Skipper Worse/5
Naar Solen senhøstes gik ned i store gule Skyer fulde af Storm og Regn, sænkede der sig over den lille By et Mørke, mod hvilket der ikke blev gjort nogen Modstand, — medmindre man vilde regne en liden Lygte, som døsede i Muren ved Indgangen til Raadstuen.
Forresten var det mørkt — begende mørkt i de trange, krinklede Gader og nede paa Bryggerne, hvor man gik lige bardus paa Hovedet i Søen, naar man var fuld eller fremmed.
I de smaa Butikker brændte Tranlampen eller et Talglys; i de finere var man begyndt med en hængende Moderatørlampe, som skar gamle Folk i Øinene. Henover Pytterne faldt der da et mat Skjær, og de, som var godt kjendte i Gaden, kunde hoppe sig nogenlunde tørskoet frem. Men de fleste havde Støvler paa Tamp og svassede ivei, saa man hørte det plaske i Sølen.
Hist og her kom der en liden Lygte svingende, snart bøiet bekymret mod Jorden, for at finde en Overgang over de værste Steder, snart kastende sit nærgaaende Lys i Ansigtet paa en Forbigaaende eller opad Væggen paa de lave Træhuse.
Damer med Kappekurve, hvoraf der stak Strikkepinder op, gik til Selskabs, eller en Tjenestepige lyste forsigtigt med Lygten, og bagefter kom der hoppende to-tre Smaapiger, som skulde paa Danseskole, med tynde, tynde hvide Lægger og store Pampusser paa Fødderne.
Men efter Klokken syv var der ikke stort mere Lys i Butikkerne, og der blev stille i Gaderne; kun af og til faldt en Lysstribe ud over Sølen og Pytterne, naar Døren gik op til en Brændevinssjap, hvor Søfolk og faste Drankere sad og brølte eller sloges.
Saa begyndte Vægterne at sprede sig fra Raadstuen udover Byen. Det var helst gamle Matroser og Skibstømmermænd, som ikke længer kunde arbeide, — med grovt, grødet Mæle, krogryggede og tunghørte.
De kom gaaende ganske langsomt i sine lange, tykke Vadmelsfrakker med Lygten i venstre Haand, stødende den tunge Pigstav i Brostenene, saa man hørte dem lang Vei. Og ved de bestemte Hushjørner raabte de Tiden og Vinden — hver paa sin Maade, saa at hver Vægter blev forstaaet i sin Gade, men ellers neppe nogetsteds i den hele Verden.
Naar saa de, der vare i Selskaber, kom hjem i god borgerlig Tid lidt over Ti, svingede der atter nogle Lygter gjennem Gaderne, mødte Vægteren, hilste Godaften; og de Unge spurgte, hvad Klokken var, for at plage ham; men de Gamle spurgte efter Vinden for Alvor.
Men efter den Tid var Byen ganske sort og uddød. En drukken Mand gik fra Stok til Væg, indtil han havnede etsteds i en Kjælderhals, i en Rendesten, i Søen eller — hvis han snublede over en Vægter — paa Raadstuen.
Men de var ikke lette at snuble over — Vægterne; for de havde sine vel forborgne Sovepladse, som de kun yderst nødig forlod, naar de syntes, der maatte raabes noget, eller naar der nærmede sig slæbende Skridt af gamle, stive Læderstøvler i Gaden.
Det var Rundvagten — den egentlige Brandvagt. Den bestod — tror jeg — helst af rigtig ældgamle Vægtere, som der ikke længere var Lyd i. De var fire eller fem i Følge, og alle havde de slaaet Kraverne helt op og trukket Skindhuerne helt ned, saa nogen Ildebrand skulde de neppe mærke, før det sved dem i Skjægget.
Og alligevel sov Byen saa trygt, saa trygt.
Og vaagnede en eller anden og begyndte at tænke paa al den Rug, som laa paa Søhuset; eller der kom Række paa Række af Billeder — tydelige, ubønhørlige, som de kommer i Mørke om Natten — af en Glo — en Glo, som laa etsteds og ulmede og greb om sig og fængede i Væggen og fik Magt og omspændte Huset og fortærede Rugen, Saltet, Tønder og hele Kramboden med Varelager og altsammen! — da lød der slæbende Trin i Gaden af gamle, stive Læderstøvler, Pigstave stødtes i Brostenene; de nærmede sig og drog forbi.
