Moderen.

Hun var en forskruet, sentimental Dame, fuld af romantiske Griller, som ikke tænkte paa andet end Riddere og Borgfrøkener og Væbnere og Maaneskin og Falddøre og lange Lokker og Vindeltrapper.

Hun havde i sin Tid bedaaret Styrmand Worse paa en Rotur i Maaneskin. Et saa fint Fruentimmer, med saa store, vaade Øine og saa langt gult Haar havde han aldrig seet før — hverken i Østerdalen eller i Middelhavet.

Og hun var bleven hans i Liv og Død paa den selvsamme Rotur, da Worse, efterat Selskabet havde drukket Kaffe paa en liden Ø, tog hende paa sine Arme og vassede med hende ud til Baaden, istedetfor at vente, til den blev lagt ordentlig til Land.

Det mindede hende lidt om Romarino, der omslyngede Mirandas smekre Midje med sin senestærke Arm, svang sig let i Sadlen med sin skjønne Byrde og jog ud af Borgporten paa sin fnysende Ganger.

Men det blev en høist ulykkelig Ridetur for dem begge.

Han var ligesaa umulig til Ridder som hun til Skippermadam. Da Byens Leiebibliothek ikke havde mere at byde, henfaldt hun i sygelige Drømme, af hvilke hun vaagnede, for at klynke og beklage sig; og da fik Jacob Worse Smag paa de lange Farvande.

Engang han var ventendes hjem fra Lissabon, fødte hans Kone en Søn, som hun skyndte sig at døbe: Romarino.

Dette gik Worse nær tilhjerte. Han kunde næsten ikke glæde sig fuldtud over den lille blege Tingest i Vuggen for dette Navns Skyld, der ligesom fjernede Gutten saa meget som muligt fra ham og trak ham ind i Moderens Verden.

I Virkeligheden var det ogsaa noget af det mest bagvendte, man kunde tænke sig — at høre Skipper Worse sige: Romarino.

Da den svagelige klynkende Dame døde, var Romarino l5 Aar; og han blev da sendt til en Familie i Kjøbenhavn, som paa Konsul Garmans Anbefaling tog sig af ham; hjemme i det store tomme Hus kunde han jo ikke være, og Faderen var bestandigt paa Reise.

Nu var han henad 20 Aar, og før Jacob Worse gik paa den lange Tur til Rio, havde Sønnen været paa Besøg hjemme.

Han var fremdeles en bleg Tingest med blondt Haar, olivengrøn Kjole, gul Vest, trange lysegraa Benklæder, der med stor Kraft holdtes stramt nede ved hvide Alunskinds Stropper under Støvlerne. Den urimeligt høie Flossehat sad paa tre Haar — eller snarere paa to; det var et Vidunder, at den ikke faldt af — oftere.

Saaledes imponerede han i nogle Dage den lille Fiskeby; han gik og vippede med en tynd Spanskrørstok og saa yderst haansk paa alt og alle; kunde hellerikke tale rigtig norsk.

Faderen var delt mellem Beundring og en Følelse af Generthed. Men Beundringen lik et haardt Stød, da Thomas Randulf svor paa. at Romarino „havde Pomade paa sit Lommetørklæde“.

Imidlertid holdt dog Worse altid af sin Søn, om han end kunde have ønsket lidt mere af sit eget Sjømandsblod i ham. Han tænkte saa ofte, om han kunde efterladt „Familiens Haab“ til sin Søn, — saadan en som Lauritz Seehus burde det have været.

Romarino Worse var derimod i Virkeligheden, hvad han saa ud til — en Laban, som brugte sin Faders Penge; men i sit Hjerte foragtede han dybt den simple Skipper, — saaledes som han tidligt havde lært det af sin Moder. —

— Eftersom nu Skipper Worse begyndte at finde sig tilrette i Byen, spekulerede han ofte over, hvad der vel kunde være iveien ude paa Sandsgaard. Thi der var slet ikke som før; —— Pokker maatte vide, hvad det var. At Fru Garman var død, gjorde jo naturligvis meget; men det kunde ikke være Grunden til, at der vedblev at hvile noget tungt, trykkende over alt derude.

Og tilslut blev han mistsenksom. Det var ikke bare Havnefoged Snell, som hin første Aften havde hentydet til C. F. Garmans Pengeknibe. Han hørte det samme fra flere Kanter. Først lo han; men lidt efter lidt blev han dog betænkelig Mange Gange, naar han lod sig ro ud til Sandsgaard, sad han og besluttede, at idag vilde han spørge Konsulen bent frem. Herregud! — Hvis C. F.Garman virkelig behøvede Penge, saa havde jo Jacob Worse en god Klat ved Haanden og mere kunde han skaffe.

