Side:Welhaven - Nyere digte.djvu/154

Fra hver en Dal gik dette dybe Krav,
fra hver en Barm, der skatter Friheds Gave:
„Et pletfrit Banner over Heltes Grave,
et Flag for norske Mænd paa Land og Hav!“
Og uforandret, uden Stands og Hvile
steeg dette Løsen frem af Landets Bryst,
saa hvast som Klangen i Sankt Olafs Bile,
saa dybt i Mælet som en Nornes Røst.

Og derfor kunde det i Døgnets Larm
bevare Styrken af sin Alvorstone,
og hilse Oscar paa hans Tvillingthrone,
og hæve Hjertet i hans Kongebarm.
Med Somrens Pragt udfoldes nu vor Lykke,
og Oscars Dag har nu fordoblet Glands;
thi Norge skylder ham sit bedste Smykke,
og Folkets Hjerte banker nu mod hans.

Ja, Norges bedste Smykke har idag
viist sine Farver under Sommerhimlen,
og som en Aanderøst blandt Folkevrimlen
gik Luftens Bølger fra det heiste Flag.
Da maatte Hjertets Harpestrænge klinge,
og Tanken steeg ved dette Banners Vift,
som paa en frigjort, aldrig prøvet Vinge,
til Anelser om Hæder og Bedrift.