Denne siden er korrekturlest
Men, da det store Under var fuldbragt,
og Dagskjær glimted alt i dunkle Gange,
standsede Orpheus, bævende og bange,
og fatted selv ei sine Toners Magt.
I denne Prøve seirede han ikke;
thi skjønt den Elskte vandred i hans Fjed,
han saa sig om med Tvivl, — og for hans Blikke
hun sank igjen til Skyggeriget ned.
Saa jammerbringende er Tvivlens Gru!
Ved den alene kan vi Alt forlise;
selv Tankens Liv gaar tabt, som Eurydice
naar denne Dæmon raader i vor Hu.
En Gud i os har al vor Stordaad øvet,
en Gud maa bringe os vor bedste Skat;
men Tvivl er Afmagt og en Søn af Støvet,
der fører nedad i den gamle Nat.