Men han fik aldrig Mod til at spørge.

Det var fast Skik, at saasnart de saa Worses Baad komme indover Sandsgaardbugten, blev der givet Ordre til Zacharias Søhusdreng, at han skulde fange en stor Torsk i Fiskebrønden; det var Skipper Worses Yndlingsret.

Baade Jomfru Mette og Jomfru Birgitte vare igrunden sjæleglade, naar han kom; endskjønt de var frygteligt sinte paa ham, naar han ertede dem, hvilket han altid gjorde.

Jacob Worses første Vandring, naar han havde hilst paa Jomfruerne, var til Kontoret, som laa lige ved Dagligstuen; Døren pleiede at staa aaben. Her tog han Almanakken, og naar han saa fandt, at Dagen hed Sankt Crispinus eller Sankt Hieronymus eller noget sligt, pleiede han at gnide sig i Hænderne:

„Aa Bitterdød; er det den Sankten; jeg kjender ham fra Italien; det er en af de fineste, de har. Ja — saa maa vi vist have os en Toddy iaften.“

Konsul Garman smilede, og den gamle Bogholder — Adam Kruse vrinskede bag sin Pult; han blev gjerne buden med til et Glas, naar Kapteinen var der. Derpaa tog Worse, som var husvant, Nøglerne til Kontorskabet og halede frem nogle gamle firkantede hollandske Flasker.

Om Aftenen spillede han Styrvolt med Damerne; Konsulen sad og saa paa dem og lo hjertelig, naar Kapteinen spillede falskt og narrede de gode Jomfruer, saa deres Kappestrimler dirrede af Sinne.

Eller Konsulen og Worse talte Politik og disputerede efter Hamburger Nachrichten; medens den gamle Bogholder sad taus ved sit Glas med den lange Kridtpibe paa sin beskedne Plads i Krogen bag det store Slaguhr.

I den gamle Dagligstue, som vendte mod Havnen, var der om Aftenen to Talglys paa Bordet ved Sofaen, hvor Konsulen sad, og naar der var nogen, to andre paa Toddybordet henne ved Ovnen.

Grønmalet Lærred var Væggene betrukne med ovenfor det hvide Panel, der gik saa høit som til Overkanten af de stivryggede Stole. De graa Rullegardiner, som nylig vare komne fra Kjøbenhavn, forestillede Kristiansborg Slot, Kronborg og Frederiksborg Slot, hvor en lang Vandringsmand under et Træ i Forgrunden stirrer over Vandet mod Slottet, medens tre Damer med Langshawl og Hatte som opslaaede Calescher spadsere henover tilhøire. I Ovnskrogen stod Garnvinderne, som Jomfruerne brugte, naar de ikke løb bagefter hinanden og stellede med Husholdningen.

Efter Fru Garmans Død var det nemlig ikke lykkedes Konsulen at fordele Arbeidet mellem de to Søstre. Naar Jomfru Birgitte en Stund havde ført Opsyn med Dækketøi, Sølvtøi, Vask og sligt, fik hun en uimodstaaelig Trang til at paase, at der ikke blev brugt for meget Smør i Kjøkkenet.

Og naar Jomfru Mette i en Uge havde styret Husholdningskassen og Madstellet, fik hun ikke sove, før hun havde talt over alle Servietterne og Sølvskeerne.

Dette bragte ikke liden Forvirring i Husvæsenet og hidførte alvorlige Sammenstød mellem Søstrene, hvoraf dog kun svage Efterdønninger naaede helt frem til Konsulen.

Der var bare en Ting, hvorom de kunde enes, og det var om Kanarifuglen. De havde havt mange efter hinanden i Aarenes Løb, og hvergang Katten tog en, blev der svoret, at saadan en Sorg vilde de aldrig mere udsætte sig for.

Men ifølge Skipper Worses Beregning varede Hofsorgen over en Kanarifugl akkurat tre Uger; efter den Tid kom der en ny. Det var altid Hunner; Jomfruerne ligte ikke Hanner af nogen Art, og desuden taalte de ikke Sangen.

Den Kanarifugl, de nu havde, var den allersødeste, de nogensinde havde havt. Thi foruden alle dens andre Fuldkommenheder havde den ogsaa en, som fra først af satte dem i en vis Forvirring: den kunde værpe Æg.

