Side:Welhaven - Nyere digte.djvu/155

See, overalt, hvor Minder har et Hjem,
og Folket samles om en arvet Fane,
der træde Skjæbnerne paa Slægters Bane,
med Tryllemagt, af Bannerfligen frem.
Ved mangen Fest, som Mindet der kan feire,
staaer dog et Billed, som er kummersvødt,
og mellem glade, straalefulde Seire,
saa mangen Vinding, der var dyrekjøbt.

Men Norges Flag er som en Vaarens Blomst,
saa uberørt, saa farveskjært at skue.
Det lover kun, mens vore Hjerter lue,
en nordisk Gyldenalders Atterkomst.
Det fordrer strengt af Hjerter og af Arme
en Sagatavle, der kan hædret staae,
saalænge norske Mænd med frie Barme
i Dale færdes og paa Bølger blaae.

Og naar engang det vilde Vaabengny
henrunger over Dale, over Strande,
skal Norges Kriger med en freidig Pande
see op til Flaget over Kampens Sky.
Ha, hvilke Modets Flammer vil det vække,
naar det skal bæres i den første Strid,
naar det skal stilles i den stolte Række
af Mindetegn fra Heltekraftens Tid! —