8. Derfor kan man ikke give denne antagne
tugtelse noget navn; heller ikke ved nogen, hvad
den er, hvis den ikke er denne straf og heller ikke
de gode ovennevnte gjerninger.
9. Om end den kristelige kirke endnu idag besluttede og erklærede, at afladen borttog mer end fyldestgjørelsens gjerninger, saa var det dog tusendfold bedre, at intet kristenmenneske løste eller ønskede aflad, men at det heller gjorde gjerningerne og led straffen. For afladen hverken er eller kan bli noget andet end eftergivelse af gode gjerninger og af gavnlig straf, som man heller skulde velge end vrage. Rigtignok har nogle af de nye prædikanter opfundet to slags straf, medicativas et satisfadorias, det vil sige et slags til fyldestgjørelse, et andet til bedring. Men vi har mere frihed til (Gud ske lov) at foragte saadant og lignende sludder, end de har til at digte det op; for al straf, ja alt, hvad Gud paalægger de kristne, skal sjene til deres bedring og nytte.
10. Det er noget tøv, at der er for meget af straf og af gjerninger, til at mennesket paa grund af, at dets tid er saa kort, skulde kunne komme til ende med dem, hvorfor afladen er nødvendig for det. Jeg svarer, at saadan tale ikke har nogen steds hjemme, og at det er bare opdigtelse. For Gud og den hellige kirke lægger ikke mere paa nogen, end det er muligt for ham at bære, som ogsaa st. Paul siger, 1 Kor. 10, 13, at Gud ikke lader nogen bli forsøgt, over hvad han kan bære. Og det er i ikke liden udstrækning til kristenhedens skam, at man beskylder den for at paalægge mere, end vi kan bære.
11. Om den end galdt endnu, den bod, som er sat i den geistlige ret, at der var paalagt syv aars bod for enhver dødssynd, saa maatte dog kristenheden mildne de love, og ikke holde fast ved
