Skipper Worse/2
„Sara! — du gaar i Forsamlingen i Eftermiddag,“ sagde Madame Torvestad til sin ældste Datter.
„Ja Moder.“
„Skipper Worse er kommen hjem; jeg vil gaa over og ønske ham velkommen. Den arme Mand er vel endnu i sine Synder og uden Trang til at delagtiggjøres i Brødrenes Adgang til Naadestolen. Tænk Sara! om nogen af os kunde blive et Redskab i Herrens Haand til at redde denne Vildfarende!“
Madame Torvestad saa fast paa sin Datter; men Sara, som stod ved Kjøkkenbænken og vaskede op efter Middagen, løftede ikke sine Øine, der var mørke og store med lange Øienhaar og stærke, sorte Bryn.
„Du kunde gjerne spørge blandt Vennerne, om ikke en og anden skulde føle Trang til at komme indom til os, for at samtale om det, der er talt i Forsamlingen og saaledes gjensidigen styrke og befæste hinanden i Naadens Samfund.“
„Ja Moder.“
Madame Torvestad gik ind i Dagligstuen, som var lidt mørk, fordi det var i Baggaarden. Ellers var der smukt og solid møbleret, meget pent og ordentligt, men lidt tørt.
Hun var Enke efter Brødremenighedens Forstander; og der var efter hans Død ikke kommen nogen ny. Thi de egentlige Herrnhuters Tal var ikke stort, og det forøgedes heller ikke, fordi den religiøse Bevægelse mest fulgte den Haugianske Retning.
Der var ogsaa i Læren saamegen indre Overensstemmelse og i Livet saamegen ydre Lighed, at Herrnhuter og Haugianere ikke blot ialmindelighed regnedes for hip som hap af dem, der stod udenfor Vækkelsen; men en Sammensmeltning foregik i Virkeligheden efterhaanden mellem de to Retninger.
Oprindelig var der vel en ikke ringe Forskjel mellem Brødrene og Hauges Venner i Henseende til almindelig Dannelse. Hauge søgte og vandt sine første og troeste Tilhængere blandt Bønderne. Brødremenigheden derimod bestod for en stor Del af velhavende Byfolk, som desuden ved tyske Forstandere og hyppige Besøg i Christiansfeldt og de andre herrnhutiske Stationer erhvervede mere ydre og indre Kultur. —
Men senere, da Hans Nielsen Hauges Vækkelse var gaaet over det hele Land og havde kjæmpet sig frem gjennem utallige Trængsler, og især da det efter den langvarige Arrest og Hauges Død blev vitterligt for alt Folket, hvilken skjændig Uret Embedsstanden havde øvet mod uskyldige og gudfrygtige Mennesker, — da vandt Bevægelsen ogsaa mange Tilhængere i de Samfundsklasser, hvor man hidtil med Foragt og Afsky havde seet ned paa de bondeagtige Sværmere og Fanatikere.
Dette bidrog ogsaa til Sammensmeltningen. Hauges Venner vare desuden altid beredte til Fordragelighed og Imødekommenhed, hvor de bare mødte levende Kristentro. Og Herrnhuterne vare ihvertfald ikke stærke og talrige nok til at hævde en Særstilling, selv om de havde villet det.
Det var derfor til Haugianernes nye Forsamlingssal, Madame Torvestad sendte sin Datter, ligesom der til hendes smaa Opbyggelser kom Vakte af begge Retninger uden Forskjel. Selv havde hun beholdt nogle Ord og Vendinger, som mindede de Indviede om hendes lange Ophold i Gnadau, og hun havde bestandig stor Lyst til at læse op af nogle smaa pietistiske Traktater, som hun tildels selv havde oversat fra tysk.
Fra Dagligstuen gik Madame Torvestad ind i Væverstuen, hvor Tjenestepigen sad og slog Væven flittigt og taktfast. Der stod Rokke og Garnvinder og paa Bordet foran Vinduet laa der Skræddersøm; thi det var et Hus, hvor Bøn og Sang afvexlede med strængt og nyttigt Arbeide.
