Skipper Worse/3
Hans Nilsen Fennefos kom fra en Familie, der tidlig var bleven vakt ved Hauges Reiser gjennem Bygden. Fra sin tidligste Barndom havde han hørt Tale om den elskede Lærer, hans Moder havde sunget hans Salmer, og selv bar han hans Navn.
Derfor var der meget, som ligefrem maatte synes at drive ham til Eftefølgelse.
Men Gutten havde et stærkt og lidenskabeligt Sind og lige til sit tyvende Aar gjorde han sin Moder Sorg ved et vildt og letsindigt Liv.
Da hændte det en Nat, han kom sent hjem fra et Danselag og vilde liste sig forbi Stuen og op paa sit Kammer, at han hørte Moderen ligge vaagen og synge:
„Befal du dine Veie
Og al din Hjertesorg
Til hans trofaste Pleie,
Som styrer Himlens Borg.
Han som kan Stormen binde
Og lede Bølgen blaa,
Han ved Vei at finde,
Hvorpaa din Fod kan gaa.“
Det var en Salme som nylig var kommen til Bygden, og som han vidste Moderen holdt meget af; men han havde aldrig lagt
synderligt Mærke til den før.„Paa Herren maa du lide
Om det dig vel skal gaa
Da hjælper han at stride
Da vil dit Værk bestaa
Ved Gud og sælvvalgt Plage
Du Intet retter ud;
Thi, Intet kan du tage
Alt kan du faa af Gud.“
Dunsterne av Dand og Drik svandt af hans Hoved, og da Moderen med sin klare lille Stemme gjentog: „Thi intet kan du tage/ Alt kan du faa af Gud“ — da greb de ham saa forunderligt — de Ord: Alt kan du faa af Gud, at han brast i en heftig Graad, som han havde Møie med at dæmpe, til han kom udenfor.
Saa vandred han den hele Nat omrking paa sin Faders Gaard i Graad og Angest, „stridende med Herren“. Først da Solen randt fik han Naade til at bede og takke.
Men det var første gang Gang, han havde været ude af Huset en hel Nat; og da han nu trædede ind i Stuen, reiste Moderen sig fra Bænken og gik ham imøde med Strænghed. Men da hun opløftede sine Øine og saa hans forandred Miner og Skikkelse, da sagde hun stille: „Min Søn! visseligen har Herren besøgt dig i denne Nat.“ Og med glad og frimodig Røst istemte hun:
|
„O fryd og glæd dig nu min Sjæl: |
O Gud! min Lov og Pris modtag! |
Fra den Dag af gik Hans Nilsen ikke mere til Dans, men gjennem flere Aar af Anfægtelse og Sjælekamp vandt han omsider Aandens Frimodighed, saa han begyndte at tale med sine nærmeste og hvem han ellers traf om det ene fornødne. I Forsamlingen fik han ogsaa tale, og det var alles Mening, at det var længe siden, der var hørt saa liflig en Tunge.
Men ihukommende Fru Hauges Anordning, vilde de Ældste ikke tillade ham at drage ud, for at samles med Vennerne rundt om i Landet, førend han baade var ganske gundfæstet i den rene Lære, og i sit Levnet havde vist Omvendelsens værdige Frugter.
Først da han var over fem og tyve Aar blev han udsendt; og da han i fem-sex Aar næsten uafbrudt havde vandret fra Sted til Sted — dels efter Opfordring, dels saaledes som Aanden drev ham, var han bleven en vel kjendt og høit skattet Lægprædikant langs hele Vestkysten og nordover — længere end til Trondhjem.
Vel var det forbi med hine Tider,[1] da Præsten tog Lensmanden eller en fordrukken Løitnant med sig, adsplittede de gudelige Forsamlinger, skjældte Prædikanten eller spyttede ham i Ansigtet og lod ham transportere ud af Sognet til næste Lensmand.
Men om end Lægprædikanterne var mindre udsatte for ydre Vold end i de gamle Forfølgelsens Dage, var der dog Farer af anden Art, som paa mange Maader gjorde deres Stilling vanskelig.
Thi Præsterne havde ingenlunde skiftet Sind. Men da de ikke længer turde fængsle og offentligen udskjælde „disse Sværmere, disse Skjælme, disse Bedragere, skinhellige Skurke og Folkeforførere“, saa valgte de i Stilhed at belure og bagvaske dem.
