Denne siden er korrekturlest
Tidt du veit eg sa’ til deg:
„han veit meir enn mata seg“.
„Blaamann“, „Blaamann“, svar meg no,
mækre med dit kjende Ljod!
Ikke enno „Blaamann“ min,
maa du døy fraa Guten din.
Du gamle Mo’r! du sliter arm,
so Sveitten er som Blod,
men endaa i dit Hjarta varm.
Og du meg gav min sterke Arm,
og dette ville Mod.
Du turkad’ Taarer af mit Kinn
somangein Herrens Gong,
og kyste meg som Guten din
og bles meg uti Barmen in
min sigerfulle Song.
Og gamle du, du gav til meg
mi mjuke Hjarterot,
og derfor maa eg elska deg,
hvorhelst eg vankar paa min Veg
om so vaa villan Fot.