„Hvor er Henriette?“
„Hun gik ud, for at høre, hvorfor de heiser Flag paa Havnen.“
„Ak ja — Martha! — hvor længe hænger ikke det unge Hjerte ved denne Verdens Daarlighed! — Lad mig se, hvor langt du er kommen.“
Imidlertid fortsatte Sara sit Arbeide nynnende en Salme. Det var hendes Uge til at have Kjøkkenstellet; hun vexlede med Tjenestepigen; Henriette var endnu for ung.
Sara var 26 Aar gammel. Skjønt fyldig og stærk af et arbeidsomt og sundt Liv, var hun dog meget bleg; hun gik sjeldent ud, og naaede aldrig synderligt længer ud i Verden end til Kirken og Forsamlingshuset.
Hendes Ansigt rundede sig saa smukt nedover den fyldige Hage, som forresten mindede lidt om det myndige Udtryk hos Moderen, Haaret laa aldeles glatstrøget og Fletterne vare samlede i en beskeden Ring paa Baghovedet.
Det smukke ved Jomfru Saras Ansigt og hele Person var ikke af den Art, som alle strax faar Øie paa det ene Aar, men som ingen kan se Spor af det næste. Der var tvertimod noget solid ved hende: de afrundede, bløde Træk, den matte, hvide Hud og Øinene mod de stærke Omgivelser gav hende en stille tiltrækkende Skjønhed, der vilde holde sig længe.
Medens hun stod og klirrede med Kopper og Tallerkener — nynnende sin Salme, hørte hun ikke, at en Mand kom opad Kjøkkentrappen. Først da Døren gik op, vendte hun sig, blev lidt rød og slog Øinene ned.
Manden i Døren, som var høi og bredskuldret, slog ogsaa sine Øine ned og sagde: „Se her — Sara! bringer jeg dig „Livet i Døden“ som vi talte om. Maatte du have sand Glæde af den!“
„Tak Hans Nilsen!“ svarede Jomfru Sara uden at se op; hun kunne ikke tage imod Bogen, fordi hun var vaad; han lagde den derfor paa Bænken og gik igjen.
Hun lyttede efter hans Trin, idet han gik videre opover Trappen til Loftet; Hans Nilsen Fennefos var nemlig en af Madame Torvestads Logerende.
Derpaa tørrede hun i en Fart sine Hænder, tog varsomt Bogen og læste et Stykke hist og her med Iver og Glæde — Det var jo en Bog af selve Hauge, om hvem Fennefos altid talte; men som Moderen syntes at holde mindre af; ialfald havde hun ingen af hans Bøger.
Men Jomfru Sara havde andet at gjøre end at læse. Hun lagde den kjære lille Bog, som Hans Nilsen selv havde indbundet, i Vinduet foran sig og tog igjen fat paa sit Arbeide og sin Salme, men lidt stærkere end før. Stundom bøiede hun sig fremover, lagde Hovedet paa Siden og saa op i den smale Stribe af blaa Sommerluft, som hun kunde skimte over Worsesmuget, og hendes mørke Øine fik en uskyldig, henrykt Glans, somom hun saa lige ind i den aabne Himmel.
Nu kom der nye Trin i Trappen nedenifra, og denne Gang hørte Sara godt; det var Henriette, — det var ikke til at tage feil af — to-tre styrtende, hurtige Trin, saa et Fald og lidt Rabalder, saa nogle Trin igjen — ganske som de unge Piger pleier at snuble sig opover Trapperne, naar de nylig har begyndt med lang Kjole.