Ah! — Rundvagten! alt iorden. Se saa — Gud ske Lov! nu kunde man sove videre trygt og roligt.
Eller et Barn vaagnede af en ond Drøm og laa og lyttede og pintes af fæle Skikkelser — Tyve og Rokkedreiere, som kom ind af Kjøkkenvinduet og vilde dræbe Far og Mor med lange Kniver! — da hørte de udenfor paa Hjørnet: „Hør Vægteren — hør; Klokken er slagen to; Vinden er stille!“
Ah! — Vægteren! — ja det var jo sandt — Vægteren var der! saa kunde der ikke komme Tyve og Rokkedreiere i Kjøkkenvinduet! alle onde Mennesker maatte holde sig hjemme hos sig selv, ellers tog Vægteren dem paa Raadstuen; ja — der var vist ingen onde Mennesker, — bare gode, snille Folk — og Vægtere.
Saa sov de ind igjen saa trygge og taknemlige og drømte ikke det ringeste Gran mere.
Men — naar de saa kom — de tre forfærdelige Brandskud, saa Ruderne klirrede over den hele By og mange sprang, — da var ogsaa Rædselen over al Maade.
Over de mørke Gader skinnede det rødt i den tykke Regnluft som et luende Ildhav, om det saa bare var en almindelig Pibebrand; den lange Jørgen Tambur trommede som han var gal med den tykke Ende af Stikkerne; og Mænd med grovt Maal og Gutter med Stemmer saa skarpe som Maager fløi gjennem Gaderne og skreg af al Magt: „Brand! Brand, Brand! — Brand!“
Ved Sprøitehuset samledes Folk med Lygter, raabende, bandende: Nøglerne! Nøglerne? de hang bag Brandinspektørens Seng; — afsted efter Brandinspektøren; — i det begende Mørke løb en lige i Maven paa ham, og Nøgleknippet Fanden ivold bort i Sølen; og mens de ledte efter det med tre Lygter, sprængte nogle Skippere Dørene, og Sprøiterne rumlede afsted med den uhyggelige, tomme Lyd.
Gamle Jomfruer i Nattrøie løb ud paa Gaden med en Vaskevandsbolle eller et Strygejern; og i Husene fiokkedes alle om Fars og Mors Sengkammer. De smaa Børn sad i Sengen og græd; de voxne Døtre skulde trøste dem — halvklædte, med Haaret nedover Ryggen, blege og skjælvende af Skræk.
Men Mor lod koge Kaffe — varm Kaffe er god for alt og til alle Tider; og Far kom undertiden hjemom og fortalte, hvorledes det gik.
Gutterne havde strax klædt sig paa og forsvandt. For dem var det en Fest — en Skrækkens Fest. Den røde Himmel over den sorte Nat, Flammen, som undertiden viftede ud af den tykke Røg, de voxne Mænd, som sprang og raabte, — alt dette fyldte dem med en Spænding som af ti Romaner; i en Trang til at vove det uhyre, til at udmærke sig ved noget uhørt mandhaftigt styrtede de sig ind i Huse, hvor der hverken var Ild eller Fare og tog Kjæmpetag i de urørligste og umuligste Gjenstande, for at redde.
Brandinspektøren stod ved Sprøiterne og kommanderede. To Rækker af Mænd og halvvoxne Gutter langede Vand op og tomme Spande tilbage. Ved Søen eller nede i en Brønd skiftedes unge Sømænd til at fylde Brandspandene, til de vare gjennemvaade og døde i Armene. Officerer af Borgerkorpset i blaa Snipkjole med hvide Snorer løb omkring og var overalt iveien for sig selv og andre med sine lange Sabler.
Men i selve Ilden var igjen Søfolkene. De var inde i Husene og reddede, til Taget faldt; oppe paa Nabohuset med vaade Seil, huggede ned Smaahuse og Plankeværker.
Thomas Randulf og Jacob Worse var kjendt fra Gutter af som de modigste i Ildebrand. Bestandig var de først paa Pletten; bar ud de Gamle og Syge, og tog derpaa de varmeste og forvovneste Poster under Slukningen. I Virkeligheden var det dem, der ledede det hele, skjønt Brandinspektøren havde baade gule og ildende røde Fjær i sin trekantede Hat.
