sjøen gik svartgraa og hvidbremmet i synskredsranden, og da varte det oftest ikke længe, før en gammel, erfaren gast meldte, tilsyneladende ligegyldig, men høit, saa alle, som paa knatten var, maatte høre det, at nu stod indover «Norges løve» eller «Alastor» eller «Sjøblomsten» eller hvad anden skude det kunde være. Saa blev der glæde hos somme i flokken, og alle, som paa sæt og vis havde noget at gjøre med den ankommende seiler, skyndte sig ned til byen og bryggerne, mens de andre, stilfærdige og resignerede, slog floke med de kulskne arme og forblev paa sin vagt.
Mange var der, som gik og speided forgjæves udover sjøen til under jul, da vinteren for alvor satte ind, og de hørte aldrig noget hverken til skuden eller dem, som var ombord. Etsteds nede paa den jydske kyst vasked kanske et halvt udvisket navnebræt frem og tilbage i dragsuget, eller en vasstrukken bjælke laa og duved tungt midt ude i Atlanteren, som det sidste minde om slig en efternøler. Og saa blev sorg og nød gjest i nogle af de smaa huse med fuchsiaer bag gardinet i øvrebyen, der hvor sjøfolk holdt til.
Men de enkeltes stitfærdige graad drukned i al den glade latter, som i disse gode tider ellers flød indover byen, naar skuderne kasted anker paa fjorden. Skipperne bragte opgjøret i gode, rede penge med sig ind paa redernes kontorer, saa de gamle konsuler og kjøbmænd gned sig i hænderne og smilte sine velvilligste smil, og i skipperhjemmene
