66. Men aflads-skatterne er de garn, hvormed
man nu for tiden fisker menneskenes rigdomme.
67. Afladen, som prædikanterne udraabe for den største naade, er ganske vist at agte for en stor naade; for den medfører stor gevinst og fordel.
68. Og sandt at sige er dog saadan aflad den allerringeste naade, naar man holder den op mod og sammenligner den med Guds naade og korsets herlighed.
69. Det er biskopernes og sjælesørgernes pligt med al ærbødighed at give plads for den apostoliske aflads kommissærer.
70. Men endmere er de pligtige til med øine og øren at have sin opmerksomhed henvendt paa, at de samme kommissærer ikke i steden for pavens paalæg prædike sine egne drømme.
71. Den, som taler mod sandheden af den pavelige aflad, han være forbandet og fordømt.
72. Men den, som føler sorg og bekymring over aflads-prædikantens letfærdige og skamløse ord, han være velsignet.
73. Ligesom paven med fuld ret lader sin unaade og sit ban ramme dem, som paa nogen vis skade afladen,
74. — saaledes vil han saameget mere lade sin unaade og sit ban falde over dem, som under afladens skin søge at skade den hellige kjærlighed og sandhed.
74. At holde pavens aflad saa gjæv, at den skulde kunne afløse en, fri ham fra hans synd, om han saa end (for at nevne en umulighed) havde krenket Guds moder, det er galmands snak og afsindig tale[1].
- ↑ Denne udtalelse har hensyn til en almindelig ytring af afladsprædikanterne.
