blev end mere vanæret, saa kom Karolus Miltitz til min ordens fædre, og bad om raad for at jevne og berolige sagen, da den nu var høist forvirret og farlig, og saa blev der sendt nogle gjæve mænd af dem til mig, da det ikke var at vente, at der vilde bli udrettet noget mod mig med magt. De forlangte, hellige fader, at jeg dog vilde ære din person og i en underdanig skrivelse undskyldende fremholde din og min uskyld; de mente, at sagen endnu ikke var uigjenkaldelig og aldeles tabt, naar den hellige fader Leo af sin medfødte vidt berømte godhed vilde tage sig af den. Men da jeg altid har tilbudt og begjæret fred for saa meget bedre at kunne varetage rolige studier, saa var dette mig et kjært, glædeligt budskab, som jeg med tak modtog; jeg var mere end villig til at lade mig lede og erkjendte det som en særlig naade, om det, som vi haabe, saa kunde bli tilfældet. For naar jeg har rørt op og larmet saaledes med freidigt mod baade i ord og skrift, saa har jeg heller ikke gjort det af anden grund, end at jeg gjerne lagde op og gav den sag fra mig, som jeg vel ser, jeg er altfor ringe til at føre.
20. Saaledes kommer jeg nu, hellige fader Leo, kaster mig for dine fødder og beder dig, at du, om det er muligt vil, tage dig af denne sag og lægge haand paa smigrerne, som er fiender af freden og dog foregive at ville fred. Men at jeg skulde tilbagekalde min lære, det blir der intet af; heller ikke behøver nogen at tænke paa det, han vilde da føre det hele ud i et endda større virvar. Desuden kan jeg ikke finde mig i, at der sættes nogen regel eller noget maal for udlægning af skriften, fordi Guds ord, som lærer al frihed, ikke skal eller maa tages til fange. Naar jeg faar disse to ting fastslaat, saa skal jeg fuldt villig gjøre og lide,