Og dette blev for Lægfolket og især for dets Førere og Prædikanter en ny Tugtelse til Taalmodighed. Thi eftersom de Vaktes Antal steg, kunde det jo ikke være anderledes, end at en og anden faldt hen i aabenbare Synder eller grebes i Hykleri og falsk Gudfrygtighed.
Og da var Præsterne paafærde; — ivrige og nidkjære — fra Prækestolen og i Husene fortalte de og fortalte og fortalte omigjen alle de skrækkelige Historier om disse Haugianere, disse Øienskalke, der foragtede Guds Hus og søgte hen til deres egne skumle Forsamlingen hvor alskens Vederstyggelighed bedreves.
Og fra Embedsstanden udbredte der sig over hele den saakaldte dannede Klasse en Mistro, en Aversion, der kunde stige til Had mod disse fredsommelige og gjennemgaaende høist respektable Mennesker.
Herfra hentede ogsaa Literaturen sine skumle Skikkelser af nederdrægtige Lægprædikanter og sine apostoliske Gestalter af Provster og Præster — Lysets og Fredens Mænd. Den literære Del af Samfundet vidste ialmindelighed lidet om Lægprædikanterne; men man troede paa Skildringen; thi Præsten — Fredens Mand kjendte man saa godt.
De fleste kjendte ham fra disse Feriebesøg i en Præstegaard, der altid staa for Erindringen som Glanspunkter i Ungdommen — enten i Maanelys en Sommernat i Skoven eller med tindrende hvid Sne og Klang af fjerne Kanebjælder, der komme nærmere.
I denne Ramme stod Præsten — lys, venlig og dog saa velgjørende alvorlig; hvilke muntre Bordtaler kunde han ikke holde, hvorledes kunde han ikke gaa ind paa en uskyldig Spas, og hvor var der ikke godt at være i det rummelige, overflødige Hus, fuldt af Ungdommens Lystighed og betrygget ved „Fars“ milde Alvor.
Han var Midtpunktet for alt, — ikke blot for Fruens og Døtrenes Omsorg; men i al Ungdommens Glæde og Leg maatte „Far“ være med, naar det skulde være rigtigt; hans store Merskumspibe blev stoppet for ham, de unge Mennesker kom styrtende med Fidibusser, naar den gik ud; og alle samledes i en deltagende Kreds om ham, medens Fruen indviklede ham med øvet Haand i alle hans Uldtrøier, Skindtrøier, Tulupper, Skjærf og Peltse, naar han skulde kjøre til Annexkirken anden Juledag.
Eller kunde nogen glemme de stille Lørdagseftermiddage, naar man helst maatte holde sig ude af Huset, for ikke at forstyrre Præsten, der studerede sin Prædiken i Kontoret, saa at Tobaksrøgen hvirvlede ud af Nøglehullet som en blaa Slange; eller Søndag Morgen, før man gik til Kirken, naar man ventede, mens „Far“ spiste sin Æggedram, for at klare Stemmen.
Og dog kunde denne Feriepræst være en ganske anden Karl, naar han sad alene blandt sine Bønder i Fattig- eller Skolekommissionen; og fra Kontoret hørtes stundom en Stemme, som man neppe skulde tiltroet Lysets og Fredens Mand.
Ja det kunde vel ogsaa hænde, naar Ungdommen samledes ude i Gangen, for at finde Overtøiet til en eller anden munter Udflugt, at en vadmelsklædt Bondemand kom tumlende Kant om Kant ud af Kontoret, medens man i Døren saa et hastigt forsvindende Glimt af et rødt Ansigt og en heftigt bevæget Slobrok.
Da sagde Fruen eller en af Døtrene: „Uf! — stakkels Far! der var igjen en af disse stygge Haugianerne, som volder Far saamegen Fortræd i Sognet.“
Og denne Stemning mod de Vakte døde ikke ud, selv efter at Pietismen kom til Hæder og Værdighed ved Universitetet. De nye Lærere og Præster, som ikke blot skyldte Hauge og hans Bevægelse den større Inderlighed i Læren og Tilegnelsen, men som tilogmed havde antaget det sagtmodige Ydre, den blødsødne Tone og de langt henhvislende „s“-Lyde fra Haugianismens Forfaldstid, de syntes hurtigt at glemme, at hele det Kristenliv, paa hvis skrøbelige Levninger de levede, var noget, Folket selv havde tilkjæmpet sig fra neden af. Og lig sine myndige Fædre begyndte de ubekymret at fable videre om, at de vare Folkets Hyrder og Fædre, at hver den, som krummede et Haar paa deres Hoveder, der vilde borttage en Tøddel af deres Magt og Anseelse, han nedbrød! — han nedbrød Folkets Agtelse for det hellige, han rørte med formastelig Haand ved det ældgamle skjønne, patriarkalske Forhold mellem Menigheden og den elskede Sjælehyrde!