Men da det kloge lille Dyr sandsynligvis var sig bevidst det ørkesløse i at lægge Æg i sin Ensomhed, lagde den dem hellerikke fornuftigt og varsomt i et Rede. Men den opsøgte sig et høit Sted, og derfra værpede den ned paa Bordet eller paa Gulvet, saa de nydelige smaa Æg knustes aldeles.

Dette bedrøvede i høi Grad Jomfru Birgitte og Jomfru Mette. Thi da de havde vænnet sig til Fænomenet, som i Begyndelsen syntes dem paa Randen af det uanstændige, fik de en brændende Lyst paa et af disse søde smaa Æg — helst et til hver —, og de lagde mange Planer, for at bringe Dyret til at opføre sig fornuftigt.

I Buret lagde de Bomuld og fint Garn; rundt om i Stuen — helst paa de Steder, hvor de engang havde fundet et knust Æg, byggede de med al sin Kunstfærdighed smaa Reder af bløde Stykker Multum foret med Bomuld og Krølhaar; — ja tilslut løb de endog omkring i Stuen med et Rede i hver Haand, naar Fuglens Opførsel syntes dem mistænkelig.

Men den uforbederlige Skabning skuffede dem bestandigt. især havde den en Plads oppe paa Speilet, hvorfra den yndede at værpe ned paa Bordet, naar ingen passede paa.

Det voldte Jomfru Mette og Jomfru Birgitte Stor Sorg; og det var ikke frit for, at de i ophidsede Øieblikke gjensidig gave hinanden Skylden. —

— En Aften i Klubben spurgte Havnefogden ondskabsfuldt: „Er den gamle Adam reist til Bergen?“

„Ja — han reiste i forrige Uge“ — svarede Worse.

„Hvad mon han skulde der?“

„Forretninger naturligvis. C. P. Garman har meget i Bergen.“

„Laane Penge — kanske — pop-pop.“

„Hør nu Havnefoged! — nu skal det være nok med dette,“ fór Jacob Worse op.

Men den anden fortsatte uforstyrret: „Kan saamæn aldrig vide det — pop-pop —, svære Tider for store og smaa. Talte med Kaptein Andersen — Freia —, kom lige fra Bergen. Den gamle Adam vilde gjerne have et Par Tusinde Specier — — sagde de, hvor han bare kunde faa dem; men han fik dem ikke, — nix — nei! de Bergensere pop-pop! kom ikke der og dyp!“

Nu blev det alt for galt. Worse gik lige hjem. Var det alt i Folkemunde, at det stod daarligt med Huset C. F. Garman og var Krediten svækket, saa var det s’gu paa høie Tid for Jacob Worse at rykke ud.

Den næste Formiddag fremstillede han sig i Kontoret, lukkede Døren til Dagligstuen og den til det indre Kontor; han vilde bede om en Samtale under fire Øine med Konsulen.

Hans Væsen var idag høist besynderligt — en Blanding af Usikkerhed og Underfundighed, der bragte Konsulen til at lægge sig bagover i Armstolen og spørge: „Er der passeret noget?“

„Nei — paa ingen Maade — paa ingen Maade,“ svarede Worse, han stod og vaggede over fra det ene Ben til det andet, „det var bare noget, jeg vilde bede Kunselen om.“

„Vi er altid rede til at imødekomme alle billige Ønsker fra vore gamle Venner, saa langt vor Evne strækker. Sæt Dem ned — Kaptein Worse!“

„Ja det var nu det, at jeg gjerne vilde ud paa Fiske i Vinter for egen Regning, og — og saa — saa —“

„Jeg tænker, Kaptein Worse ved fra tidligere Aar, naar han har været hjemme om Vinteren, at vi ikke lægge ham nogen Hindring iveien for at negociere paa egen Haand og for egen Regning under Sildefisket. Det samme bliver ogsaa iaar —“

„Ja — bevares! — Tak — det ved jeg jo — mange Tak! — men det var ikke det! hm! men der skal mange Penge til — Hr. Kunsel! —“

Der kom et stramt Træk i Konsulens Ansigt ved disse Ord.

