Denne siden er korrekturlest
Apoll indviede hans unge Bryst,
og gav hans Lyre underbare Strænge.
Saa dybt som Orpheus’ Toner kunde trænge,
gik ingen anden Oldtidssangers Røst.
Han bragte Skovens Udyr til at lytte,
selv Løvens grumme Vildhed han betvang;
Træer og Stene har han kunnet flytte
blot ved sin Sølverlyres milde Klang.
Og da han fordrede, ved Charons Elv,
af Dybets Drot sin Elskede tilbage.
da har hans Spils vidunderlige Klage
smeltet og overvundet Døden selv.
Orpheus har seiret i det mørke Stevne,
hvis Rædsel standser Dødeliges Blod,
og derfor er guddommelig at nævne
hans Sangerdaad, da han i Dybet stod.
