mod „Intimasjonen“ til Grundloven, dog var uenige med Stortinget i dets Formening om sammes „Publikasjon.“ De mente, det tilkom Kongen at bekjendtgjøre Grundloven. Det ser ud til, at dette Kommissærernes Krangleri har bragt Stortinget til at blive lidt bange for den kongelige Paategning. Ti S. 428 læser man, at Stortinget, som tidligere havde drevet saa ihærdigt paa, at Kongen skulde paategne Grundloven saa at det endog erklærede, at Grundloven ikke kunde trykkes uden saadan Paategning, — Stortinget „overlod“ det nu ganske ligegyldigt til Kongen „om han vilde forsyne samme med nogen anden Paategning end den, hans Kommissærer havde gjort paa samme“ eller ikke. Og dermed kom Sagen til at bero. —
Stortingets Intimasjon, som de svenske Kommissærer bifaldt, lød:
„Vi Norges Riges Repræsentanter . . . . . gjør vitterligt: — — — — — — — — — — —. Ti have vi besluttet, ligesom vi herved beslutte og fastsætte — — —.“ Den Intimasjon er klar nok.
Den 10de November mødte Karl Johan paa Kongens Vegne i Stortinget. Han sagde: „Gode Herrer og Norske Mænd! Kongen antager (ikke stadfæster!) Grundloven saaledes, som I derom ere komne overens med Hs. Maj.s Kommissærer“. Et Par Dage i Forvejen havde han udtrykkelig for en Stortingsdeputasjon erklæret, at Kongen („frivillig“ naturligvis) havde opgivet sine „Rettigheder“ ifølge Kielertraktaten (Forh. S. 382).
Den 15de November oplæste Statsraad Rosenkrantz i Stortinget en kgl. Proposisjon. Denne Proposisjon
