bagekalde og holdt en lang tale ud af st. Tomas’ fabler[1], mente og holdt for, at han havde overvundet og stanset mig. Jeg begyndte ogsaa nogle gange at tale; men han tordnede, snurrede aldeles rundt, styrte og raadde alene.
5. Endelig begyndte ogsaa jeg at skrige og sagde: „Hvis det kan paavises, at ovennevnte extravagans siger, at afladens skat er Kristi fortjenester, saa vil jeg tilbagekalde efter eders høiærværdigheds behag og vilje“. Saa blev han rent uregjerlig, lo over sig og tog efter en stunds forløb bogen i haanden, læste nevnte extravagans meget hidsig og pustende, indtil han kom til det sted, hvor der staar skrevet, at herren Kristus har ved sin lidelse istandbragt en skat osv. Da sagde jeg: „Høiærværdige fader, eders høiærværdighed ville betragte og omhyggelig undersøge dette ord („han har istandbragt“). Hvis Kristus ved sin fortjeneste har istandbragt en skat, saa er jo ikke fortjenesterne skatten; men dette, som fortjenesterne har fortjent, det er kirkens nøgler. Og derefter er min slutning sand“[2].
6. Da legaten blev saa uventet beskjæmmet, og dog ikke vilde agtes for at være det, gik han braadt over til noget andet, og overgac dette med vilje til glemsel. Men jeg sasgde, dog med tilhørlig ærbødighed: „Høiærværdige fader, eders høiærvædighed maa ikke tro, at vi tyskere slet ikke har eller forstaar gramatik. Et er det, at noget er en skat, og et andet at i stand bringe skatten.
- ↑ Se noten paa side 25.
- ↑ I unigentus heder det efter omtale af forløsningen ved Kristus: „hvilken herlig skat har han ikke erhvervet den stridende krike!“ Deraf sluttede Luther, at afladens skat var noget andet end Kristi fortjeneste, ved hvilken den var bleven erhvervet, og søgte paa den maade at forsvare sin 58de tese, som legaten angreb.
