grund af ens synder. For hvis den (uden al forskjel) borttog alle de samme (fyldestgjørelsens) gjerninger, saa blev der intet godt mere igjen, som vi kunde gjøre.
5. Hos mange har det været en vidtgaaende, men endnu uafgjort mening, om vel afladen ogsaa borttog noget mere end saadanne paabudte gode gjerninger, nemlig om den ogsaa borttog den straf, som den guddommelige retfærdighed kræver for synden.
6. Jeg lader denne deres mening staa uimodsagt for denne gang; men jeg siger, at man ikke af noget (sted i den hellige) skrift kan bevise, at den guddommelige retfærdighed ønsker eller kræver nogen straf eller fyldestgjørelse af synderen uden alene hans hjertelige og sande anger og omvendelse, med det forset fra nu af at bære Kristi kors og øve de ovennevnte gjerninger (ogsaa om de ikke var paalagte af nogen). For saa siger han hos Ezekiel (18, 21; 33, 14—16): Naar synderen omvender sig og gjør, hvad der er ret, saa vil jeg ikke mere komme hans synd i hu. Paa samme maade har han ogsaa afløst baade Maria Magdalena, den gigtbrudne, egteskabsbrydersken og flere. Og jeg gad nok gjerne høre, hvem der skulde kunne bevise noget andet, bortset fra, at nogle doctores har havt saadanne tanker.
7. Man finder vel, at Gud straffer nogle efter sin retfærdighed eller ved tugtelser tvinger dem til anger, som der staar i salme 89, 31—34: Dersom hans børn synde, vil jeg hjemsøge deres synder med riset, men dog ikke tåge min barmhjertighed fra dem. Men den slags tugtelse staar det ikke i nogens magt at eftergive, uden alene i Guds; dog han vil heller ikke opgive den, men lover, at han vil paalægge den.