Henriette kom ind — rød, straalende, forpustet, med Haaret i en Sky og begyndte i en Fart: „Aa Sara! nei, du skulde seet! du Mirakel! hvor jeg blev forundret, — for du skulde bare vide, — ved du, hvem der er kommen hjem?“
„Hys — hys — Henriette,“ skjændte Søsteren, „tænk om Mor kom og saa dig.“
Strax begyndte Henriette at glatte det balstyrige Haar med Spyt; men hun kunde ikke tie, og hun hviskede uhyre ivrigt: „Jeg var paa Torvet — helt nede paa Bryggen, — ikke sig det til Mor; og saa kom Skipper Worse roende — Skipper Worse er kommen fra Rio, — vidste du det? — med sex Mand og Flag, — og bag sad Lauritz; — jeg kjendte ham ikke, før han sprang iland, — saa høi var han“ — hun pegte bent op i Luften, — „han saa mig, jeg tror, han er efter mig!“
„Nei men Henriette!“ — begyndte Sara strængt og rynkede sine Øienbryn.
Men den ugudelige Henriette stak Tungen ud og smuttede ud i Gangen, hvorfra hun haabede ubemærket at naa Væverstuen.
Saras Ansigt var bleven bekymret næsten strængt. Denne Vildskab hos Søsteren var hende ubegribelig; saaledes havde hun aldrig selv været; og hun vidste, at et saadant verdsligt Sind maa bøies strængt under Herrens Tugt.
Alligevel gik der hende stundom et Stik gjennem Hjertet, naar Henriette sprudlede over af Ungdommelighed, og noget, der næsten kunde ligne Lyst til at være med, rørte sig i hende.
Det var den gamle Adam i hendes Kjød, som daglig skal dødes og druknes; og det gjorde hun ogsaa i Bøn og Sang og flittig Omgang med Ordet; — men alligevel — alligevel — —
Endnu en Gang blev Jomfru Sara forstyrret, idet et rundt, solbrændt, smilende Ansigt viste sig i Kjøkkendøren.
Men Smilet forsvandt, og Lauritz traadte flau og kantet ind; han havde aabenbart gjort Regning paa at træffe en anden end Sara.
„Velkommen hjem — Lauritz,“ sagde Sara venligt.
„Tak for det,“ svarede Lauritz med den dybeste Bas, han kunde frembringe; han blev staaende og gned sig mod Døren.
„Vilde du snakke med Mor?“
„Ja — jeg vilde spørge, om jeg kunde faa bo her.“
„Mor er inde i Dagligstuen.“
Lauritz Seehus var næsten som en yngre Broder for Sara, siden han havde været i Kost hos Madame Torvestad, fra han var Skolegut. Hans egentlige Hjem i Flekkefjord var ikke godt, Faderen drak, og der var altid et Mylder af smaa Børn.
En liden Stund efter kom Lauritz ud igjen — meget slukøret og elendig.
„Naa — Lauritz!“ — sagde Sara, „skal du alt gaa igjen?“
„Ja“ — svarede han og skyndte sig ud, „jeg fik ikke.“
Men da han gik ned igjen ad den gamle, kjendte Kjøkkentrap, syntes han, at han var det ulykkeligste Menneske i Verden, ja han græd — for første Gang som Jungmand.
Det havde han nu glædet sig til paa hele Reisen: at faa sit gamle Tagkammer, at være sammen med Henriette hver Dag, at forære hende alt det mærkværdige, han havde i Kisten, at lure sig ud med hende og ro, naar Madamen var i Forsamlingen eller rende paa Kjælke i Maaneskin om Vinteraftenerne, — alle disse straalende Haab, der var saa fuldt færdige, gjennemdrømt de hundrede Gange, udmalede indtil de mindste Smaating i de lange, ensomme Vagttimer paa Dækket.
Nu syntes han ikke, der var noget Haab eller nogen Glæde mere for ham i denne Verden og knapt nok i den næste.
Sara syntes igrunden Synd i ham. Men Moderen kom ud og sagde: „Du saa Lauritz? — Sara!“
„Ja Moder.“
„Talte du med ham?“
„Nei — jeg ønskede ham bare velkommen.“
„Tror du, han er en Omvendt?“
Sara vidste ikke, hvad hun skulde svare; men Moderen sagde strængt: „Sig du kun nei — mit Barn! saaledes ser ikke den omvendte og angrende Synder ud. Vel hører Dommen Herren til; men vi maa sandelig ogsaa bruge vore Øine og vor Forstand, at ikke et skabbet Faar skal indtrænge sig og besmitte den ganske Hjord.“
Sara maatte give Moderen Ret i sit Hjerte; især fordi hun forstod, at Henriette og Lauritz nu vare saa voxne, at det fortrolige Forhold snart kunde blive til syndig Kjærlighed.
