Side:Under Oscar IIs Regjering.djvu/263

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

RIC1SRETSD0MMENE sagen var, hvorledes man skulde faa et Ministerium tilveiebragt. Herom har jeg 3I Marts skrevet: i „Med den nye Regjerings Dannelse ser det i dette Øieblik daarlig ud. BlaCkstad er overmaade betænkelig, og selv Lars Dahll er ikke synderlig modig paa at gaa med. Maaske vil Sagen klare sig i Løbet af Eftermiddagen.“ Lidt senere har jeg paa denne Dag skrevet efter en Samtale med Kongeparret: „Det er aldeles rigtigt, at Blaekstad vil trække sig tilbage, og at der vil blive forhandlet herom iaften i et Møde hos Statsraad SehWei- gaard. Kongen har i et Brev til Emil Stang paalagt ham at gjøre Alt for at holde det nye Raad sammen. Den Tanke har været fremme, at Stang burde blive i Storthinget, medens Schwei- gaard skulde være Statsminister her.“ j D Dette var jo i og for sig interessant nok. Men endnu var det, jeg videre lik at vide, af Betydning. Jeg blev af Dronningen gjort bekjendt med et Brev, der nylig var kommet fra Sverige. Til hvem dette var adresseret, blev mig ikke meddelt. Men det var fra den slue Dalkarl, Liss Olaf Larsson, som gik det nor- ske Venstres Ærinder og nu var den, der bar Kompromisset frem, men i den uheldigste Form, hvori det nogensinde har været ude at gaa. „Liss henholdt sig til en Samtale, som han havde havt med Kongen i Stockholm den 23de, og forsikrede, at denne havde indgivet ham mange Bekymringer; hans Tro- skab mod Kongehuset var urokkelig, og han forsikrede om sin Erkjendtlighed for al den Naade, Kongen havde vist ham. Han havde i denne Sag stadig anraabt Gud. Nu havde han havt to Breve fra Medlemmer af Storthingsflertallet, der ligeledes havde talt i høie Toner om sin Hengivenhed for Kongedømmet og Unionen og beklaget meget den Strid, hvori de var kommet med Kongen. De ønskede nu Forsoning og vilde gjøre Ind- rømmelser ved at give Kongen Opløsningsret og suspensivt Veto ved Grundlovssager, hvorimod Kongen paaÐsin Side skulde ordne Statsraadsagen og tage en moderat ministér. Om Massen af Stridspunkter for øvrigt var der ingen Tale; den slue Liss og hans norske Aandsfrænder lod“, som om det ikke var til. 265“