begyndte med at nævne den Grundlov, som Hs. Maj. Kongen nu naadigst har (ikke sanksjoneret! nej:) „antaget og besvoret“. I en Adresse til Kongen den 25de November (S. 455) udtaler Stortinget: „Deres Majæstet erkjendte Folkets Ret til at konstituere sig som en selvsæendig Stat. Nasjonens Repræsentanter have derfor givet Norge en paa frit Folks oprindelige Rettigheder grundet Konstitusjon“. Og den 26de, ved Opløsningen, sagde Karl Johan i Tinget: „I have mødt Kongens Hensigter ved at fastsætte den Grundlov, hvorved det Norske Folks Frihed for Fremtiden skal bevares“.
Der er intetsteds Tale om kongelig Sanksjon. „Begge Statsmagter“ er udtrykkelig enige om, at „Grundloven efter sin Natur“ ikke trænger kongelig Stadfæstelse for at blive Lov.
„Budstikken“ gjør Væsen af, at Stortinget strøg 1ste Sætning af Ejdsvoldsgrundlovens § 110: „Naar Riksforsamlingen har antaget denne Konstitusjon, vorder den Rigets Grundlov“. Stortinget strøg denne Sætning, forklarer „Budstikken“, fordi det ikke længer kunde opretholde Folkets Suverænitet overfor Kongen, men maatte indrømme Berettigelsen af dennes Paastand om, at han ejede Suveræniteten.
„Budstikken“ glemmer det Faktum, at i Kongens eget Forslag til Grundlov (se Forh. S. 39) staar den omhandlede Sætning.
I Kongens eget Forslag heder det: „Naar Riksforsamlingen har antaget denne Konstitusjon, vorder den Grundlov“.
Kongen har altsaa i sit eget Grundlovsforslag ud-
