Efter nogle dages forhandlinger med Cajetan sendte Luther følgende brev
1. Lykke og salighed, min kjære Spalatin! Jeg skriver nødig til min naadigste herre kurfyrsten; derfor ville du underdanigst gjøre hans kurf. naade bekjendt med min sag.
2. Legaten forhandler nu med mig paa fjerde dagen; han er meget fin mod mig og foregiver, at han for min naadigste herres skyld vil i mindelighed og som en fader bringe alt til en god ende; men han udfører heltigjennem alt med en eiendommelig og streng myndighed. Han har ikke villet, at jeg skulde svare for mig i offentlig disputation; heller ikke har han villet disputere med mig privat hjemme; men han gjentager altid dette ene ord: „Tilbagekald! erkjend, at du har taget feil, paven vil det saa og ikke anderledes, enten du vil eller ikke“ — og lignende ord.
3. Men mest feidede han mod mig med extravagans Clemens VI, som begynder med ordet unigenitus[1]; der, sagde han, kan du se, at paven afgjør og erklærer, at Kristi fortjenester er kirkens skat — tror du det eller tror du det ikke? Han vilde heller ikke tilstede nogen forklaring eller svar, men brugte myndighed baade med ord og skraal.
4. Tilsidst lod han sig efter fleres forbøn overtale til at tillade mig at fremsætte mit svar og mine bevæggrunde skriftlig, hvilket jeg idag har gjort. Men legaten kastede skrivelsen med uvilje og foragt fra sig og skreg endnu en gang, at jeg skulde til-
- ↑ Ekstravaganter kaldes i den pavelige ret Johan XXII’s og nogle senere pavers konstitutioner (forordninger). Den her omtalte er fra aaret 1349 og begynder med ordene unigenitus Dei filius (Guds enbaarne søn); ved denne fik læren om kirkens skat af overflødige for tjenester, forhvervede af Kristus og helgenerne, pavens sanktion.