Hun havde endogsaa; mens han var inde i Stuen tænkt paa, at det vist var hendes Pligt at sige Moderen, hvad hun mente. Nu slap hun for det; og hun var overbevist om, at det saaledes var bedst for de Unge.
Alligevel kom hun til at tænke paa, hvor ynkelig han saa ud paa Ryggen, da han krylede ud af Kjøkkendøren, og hvor Henriette vilde blive skuffet; — han havde jo altid boet her. Igrunden var det jo saa godt for dem begge, at Fristelsen blev taget bort fra deres Vei, — men alligevel — alligevel — —
Allerede Klokken syv var Jacob Worse gaaet hjem fra Klubben; der var ikke til at holde ud.
Alting var gaaet i Baglaas for ham; ingenting var kommet som han havde ventet det, fra han satte Foden paa Land.
I Klubben havde han mødt et Par finske Kapteiner, som laa i Havari, ganske unge Fyrer, som havde faret paa Amerika. Den ene af dem — en rigtig Flab — med engelsk Skjæg og Guldkjæde — havde været i Rio de Janeiro — to Gange.
O Randulf — Randulf! hvad skulde du i Østersøen!
Det gik Skipper Worse som det pleier at gaa alle, der har et let Sind. Den ubetydeligste Glæde kunde sætte ham i ypperlig Stemning og hjælpe ham over de største Ubehageligheder; men dersom — omvendt — en liden Fortrædelighed først fik trukket ham hen i det gale Hjørne, saa var alt forkjert, en Række af Ulykker styrtede over hans Hoved og han syntes selv, at ingen kunde være saa forfulgt og mishandlet af Skjæbnen som han — for den Dag; thi ialmindelighed sov han sit Sind i Ligevægt igjen.
Idag var det netop saadan en Ulykkesdag fra det Øieblikk, han hørte om Randulf; og derfor havde han ikke fundet noget at glæde sig ved hverken i Klubben eller Kontoret eller Kramboden eller paa Søhuset, skjønt Forretningen i Virkeligheden var gaadt upaaklageligt under hans Fraværelse, og hans Folk fortjente meget mere Ros en de fik.
Gnaven og modfalen gik han ud og ind i sine pene, rummelige Stuer. Solen stod lavt i Nordvest, og over Pynten, som skilte mellom Byvaagen og Sandsgaardbugten, kunde han midt i den guldglinsende Aftenhimmel se Bramræerne af „Familiens Haab“.
Men ingenting hjalp. Og nu kom han desuden til at mindes, at gamle Havnefoged Snell oppe i Klubben havde taget ham hen i en Krog og hvisket — med Fingeren paa sin lange røde Næse: „Pop-pop! Jacob! — det var nok paatide, du bragte den Gamle nogle Skillinger. De siger — pop-pop! —, han kan trænge dem nu om Dagen.“
„Hvad Fanden mente han med det?“ — raabte Skipper Worse arrig, da han nu huskede det, „vil det gamle Snydeskaft indbilde mig, at C. F. Garman er i Nød for Skillinger — puh! — hvad vil du? — Lauritz!“ skreg han pludselig, da han saa sin Jungmand i Døren.
„Ingenting — Kaptein!“ — svarede Lauritz sagtmodigt og gik igjen.
Men Worse for efter, fangede ham i Gangen og trak ham ind i Stuen.
Det var sandt, hvad Lauritz havde sagt; han vilde igrunden ingenting. Men da han i sin Sorg og store Forladthed saa Kapteinen, der altid var saa god mod ham, gaa frem og tilbage forbi Vinduerne, vovede han sig ind i et ubestemt Haab om muligens at finde en eller anden Trøst.
