Fra Vittenberg kom der ord til Luther paa Vartburg om, at misforstaaelse af hans ord og fremfusende personers lyst til forandringer havde foraarsaget uordener, som, hvis de fik gaa sin gang, vilde i høi grad have skadet hans reformations-verk. Han kunde derfor ikke længer sidde rolig i „ørkenen“, men drog afsted for atter at bringe orden til veie. Paa reisen skrev han den 5te mars 1522 følgende brev til kurfyrsten af Saksen.
Naade og fred fra Gud vor fader og vor herre Jesus Kristus, og mine underdanigste tjenester.
1. Høiedle, høibaarne kurfyrste, naadigste herre! E. kf. n.s skrivelse og naadige betenkning[1] kom mig i hænde fredags kvelden, netop som jeg paa følgende lørdag morgen vilde ride afsted. Og at e. kf. n. mener det inderlig vel, derom trænges sandelig hverken min bekjendelse eller vidnesbyrd; det føler jeg mig forvisset om, saa langt som menneskelig erkjendelse rækker. Men at paa den anden side ogsaa jeg mener det godt, det tror jeg at vide af mere end menneskelig erkjendelse; men dermed er intet gjort.
2. Men jeg har opfattet e. kf. n.s skrivelse, som om min skrivelse[2] havde oprørt e. kf. n. lidt, idet jeg nemlig skrev, at e. kf. n. maatte gaa varsomt til verks. Dette har dog ikke været min mening, og jeg har en fast forvisning om, at eders kf. n. kjender mit
- ↑ Kurfyrsten havde heri forbudt Luther at reise til Vittenberg, da han i saa fald ikke vilde kunne beskytte ham mod keiseren og riget.
- ↑ Luther havde i slutten af februar skrevet til kurfyrsten, trøstet ham over tilstandene i Vittenberg og formanet ham til at fare varsomt frem mod urostifterne, men forresten være uforsagt.
