Side:Vinje-Diktsamling.djvu/167

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
151


Tidt du veit eg ſa’ til deg:
„han veit meir enn mata ſeg“.

„Blaamann“, „Blaamann“, ſvar meg no,
mækre med dit kjende Ljod!

Ikke enno „Blaamann“ min,
maa du døy fraa Guten din.

Gamle Moder.

Du gamle Mo’r! du ſliter arm,
ſo Sveitten er ſom Blod,
men endaa i dit Hjarta varm.
Og du meg gav min ſterke Arm,
og dette ville Mod.

Du turkad’ Taarer af mit Kinn
ſomangein Herrens Gong,
og kyſte meg ſom Guten din
og bles meg uti Barmen in
min ſigerfulle Song.

Og gamle du, du gav til meg
mi mjuke Hjarterot,
og derfor maa eg elſka deg,
hvorhelſt eg vankar paa min Veg
om ſo vaa villan Fot.