Worse holdt ham i Nakken og saa paa ham: „Hm! — jasaa, der er nok en til, som ikke har havt nogen lystelig Hjemkomst. Kom Gut! — lad os to drikke et Glas sammen, saa kan du bagefter fortælle, hvad der er ivejen med dig.“
Skipper Worse aabnede Klaffen i Skjænken henne i Krogen, stillede to runde hollandske Glas frem og skjænkede en Kirsebærratafia for Lauritz og en gammel gul Jamaica for sig selv.
„Se saa!“ — sagde Worse, da de havde drukket, „lad os nu høre dine Sorger og Bedrøvelser.“
Men istedetfor at begynde satte Lauritz i en Fart sit Glas ind i Skjænken, snappede Kapteinens og satte det ogsaa ind, derpaa smækkede han Klaffen i og tog selv Plads paa Træstolen nede ved Døren.
Worse troede, Gutten var bleven gal; men før han fik Tid til at bryde løs, bankede det, og Madame Torvestad traadte ind.
Lauritz havde seet hende gaa forbi Vinduet, og Respekten for Madamen var i den Grad gaaet ham i Blodet, at Synet af hende forjog al anden Tanke af hans Hoved: bare hun ikke fik se, de drak.
Worse vilde hellerikke have ligt, om Madamen havde fundet ham ved Skjænken sammen med det unge Menneske; og da han nu forstod, plirede han gemytlig med det ene øje til Lauritz, medens han førte Madame Torvestad til Sæde i Sofaen.
Hun var i sort Silkesalop, mørkegraa Hat med langt fremspringende Skygge og brede Atlaskes Hagebaand. Hendes Dragt og hele Person gav Indtryk af solid Velstand og værdigt Alvor.
Den noget store, dobbelte Hage og Hovedets Reisning gav hende et myndigt Udseende. Derved skilte hun sig ud fra de andre Vakte. Thi disse bestræbte sig helst for at udtrykke Ydmyghed i sit Ydre og i sit hele Væsen, ligesom det ogsaa var blevet Skik blandt Hauges Venner paa Vestlandet at tale i en klynkende, sødlig Tone.
Madame Torvestad havde ikke glemt, at hun var Enke efter Brødremenighedens Forstander, og det var bestandigt hendes Maal at holde sig og sit Hus som et Midtpunkt for den religiøse Bevægelse. Derfor lagde hun megen Vægt paa sine smaa Forsamlinger, halvt Opbyggelse, halvt Aftenselskab —, og det var af samme Grund, at hun modtog Logerende i sit Hus, hvilket hun for Indtægtens Skyld ikke behøvede.
Lauritz regnede hun ikke med i saa Henseende; ham havde hun taget efter indstændig Anmodning fra Venner i Flekkefjord; men de, som ellers boede hos hende, vare aandeligt sindede unge Mennesker — helst omreisende Lægprædikanter, der kom og gik, stansede nogle Dage blandt Vennerne, for at samtale og gjensidig opbygges.
Og herved opnaaede Madamen, at hendes Hus forblev et af Samlingsstederne for de Vakte i Byen og hun selv en af de indflydelsesrigeste Kvinder, som de Ældste somoftest tog med paa Raad.
Ligeoverfor Skipper Worse var Madame Torvestad altid lidt mindre stræng og alvorlig end mod alle andre, — om det nu var, fordi hun havde boet tilleie hos ham i saa mange Aar, — eller om hun troede, hans Sjæl paa den Maade bedst kunde vindes for Naadens Kaldelse, — eller om hun muligen havde andre Grunde.
Ialfald var det paafaldende, hvor lidet hun blandede Guds Ord og fromme Sententser ind i sine Samtaler med ham; hun taalte endog — ja hun smilte en enkelt Gang af den muntre Kapteins Vittigheder, naar de vare fuldstændigt harmløse.
Efterat hun havde ønsket ham velkommen hjem og talt om et og andet, som var foregaaet i hans Fravær, sluttede hun med at spørge, om han ikke, da han nu engang sad saa alene — kunde have Lyst til at gaa over til hende og spise tilaftens. Det vilde glæde hendes Døtre.