Under alt dette led dog Kjøbmændene den værste Angst. Assurance var en meget sjelden Ting; mange af de Vakte mente endogsaa, det var syndefuld Mistillid til Forsynet; nogle sagde, at de havde assureret med Gud.
Men naar Vinden bar paa, og de smaa Træhuse flammede op det ene efter det andet, da tabte selv de Klogeste og Frommeste al Tanke; og de løb omkring i Pakboderne paa Søhuset og hjalp til med at styrte Melsække og Korn i Søen, arbeidende og ødelæggende i sit Ansigts Sved, mens de glemte at redde Kontanterne i Kontoret bag Kramboden.
Men gjennem Ild og Røg — høit over Larmen og Raabene lød Klemtningen fra den store Klokke i Domkirken. To eller tre langsomme Slag, saa en lang Pause, derpaa igjen nogle enkelte, spredte Slag med Pauser imellem. Det lød saa tungt og haabløst. Det var ikke Stormklokken, som skulde vække Menneskene til Hjælp og Redning; det var Kirkens Bøn om Barmhjertighed, de gjentagne, fortvivlede Raab til Gud, at han vilde slukke den fortærende lld. —
Men Vinternatten kjendte ogsaa til et andet Liv i den lille begmørke By. Det var ved Juletider eller strax over Nytaar, naar Nordvesten gik med Snebyger hver halve Time og stjerneklart imellem.
Da kunde der pludseligt komme indover Byfjorden en Baad, en til og nok en, saa en liden Skjøite og saa et Par Baade igjen. De seilede hver til sin Kant inde paa Havnen; famlende sig frem i Mørket til Fortøiningsringene indunder Søhusene og paa Bryggerne.
En Mand sprang iland og løb alt, hvad han kunde, ind i Byen; de store Sjøstøvler satte Elefantspor i Snelaget, som dækkede Sølen efter den sidste Byge.
Vægteren løftede sin Lygte og saa paa Manden. Hans Støvler, hans Buxer — ja helt op til den gule Sydvest skinnede som Sølv af utallige blanke Smaastjerner. Vægteren smilede, og da han var en gammel lun Fyr, og da han just var paa Hjørnet udenfor Skipper Worse paa Torvet, saa raabte han: „Vinden er Nordvest;— Silden er kommen!“
Flere Baade, flere Smaafartøier kom ind; det klirrede hist og her af Ankere, som faldt. Der blev dundret i Søhusvæggen; Folk kom op og løb med Lygter. Søhusdørene i første Etage reves tilside, og Lyset faldt over Mændene derude i Baaden og over den sølvglinsende Mængde af deilig, trind Vaarsild.
Oppe i Byen blev der banket paa hos Kjøbmanden; det drønede i hele Huset, naar Manden med Sjøstøvlerne tog en Sten af Gaden og slog i Væggen — han var ikke ræd, han vidste, han var velkommen.
Alle vaagnede og tænkte strax paa Brand. Men Husfaderen sprang af Sengen og stødte Vinduet op.
„Jeg skulde hilse fra Ivar Østebø, at han har kjøbt 400 Tønder for Jer.“
„Ved du Prisen?“
„Tre Ort og atten. Vi ligger ved nordre Huset med otti Tønder; de andre er tæt bagefter.“
„Hvad er Vinden?“
„Nordvest med Snekave.“
„Spring op til han Lars i Berje og lad ham samle Kvindfolkene; han ved Besked.“
Dermed sloges Vinduet i. Manden med Sjøstøvlerne løb videre, tørnede i Mørket sammen med andre Mænd, som ogsaa var begyndt at løbe. Men Kjøbmanden begyndte ivrig at tage Søhusklæderne paa, de hang færdige. Konen formanede ham fra Sengen til at tage to af de tykkeste Uldtrøier, hvilket han gjorde. Han vidste, hvorledes der var en Nat paa Søhuset med Nordvest og Snekave.
Under Bygerne øgte Vinden lidt, saa Sneen hvirvlede; ellers var det en passelig frisk Nordvest, og Baade og Fartøier vedblev at komme, indtil hele Havnen var fuld af Raab og Skraal og Plaskning af Bølgerne, Slag af Seil, som firedes og den muntre, klingrende Lyd af smekre Ankerkjettinger, som russede ud.
