havde kunnet (som jeg da herefter vil gjøre) rose mig i tale og skrift som hans tjener og evangelist. Men at jeg har frembudt mig til forhør og dom, det har jeg gjort, ikke fordi jeg tviler derpaa, men af overflødig ydmyghed for at lokke de andre.
6. Men da jeg nu ser, at min altfor store ydmyghed kun tjener til at nedsætte evangeliet, og djævelen helt vil indtage pladsen, naar jeg bare indrømmer ham en haandsbred, maa jeg dreven af min samvittighed stelle mig anderledes. Jeg har gjort nok mod e. kf. n., idet jeg har veget dette aar, for at gjøre e. kf. n. en tjeneste. For djævelen ved fuldt vel, at jeg ikke har gjort det af nogen slags forsagthed. Han saa godt mit hjerte, da jeg kom ind i Vorms, at om jeg havde vidst, at saa mange djævle havde sat paa mig, som der er teglsten paa tagene, saa vilde jeg dog med glæde have sprunget ind mellem dem.
7. Nu er hertug Georg ikke paa langt nær saa meget som en eneste djævel. Og siden den bundløse barmhjertigheds fader ved evangeliet har gjort os til glade herrer over alle djævle og al død, og givet os den rigdom af tillid, at vi kan sige „hjertens kjæreste fader“ til ham, saa kan e. kf. n. selv skjønne, at det er den største forhaanelse af en saadan fader, om vi ikke skulde have saapas tiltro til ham, at vi ogsaa var herrer over hertug Georgs vrede.
8. Det ved jeg vel om mig selv, at om denne sag stod saaledes i Leipzig[1] som i Vittenberg, saa vilde jeg dog ride derind, om der saa (e. kf. n. tilgive mig mine lystige ord) i ni dage uafbrudt regnede hertug Georger, og hver af dem var nidobbelt saa rasende som denne er. Han regner
- ↑ hvor hertug Georg, Luthers bitreste fiende, residerede.
