af at faa en Sag oplyst i Morgenbladet og derved sagt: „Jeg tror, jeg lader Lorents Vogt skrive en Artikel derom.“ Denne var Bureauchef i Finansdepartementet og vel kjendt som en dygtig Mand paa sit Felt. Men han var dog departementalt anlagt, og Friele mente, det vilde været bedre, om man havde vendt sig til ham.
Friele havde vistnok i det Hele en rigtig Forstaaelse af, at Regjeringen og enkelte af dens Forsvarere holdt paa at isolere sig. Jeg hørte indimellem Ytringer fra hans Side, som pegte i den Retning, og specielt nævnte han der Mænd som Aschehoug og Birkeland, hvem han jo for øvrigt begge to satte meget høit. Det var neppe mange, som i de Dage havde noget Begreb om, hvor ivrig Friele var for at lægge en mere moderniseret Taktik ind i sine Meningsfællers politiske Holdning. Men han rørte der ved vanskelige Spørgsmaal, og det viste sig umuligt for en enkelt Mand at fjerne de Hindringer, som her maatte overvindes. Det kom ovenfra, at der skulde opereres paa den gamle Maade. Han maa ofte have følt Vanskeligheden ved sin egen Stilling. Alligevel holdt han ud med denne og kjæmpede til det sidste for de Synsmaader, som det gamle Morgenblad fra A. B. Stabells Dage havde gjort til sine. I sin journalistiske Kamplyst kunde Christian Friele være aldeles ubændig. Han gjorde med sine heftige Angreb endog store Feilgreb. Men det faldt ham aldrig vanskeligt at vedgaa dette. Han havde udviklet en eiendommelig Stil, som gjorde stor Virkning, og som i Aarenes Løb har afgivet et Forbillede for flere Andre. Men skulde han give yngre Mænd taktiske Anvisninger, var det altid en af de første blandt disse, at de maatte skrive moderat. Han havde selv et Fond af Erfaringer at øse af, som kom vel med.
Stang og Friele, de var paa den konservative Side Tidens Mænd. Begge var de vel værd at have kjendt. Sig imellem var de meget forskjellige.
Efter de Forudsætninger, med hvilke Stang for anden Gang var traadt ind i Regjeringen, var han henvist til at arbeide for 24
