hjerte for vel til, at jeg med den slags ord skulde ville nedsætte e. kf. n.s høitberømte forstand. For jeg haaber, at jeg af ganske hjerte kan sige, at jeg med rette og uden alt hykkel altid har havt glæde og behag i e. kf. n. fremfor alle fyrster og øvrigheder.
3. Men hvad jeg har skrevet, er fremgaat af omsorg for at trøste e. kf. n. — ikke for min egen sags skyld, hvorom jeg den gang ikke havde nogen tanke, men paa grund af de usømmeligheder, som vore har øvet i Vittenberg til stor forhaanelse af evangeliet. Da var jeg ræd for, at e. kf. n. vilde besværes meget deraf. For ogsaa jeg selv har taget mig saa nær af denne jammer, at om jeg ikke havde været vis paa, at vi har det rene evangelium, saa havde jeg opgivet det hele; al den gremmelse, som hidtil er mig tilføiet i denne sag, har været spøg og ingen ting. Jeg havde ogsaa gjerne, om saa havde kunnet ske, villet give mit liv, for at det ikke var sket. For der er foregaat slige ting, at vi hverken kan forsvare det for Gud eller for verden, og det ligger dog mig og fremfor alt det hellige evangelium paa nakken. Det volder mig stor bekymring.
4. Derfor, naadigste herre, min skrivelse rækker ikke længer end til dem (som har gjort al den ugreie i Vittenberg) og ikke til min egen sag, for at e. kf. n. ikke skulde faa se djævelens billede tilstede i dette spil. Og om end saadan formaning ikke var nødvendig for e. kf. n., har det dog været nødvendigt for mig at gjøre den.
5. Men om mig selv, naadigste herre, svarer jeg saa: E. kf. n. ved, eller ved De det ikke, saa lade De det hermed være kungjort for eder, at jeg ikke har evangeliet fra mennesker, men alene fra himmelen, ved vor herre Jesus Kristus, at jeg vel