„Kommer der ikke andre?“ spurgte Jacob Worse mistænksomt.
„Det kan nok hænde, at nogle af Vennerne kommer indom til os, naar de gaar fra Forsamlingen.“
„Ja — saa skal De have Tak for mig — Madame Torvestad!“ mumlede Jacob Worse halvt ærgerlig. „De ved, jeg passer ikke i det Selskab.“
„Sig ikke det — Kaptein Worse! men lad os heller ønske og bede, at De maa komme til at passe rigtig godt i det Selskab, hvor Guds Ord høres til Opbyggelse i Herren;“ — dette sagde hun med stor Inderlighed og saa paa ham med sine kloge Øine.
Skipper Worse blev lidt forlegen og gjorde sig en Tur omkring i Stuen. Det var ikke godt at svare noget til sligt; han vilde Pokker ikke i Forsamlingen; men han vilde dog gjerne finde en pyntelig Maade til at slippe.
Lauritz reiste sig idetsamme henne ved Døren og gjorde Mine til at gaa.
„Nei — nei — Lauritz!“ raabte Kapteinen, „du maa ikke gaa; vi skulde jo snakke sammen. Hvor skal du hen?“
„Jeg maa ud i Byen og søge Husly for Natten,“ svarede Lauritz mørk, men lidt trodsigt efter Ratafiaen.
„Hvad? — du skal da vel bo hos Madame Torvestad? — skal han ikke det? — Madam?“
„Nei,“ svarede hun tørt, „som De ved er de, der bo hos mig, mest aandelige Mennesker. Jeg modtager jo ikke Søfolk.“
„Ja — men Lauritz har jo havt som et Hjem hos Dem Madam! — det er dog altfor haardt for den stakkels Gut at komme hjem og saa blive sat paa Gaden.“
Worse forstod nu, at her var Jungmandens Sorg, og i sin Godmodighed vilde han gjerne hjælpe ham.
Men Madame Torvestad svarede ikke noget paa det; hun samlede Salopen om sig og lavede sig til at gaa.
„Ja Farvel da — Kaptein Worse,“ sagde hun, „og inderlig velkommen er De. Om en halv Times Tid venter jeg Sara og kanske et Par af de andre fra Forsamlingen; saa spiser vi tilaftens sammen, og kanske holder da en eller anden af os en liden Bøn. Kunde De ikke selv føle Trang til i Samfund med andre Troende at vende Dem med Tak til ham, der har reddet Dem af Stormen og ført Dem uskadt henover de vilde Bølger?“
„Jo — jo vist — Madame! — ser De, men“ — Worse stod og vred sig lidt.
„Kom nu! — vær ikke gjenstridig mod Kaldelsen!“ — hun rakte sin Haand frem og saa venligt paa ham.
Men Worse trak sin tilbage og sagde halvt spøgende: „Stridig vil jeg nødig være. Men jeg synes, De Madam Torvestad er temmelig stridig, som ikke vil unde den stakkels Lauritz Husly. Skal vi gaa paa Akkord? — jeg kommer til Opbyggelsen, hvis De vil lade Lauritz faa bo hos Dem, — hvad? slaa til Mam Torvestad!“
„Jeg vilde gjøre mere end det — Kaptein Worse! naar det kunde bidrage til at fremme Naadens Gjærning i Dem,“ svarede hun blidt og rakte ham Haanden.
Derpaa sagde hun i sin almindelige Tone til Lauritz: „Ja, du hører, jeg gjør det for Kapteinens Skyld. Lad mig nu se om du opfører dig, saa jeg ikke skal fortryde det. Du kan faa dit gamle Kammer; det staar færdigt.“
Dermed gik hun.
Men Kapteinen og Jungmanden tog sig endnu en Omgang ved Skjænken. Dette havde kvikket Worse op; og da han saa, hvor sjæleglad Lauritz stormede afsted til Søhuset, for at hente Kisten med det mærkværdige i, glemte han for et Øieblik, hvor dyrt han havde betalt sin Jungmands lille Tagkammer.