57. Ti at det ikke er legemlige eller verdslige
goder, sees klart deraf, at mange prædikanter
ikke lettelig give saadanne ud, men kun samle dem
sammen.
58. De er heller ikke Kristi og de helliges fortjeneste, for disse virke, til alle tider og uden pavens medvirkning, naade for det indvortes menneske og kors, død og helvede for det udvortes menneske.
59. St. Laurentius[1] har kaldt de fattige, som er medlemmer af kirken, kirkens skatter, men han har kun brugt ordet i den betydning, som var gjengs paa hans tid.
60. Vi sige med god grund dristig og sikkert, at denne skat er kirkens nøgler, som er den givne ved Kristi fortjeneste.
61. For det er klart, at til at eftergive kirkestraffen og de forbeholdte tilfælde er pavens magt ene tilstrækkelig.
62. Kirkens rette sande skat er det hellige evangelium om Guds herlighed og naade.
63. Denne skat er med fuld ret aller mest forhadt og modbydelig. For den gjør, at de første blir de sidste[2].
64. Men afladsskatten er med fuld ret den aller behageligste; for den gjør, at de sidste blir de første[3].
65. Derfor er evangeliets skatter garn, hvor med man i gammel tid har fisket de rige formuende folk[4].
- ↑ Laurentius var i kirkens forfølgelsestid diakon i Rom. Han fik af den hedenske Øvrighed befaling til at komme frem med kirkens skatter og lod da fremstille menighedens fattige med de ord: disse er kirkens skatter.
- ↑ Den ydmyger det stolte sind.
- ↑ Den giver de dovne kristne frihed.
- ↑ Evangeliet søger menneskene, afladen deres penger.