Helt op paa fjerde Loft kom der Lys i alle Søhusene; Tranlamper stilledes hist og her; Folk begyndte at komme til — Mænd og Kjærringer og unge Piger; Saltboden blev aabnet, Bødkeren rumsterede med Tønderne; Mandskabet ude i Baaden blev utaalmodigt, de raabte ind, at nu begyndte de, og de fire første blanke Sild slængtes ind over Søhusgulvet.
Nu var hele Byen indtil den fjerneste Afkrog underrettet; der kom Lys bag smaa Ruder og utallige Kaffekjedler sattes over. Overalt Iver og Munterhed; Silden var kommen — Silden, som alle havde ventet paa, og som alle ventede sig noget af.
De unge Piger og Koner, som skulde gane Silden, det vil sige tage Indvoldene ud, klædte sig i sine Ganeklær med Latter og Kommers, skjønt det var saa koldt at staa op, at Tænderne klaprede i Munden paa dem. Fremfor alt bandt de et tykt Tørklæde forsvarligt om Hovedet, saa der ikke var andet at se end Øinene og Næsen; for fik man Sildelage i Haaret, saa blev det til Saar.
Naar de vare færdige, løb de afsted i Følger til det Søhus, hvor de paa Forhaand havde tinget Arbeide; og en-to-tre fandt de sit Lag og sin Plads midt i Silden til op over Træskoene med Tønder og Saltbaljer og det usalige Talglys, der stod paa en Pinde, som var stukket midt ned i Sildehougen, og som altid voldte stor Bekymring formedelst Snyden med vaade Fingre, Falden omkuld og andre Gjenvordigheder. Saa fik de op den lille blanke Ganekniv og saa til at rispe op Sild efter Sild i en lynende Fart.
Nu var der fuldt af Elefantspor i Sneen, og det var til ingen Nytte, at Bygerne hvert Øieblik lagde et nyt Lag over; det blev strax trampet ned til Søle.
Kun oppe i Byen i de bredere Gader og omkring Skolen, var der endnu saa megen Sne, at Skolegutterne kunde faa istand en liden Batalje, da det endelig blev Morgen.
Naar de blege og usunde Ynglinge i øverste Klasse kom halende til Skolen med sine døde Læs af græske og latinske Bøger, med sine Tanker langt Pokker ivold i forsvundne Kulturer, Hjernen fyldt med Grammatik — den ene Halvdel med Reglerne, den anden med Undtagelserne — og de saa paa sin Vei mødte en Flok Ganejenter, som gik hjem, efter at have staaet i Silden den halve Nat, saa kunde det vel hænde sig, at de muntre Piger stak Hoderne sammen og lo.
De havde trukket Tørklæderne ned, saa Munden var fri, og med Snak og lystige Raab gik de midt i Gaden, varme og rødkindede efter Arbeidet, med blanke Silderisp opover Skjørterne og helt oppaa Næsen. Mange af dem var paa Alder med de lærde Herrer eller yngre; alligevel var de saa overlegne, de lo saa himmelhøit af de halvt lystne, halvt foragtelige Blik, de fik.
De lærde Herrer følte det kanske en Smule. Men de fandt Opreisning i plebs plebis eller semper varie et mutabile eller en lignende klassisk Vittighed.
De vidste, der var kommet Sild inat; de saa Havnen, som vrimlede af Fartøier, og Travelheden over hele Byen.
Men hvad kom det dem ved? — mon vel det at fortjene Penge var noget for dem at tænke paa? Deres Verden laa over den raa Masses: de vandrede ad pamassum, og de foragtede dybt de lave Sjæle — hele Pøbelen, der trællede og henlevede sit Liv ludende forover ligesom Dyret uden Guddomsgnisten fra Videnskabens hellige Altar.
Og denne dybe Foragt for Folket, som arbeider, den bevarede de troligt, ligetil de kom ned igjen fra Parnassus og blev Embedsmænd. Vel lærte de at holde meget gode Taler om Næringsveienes Opkomst; men i Virkeligheden var det dem temmeligt ligegyldigt
Det var næsten ikke andre Embedsmænd end Præsterne, som glædede sig ved et rigt Fiske; thi da var det, somom Offeret flød rigeligere. Men naar Silden strømmede under Land, naar Penge i massevis spredtes nedover Folket, saa at hver kunde klare for sig og slaa sig lidt op, da klagede Juristerns høit over Dyrtid.