Men i de første Aar, da Hans Fennefos reiste omkring, traf han helst Præster af den gamle Skole, der lurede paa hvert hans Ord og hvert hans Fjed, og voldte ham og hans Venne saamegen Skade og Fortræd som de kunde.
Da gjaldt det at vogte nøie baade paa sig selv og paa Vennerne, og her havde den unge Prædikant mangen Strid at bestaa. Thi ligesom han var af usædvanlige Legemskræfter, var han ogsaa hensynsløst modig. Gamle Folk sagde, at han mindede meget om Hauge i den første Tid, førend de havde ødelagt ham med Forfølgelse.
I de Breve, som de Ældste hjemme paa Fennefos sendte foran ham til Vennerne rundtomkring, stod der derfor altid, at den unge Hans Nilsen maatte stadig formanes til Lydighed mod dem, der ere satte til at styre og raade, paa det at ingen Strid eller Forargelse maatte opstaa.
Og efterhvært lærte han at dæmpe sit Sind, saa han endog mange Steder i Stilhed kunde afværge Splid mellem Præst og Menighed. Det havde været Hauges Vilje saaledes, og for den bøiede han sig som alle de andre Venner.
Derved kom Fennefos som saa mange Lægprædikanter til at forberede Sindene saaledes, at hvorsomhelst en Præst bare vilde, der kunde han næsten altid — høist uforskyldt finde en liden Kjerne af levende Kristne i Menigheden, der stod rede til at slutte sig om den, der kun ikke som de gamle Præster bød dem Stene for Brød.
Men undertiden holdt det haardt for Hans Nilsen at styre sit Sind. Af de Gamles Fortællinger hjemme paa Fennefos vidste han god Besked om alle Begivenheder i Hauges Liv. Han kjendte Navnene paa alle de Lensmænd og Sorenskrivere, men især paa alle de Præster, der havde forhaanet, forfulgt og halvveis plaget Livet af den kjære Lærer.
Og hvor han nu kom Landet rundt, der traf han disse samme Navne. Baade Domstolen og Prækestolen var gaaet iarv til Sønner ikke blot i Aanden, men og i Kjødet af hine gamle, forhadte Forfølgere.
Det glødede mangen Gang i det unge Blod, og naar Ordet faldt frit og skarpt i Forsamlingen, saa han den samme Glød hos andre. Men da tugtede de hinanden gjensidigen: der er ingen øvrighed uden af Gud.
Naar han fór over Vestlandet, stansede Fennefos altid en Stund hos Madame Torvestad. Byen var et Knudepunkt i den vidt forgrenede Vækkelse, og efterhaanden blev han mere hjemme her end paa Fennefos.
Herhen sendtes derfor ogsaa Breve og Budskab til ham fra Venner omkring i Landet, naar der var noget galt paafærde blandt dem, eller naar de fik altfor stor Længsel efter at høre ham tale.
Saa rejste han eller skrev Breve; eller de Ældste sendte en anden, om der var nogen, som passede til det.
Det var imidlertid hverken Brødrene eller Madame Torvestad, der trak ham saa stærkt og holdt ham saa længe i Byen. Thi han trivedes igrunden bedst blandt Bønderne.
Og mod Madame Torvestad havde han meget at indvende. Hun var for slap i mange Ting; opfyldt af tysk pietistisk Sværmeri, som han ikke kunde fordrage, og fremfor alt var hun ham altfor myndig og herskesyg i Menigheden og i sit Hus.
Hvad der bandt ham, var vel mest Sara.
Ikke at han elskede hende med noget Slags Attraa, der var ham bevidst. Men hun var saa gjennemtrængt af Vækkelsen, saa vel bevandret i Skriften og de gode Bøger, at han ikke vidste noget Menneske, med hvem det var ham livsaligere at tale om aandelige Ting.
