Og dog havde 30—Aarenes ledende Statsmænd mere end han sørget for at skaffe sig selv de Mænd, som kunde overtage deres afbrudte Arbeide.
Det tog sin Tid, forinden Stang og hans Kolleger helt forstod Betydningen af den Strid, som var reist mod dem. Ialfald var dette det stadig tilbagevendende Indtryk, jeg lik af de ikke mange Gange, Ministerpræsidenten viste mig den Ære at tale om Dagens Politik. Tiden var gaaet henover ham, uden at kunne rokke hans Opfatning, og han bedømte altfor meget de nye Tider efter sin egen Dom om, hvad der før havde været Regelen. Navnlig var det engang, dette Indtryk blev aldeles overvældende. Oppositionen havde rettet et af sine Angreb paa ham, men dette var lykkelig afslaaet, og nu sad den ærværdige Minister der og gned sig i Hænderne, som om al Fare var forbi. Det var mig soleklart, at efter den Retning, Politiken nu efterhaanden stedse mere tydelig slog ind paa, var det forunderligt at se ham føle sig i den Grad sikker, og jeg forbausedes over, at han kunde vise en saadan Godtroenhed. Selvfølgelig kunde jeg ikke indlade mig paa at fremholde min helt afvigende Mening om Fremtiden overfor den gamle Premierminister. Han vilde visselig ikke have fundet det beføiet. Men det kunde været godt, om hin Tids Regjeringsmedlemmer havde lagt Vægt paa at føle sig for mellem dem, som skulde blive deres fremtidige Støtter.
Regjeringen kom paa den Maade jævnlig til at staa ensom. Den havde nok de, paa hvem dens Medlemmer troede at kunne gjøre Regning, og paa hvis Mening de gjerne hørte. Men den var og blev hildet i en bureaukratisk Tankegang og mente, at den kunde forskanse sig inden sine Kontorer. Bevidstheden om dette Forhold maatte trykke de Kredse, hvorfra den nærmest skulde hente sin Støtte. Den var ingenlunde, hvad vi kunde kalde moderne. Om den bekvemmede sig til at bruge Pressens Hjælp, da blev det dog nærmest gjennem departementale Penne. Redaktør Friele fortalte mig en Dag, at Premierministeren i Statsraadet havde talt om Ønskeligheden