Naar derimod Folket har det ondt, naar Fisket eller Høsten slaar feil, naar knappe Pengetider stopper Kilderne, saa det gaar tæt med Falliter og Executioner og Tvangsauktioner med høie Proxenter og svære Sportler, — da er det Juristerne trives.
Men naar undtages Embedsmændene og de faa Familier, som levede af Pensioner eller Renter, var der en Glæde og en festlig Stemning over alle andre i hele Byen, naar Silden kom.
Alle vare interesserede i det. Et rigt Fiske bragte de allerfleste Opfyldelsen af et Haab eller Redning fra en Bekymring. Først og fremst var nu alt, hvad der hørte til Søen — og det gjorde næsten hele Byen — i den mest anstrængte Virksomhed; ligefra selve Fiskerne og op til Salterieiere og Speculanter — alle gik i etslags Rus, saalænge Fisket stod paa.
Da fik ikke bare Skippere, men ganske unge Styrmænd Fartøi til at fare paa Fisket med; og der blev seilet de forvovneste Seiladser for at naa først frem og faa fuld Last. Saa narrede man hinanden med falske Efterretninger, sloges, hvis det var nødvendigt, og drak sig en god og forsvarlig Rus, naar der var Tid og Anledning.
Hjemme i Klubben var det bevægede Aftener; alle Stuer fulde, Folk sad paa Kanten af Billardet, hvilket ellers var forbudt.
Hver ny ankommen maatte fortælle, hvor Silden stod, Prisen, hvormange Laaser der var sat og hvis der ellers var noget nyt nordenfra. Det var den eneste Maade, man fik Efterretninger paa, og efter dem rettede man sig.
Stundom var det rigtigt, stundom var det galt; stundom slog Fisket rigeligst til, naar det blev fortalt, at Søen var hvid, Silden havde gydt og stod fra Land; stundom var det netop slut, naar Rygtet fortalte om de utroligste Sildemasser og Laasestæng, og saa sad man der med Hænderne fulde af dyrt Salt og tomme Tønder.
Saa drak de ogsaa godt og varmt i Klubben om Aftenen, naar de havde været hjemme og spist; da tænkte man ikke længer paa Forretninger for den Dag, og saa sjungede de.
Der var næsten altid en eller anden ung Skipper, som traadte frem og gjorde sin Stemme saa dyb og grødet som muligt, idet han spurgte, om han maatte faa Lov til at traktere Selskabet med et lidet Glas. De vidste, han havde tjent over l00 Specier paa én Ladning, saa han kunde nok spendere.
Naar Bollen saa var placeret foran de ældste: Havnefoged Snell og Lodsoldermanden, istemtes gjerne den nye Sildesang til Melodien:
Og nu en Skaal for det elskte Kjøn.Om Fjeldets Stolthed og Dalens Lyst
Sjung Nordmand! — glad, saa det høit kan runge!
Men naar du bor ved den norske Kyst,
Dit Nordhavs Pris du vel og vil sjunge?
Jeg Havet lover!
Paa stolte Vover
En Rigdoms Fylde det ruller over
For Norges Land.
Naar Hval og Maage som Glædens Bud
Os Hilsen bringer fra Sildens Stimmel,
Den glade Fisker ror Baaden ud
Og sætter Garnet blandt Dybets Vrimmel.
See! — op han trækker
I Sølverrækker
Det rige Kast, som til Randen dækker
Hans fyldte Baad.
Thi vil vi sjunge — o Hav! din Pris,
Hvis Rigdoms Kilde til os mon strømme!
Mens fyldte Bægre paa Fædres Vis
Vi til din Ære vil glade fømme.
Giv Fisk paa Krogen!
Send Sild paa Vaagen;
Bebud hvert Aar os med Hval og Maagen
Rigt Fiskeri!
Saa tømte de sine Bægere paa Fædres Vis og sjungede Sang paa Sang — for Gamle Norge og Skibsfarten og Konstitutionen og tilslut fik gamle Lodsoldermanden sin Sang!
