Denne siden er korrekturlest
Hans Navn med alle stolte Tanker
klang sammen i vort Glædesraab;
og viet nu med Smertens Daab,
varmt gjennem Norges Bryst det banker,
indslynget i vort Minde og vort Haab.
Da Taagens Alf var vegen
og Dagskjær faldt i Dale,
da Norges Aand var stegen
af lange Seklers Dvale,
da stirred Folket atter hen
paa mangen Høi, hvor Sagnet bygger,
og drømte sig til Drot igjen
en af de store Helteskygger.
Men ingen Oldtidshelte,
i Haraldsætten baarne,
fik bedre Styrkebelte
end han, den Kongekaarne.
Og da han stod for Folkets Blik,
da hørte han dets Jubler stige,
og hvert et Drømmesyn forgik,
og ungt blev Norges gamle Rige.
Han knyttede sin Lykke
og Glandsen af sin Bane
til Olafs Kongesmykke,
