var sandsynligvis i Følelsen heraf, og for i nogen Tid at dæmpe det Stødende i sin Optreden, at Stortinget i dette ene Tilfælde benyttede Udtrykket „Sanksjon“ om den forlangte kongelige Paategning. Sandsynligvis i samme Hensigt udtalte Stortinget udtrykkelig, at det ved sit Udkast ikke havde til Hensigt at binde Kongen med Hensyn til Formen; Hs. Maj. kunde gjerne forme Paategningen som han vilde, — bare man fik den, bare man fik Hs. Maj. til at „binde sig“ — skriftligt.
Denne siste Udtalelse var i sin tilsyneladende Høflighed temmelig tvetydig. Den indeholdt i Virkeligheden, at man netop ikke forlangte Sanksjon. Havde man ment, at Grundloven „trengte kongelig Sanksjon for at blive til Lov“, saa havde „Formen“ jo netop faaet Betydning. Da havde man med Bestemthed maattet holde sig til den grundlovmæssige Sanksjonsformel, saaledes som jo denne forelaa.
Imidlertid: gav man Kongen fri Hender i det Formelle, saa kunde det jo tænkes, at han vilde forme sin Antagelse som en Sanksjon alligevel. For at forebygge de mulige Virkninger heraf var det, at Stortinget i Indledningen til Grundloven med aldeles utvetydig Bestemthed udtalte, at — enhver saadan kongelig Sanksjon vilde være betydningsløs.
At den her fremstillede Opfatning er rigtig, kan man læse sig til i Stortingets egne Forhandlinger. Der forekommer navnlig et Par betegnende Udtalelser. Den kgl. Paategning, som den 14de Novbr. blev betegnet som „Sanksjon“, kaldes S. 427 „den Akt, hvorved Kongen offentligt skulde erkjende“ at have antaget Grundloven. Paa samme Side heder det, at de svenske Kommissærer, som ikke havde noget at indvende