Ogsaa blandt Vennerne stod Sara i høi Anseelse, og det var for de Gamle en Hjertens Glæde at høre denne unge Kvinde tale Guds Ord i Forsamlingen. Vistnok var dette meget sjeldent, og hellerikke havde hun mange „egne“ Ord. Men hun kunde saa mange Salmer, Skriftsteder og Stykker af de gode Bøger udenad og fremfor alt: hun var saa kjendt og vel bevandret i selve Bibelen, at der selv blandt Mandfolkene neppe fandtes nogen, der kunde maale sig med hende.
Paa Bordet i Madame Torvestads Stue var der en fastskruet Pult; der laa altid Bibelen opslaaet.
Det var Saras Plads, og ved Siden af hende satte Madamen idag en god Stol for Skipper Worse.
Der var kommet nogle alvorlige Koner, der satte sig rundt Væggene, lagde Hænderne i Skjødet og sukkede. Et Par unge Piger trykkede sig sammen med Henriette paa en altfor kort Bænk ved Ovnen, og en halvvoxen Gut, hvem Forældrene slæbte med fra Forsamling til Forsamling, satte sig — gulbleg med Finner og Fregner og en fuldkommen følelsesløs Mine — paa den yderste Snip af en Stol nederst ved Døren.
Lidt efter kom Mandfolkene i Følge. Der var Brødrene Endre og Nicolai Egeland, som havde den største Bondehandel i Byen, Sivert Jespersen, som i faa Aar havde samlet sig en Formue ved Silden og endnu en fire fem af de mere fremragende Haugianere — Haandværkere eller Handelsmænd.
Madame Torvestad tog dem alle i Haanden og søgte at skaffe dem Plads, hvilket tilslut blev vanskeligt nok, skjønt Stuen var rummelig og fuld af Stole.
Hans Fennefos gik hen og hilste paa Sara, og spurgte idetsamme, hvem Lænestolen var sat frem til?
„Skipper Worse vil komme her iaften,“ svarede Sara uden at se op.
Hans Nilsen blev forbauset og ilde tilmode, uden at kunne gjøre sig rigtig Rede for Grunden. Madame Torvestad hilste venlig paa ham; men hun satte sig ikke endnu paa sin Plads; hun gik omkring — lidt febrilsk, indtil Jacob Worse endelig kom.
Da han aabnede Døren, fik han en uvilkaarlig Lyst til at løbe sin Vei. Han kom fra sine luftige Værelser, hvor der endnu var lidt Lys fra Aftenhimmelen. Men her var mørkt og kvalmt; to Talglys stod i Messingstager og skinnede over Bordet og Bibelpulten; men ude i Stuen kunde man ikke se andet en Rad af Ansigter langs Væggene.
Der blev imidlertid ikke Tale om at slippe. Madame Torvestad tog ham saa venligt ved Haanden og førte ham ind.
Desuden var han jo kjendt af alle, og Mandfolkene kom frem, for at næves med ham og ønske ham velkommen hjem.
Der blev almindelig Glæde ved at se ham her i Forsamlingen; thi Jacob Worse var en betydelig Mand i Byen, og hidtil havde han snarere hørt til Haugianernes Fiender og Spottere. De nikkede og smilede til Madame Torvestad, og hun nød sin Triumf.
Især var Sivert Jespersen fornøiet. Han og Worse vare gamle Kjendinger fra Fisket nordpaa; og Sivert Gesvint — som han kaldtes — var udenfor Forsamlingen en livlig og foretagsom Mand. Paa samme Tid som hans Mund var fuld af Guds Ord og Salmevers, kunde han tage ordentlig fat i et Knibetag eller seile som en Vaaghals, naar det gjaldt om at komme først frem til Fiskepladsen.
Skipper Worse knurrede lidt og strøg sit Odderskind, da Sivert Gesvint trykkede hans Haand og ønskede ham saa inderligt kjærligt velkommen. Der var nemlig en gammel Historie mellem dem om et Parti Salt, som Worse formente, Sivert havde snydt ham paa; og det havde han sagt ham — bent frem — mange Gange, naar de mødtes paa Fisket; men Sivert Gesvint pleiede bare at smile venligt og klappe ham paa Skulderen.
Madame Torvestad førte nu Worse hen til Lænestolen; han følte sig yderst ilde tilmode og forbandede i sit stille Sind baade Lauritz og Madamen. Men Lauritz sad høist lyksalig paa en Skammel bag to tykke Madamer, mellem hvilke han kunde skimte Henriette.