Men Worse samlede sit Mod og lod sin store Bombe springe: „Vil C. F. Garman laane mig 2,000 Specier mod Vexelobligation?“

Morten Garman gjorde et Sæt i Stolen: „Hvad! vil Jacob Worse ogsaa laane Penge?“

„Ja — ser De — Hr. Kunsel! alle Mennesker samler Penge nu udover Høsten til Fisket, og jeg skulde nok have Lyst til engang at hamle op med Sivert Jespersen og de andre derinde.“

„Ja se der har vi det!“ — raabte Konsulen, „saaledes gaar det nutildags. Den ene vil være bedre end den anden, og saa heder det bare laane — laane og speculere; men naar saa Afregningsdagen kommer, — ja saa kniber det.“

„Hvad det anbelanger — Hr. Kunsel! saa tænker jeg, C. F. Garman ved, at Jacob Worse er god for 2,000 Spd. og lidt til!“

„Kan gjerne være — kan gjerne være,“ svarede Konsulen tvært; „men nu staa vi snart i Forskud for den halve Verden, saa vi øine ingen Ende paa det; mere kan vi ikke overtage i disse knappe Tider.“

Jacob Worse, som begyndte at blive fornøiet med sin lille Komedie, spillede videre.

„Det er galt nok,“ sagde han med et lidt fortørnet Ansigt, „at jeg skal maatte henvende mig til andre; for saa vil kanske nogen tro, jeg er raget uklar med mit gamle Rhederi; eller kanske de vil finde paa flere Løgne om C. F. Garman end der alt gaar blandt Folk —“.

„Hvad mener han med det? — hvad siges der om Huset?“ — spurgte Konsulen skarpt.

„Aa — der var for Exempel en i Klubben igaar, som sagde, at en vis Person var reist til Bergen, for at laane Penge for visse Folk.“

Konsul Garman vendte sit Ansigt bort og saa ud i Haven, hvor Høsten begyndte at drysse med de første gule Blade; aldrig før havde han seet Faren saa nær indpaa Livet af sig; hans lette Sind, hans Overmod havde aldrig tænkt fuldt ud, at Huset C. F. Garman — det gamle Sandsgaard — altsammen hang i en Traad, — stod for Fald som et almindeligt Fallitbo.

„Ja ja —“ mumlede han, „det var en Feil af mig at sende Kruse til Bergen. Men —“ med en Gang blev han saa træt af at bære denne Byrde saa alene, han vendte sig lige mod Worse og sagde: „det staar nok ikke saa godt til med C. F. Garman som du tror — Jacob!“

Han kom til at sige du som i gamle Dage, da Jacob Worse var Matros og Morten Garman Skolegut.

Nu var den underfundige Skipper Worse der, han vilde. I en Fart knappede han sin Jakke op, rev en Bunke Sedler ud af Brystlommen og kastede den paa Bordet midt foran Konsulen.

„5,000 Specier — Hr. Kunsel! for det første og ti ja femten, om det behøves, naar jeg faar Tid til at skrabe dem sammen,“ — hans Ansigt straalede og han lo, saa det klukkede i ham.

Men hans Glæde fik en brat Ende, da Konsulen skjød Pakken fra sig og spurgte i sin koldeste Tone:

„Hvad skal dette sige? — hvad skal jeg med de Penge?“

„Bruge dem, laane dem, beholde dem saalænge De vil — Hr. Kunsel!“

„Ah — saaledes at forstaa! De har altsaa tilladt Dem et lidet Divertissement paa vor Bekostning; meget fint opfundet — Hr. Kaptein Worse; men saa vidt er det dog ikke kommet med C. F. Garman, at de laaner Penge af sine egne — sine egne Folk.“

Et Øieblik sad den underfundige Skipper Worse maalløs; men saa blev det ham for galt; Sinnet kom op i ham og han slog i Bordet: „Nei hør nu Morten — Far! nu gaar det Pinedød over Skrævet med den Fornemheden din! Trænger Huset til Penge, saa er det rimeligst, at det laaner af mig, som har tjent hver Skilling i Deres og Deres Fars Brød!“

„Men forstaar du da ikke —“ raabte Konsulen, som ogsaa blev ivrig, „kan du for den Pokker ikke begribe, at det vil skade vor Kredit, om det blev bekjendt, at en af vore egne Skippere havde reddet os ud af en Forlegenhed?“

„Aa — reis mig baade her og der med din Kredit! — Kontant er bedre end Kredit skulde jeg tro! mine Penge er s’gu ligesaa gode som dine — Morten Garman! — og tager du dem ikke, saa er du ikke den Mand, jeg har holdt dig for.“

Jacob Worse var nu ganske ude af sig selv af Iver, og de sagde du til hinanden uden at mærke det.

„Naa — naa Jacob! — lad os ikke blive Uvenner!“ — sagde Konsulen og rettede paa sit Halsterklæde; det var første Gang, at nogen saaledes tog Magten fra ham. Han saa paa Pengene, og han saa ud i Haven, og der blev en meget lang Pause.