De Gamle man ogsaa bør komme ihu,
De vare jo engang, hvad vi ere nu.
De vare jo unge og raske og fri.
Og at de har elsket, bevise jo vi!
Langt ud over Natten rystede Vinduerne af de kraftige Kor, thi jo længer det led, desto stærkere brølede de og bankede Takt i Bordet med de tykke Glas.
Men der var i Byen nogle andre, som aldrig drak eiheller satte sin Fod i K1ubben, og som dog havde al sin Interesse og Velfærd i Fisket. Og det var Haugianerne, de Vakte, — de Hellige — som Spotterne kaldte dem.
Foruden Sivert Jespersen og Brødrene Egeland, der drev stort Salteri ved Siden af sin Bondehandel, speculerede ogsaa de fleste andre Haugianere i Silden. Ialmindelighed var de Bondegutter, som kom ind til Byen, for at tjene hos en af de Ældste, og der gir de Haugianernes Sparsomhed, Nøiagtighed og utrættelige Flid.
Naar de saa kom paa egen Haand med en liden Forretning, slog de sig snart op. Paa Fisket, hvor det mangen Gang kunde gaa temmelig vildt til, var de ogsaa med, skjønt de led megen Bespottelse, fordi de sang Salmer istedetfor at bande og drikke.
Men efterhaanden begyndte de andre at indse, at de Hellige ikke vare til at foragte. Aldrig var der noget iveien med dem, hverken Slagsmaal eller Fylderi blandt deres Mandskab; deres Baad var altid parat og deres Greier i den bedste Orden; og skjønt de hverken bandte eller drak, seilede de dog omkap med de galeste Vaaghalse, og skjønt de fór frem med Sagtmodighed og fromme Ord, fik de dog sin Ret frem, og man betænkte sig to Gange paa at gaa dem for nær.
Sivert Jespersen var ogsaa saadan en Bondegut, der havde slaaet sig op fra ingenting. Nu eiede han to store Søhuse i Byen, flere Salterier nordpaa; og desuden havde han adskillige Skibsparter.
Nu reiste han ikke længer selv paa Fisket; han var over sexti Aar, krogrygget og fuld af Gigt — som de fleste, der havde været paa Vinterfiske i Ungdommen. Men naar Silden kom, vandrede han om paa Søhuset — i sin ældgamle Kalmukkes Frak og Peltshue, og da var han i Perlehumør.
Hele Huset op tiltops fuldt af Mennesker, Sild, Salt og Tønder; Raab og Larm, Bødkernes Slag, Vindetougene, som skurede og og ned; Gulv og Trapper vaade og glatte af Sildeblod og Lage, som dryppede gjennem Gulvene fra øverst til nederst, Silderisp opefter Væggene, hvor du vendte dig, og en Lugt som i Maven paa en Hvalfisk — der gik Sivert Gesvint med sit Talglys i Haanden op og ned og rundt i hele Huset — nynnende halvhøit sin Yndlingssalme:
„O du min Immanuel!
Hvilken Himmelglæde
Har du gjort min arme Sjæl
Med din Purpurvæde.
Fjenden tænkte, den var fast;
Men hans træske Snare brast.
Op min Sjæl! til Sang og Fryd —
„Nei — nei — nei!“ raabte han pludselig med skarp Stemme.
Der var noget paafærde blandt Ganejenterne; enten to sloges eller det var Spøg: men de var saa voldsomme, at de væltede et Par færdige Tønder, saa Silden gled udover Gulvet og opi Saltbaljerne, og der blev et helt Søl.
„Nei — nei — nei!“ — gjentog Sivert Jespersen, da han kom hen til dem, og nu var hans Stemme atter mild og blid som altid, „I maa omgaaes forsigtigen med Guds Gaver, paa det at de ikke skulle spildes og fordærves. Ikke sandt? — kjære Børn!“
Han saa fra den ene til den anden med sine skarpe lyseblaa Øine og sit bestandige Smil; og der blev ganske stille blandt Pigerne, medens alle fik travelt med at samle Silden op igjen og faa det iorden. Det var meget værre, naar Sivert Jespersen sagde: Kjære Børn! end om en anden havde sagt: Helvedes Pak!