Sara hilste blufærdigt paa Skipper Worse; han strøg hende over Haaret; han havde jo seet hende voxe op fra liden Pige.
Da nu alle vare komne tilsæde, og der var blevet ganske stille, sagde Madame Torvestad: „Nu — lille Erik Pontoppidan! kan du saa fortælle mig, hvad der blev talt om i Forsamlingen!“
„Om Helliggjørelsen“ — kom det fra den blegfinnede Gut ved Døren, — ligesaa prompte og tonløst, somom der var bleven trykket paa en Knap.
„Hvilken Salme var det, I sang — Henriette! — det husker du vel?“ — spurgte Moderen.
Henriette havde været i Forsamlingen; men optaget af den sørgelige Efterretning, at Lauritz ikke fik bo hos dem, havde hun ikke haft stort Udbytte af Andagten. Og da hun saa kom hjem og fik høre, at han alligevel havde faaet Lov, var hun bleven saa hoppende glad, at Moderens Spørgsmaal faldt over hende som et Spand Vand.
Hun blev ildende rød og vidste hverken ud eller ind.
Madame Torvestad saa et Øieblik strængt paa hende; derpaa vendte hun sig mod Erik Pontoppidan og saasnart hendes Blik havde berørt Knappen, svarede han uden at blinke:
„Nu bør ei Synden mere —“
Der var flere i Forsamlingen, som nikkede og smilede opmuntrende til Gutten. Hans Moder — en tyk, gul Madam og Faderen — Endre Egeland vare stolte af ham. Men Erik Pontoppidan lod ikke til at mærke noget af alt det.
Paa Henriette saa ingen — uden Lauritz; hun sad skamfuld og krøb bagved sine Veninder.
Madame Torvestad istemte nu, og de andre fulgte — uden Salmebøger:
Nu bør ei Synden mere
Med Magt og Herredom
Udi mit Kjød regjere,
Men daglig kastes om.
Alle sex Vers bleve sungne. Det lød for Jacob Worse forunderligt mørkt og fælsligt — alle disse Stemmer i den lave Stue, Kvindernes kvasse Røster og Mændenes dybe Knurren. Langsomt — uendeligt langsomt gik det; og i Pausen efter hver Strofe havde Sivert Jespersen nogle besynderlige Skjælvninger og Tremulanter, som hørte til hans Manér.
Det var en at de Ældste, som havde talt i Forsamlingen, og han var ikke tilstede iaften hos Madame Torvestad; hun spurgte derfor, om nogen vilde give hende et lidet Ord af hans Tale. Derved saa hun og flere andre hen paa Fennefos; men han sad stille med Munden sammenknebet; det saa ud, somom han ikke vilde tale iaften.
„Ja, jeg for min ringe Del,“ begyndte da Sivert Jespersen, „jeg synes, den Gamle talte rigtigt saa godt og inderligen enfoldigt Det var om den Helligaands Gjerning, — som lille Erik Pontoppidan var saa flink til at sige —; og den Gamle valgte til Udgangspunkt Luthers Ord til Artikelen: Jeg tror, at jeg ikke af min egen Styrke og Fornuft kan tro paa Christum eller komme til Christum, — og han viste saa klarligen — saaledes synes da jeg ialfald — baade af Skriften og den daglige Erfaring, hvor elendigen vi komme tilkort baade i det aandelige og i det timelige, naar vi holde Kjød for vor Arm og forlade os paa vor egen skrøbelige Fornuft.“
Nicolai Egeland, som ikke var videre begavet i aandelig Henseende, sagde nu: „Jeg tror Herre! hjælp min Vantro.“
Han kunde i Virkeligheden ikke mer end fire eller fem Skriftsteder udenad, dem han anvendte som det kunde falde sig; og mangengang faldt det sig slet ikke. Men Brødrene kjendte hans Trofasthed og bar over med ham; han havde nu engang ikke faaet større Pund anbetroet.
En af Kvinderne sukkede: „Ja det var et sandt Ord — Sivert Jespersen! ikke skulde vi langt komme med vor egen Fornuft i de aandelige Ting.“
Madame Torvestad tog nu Ordet; hun sad gjerne og bladede i en hel Del smaa Bøger, som laa paa Bordet ved hendes Plads ligeoverfor Sara. Det var dels Traktater, dels Bønnesamlinger og aandelige Sange. Og naar hun traf noget, som passede, flettede hun det ind i sine egne Ord, saa det blev halvt Tale, halvt Oplæsning.
