50. Man skal lære de kristne, at paven, hvis
han kjendte til aflads-prædikanternes blodsugeri,
heller vilde, at st. Peters kirke blev brendt til
aske, end at den skulde bli bygget med hans faars
hud, kjød og ben.
51. Man skal lære de kristne, at paven, som han er pligtig til, ogsaa gjerne vilde, selv om han saa maatte selge st. Peters kirken, dele sine egne penger ud til de folk, som dog nogle aflads-prædikanter nu skaffer af med deres penger.
52. At tro at bli salig ved aflads-breve er det rene tull og løgn, om saa kommissæren (eller aflads-kræmmeren), ja var det end paven selv, vilde sætte sin sjæl i pant derfor.
53. Det er Kristi og pavens fiender, som for aflads-prædikenens skyld vil, at Guds ord ikke skal prædikes i andre kirker.
54. Der gjøres uret mod Guds ord, naar man i en prædiken bruger lige saa lang tid og vel saa det paa at forkynde afladen som paa at forkynde Guds ord.
55. Pavens mening kan ikke være nogen anden end den, at naar man høitideligholder afladen (som er det ringeste) med én klokke, én festferd (prosession) og seremonier, at man da saa meget mere skal ære og prise evangeliet (som er det største) med hundre klokker, hundre festferder og seremonier.
56. Kirkens skatter, af hvilke paven uddeler aflad, er hverken noksom nevnte eller kjendte i Kristi menighed[1].
- ↑ I denne og de følgende teser viser Luther, at afladen ingen støtte kan have i kirkens lære om den skat, den skulde have i Kristi og helgenernes overflødige fortjeneste. Denne skat var ingen aflads-skat; denne, som kun var en fritagelse for kirkestraffene, berode paa nøglemagten. Kun forsaavidt denne hvilede paa Kristi fortjeneste, kunde altsaa den sidste kaldes aflads-skat.