Uagtet de fór saa stille frem — Hauges Venner — og syntes at drive sin Forretning med saa megen Omsigt og Forsigtighed, var dog selve Forretningen alt andet end sikker og solid i Bunden. Fisket behøvede bare at slaa feil et Par Aar, eller om en Ildebrand ødelagde alle disse uassurerede Værdier, saa vilde mange tilsyneladende store Formuer smelte sammen til lidet eller ingenting.
Og dette følte de stundom selv, naar det varede længer end vanligt, før Silden kom under Land, eller helst paa Vaarparten, naar der var tomt i Kassen, og Silden laa uafskibet paa Søhuset, og alt afhang af Prisens Stigning eller Fald i Rusland og Preussen.
Da skalv de paa Haanden, naar Posten kom en Gang om Ugen, og de sov daarligt om Natten; — i denne Tid var det helst, de sang.
De samledes til Forsamlinger — gjerne hver Dag; de læste, de bad, de sang sammen. Og naar de alle sad sammen og saa paa hinanden, og den ene vidste om den anden, hvormeget der stod paa Spil for ham, hvor fredelige og fromme de vare, hvor Gud hidtil havde holdt sin Haand over dem og visselig ikke denne Gang heller vilde slippe dem, — om ikke for min Skyld saa for de andres, — da følte de Kraft i Bønnen, de smilede kjærligt til hinanden og gik hjem med god Fortrøstning.
Og den blev ikke skulfet. Aar efter Aar gik det dem godt; deres Kapital øgte; men de satte den strax i Forretningen. Den som et Aar havde saltet l,000 Tønder, vilde til næste Aar tage 3,000; de var ude om sig paa alle Kanter, satte alle Seil til, og medens de gik saa stille med sine Salmer og sagtmodig Tale, var de i Virkeligheden dristige — ja forvovne Speculanter.
Det var dette, som mindst af alt huede Hans Nilsen Fennefos. Ikke, at det skulde være imod Hauges Vilje og Anordning, at Brødrene drev Handel — tvertimod. Men dette var ikke den gamle Vindskibelighed og nøisomme Tragten efter en beskeden Gevinst. Pengene kom altfor let og i altfor store Portioner.
Fennefos fandt ogsaa, at der begyndte at indsnige sig Overdaadighed i Brødrenes Samliv; der var Middagsselskaber, hvor der blev spist overflødigen.
Sagen var, at for disse tarveligt vante Folk var Steg og Kage noget nyt og uhørt; og efterhaanden som de blev sig bevidste, at det havde de nu Raad til, fandt de en halvt barnagtig Glæde i at lade Byens Kokkekone lave dem Mad som i de Stores Huse.
Fennefos talte til dem om det og revsede dem; de hørte paa ham, smilte og takkede; men det blev ikke anderledes.
Ogsaa i Byens offentlige Liv begyndte disse stille Mænd, der vare blevne rige uden at nogen mærkede det, at gjøre sig gjældende. Man blev nødt til at tage Hensyn til dem paa mange Maader; deres fromme Færd og gudelige Tale ophørte at være Gjenstand for Spot.
Ja efterhaanden som Hauges Venner vandt i ydre Anseelse og tabte i indre Liv, trængte der sig fra dem og deres Vækkelse en overfladisk Religiøsitet opover Samfundet baade i By og paa Land, en officiel Skinhellighed, som trivedes godt.
— Saaledes omtrent var Byen paa den Tid, — en gammel By fuld af nyt; — snever og kroget, mørk og pietistisk, men frisk og smilende mod det blaa Hav med stolte Skibe og brave Sømænd.
En Sommerdag skulde den sees i Solskin og Nordenvind; naar Maagerne fløi over Fjorden og frem og tilbage langs de hvidmalede Søhuse i Havnen; naar de lossede Salt paa Vaagen og Vinden bar den lystige Sang indover Byen:
„Amalia Maria — vi kom fra Lissabon“ — — og Saltet russede ud i den brede Trærende og ned i Førebaaden med en uforglemmelig, munter Lyd; og hele Byen lugtede lidegran af Sild, men helst af Sø — frisk Nordsø.
Og Folk, som havde været længe hjemmefra og faret Jorden rundt, de sagde, at saadan Luft fandtes ikke andetsteds i Verden; og de reiste ud og de kom igjen; og hjemme var der nogle faa, som længtede ud; men alle — alle, som vare ude, længtede hjem.