„En Kristen bør altid ihukomme,“ begyndte hun, „at der er mange høie og hemmelighedsfulde Underværker i Naadens Husholdning, som aldrig i Tiden af den stakkels Menneskeforstand skulle kunne fattes og begribes. Derfor behøve vi aldrig at besvære os med at forsøge at begribe det; men blot stole paa Guds Almagt og Sanddruhed, som har kundgjort os det. Ja — saasnart Fornuften vil begynde at overveie, hvorledes det er muligt, hvad Christus siger, skulle vi strax vide, at det er Fristelsens Time, — at Djævelen er nær, den gamle, fornuftige Slange, som forførte Eva ved sin Træskhed; og da skulle vi øieblikkelig paakalde Guds Navn til Beskyttelse mod Døden, ja mod selve Helvede. Maatte vi dertil alle forundes Naade.“
„Amen“ — sagde Nicolai Egeland.
„Men Kjære!“ — spurgte Sivert Jespersen henover til de Unge, „hvorledes skulle vi forundes denne Naade?“
„Det er den Helligaands Gjerning,“ kom det nede fra Døren.
„Det var rigtigt svaret — lille Erik! og hvad kalder du denne den Helligaands Gjerning?“
„Helliggjørelsen.“
„Og af hvilke Stykker bestaar Helliggjørelsen? — kan du ogsaa svare paa det?“
„Igjenfødelsen, Retfærdiggjørelsen og Fornyelsen.“
Atter saa alle med Velbehag paa den flinke Gut. Selv sad han uden Forandring i sit Ansigt, Munden halvaaben — parat, saasnart nogen trykkede paa Knappen.
Men nu blev Nicolai Egeland ærgjerrig, og han begyndte paa det længste Skriftsted, han kunde: „Synden kom ind i Verden formedelst et Menneske,“ men Madame Torvestad afbrød ham lempeligt:
„Det er en underlig Ting med det gjenfødte Menneske; han er ikke Slave af en eneste Synd eller verdslig Lyst, — ja ikke engang af uskyldige Ting. Naar jeg siger, han er ikke Slave, saa er det ikke Meningen at nægte, at han jo i en svag Time kan overfaldes og overvindes af Synden; men det vil sige, at han forbliver ikke i den. Overrumples han af Djævelen eller Kjødet, saa han falder i nogen Synd, staar han atter op igjen, klager sin Nød for Gud og søger Forladelse. Og saalænge han saaledes atter opreises i Troen og faar Fred med Gud, bliver han altid atter Synden overlegen, saa at han dog vedbliver at vandre efter Aanden.“
Sara saa hen til Fennefos; thi hun vidste, at han ikke kunde lige den Bog, Moderen læste dette af. Men han rørte sig ikke. I den svage Belysning skimtede hun bare den kraftige, rene Profil — halvveis vendt opad, somom han sad og saa op mod Loftet.
Da han slet ikke syntes at ville tale iaften, fortsattes Samtalen bare et Kvarters Tid uden synderligt Liv. Sara sad hele Tiden ved Bibelen; og eftersom Samtalen bevægede sig, slog hun op et Skriftsted hist og her — dels for sig selv, dels naar en af de andre bad hende hjælpe paa Hukommelsen. Hun fandt strax alt, hvad hun søgte, de fleste Steder af Betydning fremsagde hun udenad.
Skipper Worse havde ikke megen Forstand paa Helliggjørelsen, og han blev umaadelig træt. Det eneste, som endnu holdt ham vaagen, var Saras smaa Fingre, der bevægede sig saa flittigt mellem Bladene i den hellige Bog.
Men tilslut var han alligevel paa gode Veie til at sove ind, da Madame Torvestad foreslog, at de skulde synge en Salme til Beslutning.
Sara tog nu en Salmebog og holdt den hen for Kapteinen, og Sangen begyndte.
Worse sad i Halvsøvne og saa paa hendes Fingre. Da vendte hun pludselig de mørke stærke Øine mod ham og sagde: „Syng med!“
Skipper Worse blev med en Gang ganske lysvaagen og begyndte at brumme med, eftersom hun flyttede Fingeren. Han havde aldrig været stiv i Salmesang, og naar der kom Ord som Gud og Jesus, skammede han sig for at tage dem i sin syndige Mund.
