Denne siden er korrekturlest
Da kommer der vist en kvægende Stund,
naar Kummerens Vegt er lettet,
og Freden spirer af Sjælens Grund
og Tvivlen er der udslettet;
da griber Hjertet sit Gjensynshaab
og Glæden, der er forjættet.
Lad Graven lukkes, hun er der ei;
hun aander i Savnets Klage
og følger med paa den tornede Vei,
som Længselen har tilbage,
og vil i den sidste Livets Strid
de Elskedes Suk modtage.
