Side:Welhaven - Nyere digte.djvu/138

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Den Hædersglands, som Verdenskampen tændte,
gjenstraaled lutret fra hans Tvillingkrone;
mod Norden var Nationers Blikke vendte,
mod Glandsen fra den vinterlige Zone,
hvori det store Drama sig fuldendte.
I denne høie, sølverhvide Helt
har Verden skuet Kampenes Forsoning;
thi Friheds Aand, der gjød ham Ild i Barmen,
den Folkets Genius i Vaabenlarmen,
har delt med ham hans Purpur og hans Kroning,
og vaaget med ham i hans Kongetelt.

Duet.

Men nu har Verden hørt vor Klagerøst,
og nu er over Kongegubbens Bryst
af ømme Hænder Sarkophagen lukket.
Hans Navn gik bævende fra Mund til Mund,
og klang forherliget i Folkesukket.
Det lød for Verden, fra vor Klippegrund,
som om der raabtes i en natlig Stund:
„Stjernen, der vinkede mod Nord, er slukket!“

Chor.

Den Hæder, Verden ham kan bringe
som tankefuld Beundrings Tolk,
er dog forkrænkelig og ringe
mod Hjertets Offer fra hans Folk.