Men vaagen var han bleven og mer end det: han begyndte næsten at befinde sig vel. Af og til saa han fra Fingrene opover hendes Arm og de fyldige Skuldre, den matte hvide Hud bag Ørene og under Hagen, hvor det bevægede sig blødt i Struben, naar hun sang.
De sad saa fortroligt og nær hinanden, idet hun bøiede sig mod ham med Salmebogen, saa at Skipper Worse fik en Fornemmelse af noget lunt, kvindeligt, — den første hjemlige Følelse, han havde kjendt idag.
Der var en anden, som ogsaa befandt sig saare vel, skjønt heller ikke han fulgte saa nøie med i selve Opbyggelsen, og det var Lauritz Seehus i sin Krog.
Han var saa lykkelig efter den udstandne Lidelse, at han slet ikke kjedede sig, som han ellers pleiede i Forsamlingerne; han kunde jo se Henriette. Og da de hellige Ord og Sangen ogsaa gjorde sit Indtryk paa ham, der havde været saa længe fra det, blev han saa bevæget, at han takkede Vorherre, fordi han havde sendt ham hin korte, men haarde Prøvelse, forat han desto bedre skulde skjønne paa, hvor godt han nu havde det.
Da Salmen var sungen, bar Husets Døtre ind The og Smørogbrød. Efter en Bordbøn af Endre Egeland, spiste alle godt og drak megen The, hvorpaa de skiltes lidt over Klokken ni.
Da Worse igjen stod nede i sine Stuer og saa Madame Torvastads Gjæster gaa over Torvet fra Worsesmuget, vidste han ikke enten han skulde le eller bande, naar han tænkte paa, at det var med disse Folk, han havde tilbragt sin første Aften.
Der gik Endre Egeland, om hvem det blev sagt, at han lokkede Bondepigerne ned paa Søhuset, og den Sivert Gesvint, som havde snydt ham saa blodigt paa det Saltet!
Det skulde bare Randulf vide!
Alligevel maatte han flere Gange tænke paa, hvor hyggeligt det havde været at synge med Jomfru Sara, og han fandt, der var ensomt og tørt i hans store luftige Stuer.
- ↑ I Slutten af forrige og i Begyndelsen af dette Aarhundrede vare
Præsterne i Norge tørre Rationalister, der ikke formaaede at tilfredsstille den
religiøse Trang hos Folket, som de ikke forstod, og hvis lave Kultur de
desuden foragtede.
Da begyndte en ulærd Bondesøn — Hans Nielsen Hauge — født 1771 —— at vandre om i Landet, og ved Samtaler og gudelige Forsamlinger vakte han i kort Tid et blomstrende Kristenliv blandt Almuen. Bonden vendte sig fra Slagsmaal og Drik og tog fat paa sit Arbeide; og snart havde Bevægelsen fundet talrige Brændpunkter i det vidtstrakte Land, hvor Fabriker og industrielle Anlæg voxede frem under flittige Hænder, medens Arbeidere og Arbeidsherrer i broderlig Kjærlighed samledes om Guds Ord.
At Folket saaledes hjalp sig selv baade i aandelig og timelig Henseende, kunde Embedsstanden ikke taale. Præsterne fik en villig Haandsrækning af Juristerne, og ved Hjælp af en gammel Forordning af 1741 mod gudelige Forsamlinger fik de Hauge grebet og fængslet.
I ti Aar holdt de ham i Fængsel. Men da alt, hvad utallige Forhør bragte for Dagen, kun var nye Vidnesbyrd om Mandens pletfri Vandel, store Evner og ædle Karakter, maatte hans Fiender tilslut lade ham gaa og nøies med at berøve ham Resterne af hans Formue.
Alligevel havde de seiret. Thi Hauge var legemligt knækket af et langt og usundt Fængselsliv; han levede ikke mange Aar efter, — syg og fuld af Plager, men kjæk og frimodig til det sidste.
I 1824 døde han. Men først i 1842 fik Folkets Repræsentanter hin gamle Forordning af 1741 ophævet — tiltrods for Kongen, Statsraad, Amtmænd, Universitet, Bisper, Provster og Præster. —(Anm. til den tyske Udgave.)