Skipper Worse havde reist sig og stod med Ryggen til Bordet betragtende et Landkart paa Væggen. Det gamle Slaguhr inde i Dagligstuen pikkede ganske langsomt.

Endelig reiste Konsul Garman sig og gik hen til den anden.

„Hør Jacob Worse! — jeg skal tage dine Penge, hvis du vil gaa i Kompani med mig.“

„Hvad? — hvad siger han? — Kompani? — er han gal? — Hr. Kunsel!“

„Hør nu: De indskyder Deres Kapital, det vil sige: saa meget af den, som De selv ønsker, i vor Forretning og derfor bliver De Partner i Garman & Worse for den Qvotadel, som vi senere kan bestemme.“

„Nei — nei — Kunsel! det var ikke Meningen. Forandre Firmaet — nei det gaar aldrig an; det er hellerikke Meningen?“

„Jo — jeg mener, det er den eneste Maade; det kan gaa an paa. Lad os sætte os og være rolige. — Den Tanke er mig ligefrem utaalelig, at jeg skulde laane Penge af Dem. Men derimod er der intet stødende for min Følelse eiheller for vore Forbindelser i den Omstændighed, at vi — i en travel og — og — hvad skal jeg kalde det? — i en hm! trykket Tid officielt optager i Firmaet en Mand, som i mange Aar har arbeidet sammen med os; og at vi som Følge deraf forene hans Navn med vort, idet vi herefter benævne vor fælles Forretning: Garman & Worse.“

„Ja — men, men — alt det andet kunde gaa an, men Navnet, — Deres Faders Navn —-“

„Min Fader vilde kanske ikke gjort det; men jeg vil have det saa. Dette Arrangement er — hm! — er Husets Redning; — jeg vil være det bekjendt, og derfor beder jeg Dem herved acceptere mit Forslag.“

„Men bedste Hr. Kunse! —“ begyndte Worse igjen. Han var med en Gang kommen ned paa sin gamle Plads og kunde ikke forlige sig med den Tanke, at han skulde gaa i Kompani med Morten W. Garman — Kunselen selv!

Den anden holdt imidlertid fast ved sit; og naar han virkelig bad om det, saa var der jo ikke andet Raad end at slaa til.

De blev siddende endnu en lang Stund og talte om det fremtidige Arrangement; og Konsulen sagde ligefrem, at han ikke ventede, at Jacob Worse vilde blande sig synderligt i selve Forretningens Drift, — noget, Worse maatte le godt af, — det kunde aldrig falde ham ind.

Da han roede til Byen, syntes han, at han var en helt anden Jacob Worse, end da han roede ud. Der begyndte jo indeni ham at røre sig nogle store Tanker om hans nye Værdighed; han sad og mumlede: Garman & Worse og tænkte paa, hvad Indtryk det vel vilde gjøre paa Randulf.

Alligevel var han ikke fuldstændig glad; det var for meget, det var kommet altfor pludseligt over ham; derfor generede han sig ogsaa for at tale om det.

Men Konsul Garman lagde ikke Skjul paa Forandringen i Firmaet, og den næste Dag stod Nyheden at læse i Byens tvende Blade — af Størrelse og Indhold omtrent som almindelige Kaalblade.

Man kan tænke sig, hvilken kjærkommen Anledning denne Begivenhed var til festlige Sammenkomster og extra Drikning og Sjungen i Klubben. Jacob Worse blev feteret i store Taler ved Bordet og chikaneret uden Skaansel udover Aftenen, eftersom de drak. Misundelsen er altid meget vittig, og han havde ingenlunde ublandet Glæde af sin Ophøielse.

Og Randulf — det gamle Græskar! som havde sendt Afseilingsbrev fra Riga, — ham kom der nu Efterretning fra, at han var paaseilet af en Rostocker Koff og var gaaet ind igjen til Bolderaa, hvor han maatte losse og reparere. Nu manglede det bare, at han skulde fryse inde til Høsten.

Da Romarino fik Underretning om den store Begivenhed, skrev han for første Gang anerkjendende til Faderen. Alligevel følte denne sig ubehagelig berørt, eftersom Sønnen udtalte sin Anerkjendelse i disse Udtryk:

„Til en usleben Sømand at være maa jeg indrømme, at du ved den Leilighed har manøvreret godt og subtilt.“

Men Madame Torvestad fordoblede sin Elskværdighed; og da det led udover Høsten med Styggeveir og Regn, fandt Jacob Worse, at der var hyggeligt at sidde over i Bagbygningen og drikke The med Madamen og Jomfruerne, — naar der ikke var Forsamling.

I Klubben var de saa forbandet vittige.